Bragt på POV International 12.04.
BALLETDANSER PÅ BÆNKEN #10 // Q&A – Tre dage før premieren på John Neumeiers Mahlers 3. Symfoni lukkede Det Kgl. Teater pga. coronakrisen, og Den kgl. Ballets dansere blev hjemsendt på ubestemt tid. Hvordan holder de sig i form, hvad med kreativiteten og det kunstneriske i hverdagen? Hvad driver dem egentlig?
Stephanie Chen Gundorph, savner du at være på scenen, at du pludselig ikke kan danse?
Jeg savner følelsen af at arbejde intenst på et projekt, og den følelse vi har sammen, når vi bærer en forestilling fra 1. prøvedag over til premieren og så til den allersidste forestilling. Det savner jeg rigtig meget. Men jeg danser stadig. Bare på en anden måde. Det er blevet lidt mere alene og introvert.
Hvordan holder du dig i form, når du er bundet til hjemmet?
Jeg tager dagligt den online ballettræning, styrketræning og staminatræning, som teatret stiller til rådighed. Og ellers laver jeg ekstra ting som tåspidstræning, sjipning og mit eget skræddersyede øvelsesprogram på sidelinjen. Men jeg er da nysgerrig, og lige nu er der et helt hav af muligheder på nettet fra store kompagnier som Hamburg balletten, Het Nationale og Den Norske Ballet.
Et par af de mindre kompagnier gør det samme, og jeg håber, at jeg henover de næste par uger kan udnytte det her hul i dagligdagen og gå på opdagelse i mit fysiske kropssprog, fx med online Gaga-timer eller movement-class med dansere fra Akram Khan Company. Det kunne være skægt at prøve.
Finder du andre måder at være kreativ på?
Jeg bruger meget af tiden på fordybelse. Det var udfordrende lige til at starte med, for tankerne fór rundt, men nu, hvor jeg har fundet en rutine, oplever jeg et utroligt stort behov for fordybelse igen. Jeg har et hoved, der tænker meget, og til tider alt for meget, så det at gå lange ture på tre timer eller læse fire timer i streg, er det eneste, der kan give mig ro.
Det er den samme ro, jeg oplever, når jeg står i salen og arbejder på trinsprog, mimik eller teknik. Alting forsvinder bare. Fordybelse er egentlig en utrolig intim og privat oplevelse.
Når du ser tilbage, hvordan opdagede du så ballet? Hvad er dine tidligste indtryk?
Der skulle gå nogle år, før jeg opdagede ballet rigtigt. Jeg gik på Odense Balletskole på det tidspunkt, og hele skolen var taget til København for at se en af prøverne på ’Nøddeknækkeren’. Dengang var jeg en af de elever, der altid kiggede på uret for at se, hvornår timen sluttede; ballet betød ikke rigtig noget for mig. Jeg husker, at jeg var i dårligt humør den dag, vi tog til København. Men noget skete der alligevel.
Jeg kom ud af publikumssalen fuldstændig forvandlet. Jeg husker især, det var pga. grand pas de deux i 2. akt. Sukkerfeen gjorde mig så glad, hun gjorde mig så uendeligt glad. Og jeg havde ikke været glad i lang tid. Mine forældre var lige blevet skilt, og jeg forstod ikke længere min egen verden.
Men den dag besluttede jeg mig for, at jeg ville også kunne gøre det samme som hende: Jeg ville gerne kunne bevæge folk. Flytte dem fra et punkt til et andet. Åbne et vindue. Præcis, som hun havde gjort hos mig.
Hvordan vil du beskrive dig selv som danser?
Puha. Det ved jeg ikke, om jeg kan. Men jeg kan beskrive det, der driver mig som danser og som menneske. Og det er at lære noget nyt. Der er uanede muligheder for konstant at komme ud af komfortzonen. Og det gør mig utroligt ydmyg. Jeg føler aldrig, at jeg er færdig med at lære eller at være en nybegynder eller ligne en idiot.
Er du ambitiøs? Hvordan?
Jeg tror, alle oplever det samme, når de laver noget, de er passioneret omkring. Man bliver utrolig perfektionistisk og dræbende selvkritisk. Og så er jeg ligesom alle andre inde på balletten typen, der presser sig selv til det yderste. Der er en konstant søgen efter at være den bedste version af sig selv, og jeg kan presse mig selv meget hårdt for at nå dertil.
