ANMELDELSE – Oliver Starpov er som hovedperson både udenfor og del af ballettens verden i et atmosfærisk værk om depression og sorg.

Kristeligt Dagblad, 28. oktober
⭐⭐⭐⭐ (4 ud af 6 stjerner)

Den Kongelige Ballets udviklingsprojekt Koreorama har til formål at ”udvikle klassisk dans i retning af en mere nutidig danseæstetik, så kunstarten træder ind i fremtiden, samtidig med at ballettens særegne magi bevares.” Luftig, ja meningsløs, marketinglingo, der skal dække over manglen på en egentlig retning og konsekvens i programlægningen for Nikolaj Hübbes væksthusprojekt.

Forestillingen om, at snart sagt alle kan koreografere, har udvandet Den Kongelige Ballets repertoire det sidste årti, og det generøse tilbud til ballettens dansere med Koreorama har mere eller mindre set ud til at være, ”byd ind, hvis du har lyst”. Det er uden tvivl motiverende og effektivt som personalepleje, men for mange af deltagerne i Koreorama har det også vist sig for ambitiøs en fordring at skulle præsentere værker i fuld skala på nationalscenen, Gamle Scene.

Ryk projektet til Takkelloftet eller et andet mindre rum og begræns det som workshop for de uprøvede navne. Og giv de dansere, der har erfaring og bevist talent, reelle, meningsfyldte muligheder i Den Kongelige Ballets repertoire.

Det gælder Tobias Praetorius, der til i Koreorama 1 i maj sidste år skabte et neoklassisk, malerisk drømmebillede, ”Trois Nocturnes”, til musik af Debussy, og Lorenzo di Loreto for den tænksomme, men atletisk spændstige ”Don’t Be Scared”. Det omfatter Oliver Starpov, der til denne sæsons Koreorama 2 har skabt en atmosfærisk og visuelt imponerende, men tematisk problematisk iscenesættelse, ”Have You Noticed I’m Grieving?”.

Starpov debuterede med bemærkelsesværdig selvsikkerhed som koreograf, da han som kun 19-årig skabte en dekadent og teatralsk ’Russisk dans’ til Nikolaj Hübbe og Silja Schandorffs version af ”Svanesøen” (2016). Senere fulgte hans egentlige debut som auteur, ”Beginning and Ending” fra 2017, og året efter ”Daddy Loves Sugar”.

De seneste år har han som meningsdanner fået ekstensiv taletid i medier som Politiken og DR, hvor han kritisk har talt om sin personlige historie og sit problematiske forhold til ballet, ballettens krav, kultur og miljø. ”Have You Noticed I’m Grieving?” synes at være en kunstnerisk behandling af nogle af de samme temaer med en iscenesættelse, hvor Starpov som hovedperson både er udenfor og del af ballettens verden.

Stående på gulvet foran det røde fortæppe, der adskiller publikumssalen og scenerummet, introducerer han sig selv: ”My name is Oliver”. Først da hans indledende fortælling om en depressiv episode er ovre – ”it was the strangest thing, suddenly it was like it never happened” – åbner scenen sig for en kunstnerisk beskrivelse.

Til lyden af Händels ekstatiske jubelkor ’Rejoice’ fra ’Zadok the Priest’, der i en brugt kliché flænges af et afmagtsskrig, tager Starpov tager os med op på scenen. Og selv der er han betragteren, hvis mentale verden fremstilles af et hold af seks dansere i sekvenser af nutidsdans præget af både modstand, forskydning af vægt og fysisk nærhed overfor tåprikkende nutidsklassiske soli for en kvinde og en mand, der stråler gyldent i mørket.

I lange stræk ligger han selv ensom og ubevægelig på gulvet. En kvinde iklædt en blodrød kjole sidder på en stol. Et ballerina-ballerinopar danser i et spotlys en parodi på klassisk bravourballet til Tjajkovskijs brillante ”Klaverkoncert nr. 1”, men finder senere et idealistisk udtryk som silhouetter i et tableau, hvor kvinden i rødt som et transformativt kærlighedsbud rejser sig og danser til Debussys kunstsang ’Beau soir’ og Paul Bourgets digt med et råd om at elske livet.

Til en elektronisk remix af Arvo Pärts ”Spiegel im Spiegel” – interessant nok musik, der er uløseligt forbundet med den centrale duet i John Neumeiers ”Othello” – åbnes scenerummet som en verden af sublim smerte og skønhed, hvor Tomoka Kawazoe og Oscar Ainscough i langsom, melankolsk perfektion skaber værkets æstetiske forløsning.

På programmet er også Carling Talcott-Steenstras ”Am I Doing It Right?” med en meget talende skuespiller, Peter Plaugborg, i centrum i en vildt associerende bevidsthedsstrøm og et mix af avantgardegreb med brug af video, rekvisitter og headbanging.

Stik modsat – og modsat Koreoramas programerklæring – har Eliabe D’Abadia modet til at turde komponere noget så altmodisch som en fin og detaljeret lille romantisk balletpastiche, ”The Pearl”, hvor man – udover at nyde J.P.E. Hartmanns musik og D’Abadias renfærdige tro på akademisk dans – kan beundre danserne Hannaë Miguel og Sylvester Jønsons smukke linjer og polerede teknik.

——————–            

Koreorama 2. ”The Pearl” – koreografi: Eliabe D’Abadia. ”Am I doing it right?” – koreografi: Carling Talcott Steenstra. “Have you noticed I’m grieving?” – koreografi: Oliver Marcus Starpov. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København. Til 6. marts 2025.

Foto 1: Scenerummet åbnes som en verden af sublim smerte og skønhed. Ji Min Hong, Petra Love, Tomoka Kawazoe og Oscar Ainscough i “Have You Noticed I’m Grieving?”.
Fotograf: Camilla Winther.