ANMELDELSE – Den guddommelige komedie? Et af den vestlige litteraturs hovedværker i dans? Alene tanken vil for mange lyde som kætteri, og få forestillinger har været ventet med så stor spænding, så megen skepsis og så mange forventninger som Wayne McGregors The Dante Project for Royal Ballet i London.

Forestillingen kan nu streames on-demand frem til 19. januar 2022.

Bragt i Danstidningen, december 2021

⭐⭐⭐⭐⭐ (5 ud af 6 stjerner)

’Paradiso – Poema Sacro’ – sidste billede i Dantes Den guddommelige komedie (1307-21) og Wayne McGregors The Dante Project (2021) – er et koreografisk epos af vor tid, hvor McGregor forener det moderne menneskes naturvidenskabelige forestilling om rejse i tid og rum med renæssancedigteren Dantes religiøsitet og mysticisme. 

Med undertitlen ”continous and planetary” synes akten i sine koreografiske fraser næsten at vise en vej frem for kontemporær ballet som en tværkunstnerisk tour de force, hvor scenebilledet, projektionerne, lys, musik og koreografisk iscenesættelse – det totale kunstværk – fører din sjæl og dine drømme med på en odyssé.

En overvældende oplevelse af et univers, der vokser for dine øjne, hvor dansere i endeløse kredsløb og evighedsbaner modsvarer løkkerne og den voksende volumen i komponisten Thomas Adès sfæriske tonedigt og de koncentriske cirkler, der vokser frem i billedkunstneren Tacita Deans tyste farveprojektioner over scenen.

Når danserne som strålende himmellegemer hvirvler frem mod auditoriet, skaber de – i spillet af tøris og lys under Deans blændende smukke solstorm – en optisk illusion, der opleves som Dantes rejse ud i rummet, forbi planeter og stjernebilledernes himmelske dans.

Intellektuelt, visuelt, fysisk teater

Få forestillinger har været ventet med så stor spænding, så megen skepsis og så mange forventninger som The Dante Project. Det forlød, at helaftensballettens 1. akt, ’Inferno’, væltede huset ved delpremieren på turné i Los Angeles i juli 2019, men værket og dets urpremiere kunne i sin helhed på grund af pandemien først endelig finde sted på Royal Opera House mere end to år senere, 14. oktober 2021. Tilfældigvis – heldigvis – sammenfaldende med 700-året for Dantes død.

I samarbejdet med Thomas Adès, der har konciperet sit partitur i tre forskellige stilarter, og Tacita Dean, der bruger tre forskellige medier til at beskrive ‘Inferno’, ‘Purgatorio’ and ‘Paradiso’, synes McGregors bidrag til The Dante Project at være kommet sidst, næsten som en tilføjelse. Faktisk var valget af Dante og Den guddommelige komedie Adès’ vildt ambitiøse, geniale idé, ikke McGregors, og koreografen har flere gange forklaret, at kunstnerne stort set har arbejdet uafhængigt af hinanden.

Alligevel lykkes det McGregor og hans dramaturg Uzma Hameed at skabe et gribende portræt af Dantes rejse gennem synd, medlidenhed, håb og kærlighed som slående, visuelt, og intellektuelt udfordrende fysisk teater. I ‘Inferno’ beskriver McGregor i 13 vignetter programmatisk Dantes møde med de selviske, der står ved porten til Inferno, hverken i Himlen eller Helvede, men overladt til sig selv, som de kun tænkte på sig selv i livet.

Når Beatrice i ’Purgatorio’ og ’Paradiso’ toner frem bag Dante er det som en materialisering fra anelsens uskarpe, sitrende sansning til den lysende, strålende åbenbaring

Blandt de prægnante scener er Digterne, sjælene i limbo i Helvedes i 1. ring, de utro elskende Francesca og Paolo, der fremstilles med deres tøjlesløse lidenskab i 2. ring, Selvmordernes skov i 7. ring og Sandsigerne i 4. grøft i Bedragernes 8. ring.

Satan selv er gestaltet som en isdronning i en frossen underverden, hvor det groteske står side om side med det absurde, det humoristiske og det tragikomiske, og hvor Tacita Deans grå svømmedragter med en sindrig pointe er læsket med kalk, der i partnerarbejdet som synden selv smitter af fra den ene danser til den anden.

Den flydende, bølgende, skælvende krop

Helaftensballetten følger den Den guddommelige komedies struktur, men er i ’Purgatorio’ også inspireret af digtkredsen Vita Nuova, Nyt liv, hvor McGregor i Deans lokation – for hende er Skærsilden en villavej i Los Angeles – lader den angrende Dante erindre sit jordiske liv, sin barndom og ungdom og kærligheden til sit ideal, Beatrice. 

Ligesom Tacita Deans fotografiske processprog – scenografien udvikles og tager farve som i en kemisk filmfremkaldelse – synes McGregor næsten at arbejde i negativ, der viser os ikke kun kroppen, men dens sjæl. Centralt står hans eksperimenterende udforskning af kroppen som medium ikke kun for narrativer og menneskelige relationer i dans, men i dets kapacitet for udtryk af følelser, idéer, selv vibrationer, farver og ikke-fysiske tilstande.

I sin søgen efter billeder for Dantes eksistensrejse antager McGregors idiosynkratiske, gummiagtige kropssprog en ny kvalitet og betydning som udtryk for det spøgelsesagtige og spirituelle. Mentale eller metafysiske tilstande, der beskrives, ikke med den klassiske ballets konventionelle brug af vertikalitet i spring eller på tå som metafor for åndelig stræben, men som energi og vibrationer illustreret af den flydende, bølgende, skælvende krop. 

Ligesom Tacita Deans fotografiske processprog – scenografien udvikles og tager farve som i en kemisk filmfremkaldelse – synes McGregor næsten at arbejde i negativ, der viser os ikke kun kroppen, men dens sjæl

Når Beatrice i ’Purgatorio’ og ’Paradiso’ toner frem bag Dante er det som en materialisering fra anelsens uskarpe, sitrende sansning til den lysende, strålende åbenbaring, hvor hun som budbringer fra evigheden med et ledemotiv blødt fører en hånd foran sit ansigt, som udvisker hun den usynlige barriere mellem dem. Som hun indhyller og favner ham med sin krop, er det ikke en skildring af fysisk intimitet, men et symbolsk billede på tanken og inspirationen, der fylder ham, selvets opløsning og foreningen med skaberkraften i endeløs kærlighed.

• The Dante Project kan streames fra Royal Opera House’s streamingportal
• Forestillingen er skabt som en co-produktion med Pariseroperaens Ballet, der får opsætningen på repertoiret i sæsonen 2022/23
• Wayne McGregors Afterite, Infra og Chroma er tidligere danset på Det Kgl. Teater.