JULEBALLETTERNE: SNEDRONNINGEN OG NØDDEKNÆKKEREN

Bragt i Kristeligt Dagblad 17.12.2019.

Tivolis juleforestilling ”Snedronningen” er både poetisk og rørende, men tåler ikke sammenligning med formatet i Tjajkovskijs ”Nøddeknækkeren” på Det kgl. Teater

⭐⭐⭐⭐☆☆

Det er egentlig ikke rimeligt at sammenligne årets to juleforestillinger i Tivoli og på Det kgl. Teater, ”Snedronningen” og ”Nøddeknækkeren”, for de vil og kan noget helt forskelligt, selvom begge markedsføres og er tænkt som store familieforestillinger.

”Snedronningen” er blevet til i forlængelse af et tidligere samarbejde mellem koreografen Yuri Possokhov, musikeren Oh Land og H.M. Dronningen, der i 2016 skabte en vellykket 30-minutters eventyrballet, ”Askepot”, til Pantomimeteatret i Tivoli. Den kunstneriske trojka griber her ambitiøst an med et større format, en helaftensballet, skabt til Koncertsalen.

”Snedronningens” styrker er oprigtigheden og en fin poesi i læsningen af H.C. Andersens eventyr fra december 1841, stærkest udtrykt i Dronningens barnlige, bølgende organiske farvestreger på bagtæppe og sidestykker, der virker tænkt som en billedbog, hvor vi vender side for side – og i Gerda og Kays spil, rørende fortolket af Laurie Nielsen og ikke mindst af den spillevende og kækt springende Vincent Vernal.

Laurie Nielsen og Vincent Vernal i “Snedronningen”. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Her har Yuri Possokhov fermt komponeret en idérig, impulsivt facetteret og ikke mindst morsom bevægelsesverden til Oh Lands filmisk beskrivende kammermusik, der spilles live men elektronisk forstærket af et mindre ensemble af strygere, fløjter, horn, harpe og slagtøj.

Lyden er paradoksalt nok ikke god, og det præger oplevelsen af ”Snedronningen”, der jo netop er grundlæggende udfordret, fordi Koncertsalen er et lydrum og ikke et visuelt rum: Det gør det i bedste fald svært at skabe teatermagi.

Når det alligevel lykkes, er det et langt stykke ad vejen takket været Morten Justs og Al Crawfords elegante animationer og lysdesign, der som en tryllestav vækker Gerda og Kays verden til live med fine, underspillede pointer: Når røg uventet puffer langsomt op af en skorsten, og insekter summende bestøver Dronningens blomstertæpper, så bliver det små prik til din egen fantasi, så både du og eventyret vækkes til live.

SUBLIM SAMHØRIGHED

En sådan kreativitet og finesse kunne Det kgl. Teater have haft glæde af i sin opsætning af George Balanchines version af russerklassikeren ”Nøddeknækkeren” til musik af Peter Tjajkovskij.

Forlægget er fornemt med et klart narrativ og fine detaljer i persontegningen i første akt, først og fremmest i Balanchines portræt af magikeren Drosselmeyer og hans empatiske, rørende forståelse af barnets perspektiv.

Problemet er Anthony Wards scenografi, hvis mange sceneskift er klodset konciperede. Særligt i det store øjeblik, hvor barnets fantasi får overtaget, hvor mus kæmper mod legetøjssoldater, og hvor en nøddeknækker forvandles til en drengeprins, lykkes det ikke at skabe illusionen, hvor pigen Marie skrumper og bliver del af den fortryllede verden.

Jeg har det svært med sætstykker, der bliver hejst for hurtigt op, så teaterlamperne pludselig kommer til syne, med blafrende, krøllede stofbaner, der skal gøre det ud for døre og væg, og med juletræer klippet i silhouet, der skal illudere den ægte vare; den slags hopper heller ikke et barn på.

Endnu strammere bliver det med Wards bolsjestribede anden akt, der som et saccharint chok er blottet for skønhed, apoteosisk harmoni og den alvor og erfaringsdybde, der netop karakteriserer Balanchines overdådige koreografi og Tjajkovskijs stormende følelsesfulde musik.

Et saccharint chok. Foto: Henrik Stenberg.

Her stråler til gengæld Holly Dorger som smuttende kviksølv i rollen som Dugdråbe og Tobias Praetorius som hulahoppende, moustachefræk muskelfyr.

Her opleves “Nøddeknækkerens” svulmende, symfoniske fylde med CPH Phil i orkestergraven, og her får to af Den kgl. Ballets fineste “noble” dansere, Caroline Baldwin og Gregory Dean, som Sukkerfe og Kavaler, rum til at fortolke koreografiens sublime og virtuose billeder af storhed og værdighed i smukke, komplementerende linjespil og balanceakter.

Denne afsluttende grand pas de deux og epilogen, hvor Marie og hendes prins fortsætter deres rejse, binder “Nøddeknækkerens” første og anden akt sammen, ligestiller værdien og forbinder børns og voksnes verden, minder os om dem, vi selv har været, og det potentiale for kærlighed og samhørighed alle mennesker rummer og søger, i alle livets stadier.

——————–

”Snedronningen”
Koreografi: Yuri Possokhov
Scenografi: H.M. Dronningen
Musik: Oh land
Tivolis Koncertsal, København.
Til 29. december.

”Nøddeknækkeren”
Koreografi: George Balanchine
Scenografi: Anthony Ward
Musik: Peter Tjajkovskij
Det kgl. Teater, Gamle Scene, København
Til 22. december. Herefter på turné til Århus 29. og 30. december.

——————–

Foto 1: ”Nøddeknækkeren” 1. akt. Den kgl. Ballet. Foto: Henrik Stenberg.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.