INTERVIEW – Thomas Lund behøver ingen introduktion, men det er måske ikke alle, der ved, at han og Johnny Eliasen i dag er de to eneste instruktører, der har Lise Landers tilladelse til at iscenesætte Harald Landers Etudes. Lund har i et tæt samarbejde med Lise Lander skabt en “ren” og universel version af bravourballetten, som de mener passer til vor tid.

I dette interview fortæller Thomas Lund om at være rejsende i Etudes, og om sit eget syn på Landers hovedværk, der i næste uge får henholdvis premiere og repremiere hos Philadelphia Ballet og Den Kongelige Ballet i København.

Alexander Meinertz:
Hvordan kom du til at blive den “autoriserede” iscenesætter? I dag er du jo rejsende i Etudes?

Thomas Lund:
Lise Lander har fortalt mig, at allerede før fejringen af Harald Landers 100-års dag i 2005 følte hun, at Etudes’ niveau i København og rundt omkring i verden var gået tilbage, og at dens sjæl og raffinement ikke længere var, som hun syntes, det skulle være.

Hun følte meget stærkt, at Etudes skulle gøres tidløs. For at gøre det, bør Etudes stå så rent som muligt i kun dans og lys, så både lysekroner, søjler og rødt plys på stængerne, som tidligere var der, skulle ud. Det unødvendige skulle skrælles væk.

Omkring 2005 havde jeg været med som danser til at rekonstruere og danse Harald Landers pas de deux fra Festpolonaise, hvilket gjorde, at Lise Lander og jeg var begyndt at have en lille smule kontakt til hinanden.

Et par år senere ville Nikolaj Hübbe som balletmester gerne have Etudes tilbage på repertoiret i 2011. Dette gav anledning til, at Lise Lander, Nikolaj Hübbe og jeg satte os sammen for at sammenligne en række forskellige videooptagelser af Etudes, tilbage fra Haralds egen tv-iscenesættelse fra 1969 og frem til 2010. Vi prøvede at suge essensen ud af de bedste versioner og altså samtidig lytte til, hvad Lise Lander følte var faldet væk eller unødigt tilføjet.

Herefter brugte jeg måneder på hele detaljearbejdet med at få samlet de bedste ting fra forskellige opsætninger til en koreografisk “ren” og hel forestilling, med vægt på sjæl, ånd, musikalitet, kvalitet i bevægelsen – og ikke mindst at få bravouren til at stå i kontrast til den romantiske afdeling, der er en vigtig “parentes” i flowet og samtidig også Harald Landers hommage til den romantiske ballet, hvor man fornemmer en poetisk historie mellem en kvinde og en mand, der ender med at tage afsked efter et vigtigt øjeblik.

Lise Lander og jeg har også gennem årene løbende prøvet at fastholde et fokus på tempo i alle sceneskift og ingen eller få korte komplimenter, for ikke at miste flowet gennem forestillingen. Vi har jo efterhånden i en elektronisk tidsalder vænnet os til et vist tempo.

Vi taler også hurtigere end i gamle dage, så vores fokus må fortsat være at fjerne fortidens overflødige flæser og stile mod en mere tidløs ramme – kun i lys, sort-hvide kostumer og 12 herrer i maskulint gråt op imod et sort eller blåt bagtæppe. Ballettens koder bør balancere imellem sjæl, ånd, musikalitet, stil, tempo og en tidløs indpakning, holdt op mod Harald Landers koreografi.

Rejsende i Etudes

Alexander Meinertz:
Hvor mange steder har du efterhånden sat Etudes op? Hvordan bliver den modtaget?

Thomas Lund:
Lise Lander har altid følt et meget stærkt moralsk og kunstnerisk ansvar over for Haralds balletter, derfor har Lise besluttet, at kun to instruktører – Johnny Eliasen og jeg – kan iscenesætte Etudes i hele verden.

Jeg har instrueret Etudes løbende i København et antal gange siden 2011. Herudover i Boston (to gange), Wien, Paris (tre gange), Toronto, New York hos ABT og om lidt premiere i Philadelphia (8. maj 2025).

