NYHEDER // ANBEFALINGER – Sæsonen 2023-24 ligner til forveksling 2020-21, men der er én stor overraskelse og et par fine genoptagelser at glæde sig til. Hvad skal man se? Her er en prioriteret liste af anbefalinger. God fornøjelse.
1. Overraskelsen: The Dante Project
Den uden sammenligning største nyhed – ja, sensationen – i den kommende sæson er helaftensballetten The Dante Project, Wayne McGregors ambitiøse læsning af Dante Aligheris Den guddommelige komedie og digtkredsen Nyt liv, der blev skabt til Royal Ballet i efteråret 2021 som en co-produktion med Pariseroperaens Ballet, hvor den får premiere 3. maj i år.
Den 4. november, altså et halvt år efter, slutter Den Kongelige Ballet sig til den eksklusive kreds med en genopsætning, der også er betydningsfuld, fordi det er første gang i lang tid, at Den Kongelige Ballet – der de sidste 10 år kunstnerisk har isoleret sig selv omkring Nikolaj Hübbe – for alvor søger at komme på omdrejningshøjde med kunstartens store kompagnier og ballet som kontemporær kunstart.
Det er imidlertid et ikke uproblematisk og også et svært tilgængeligt værk, (McGregors Woolf Works havde været et langt mere oplagt valg til København), hvor McGregor forener det moderne menneskes naturvidenskabelige forestilling om rejse i tid og rum med religiøsiteten og det mystiske i renæssancedigterens vision.
En rejse gennem synd, medlidenhed, håb og kærlighed som slående, visuelt og intellektuelt udfordrende fysisk teater, der næsten synes at vise en vej frem for kontemporær ballet som en tværkunstnerisk tour de force, hvor scenebilledet, projektionerne, lys, musik og koreografisk iscenesættelse – det totale kunstværk – fører din sjæl og dine drømme med på en odyssé.
Det Kongelige Teater, Gamle Scene
4. – 18. november 2023
2. Det romantisk sublime:
Sylfiden og Skotsk Symfoni
Det har i mange år heddet sig – især i Danmark – at der var en forbindelse mellem George Balanchines enaktsballet Skotsk Symfoni til musik af Mendelssohn og August Bournonvilles Sylfiden, og det er en god idé at sætte dem sammen og prøve det af i teatrets virkelighed.
Opsætningen af Sylfiden med scenografi og kostumer af Mia Stensgaard og Anja Vang Krag er Nikolaj Hübbes uden sammenligning bedste.
En koreografisk respektfuld og korrekt, men i sin scenografiske idé symbolistisk læsning af mesterværket, der afdækker nye sorgfulde lag af tragedien og kærlighedens mysterium, og et program med virkelig substans.
Aftenen er nummer to på min liste for sæsonen 23/24.
Det Kongelige Teater, Gamle Scene
N.B. Spilleperioden er ændret, så programmet får premiere 2. september 2023 i stedet for La Bayadère, der er aflyst.22. marts – 3. maj 2024
3. Giant Steps:
Serenade, Sibelius 4. Symfoni og Etudes
Sæsonen 2023-24 ligner til forveksling 2020-21 (Sylfiden, La Bayadère, Askepot og Nøddeknækkeren går igen), og denne sæsons ’Giant Steps’ er det program, der blev aflyst for to år siden pga. covid-19: George Balanchines signaturværk Serenade, efterfulgt af en kreation af finske Jorma Elo til kompagniets mænd, Sibelius’ 4. Symfoni, med Harald Landers danske klassiker Etudes som finale.
Etudes må være Nikolaj Hübbes yndlingsværk – værket har været programlagt utroligt mange gange i hans tid som chef – og nøglen ligger måske i et selvbillede som lærer?
Den Kongelige Ballets leder er anerkendt som en særdeles dygtig pædagog og er tydeligt meget optaget af danseteknik.
Det Kongelige Teater, Gamle Scene
2. – 20. marts 2024
4. Begyndertrin:
Tobias Praetorius, Tara Schaufuss og Matteo Di Loreto
”Ambitionen med Koreorama er at opdyrke talentmassen i Den Kongelige Ballet i de kommende år og uddanne en skare af moderne koreografer, der tænker nye måder at danse på. I denne sæson præsenterer Koreorama tre helt nye værker skabt af solist Tobias Praetorius og de to korpsdansere Tara Schaufuss og Matteo Di Loreto.”
Hvor jeg ikke før har set noget fra Tara Schaufuss’ hånd, så har Tobias Praetorius allerede demonstreret sit lovende og voksende talent som koreograf med en række miniaturer i samarbejde med Kammerballetten og Verdensballetten.
Senest med en utroligt fin duet til Mayo Arii og Alban Lendorf, Neue Bahnen, hvor Lendorf tyst og uset nærmer sig Arii, der står med ryggen til publikum, og fører hende med sig i en utroligt fin og velkomponeret koreografi af svimlende drejninger og ind i et ubesværet ”flow” af overraskende greb og svævende løft.