Hvilken rolle er den mest udfordrende, du har haft?
De mest udfordrende roller har som regel også været de mest lærerige. Især dem, hvor jeg ikke kunne indfri mine egne ambitioner. Man føler et enormt personligt nederlag. Det er de hårdeste øjeblikke. Men også de vigtigste. Første gang jeg optrådte med ’Grand Pas Classique’ i 2015, var sådan en slags oplevelse. Det har præget mig meget lige siden.
Hvilken rolle har været den mest betydningsfulde? Er der en rolle eller en ballet, der har været et særligt gennembrud for dig?
Alle roller tager nok lidt fra en og giver lidt til en. Men dem, der springer umiddelbart først op i mine tanker, er Teresina, ‘Spar Dame‘ og ’27’52’. Tanken om de tre partier giver mig en helt særlig ro. Det er nok en sammenblanding af mange ting. Men et forsigtigt gæt er, at jeg er et usikkert menneske af natur og lige præcis i de tre meget forskellige partier, oplevede jeg for første gang et ”jeg kan godt”.
Hvad er din drømmerolle?
Jeg forsøger at undgå at have drømmeroller som sådan. Jeg har lært, at det ikke er særlig sundt at fiksere sin ide om lykke. Til gengæld er der mange partier, jeg gerne vil lege og udfordre mig selv med. Morten Eggert sagde en gang til mig, da jeg stadig var aspirant, ”der findes ingen små roller, kun små kunstnere”.
Nævn de smukkeste øjeblikke i ballet, der har gjort de største indtryk på dig. Kan du beskrive dem?
Jeg nævner bare et, ellers bliver interviewet alt for laangt!
For nogle år siden tog Eukene Abad (også fra balletten) og jeg til Wuppertal for at se Pina Bauschs ’Masurca Fogo’. Vi tog toget frem og tilbage, og det er en af de oplevelser, der står klarest i mit hoved. Jeg husker, at der var så meget umiddelbarhed. I danserne, i sproget, i trinene. Danserne hverken spillede eller fortolkede, de var. Når de smilede, smilede jeg. Når de opførte sig uretfærdigt, gjorde jeg det samme. Deres sindelag var smittende.
Dansen var smuk. Men det var styrken i dansernes oprigtighed, der tog publikum. Der var så meget kærlighed. Kærlighed til kunstformen, publikum og til hinanden. Det var tydeligt, at Pina elskede sine dansere. Hun fik mig til at elske dem. Elske livet. Jeg følte mig så fuld af kærlighed. Så mæt. Oceaner af tid. Jeg husker, at jeg slet ikke ville have at det skulle slutte.
Hvordan adskiller Den kgl. Ballet sig fra andre kompagnier? Er det noget særligt?
Nu har jeg jo ikke arbejdet så mange andre steder end i København, så det er svært at sige noget helt konkret. Men de gange, jeg har besøgt venner i andre kompagnier, eller når de besøger mig, har jeg ladet mig fortælle, at Den Kgl. Ballet har engagerede kunstnere, der ofte er meget kreative på scenen. Det ser man fx i større mimescener, hvor alle gør noget ud af deres karakter, også selvom de ”ikke bliver set”. Det skyldes helt sikkert vores unikke Bournonville-tradition, hvor vi mimer en hel del.
Vores repertoire er også meget alsidigt, med alsidige dansere der både kan danse klassisk, neoklassisk, moderne dans og være med i nye kreationer. Og nye moderne kreationer er faktisk svære for klassisk-uddannede dansere, da det kræver meget improvisation! Udover det har vi også et godt samarbejde internt, som jeg ikke har oplevet i andre kompagnier, og det er jeg stolt over.
Beskriv dit forhold til Bournonville. Hvad kan du eller kan du ikke lide ved Bournonville? Har han en fremtid?
Bournonvilles trinsprog er helt unikt i ballettens fysiske sprog. Hvis man ikke havde hans trinsammensætninger, ville ballet som helhed være en farve fattigere.