Etudes har en opbygning, elegance og urkraft i sig, der altid udløser en umiddelbar begejstring hos publikum – og hos danserne. Det er universelt, vil jeg sige.

Alexander Meinertz:
Du har for nylig sat den op ved American Ballet Theatre, hvordan gik det? Hvor skal du hen næste gang?

Thomas Lund:
Det var både en god, sjov og hård oplevelse at arbejde med ABT. God og sjov, fordi de har en stærk tradition for stjernedansere i verdensklasse, der kan snurre og springe herfra og til månen. Hårdt, fordi de er pressede på tid med mange balletter, der skal prøves op oven i hinanden i samme periode, hvorefter man rykker ind på teatret kl. 18 dagen før premieren, som altså er næste aften kl. 19.30! 

Welcome to America, men sådan er det, når man som amerikansk kompagni må leje sig ind i huset frem for at have sit eget faste teater til rådighed, som de fleste operahuse har i Europa.

Etudes har i New York i mange år lidt levet sit eget liv, uden kontakt med de instruktører, der ellers har sat forestillingen op rundt omkring i verden. Derfor var vores strømlinede og mere tidløse opsætning en mærkbar forandring for dem, og der var vist en enkelt anmelder, der savnede det oprindelige indslag med fem nuttede balletbørn ved ballettens begyndelse.

Kostumerne måtte også opdateres og så videre. De tog utroligt godt imod forandringerne, og det var en fornøjelse at arbejde sammen med både danserne og organisationen derovre. Hele den lille administration af kompagniet arbejdede i døgndrift, og de kom også om aftenen til både sceneprøver og de forestillinger med de forskellige casts, jeg nåede at se.

En overvældende debut

Alexander Meinertz:
Hvad er din egen historik med Etudes? Hvornår dansede du den, og hvem lærte du den af? Hvordan så du værket dengang?

Thomas Lund:
Første gang, jeg så Etudes, var som balletbarn engang i midten af 1980’erne, til en sceneprøve, hvor Linda Hindberg som sin tids store ballerina i partiet markerede noget af sceneprøven i hjemmesko! Trods Lindas indisponering mærkede jeg med det samme hendes karisma og erfaring i partiet – og samtidig også hele forestillingens kraft og sus gennem alle gelænderne.

Jeg begyndte selv med at lære nogle af battu-stykkerne af Henning Kronstam, da jeg i foråret 1995 allerede arbejdede med Henning på en Ashton-solo fra Tornerose og på det tidspunkt vidste, at jeg skulle debutere i Etudes i samme efterår.

Jeg husker en lille sjov episode, hvor jeg en eftermiddag kom hjem til en besked på min fastnettelefonsvarer. Det var Henning Kronstam, der havde lagt besked, efter at jeg på teatret havde spurgt om en musikalsk detalje i mazurkaen.

På telefonsvareren hørte jeg Henning, halvt syngende, halvt tællende til seks (mazurka-taktarten). Han ville bare lige fortælle, at han havde sagt noget forkert, og at han ved nærmere eftertanke kunne bekræfte, at en bestemt battu med accent ikke skulle ligge på slaget 5 – men 6!

Samme sommer var jeg med Den Kongelige Ballet på turné i Los Angeles og Washington, hvor jeg fortsatte prøverne på rollen som den ene af de to herresolister i Etudes med Johnny Eliasen, som var instruktør på forestillingen, der skulle danses i efteråret. I parentes bemærket debuterede jeg samtidig som Kong Christian den 7. i Flemming Flindts helaftensballet Caroline Mathilde, en eller to dage før jeg dansede solistherren i Etudes på Gamle Scene første gang.

Det var, som jeg husker det, en temmelig overvældende uge for en på det tidspunkt temmelig ung korpsdanser.

Mit syn på Etudes dengang var ikke så nuanceret, da jeg slet ikke var inde i stoffet på samme måde som i dag. Jeg gik nok bare til opgaven som en meget ung danser, der prøvede at løse en svær balletteknisk opgave, baseret på et skrøbeligt niveau, hvilket gør, at det hele står mere på intuition end erfaring.

Hvad er Etudes for en ballet?

Alexander Meinertz:
Hvad er Etudes for en ballet? Hvordan plejer du at introducere den til dansere, fx?

