BRAGT PÅ POINT OF VIEW INTERNATIONAL 18. NOVEMBER 2018
BALLET // ANMELDELSE – Oliver Starpovs nye ballet Daddy Loves Sugar fastslår hans potentiale som Den kgl. Ballets mest betydelige skabende kunstner og skal ses i sammenhæng med hans tidligere arbejde, skriver Alexander Meinertz. Skal Starpov være Det Kgl. Ballets koreograf – hvem ellers? – og ligger fremtiden hos ham, er der ingen tid at spilde.
⭐⭐⭐⭐ (4 ud af 6 stjerner)
Umiddelbart er kontrasten og forskellene mellem koreografen Oliver Starpovs nye ballet My Daddy Loves Sugar og Beginning and Ending fra 2016 slående: Daddy udspiller sig mørkt monotont i et rent maskulint og seksualiseret miljø, hvor koreografien formmæssigt arbejder med moderne release-teknik og kontaktimprovisation. Beginning er et eventyrligt, poetisk fabulerende univers beskrevet i et neoklassisk aspirerende og luftbåret trinsprog.
Et dark room versus en natur/fantasiverden, den multifacetterede krop versus det klassiske ideal. Vi er, bogstaveligt talt og i overført betydning, inde og ude, måske fanget og fri.
De er som nat og dag, og alligevel skal de to værker ses i sammenhæng: Tråden, der løber gennem begge, er virkelighedskonflikten og Starpovs optagethed af dualitet, det fysiske og det psykiske.
Fællesnævneren er længslen efter den transcendens eller heling, The Writer i Beginning når i sin kunst – slutscenen er en genopstandelse eller en genfødsel – og som Sugar i Daddy søger i en rus af kærlighed, sex og stoffer.
He Eats It With His Nose
På papiret handler Daddy om sindet – ”den ydre skal, der fremstår ren, klar og perfekt, og et indre, der er fyldt med mørke tanker” – men værket har helt indlysende også dette andet narrativ, Oliver Starpov ikke sætter ord på, men som han skildrer i mødet mellem en yngre submissiv figur, en ældre dominerende mand og gruppen af identitetsløse skikkelser.
My Daddy Loves Sugar – titlens kortform – fortæller om et forhold mellem, ja, en Sugar daddy og en yngre elsker. Titlen in extenso – My Daddy Loves Sugar So Much He Eats It With His Nose – tilføjer en dimension med kokain, der ikke nedtones af placeringen af Sugars ”krop”, der som en anden ”Snow White” hænger udspændt i en glaskiste over scenen.
Kompleksiteten og sammensmeltningen af de to, den unge mand og drug addiction, mødes i øjeblikket, hvor Daddy ”snorter” af Sugars arm, hvor stoffet måske ikke længere er et kemikalie, men peger mod en forholdsbeskrivelse og en Thomas Mannsk tematik, måske som en ”linje” peger abstrakt mod bevægelsens næste retning?
Skåret ind til benet er Daddy Loves Sugar en beskrivelse af et dysfunktionelt, destruktivt kærlighedsforhold
Afsøgninger af fraser og former, hvor en isoleret kropsdels bevægelse eller vægt eksempelvis kan afføde reaktioner eller fremdrift, er et grundelement i improvisationsteknikker, ligesom arbejdet med brug af vejrtrækning og vægt i mødet med en anden danser kan skabe en intimitet og kontakt, der kommunikerer som form og kan virke som genkendeligt udtryk for relationer og menneskelig eksistens, i det akavede og uskønne såvel som det glidende smukke.
En realitetsforståelse med flere planer
Daddy rummer det hele og veksler i sin udtryksfulde billedrigdom mellem karaktertegning og metaforisk virke, hvor bølger og biplyde i Starpovs elektronisk-ambiente soundtrack visualiseres med dominoeffekt i ensembleklynger, i forskydninger og dubleringer, der skaber stemninger med en oplevelse af være helt inde under huden på Sugar, inde i åreløbene, nede på celleniveau.
Det er det pumpende blod, hormonerne og kemikalierne, det er de elektriske impulser og kredsløb i hjernen, der stormer gennem ham. Det er en sønderlemmende skizofreni, en splittelse og ekstase, alt det der foregår indeni ham og udenfor.
Skåret ind til benet er Daddy Loves Sugar en beskrivelse af et dysfunktionelt, destruktivt kærlighedsforhold, men skal vi længere ind, er det altså også en sindsbeskrivelse, hvor paradokset er denne ude-af-kroppen-oplevelse og en realitetsforståelse, der rækker over flere planer.
Som hylstret hænger deroppe blandt stjernerne, badet i lys i kisten under loftet, og Sugar rækker ud mod sit himmellegeme, sidder du i salen tilbage med en oplevelse af en rejse, der er båret af en lutren og et håb og særligt med en vished om, at vi har med personlig kunst at gøre, kunst med nerve.
Ingen tid at spilde
I mødet mellem Starpov, Sebastian Haynes, Andreas Kaas og andre i gruppen omkring Beginning opstod i 2016 et særligt kunstnerisk rum. Oplevelsen virkede løftet af et sjældent kollektivt engagement, som jeg dengang så som en chance og et enestående afsæt for Den kgl. Ballet. Når sådan noget fødes, skal det gribes og næres. Alligevel fulgte næsten to års pause før Starpov stod på plakaten igen.
Når Daddy ikke har samme prægnans, skyldes det dels, at Starpovs koreografiske sprog er mere begrænset, dels at klichéerne måske mangler kant. Bevægelsen er tæt, ekspressiv og koncentreret, men savner udvikling, kontrast og ikke mindst rumlig rækkevidde: Den fortaber sig for dybt i skyggerne på scenen.
Dels skyldes det måske også, at Starpov har haft for meget og for lidt tid – for længe. Skal han være Det Kgl. Ballets koreograf – hvem ellers? – og ligger fremtiden hos ham, er der ingen tid at spilde. Det rækker ikke med en mindre mulighed hvert andet år, men kræver en satsning af en helt anden kaliber.
Når sådan noget fødes, skal det gribes og næres. Alligevel fulgte næsten to års pause før Starpov stod på plakaten igen
Daddy Loves Sugar er del af Det kgl. Teaters Dans2Go-program sammen med en genopsætning af Jiří Kyliáns Salmesymfoni, men brug af båndmusik som erstatning for orkester og kor begrænser her naturligt indtrykket af ensembleværket.
Harald Landers Dvořák pas de deux, skabt til TV og her overført nærmest i 1:1 til Gamle Scene, fremstår uden strukturel eller spatial ramme fragmenteret og idéløs.
My Daddy Loves Sugar
Koreografi: Oliver Starpov
Musik: Cliff Martinez, Ben Salisbury, Geoff Barrow m.fl.
Kostumer: Oliver Starpov
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Danses igen på Det Kgl. Teaters Gamle Scene i maj 2019.
Forestillingsfotos: Camilla Winther