For mig er hans trin tidløse. Man ser ikke mange andre steder i ballettens repertoire det samme flow, dynamik, ballon-effekt eller momentum. Alt, hvad jeg ved om vægtskifte, fodarbejde og spring, det har jeg lært fra hans trin. Og det er noget, man sagtens kan overføre til andre dele af ens dans.
Trinene vil der altid være et behov for, men indpakningen ved jeg ikke, hvad man skal stille op med. Er vejen frem at give dem nye klæder? Eller skal vi omstrukturere dem, så de får en mere moderne opbygning?
I dag er der en tendens til at undlade lange mimescener i nykoreograferede balletter, da det kan gøre dem gammeldags. Se bare på John Neumeiers eller Liam Scarletts balletter. Men hvis vi gør det samme med Bournonvilles balletter, vil et af hans vigtigste kendetegn forsvinde, og så vil mimetraditionen ikke længere holdes i hævd, og hvordan vil det så påvirke dansernes skuespil, det som vi er så dygtige til i forhold til andre kompagnier?
Sådan nogle ting kommer ikke af sig selv, det skal trænes kollektivt. Samtidig er der også alt, alt, alt for lidt dans i de helt gamle Bournonville-balletter til at et moderne publikum vil stille sig tilfreds. Man kan også lade dem (og her tænker jeg på de mindre kendte Bournonville-balletter) være, som de er, og tage dem op en gang i mellem, men det tror jeg ikke, vi har publikum til overhovedet.
Så udover ’Sylfiden’, ’Napoli’ og ’Et Folkesagn’, hvad gør man egentlig? Det ved jeg heller ikke.
Helt ærligt: Klassisk ballet i 2020? Er der overhovedet plads til den kunstart i moderne tid?
Ja da, det har man set med Johns værker og med Liam Scarletts værker. Folk tager jo også stadig i biografen, selvom de kan streame film derhjemme. Det er bare en anden oplevelse.
Teatret er et fantastisk rum med så mange fantastiske oplevelser. Scenografien, danserne, musikerne. Det er så overvældende, når det gøres godt, og alle er sammen om det. Alle på scenen, i graven og i publikumsrækkerne. Den oplevelse får du bare ikke andetsteds.
Jeg er stor tilhænger af teatret. Jeg håber selvfølgelig, at man fremover ser flere neoklassiske helaftensballetter på Gamle Scene. Nogle, der måske er mere tidssvarende ift. samfundet i dag. Men, som jeg kan forstå det, så er der også stor efterspørgsel blandt publikum efter de store klassiske værker som ’Svanesøen’, ’Raymonda’ og ’Nøddeknækkeren’. Og så vi må imødekomme alle.
Har du et link til en ballet (eller flere), man kan se på YouTube, du vil dele? Hvad gør dette klip værd at se, og hvad skal vi se efter?
Pina
Alle skal se Pina-filmen mindst en gang i deres liv. Pina kan illustrere noget så komplekst og noget så enkelt, at jeg hver gang efterlader en lille smule af mig selv i hendes univers.
Akram Khan og Sidi-Larbi Cherkaoui: Zero Degrees
Jeg er vild med Akram Khan og Sidi-Larbi Cherkaoui, fordi de begge formår at forny sig som kunstnere. De er modige, og de samarbejder med mange forskellige slags kunstnere, og man er aldrig i tvivl om, at deres forestillinger er alt eller intet. Her er et lille uddrag fra en forestilling, de har kreeret sammen. Det ville være en drøm for mig at se!
At danse Bournonville
Her en lille dokumentar om Hans Brenaa og Bournonville. Jeg elsker at se de gamle dokumentarer om balletten. Det giver så meget liv, og det er også enormt lærerigt. Det Kongelige Teater har et arkiv, som jeg ofte dykker ned i.
Jurgita Dronina: Askepot
Det, jeg godt kan lide ved klippet, er, hvor rent Jurgita Dronina danser. Hun er sikker på benene, laver ikke ”dobbelthops”, og hun falder pænt ud af sine pirouetter. Soloen er lang, men hun viser ikke publikum, at hun er forpustet. Og så har hun bare nogle graciøse arme. Det er superoverlegent.
BENCHED BALLET DANCERS #10 // INTERVIEW – Three days before the opening night of John Neumeier’s “Mahlers 3. Symphony, the Royal Danish Theatre closed its door because of the corona crisis, and the dancers of the Royal Danish Ballet were sent home, for the moment on indefinite leave. How do they keep in shape, how do they find outlets for their creativity and artistry in this unusual situation? What drives them?