Thomas Lund:
Har du aldrig set ballet før, kan Etudes nok godt opleves som en abstrakt ballet uden nogen form for egentlig handling. Forhåbentlig bliver man alligevel grebet af den fysiske præstation og champagne-effekten, der bygger op i tre crescendi, før proppen til sidst går af sted med et ordentligt brag af et festfyrværkeri. Man mærker klart Harald Landers kærlighedserklæring til klassisk ballet, hvor man fra en lille, stille kilde starter ved grundpositioner og ender ud i en brusende flod med adskillige store vandfald!

Men for de mere indviede er der en fortælling baseret på ballethistorie, hvor grundpositionerne placeres som introduktion til Etudes’ opbygning og trinunivers – arbejdet i prøvesalen fra stangskoler til afstrækning og au milieu, med både adagio og port de bras.

Så glider man over i forestillingens rolige “parentes” – en hommage til romantisk ballet – hvor ballerinaen til sidst svæver ud af sin romantiske drøm, hvorefter det imaginære tæppe går op, og den store diagonal markerer, at forestillingen for alvor er i gang.

Herefter pirouetter, ballerinaens solo, små spring, større spring, mazurka osv. Her nærmer vi os en mere russisk bravour à la zar-tidens store Marius Petipa-balletter. Ud over et rids af mere end 300 års ballethistorie får man også en hierarkisk fortælling om den sublime ballerina, der gennem flid og talent – understøttet af sine to rivaliserende solistherrer – placeres som stjernen øverst i pyramiden.

Når jeg arbejder med danserne, prøver jeg at introducere i tråd med noget af det, jeg har beskrevet her, så de får en fornemmelse af, hvad der også kan gemme sig bag trinene. Med ballerinaen synes jeg, det er vigtigt og interessant at arbejde med den romantiske afdeling versus den virtuose solo. Helt ligesom i Svanesøen, hvor en ballerina skal kunne mestre både en hvid og en sort svaneprinsesse.

Når jeg arbejder med et nyt kompagni, prøver jeg også at give dem en lille introduktion, så de får kendskab til tilblivelsen af balletten op til premieren i København i 1948, og historien om en ballet, der finder sin endelige opbygning efter premieren i Paris i 1952 – og hvordan Lise Lander har forsøgt at holde Landers Etudes frisk i live siden Harald Landers død i 1971 og helt frem til i dag.

Alexander Meinertz:
Hvorfor bliver Etudes ved med at blive danset og ved med at være så populær?

Thomas Lund:
Jeg tror, at mange af de allerede beskrevne kvaliteter, der ligger i værket, er med til at gøre Etudes populær hos både dansere og publikum. For dansere er det en både teknisk og fysisk præstation, der skaber god gruppedynamik og øget fokus på det tekniske arbejde til træning forud for en Etudes-produktion, der altid giver sommerfugle i maven, inden tæppet går. Jeg tror også, at publikum responderer og mærker nogle af de bagvedliggende energier, der står på spil.

Alexander Meinertz:
Hvad er dine yndlingsøjeblikke i balletten?

Thomas Lund:
Nogle af mine yndlingsøjeblikke skal nok også ses i lyset af, at jeg som instruktør i ugevis har terpet og lært danserne alle trin og tællinger. Herefter er det utroligt tilfredsstillende at kunne give slip, kaste terningerne og læne sig tilbage i det røde plyssæde og give ansvaret videre til alle de dygtige dansere. Når så stangskolerne endelig står skarpt, lyset rammer benene rigtigt, silhuetterne står klart, og adagio samt port de bras bygger en naturlig overgang til den romantiske afdeling, så er det alle gode øjeblikke for mig.

Momenter som ballerinaen, der tager afsked med sin drøm, forlader sin pas de deux-prins og forsvinder ud i mørket, står også hos mig som et vigtigt poetisk øjeblik. En melankoli, vi som publikum kan spejle os i – og måske har oplevet i andre sammenhænge i det virkelige liv.