Matteo Di Loreto skabte i efteråret ’22 dansefilmen Vividream i samarbejde med fotografen Tom McKenzie. Et rørende, fint 10-minutters værk, der indfanger noget centralt og ægte om dans som et drømmerisk, transcenderende univers og om forbindelsen mellem tilskuerrummets virkelighed og scenens hyperrealitet.
Det Kongelige Teater, Gamle Scene
21. oktober 2023 – 30. april 2024
5. Årets “balletkoncert”:
Under Dybet
”… Komponisten Jeanett Albeck har til Under dybet samlet sin egen popbibel bestående af kendte hits og nykomponerede sange, der alle opføres live på scenen af sangere og musikere.”
Sådan står der i Det Kongelige Teaters sæsonbog, og den måtte jo komme, ”balletkoncerten”; Den Kongelige Ballet har med opsætningerne af Twyla Tharps Come Fly Away og Gregory Deans Gotta Dance reelt haft genren på plakaten et stykke tid.
Det handler fra teatrets side om billetsalg, og her skal intet mindre end Operaen lægge sal til en iscenesættelse af skuespilinstruktør Anja Behrens og et visuelt koncept af Christian Albrechtsen. Med ”trin” – som der står – af Sebastian Kloborg og Oliver Starpov.
Det Kongelige Teater, Operaen
20. april – 12. maj 2024
6. De russiske klassikere
N.B. La Bayadère er aflyst og erstattes i stedet af Skotsk Symfoni/Sylfiden.
Det er suverænt dette segment af genopsætninger af Svanesøen, La Bayadère, Raymonda, Nøddeknækkeren og Askepot, der fylder mest i sæsonen 23/24, og det handler formentlig om ”box office” – helaftensballetter sælger, men sælger de lige så meget som Romeo og Julie, Kameliadamen eller Othello. Og hvad vil de os?
Her får Nikolaj Hübbe også i rigt mål sit eget navn på produktionslisten og sikkert pæne ekstra honorarer, men hvad har han kunstnerisk på hjerte med La Bayadère og Raymonda? Hvorfor er det hans versioner – frit efter en video – der danses i København og ikke eksempelvis Rudolf Nurejevs?
Er Hübbes og Nurejevs ikke den samme, klassiske ballet? Slet ikke.
Så vidt jeg ved, har Hübbe aldrig danset de to værker. Nurejev var ét med dem, og hans versioner er båret af en dyb forståelse og tro på musikken og kulturarven og har simpelthen en kunstnerisk stamtavle, en overbygning, en farverigdom og en volumen, Hübbes koreografiske kalkerpapir mangler.
Henning Kronstam forsøgte i sin tid som balletmester at få Nurejevs version af Don Quixote til Den Kongelige Ballet, netop fordi denne balletmester – altså Kronstam – med sin ydmyghed, selverkendelse, visdom og med kompagniets bedste for øje selvfølgelig vidste, at Nurejev ville kunne berige Den Kongelige Ballets dansere og publikum med sin kunstneriske erfaring og indsigt. Da det ikke kunne lade sig gøre, fik Kronstam Jurij Grigorivitj fra Bolsjojballetten i stedet, og det var lige så flot en beslutning.
Skal vi have russerklassikere, hvorfor så ikke bringe den ene af vor tids to fine klassiske koreografer Christopher Wheeldons Tornerose tilbage i stedet, som røg i mølposen efter en håndfuld opførelser i 2010? Og hvor er tidens geni og i øvrigt Petipa-ekspert, Alexei Ratmansky, på Den Kongelige Ballets repertoire?
Når rationalet er billetsalg og den kunstneriske linje stadig mere lukket om sig selv, så er Gregory Deans Askepot selvfølgelig også på plakaten igen med det effektive salgsslogan, ”Prinsesse for en aften”.
Det gør jo nærmest ondt, når man ved, at der i verden findes Frederick Ashtons sublime, definitive udgave fra 1948, der i øvrigt netop i sidste uge – i 75-året – er blevet genopsat af Royal Ballet i London med enorm succes.
Ashtons Askepot er heller ikke freudiansk fortolkning eller regietheater, men en poetisk læsning, men den er skabt i et format, med mesterskab og i en blind overbevisning, der modsvarer farvepaletten i Prokofjevs komposition, den vældige volumen i orkesterformatet og den episke bue, der løfter ”Askepot” fra eventyr til eksistentiel genkendelseserfaring, hvor kærlighed ikke er entydig, men sammensat og altomfavnende, kropslig og mental.
Et intenst portræt af to personers indre, ægte liv men også et udsagn om romantikeren, drømmeren og følelsesmennesket, der står overfor den moderne verden, hvor spændvidden rækker over de mange sammensatte følelser, der udgør en kærlighedsoplevelse; tanker, impulser og instinkter, der trækker dig i uendeligt mange retninger og stiller dig udenfor tid og sted.
Ja, undskyld, det er svært ikke at lade sig rive med. At drømme…
For mit vedkommende er Askepot i København noget, jeg kan springe over, og Ashtons kan man så rejse efter, streame fra Covent Garden eller finde på YouTube.