Stephanie Chen Gundorph, do you miss the stage, not being able to perform?
I miss the feeling of intense work on a project, the feeling we have as we carry a production from first rehearsal to the opening night and through to the final performance. I miss that very much. But I still dance. It’s just in a different way. More by myself and in a more introvert sense.
How do you keep in shape when you’re homebound?
I follow the online ballet training, fitness training and stamina training provided by The Royal Theatre daily. I also do other things like pointe work, skipping and my own tailormade training programme on top. But I’m curious and right now there are a lot of possibilities online, from companies like The Hamburg Ballet, Het Nationale and The Norwegian Ballet.
A couple of the smaller companies are offering training too, and I’m hoping to find time over the next couple of weeks to explore my physical language with, for instance, online Gaga classes or movement class with dancers from the Akram Khan Company. That could be fun to try.
What about your creativity and artistry?
I use a lot of my time on immersion. I found it challenging at first, my thoughts were all over the place, but now that I have found a routine, I experience a great need to go back to focused contemplation. I have a head with a lot of thoughts, sometimes too many, so going for three-hour long walks or reading four hours at a stretch is something that can calm me.
I experience that same calm when I’m in the studio, working on body language, mime or technique. Everything else fades away. Contemplation is a very intimate and private experience.
Looking back, how did you discover ballet? What are your earliest memories and impressions?
It took me a few years to really discover ballet. I was a student at Odense Ballet School at the time and the whole school went to Copenhagen to watch rehearsals of The Nutcracker. At the time, I was one of the students with an eye on the watch to know when the lesson would be over; ballet didn’t really mean anything to me. I remember I was in a bad mood the day we went to Copenhagen. And then something happened.
I left the theatre completely transformed. I remember that it was particularly because of the 2nd Act pas de deux. The Sugar Plum Fairy made me really happy, she made me endlessly happy, and I hadn’t been for a long time. My parents had just divorced, and I no longer understood my own world.
That day I decided I wanted to be able to do what she did: I wanted to move people. Move them from one place to another, open a window. Just as she had done for me.
How would you describe yourself as a dancer?
I’m not sure if I can. I can describe what drives me as a dancer and as a person. And that is learning. There are endless possibilities of getting out of your comfort zone, and that makes me very humble. I never feel that I have finished learning or being a beginner or looking like an idiot.
Are you ambitious? How does that manifest itself?
I think everyone has the same experience when they do something they feel passionately for. You become incredibly perfectionist and dangerously self-critical. And like everyone else at the ballet, I’m someone who pushed herself to the extreme. There is a constant search to be the best version of yourself, and I am able to push myself quite far to get to that point.
What is the most challenging role you’ve had?
The most challenging roles have usually always been the ones I’ve learnt the most from. Especially the ones where I was unable to meet my own ambitions. You experience an enormous personal defeat. Those are the hardest moments, but also the most important. The first time I performed ’Grand Pas Classique’ in 2015 was such an experience. It has left a mark on me ever since.
Which role has fulfilled you the most? Has there been a breakthrough role or ballet for you?
I think all roles probably give you a little and take a little from you. The ones that come to mind first are Teresina, Queen of Spades and 27’52. Thinking of these three roles I feel a very special calm. That is probably because of a mix of things. A cautious guess would be that I’m an insecure person by nature but with these three, very different parts, I experienced a feeling of “I can do this”.
What’s your dream role?
I try to not have dream roles as such. I’ve learnt that fixating on your own happiness isn’t healthy. On the other hand, there are many roles I would still like to play with and challenge myself with. When I was still an aspirant, Morten Eggert once said to me,”There are no small roles, only small artists.”.
Name some of the moments in ballet that have made the greatest impression on you.
I’ll only mention once, otherwise this interview will be far too long!
A few years back, Eukene Abad (also a dancer at the Royal Danish Ballet) and I went to Wuppertal to see Pina Bausch’s ’Masurca Fogo’. We took the train. It’s one of the things that are the most vivid in my mind: I remember how much spontaneity there was, among the dancers, in the language, in the steps. The dancers neither acted not interpreted, they just were. When they smiled, I smiled. When they were unjust, I was. Their state of mind was very inspirering.