Den maskuline kraft i brisé volé-diagonalerne, mazurkaen med to rivaliserende solistherrer og tarantellen, hvor danserne flyver igennem luften i tusmørket, giver også mig livsbekræftende flow i de øjeblikke. Og så kulminationen med alle de medvirkende på lange, lige linjer før den sidste armbevægelse sætter punktum – efterfulgt af et blackout.

Alexander Meinertz:
Kan du beskrive den? Hvordan er det bygget op? Er det en abstrakt ballet?

Thomas Lund:
For mig skal Etudes kunne flere ting på én gang. På den ene side har balletten masser af tællinger og koreografiske opstillinger. På den anden side må det aldrig blive for militaristisk, men man må heller ikke miste den høje grad af præcision. Etudes bør stå så skarpt, at man næsten skærer sig på den, men det er hele tiden balancen mellem på den ene side ren dans og balletteknisk kunnen på højeste niveau og på den anden side sjælen og kvaliteten i bevægelserne, som skal følges ad gennem hele forestillingen.

Etude (1948) og Etudes (1951)

Alexander Meinertz:
Er der noget dansk i Etudes, på samme måde som man tit siger, at der er dansk karakter i Bournonvilles danse og balletter?

Thomas Lund:
Jeg synes godt, at man kan mærke, at man som dansk danser kunstnerisk er i familie med Harald Lander. Vi kommer jo fra samme skole og har derudover danset alle de samme Bournonville-balletter. Dog synes jeg, at Harald havde en særlig forkærlighed og tæft for kraftfuld maskulin dans, som han slet ikke kan lade være med at bruge af til alle herrerne i Etudes. Den danske tradition for stærke mandsdansere var Harald Lander jo også selv en eksponent for. Jeg vil også sige, at poesien, som jeg altid prøver at få frem i den romantiske afdeling af Etudes, er i slægt med Bournonville, ligesom den jo indeholder referencer til bl.a. Sylfiden, hvilket jeg holder meget af.

Alexander Meinertz:
Hvordan forestiller du dig, Etude har set ud i forhold til Etudes?

Thomas Lund:
Hvis du her mener fra versionen i januar 1948 i København til Paris i 1952, havde den første version i København slet ikke den samme champagne-effekt, som vi kender i dag. Oprindeligt sluttede Etude, som jeg kan læse mig til i historiebøgerne, med en form for kompliment – altså en rolig afslutning. Grundpositionerne i starten af balletten var en karikatursituation, frit efter en af tanterne fra balletten i Slaraffenland, hvor en balletlærer får fem små balletpiger til at udføre 1.-5. position. Dette er egentlig et meget godt eksempel på, hvordan Etudes gennem årene har arbejdet sig fra én tidsalder med en helt anden traditionel teatertilgang frem mod et langt mere tidløst udtryk, hvor der løbende er blevet skåret ind til essensen i værket ved fra tid til anden at fjerne overflødige flæser fra fortiden.

Alexander Meinertz:
Er der stadig noget Margot Lander i ballerinarollen? Noget Toni, selvom premieren på Pariseroperaen blev danset af en fransk ballerina?

Thomas Lund:
Der er givetvis visse ting tilbage fra urpremieren i januar 1948, hvor Margot Lander, Hans Brenaa og Svend Erik Jensen dansede solist-trekløveret, men allerede i september 1948 debuterede en ung Toni Pihl (senere Lander) jo som ballerinaen, så Toni Lander var med næsten fra starten og dansede partiet helt frem til Harald Landers tv-version i 1969. Derfor må Toni Lander have haft meget stor indflydelse på partiet som ballerinaen. Efter Harald Landers død iscenesatte Toni Lander jo også forestillingen i samarbejde med Lise Lander flere forskellige steder i verden.

Alexander Meinertz:
Som du ved, så har jeg altid haft en drøm om at se en rekonstruktion af den oprindelige ballet fra 1948. Kan man forestille sig, at det kunne ske en dag?

Thomas Lund:
Jeg kan sagtens se dit tankeeksperiment med en rekonstruktion. Dog tror jeg ikke, at det ville blive en succes i forhold til nutidens publikum. Om ikke andet kunne det være sjovt at se og høre det oprindelige musikalske partitur, hvis det findes. Det ville måske give en lidt tydeligere fornemmelse af, hvordan balletten så ud oprindeligt i 1948.

