ANMELDELSE – Romantikkens hovedværk ”Giselle” tåler gensyn i Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes gribende genopsætning, der er højdepunkter i Caroline Baldwin og Jonathan Chmelenskys karrierer.

⭐⭐⭐⭐⭐

En af Den Kongelige Ballets fineste forestillinger, Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes opsætning af Romantikkens hovedværk, ”Giselle”, er tilbage på repertoiret.

Med lamper, der skaber et koldt og frontalt lys på Maja Ziskas intelligente scenografi, henviser netop brugen af lyssætningens effekt som gasbelysning og monumentalt store fløjlstæpper, der falder over scenen under 1. akts store vanvidsscene, på intelligent vis til perioden i første halvdel af 1800-tallet, der blev et æstetisk, dramatisk og endog filosofisk gennembrud for ballet som kunstart.

”Giselle” indfangede og kanaliserede den malaise, der prægede de unge mænd, der i årene omkring premieren i Paris i 1841 var drevet af en søgen mod det fjerne og ukendte, også i en åndelig forstand. Her kom idealiserede forestillinger om kvinden, naturen og det overnaturlige til at spille en central rolle sammen med en længsel efter en frelsende, men uopnåelig kærlighed.

Det blev skildret i maleri, poesi og prosa, men ikke mindst tidens digtere så, at ballet kunne udtrykke den længsel intenst og menneskeligt gribende, fordi dansens – særligt ballerinaens – æstetiske, tidskorte og flygtige kunst metaforisk kunne beskrive en sjælelig erfaring og række ud mod en oplevelse af det metafysiske og transcendens.

På baggrund af en sentimental kærlighedsfortælling – en forklædt hertugs tankeløse flirt med en ung bondepige fører til hendes tragiske endeligt – er ballettens 2. akt et møde mellem liv og død. Bagtæpper og kulisser gennemlyses som en verden af skeletter og væv, hvor dørene i Ziskas scenografi åbnes og lukkes som billede på de øjeblikke, hvor adskillelsen af de to virkeligheder opløses.

Sansningen af Giselles usynlige berøring, hendes tilstedeværelse som et flakkende lys i mørket, vokser til en materialisering af hendes genfærd og en hjerteskærende genforening med den angrende fyrste, smukt danset af Caroline Baldwin og Jonathan Chmelensky. Deres møde og begges kamp mellem frelse og fortabelse forløses sublimt i øjeblikket, hvor Baldwin med en åbning af armene frisætter cirklen af gengangere, sin elskede og sig selv af hævnens forbandelse.

For både Baldwin og Chmelensky gælder det, at rollerne må være højdepunkter i deres karrierer, og særligt Baldwin fortolker i lydefri, lyrisk, organisk og original koordination Giselles mange danse med hele kroppen.

Solistpartierne Zulma og Moyna, som danset af Stephanie Chen Gundorph og Emma McKenzie, er så fint tegnet i 2. akt, at man i glimt skimter jomfruspøgelsernes fortællinger: Zulmas selvmordsspring fra en klippe ligger i hendes variations spring og fald; Moynas druknedød i en hvirvelstrøm er indlejret i medrivende renversé-drejninger.

”Giselle” er en åbning mod kunstartens dybe essens, som Den Kongelige Ballet burde danse oftere og have mulighed for at fordybe sig yderligere i, og et værk af uendeligt mange lag som også for publikum tåler gensyn.

——————–

”Giselle”. Koreografi: Jean Perrot, Jules Coralli, Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe. Gamle Scene, Det Kgl. Teater, København. Til 23. september.

——————-

Foto 1: Caroline Baldwin og Jonathan Chmelensky i lydefri, lyrisk, organisk og original koordination som Giselle og Albrecht i 2. akt af ”Giselle”. Fotograf: Henrik Stenberg.

Foto 2: I ”Giselles” 2. akt frisætter Holly Dorger i titelrollen sig selv, Jón Axel Fransson som Albrecht og korpset af gengangere fra hævnens forbandelse. Fotograf: Henrik Stenberg.