The dance was beautiful, but it was the force of the sincerity the dancers had that captivated the audience. There was a lot of love. The love for the art form, the audience, for each other. It was obvious how much Pina loved her dancers. She made me love them too. Love life. I felt full of love. Full. Oceans of time. I remember not wanting it to end.
How is the Royal Danish Ballet different from other companies? Is it different?
I haven’t worked anywhere else so it’s hard to be specific. When I have visited friends in other companies, or when they have come here, I’ve been told that the artists of the Royal Danish Ballet are very involved, that they are often creative on stage. You see it in the mime scene, where everyone adds something to their character, even if they aren’t “seen”. That is definitely thanks to our unique Bournonville tradition, which has a lot of mime.
Our repertoire is also very wide, with versatile dancers who are able to interpret both classical, neoclassical, modern dance and to be part of new creations. Creating contemporary work is actually very difficult for classically trained dancers because of the amount of improvisation involved! Apart from that we also work well together internally in a way I haven’t seen in other companies, and that is something I’m proud of.
Describe your relationship with Bournonville? What do or don’t you like about him? Does he have a future?
Bournonville’s vocabulary is unique in the physical language of ballet. Without his combinations of steps, ballet as a whole would be one colour poorer.
To me his steps are timeless. You don’t find the same flow, dynamic, ‘ballon’, or momentum anywhere else in the ballet repertoire. Everything I know about the balancing of weight, footwork and jump, I’ve learnt from his steps. And that is something you can easily transfer and use in other parts of your dancing.
There will always be need for these steps, but I don’t know what to do about the packaging. Is giving them new clothes the way forward? Or should we look at restructuring them to give them a more modern build?
Today there is a tendency to cut mime in new works, as it can make them look old-fashioned. Look at John Neumeier’s or Liam Scarlett’s ballets. But if we do the same to Bournonville’s ballets, one of his most important characteristics would be lost, the mime tradition would no longer be maintained, and how would that affect the dancers’ acting, the thing we’re so good at compared to other companies?
These things don’t come by themselves; they must be trained collectively. At the same time, there’s far, far, far too little dancing in the old Bournonville ballets to satisfy a modern audience. You could also leave them as they are, I’m thinking of the lesser-known works, and bring them back from time to time, but I doubt there is an audience for it.
So apart from ’La Sylphide’, ’Napoli’ and ’A Folk Tale’, what do you do? I don’t have the answer either.
Classical ballet, does it have a future?
Of course, you see it in John’s work, and Liam Scarlett’s. People also go to the cinema even if they can stream films at home. It’s a different experience.
Theatre offers a fantastic space with amazing experiences. The sets, the dancers, the musicians. Done well, when everyone is involved, it’s overwhelming. Everyone, on stage, in the pit, in the auditorium. It’s an experience unlike any other.
I’m a great fan of theatre. Of course, I hope to see more neoclassical full-length ballets at Gamle Scene. Works that are perhaps more relevant to society today. But as I see it, there is also a great demand among the audience for great classical works like ’Swan Lake’, ’Raymonda’ and ’The Nutcracker’. And we must accommodate all of them.
Do you have a link (or several) for a ballet on YouTube you would like to share? Why should we watch this, and what should we look for?
Everyone should watch the Pina film at least once. Pina can illustrate things in such a complex yet simple wat that I leave a small part of me behind in her universe every time.
I love Akram Khan and Sidi-Larbi Cherkaoui because they both manage to renew themselves as artists. They are courageous and they collaborate with many different types of artists. You never doubt that their works are all or nothing. This is an excerpt from a work they collaborated on. I dream of seeing it live.
This is a short documentary on Hans Brenaa and Bournonville. I love seeing the old documentaries about the Royal Danish Ballet. They give so much life, and I learn a lot. The Royal Theatre has an archive, I often immerse myself in.
What I like about this excerpt is who clean Jurgita Dronina’s dancing is. She is steady, doesn’t do any double skips and comes nicely out of her pirouettes. The variation is long, but she doesn’t show the audience any effort. She also has very gracious arms. Superlative.
Topfoto: Stephanie Chen Gundorph og Jón Axel Fransson i Napoli. Foto: Henrik Stenberg.