Nej, og det ville Lise Lander heller aldrig gå med til!

Alexander Meinertz:
Er Etudes en ballet, der udvikler sig? Hvis ja, har du så nogle eksempler på det?

Thomas Lund:
Jeg tror, at jeg ved de tidligere svar er kommet med eksempler på Etudes’ udvikling gennem årene. Etudes tager jo også farve af den helt generelle ballettekniske udvikling fra 1948 frem til i dag – inden for både tåspids-, pirouette- og springteknik. Sidst er der jo også på det scenetekniske sket en udvikling med f.eks. bedre belysningsmuligheder.

Jeg ved også fra Lise Lander, at man i Paris tidligere sad og ventede på, at barrerne skulle fjernes fra scenen ved, at teknikken kom ind og løsnede skruer, der sad fast i trægulvet. Det kan umuligt have gået særlig hurtigt, men på den tid var man vant til, at sceneskift ikke nødvendigvis kun tager 10-15 sekunder som i dag. Der var også i Paris på et tidspunkt spejle i den romantiske afdeling, der kom humpende ind på hjul – for bare at nævne endnu et eksempel på, hvad der er sket med udviklingen over tid.

Er Etudes dansk, fransk eller international?

Alexander Meinertz:
Der var engang en anmelder, der sagde til mig, at 1951-udgaven faktisk findes i tre udgaver: Den Kongelige Ballets, Pariseroperaens og London Festival Ballets (som i mange år havde den på repertoiret). Er det rigtigt, eller er der kun én? Kan du sætte nogle ord på ligheder og forskelle, hvis de findes?

Thomas Lund:
Jeg kan ikke sige, hvordan Etudes blev danset i 1950’erne, og om der virkelig var tre versioner. Omvendt tror jeg, at Danmark, Paris og London stilmæssigt havde længere afstand til hinanden dengang end i dag. Balletverdenen – som resten af verden – er mere internationalt sammenkoblet nu end tidligere. Vi danser i de største kompagnier flere af de samme balletter. Det betyder også, at dansere arbejder med de samme forskellige stilarter og ofte med de samme gæsteinstruktører, der – som jeg – rejser fra kompagni til kompagni.

Der, hvor forskellene måske ses tydeligst, er i kompagnier som f.eks. i Paris og Rusland, hvor talentmassen på grund af landenes størrelse er stor nok til at kunne udvælge samme kropstype og samtidig producere dansere nok fra skolen til det pågældende kompagni. Det giver en ensartethed, som man ikke nødvendigvis finder i mindre lande som Danmark eller f.eks. amerikanske kompagnier, hvor der er en større diversitet af kropstyper.

Dog mener jeg stadig, at linjen fra en dansk eller fransk uddannet danser skinner igennem med kvaliteter, som Harald Lander stilmæssigt er forbundet til i Etudes.

Alexander Meinertz:
Er Etudes fransk eller dansk? For Lander lavede den jo ret markant om, da han kom til Paris.

Thomas Lund:
For mig er Etudes en god blanding af begge dele! Lander udviklede Etudes fra København til Paris, hvor han gjorde den “færdig”, men som beskrevet er der løbende blevet arbejdet videre med værket. Jeg oplever, at værket i dag føler sig lige godt hjemme i Paris, København og New York, der hver især har en stærk tilknytning til denne dejlige ballet gennem mange generationer af dansere og instruktører.

Alexander Meinertz:
Det har altid slået mig, at Suite en Blanc, Symphony in C og Etudes alle tre blev lavet til Pariseroperaen, tilmed næsten samtidig. Kan du se en forbindelse mellem værkerne?

Thomas Lund:
Jeg kan godt se visse forbindelser mellem de tre balletter. Trinmæssigt tror jeg, at Etudes rummer flest kalorier i forhold til musikalsk og koreografisk rigdom. Jeg talte med en danser for nylig, der sagde, at hvis man sammenligner Etudes med en helaftensballet, er der trin nok i Etudes til flere akter, hvis bare man strakte de omkring 45 minutters Etudes-varighed ud. Det var da egentlig en meget sjov observation.