ANMELDELSE – Den Kgl. Ballets nye opsætning af det historiske repertoires kronjuvel, ’Sylfiden’, afdækker i en symbolistisk læsning nye sorgfulde lag af tragedien og kærlighedens mysterium.
⭐⭐⭐⭐⭐⭐ (6 ud af 6 stjerner)
Bragt i Kristeligt Dagblad 12. november 2020.
I Mia Stensgaard og Anja Vang Krags scenografi og kostumer er de flydende overgange mellem drøm og virkelighed i Nikolaj Hübbes nye opsætning af August Bournonvilles ’Sylfiden’ malet i så mangfoldigt changerende farvetoner af jordbund og trætop, falmede blade og lyserosa blomster, at der næsten er tale om camouflage. Det, du ser, og det, du tror, du ser, er ikke nødvendigvis det samme.
Både James’ Nemesis, heksen Madge, og hans ideal, Sylfiden, vokser som rod og krone frem af de bølgende, florale scenetæpper, der udgør metafor og baggrund for denne moderne, poetisk feminine forståelse af dramaet, hvor Sylfiden og hendes søstre materialiserer sig spøgelsesagtigt i Åsa Frankenbergs effektfulde, kolde og blege ovenlys. Ikke som billede på den besjælede natur, som vi kender den fra den romantiske forståelse, men snarere i en ambitiøs symbolistisk fortolkning som åbenbaring af selve kærlighedens væsen, som iscenesættelsen finder overbevisende belæg for.
Ved premieren på Filippo Taglionis ’Sylfiden’ i Paris i 1832 opnåede ballet som kunstart et epokegørende gennembrud: ”Ballet var et divertissement. Det blev et mysterium,” har kritikeren André Levinson skrevet og dermed sat fingeren på, hvorfor klassisk dans blev svaret for de poeter – og andre unge mænd – der, ramt af en malaise i tiden, dyrkede kærlighed, symbolik og idealisme, og rejste på tværs af Europa i en åndelig forstand.
Romantikken sværmede for skovensomheden men også dæmonien i naturen, det okkulte og det suicidale. Først og fremmest svarer ’Sylfidens’ James til forestillingen om kunstneren som seer og som symbolbærer af periodens længsel mod idealet: Det sublime og uendeligheden.
SYLFIDENS SANSELIGE UNIVERS
I deres nænsomt fornyende æstetiske fortolkning tilføjer Mia Stensgaard og Anja Vang Krag imidlertid nøgleværket en sitrende, levende fortryllelse, der giver værket en ny vægtning. Bournonvilles version fra 1836 er ikke længere sat i en dansk bøgeskov, snarere i en magisk, keltisk piletræslund.
Scenografien er ikke et naturalistisk lokale, ikke traditionens renfærdige ”nordiske sylfide”, men en prisme der med udgangspunkt i James’ skæbnesvangre spleen bringer os videre mod en ekstatisk og melankolsk beskrivelse af lidenskab, sensualitet og svig, kærlighed og ødelæggelse, måske i sin art nouveau-stil og idé inspireret af Margaret Macdonald Mackintoshs ’O Ye, All Ye That Walk In Willowwood’ og den prærafaelitiske maler og digter Dante Gabriel Rossettis sonetcyklus ’The House of Life’.
Selv titelfiguren i dette sanselige univers af flygtig berøring, skygge, refleksioner og glimt af lys ligner, med sine slyngkrøller og vajende stilketorso, en botanisk og endog i øjeblikke invasiv vækst: Som Ida Praetorius determineret strækker sine skønne liljehænder frem mod Jón Axel Franssons James, aner vi både hendes forførende duft og den ustoppelige kraft, som hverken hun eller han er herre over. ’Sylfiden’ har måske aldrig stået mere overbevisende og gribende følelsesfuld.
I denne, sin tredje opsætning af ’Sylfiden’, har Nikolaj Hübbe fundet nøglen til, hvordan han – og vi – kan forvalte og forstå August Bournonvilles 1800-tals balletter i deres fulde rigdom og dybde som tidløs, kunstnerisk sandhed uden at gå den værdinedsættende omvej via Regietheatrets slidte excesser og banal seksualisering.
Iscenesættelsen skaber en ny, fordybende sammenhæng i respekt for integriteten og spændingen i Bournonvilles detaljerede, koreograferede balletteater, hvor slående scenebilleder, præcise mimiske dialoger og klassisk dans samles i et højspændt drama. Indenfor denne ramme instruerer Hübbe også med en ny åbenhed i tegningen af særligt James’ forlovede, Effy, og hans rival, Gurn, som troværdige karakterer: Stephanie Chen Gundorph og Benjamin Buza er typecastet i rollerne som moderne, ja voksne, mennesker i et modsvar til en tradition, hvor figurerne ofte har været fremstillet stereotypt og til tider komisk, men nu igen fremstår som facetterede profiler, der tilføjer ’Sylfiden’ bredde og balance. Kizzy Matiakis leverer overbevisende spil i rollen som Madge, men der er stadig plads til en mindre antikveret skikkelse og en gentænkning af heksesabbatten.
I Bournonvilles geniale scenegang bæres handlingen i 1. akt frem af dramatiske dialoger – kun Sylfiden danser på tå – mens 2. akt er komponeret i en form, hvor mimisk samtale og følelsesuniverset udvikles og beskrives i dans og bevægelse: Luftånden flyver som en guldsmed på et vandspejl over scenen i hurtigt skiftende, lette trinkombinationer og lange, sejlende springserier, og også i det rent tekniske er Ida Praetorius sin generations fortolker af det ikoniske parti.
Også James danser. Hans koreografi udvikler sig fra vertikal mod horisontal tegning, fra ”tours en l’air” – tunge spring og landing på samme sted – mod brusende, ekspansive mønstre, der, som Sylfidens, vokser og kommer til at krydse hele scenerummet og bliver udtryk for en stigende følelsesintensitet, en frisættelse, en bevidsthedsudvidelse: Billedet mangedobles med et ensemble af sylfider. Alt er i berusende bevægelse, for sådan opleves forelskelsen, sensualiteten og begæret også.
James’ dans bliver med Bournonvilles ord og i Jón Axel Franssons stilrene fremstilling mere og mere luftig, men selv mens James og Sylfiden løfter og spejler hinandens bevægelser, bølger en afgrænsning mellem dem som et fint transparent slør: Tragedien rammer i øjeblikket, hvor drømmeren slipper sit tag i virkeligheden, fatalt krydser den usynlige barriere og rækker ind i en anden dimension.
Allerede i ouverturen varsler Løvenskjold tragedien. Som mørket i forestillingens sidste minutter sorrigfuldt gentages fra orkestergraven, og James ligger livløs på jorden, opleves efterbillederne af ’Sylfiden’ i denne opsætning i pagt med Bournonvilles intention ikke kun som én mands skæbne – hans alt for menneskelige fristelse og tvivl – men som en universel klagesang om et øjeblik, der var; en eksistentiel, sjælelig erfaring af livsvalg, kærlighed og fortabelse.
——————–
’Sylfiden’.
Koreografi: August Bournonville.
Musik: H.S Løvenskjold.
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe
Scenografi og kostumer: Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard.
Gamle Scene, Det Kgl. Teater, København.
Til 25. oktober 2020. Herefter kan forestillingen streames på KGL Xtra.
——————–
Billedtekst:
#1: Ida Praetorius som Sylfiden og Jón Axel Fransson som James. Fotograf: Per Morten Abrahamsen.