Anmeldelse – John Neumeier synes, som en anden Puk, at komme tilrejsende og dryppe saft fra en trylleblomst over Den Kongelige Ballet.
Kristeligt Dagblad 15. november 2022
⭐⭐⭐⭐
Det er velkendt, at genoptagelsen af John Neumeiers ”En skærsommernatsdrøm” fra 1977 har erstattet den aflyste opsætning af ”Othello” og i sin afprøvede ufarlighed skal divertere os fra Den Kongelige Ballets manglede vilje til at spille en rolle som relevant samtidskunst.
På den måde er gensynet med Neumeiers nu 49 år gamle balletudgave af Shakespeares romantiske komedie tragisk, og det er svært helt at lade sig fortrylle selv af forestillingens store udtræk som effektteater med en heltinde med et kjoleslæb så stor som et sejl og et fuldt orkester, der med trompetfanfare istemmer Felix Mendelssohn-Bartholdys brusende bryllupsmarch i åbningsbilledet.
Skuespillet daterer sig til en periode i Shakespeares liv, hvor barden var særlig optaget af poesien, men Neumeiers styrke ikke er det lyriske, men noget mere prosaisk. Man kan kalde det ”fortolkningsteater”, hvor iscenesætterens fokus er den analytiske udlægning af Shakespeares stykke om håbløse forelskelser, jalousi og ægte kærlighed som spørgsmål om illusioner og seksualitet.
Som altid arbejder John Neumeier intelligent med en verden af også koreografiske og ballethistoriske referencer. I ”En skærsommernatsdrøm” relaterer de to tydeligste til andre drømmerier: Som han eksempelvis sidder i scenens forreste højre hjørne, minder Oberons koreografiske karakter i paralleliteten i sin profiltegning om faunen i Nijinskijs lystfyldte døs, ”En fauns eftermiddag” fra 1912. Titania og Theseus’ formælingsdans i 2. akt begynder med de to dansere i signaturstillingen 5. position og fortsætter med lange citerende fraser fra bryllups pas de deux’en i Marius Petipas ”Tornerose” fra 1890, hvor en ung piges drøm om kærlighed bliver virkelig.
Dateret fremstår imidlertid de langtrukne passager, hvor skovens alfer og elverfolk bevæger sig gennem natten. Et enormt scenetæppe falder blåt bølgende ned fra soffitterne til underbevidsthedens hav. Et undervandsunivers, hvor Athens oliventræer står som vajende akvarieplanter mere end som krogede, tørre stammer på en nattevarm lund, og hvor danserne i langsomme glid bevæger sig benløst smidigt gennem György Ligetis vandboblende lydunivers. Iklædt sølvglinsende heldragter og svømmehætter føres de sidelæns over scenen med mekanisk gentagende brysttag eller i svajende rejehop, hvor en partner løfter sin sidemand videre. Det er mere lige dele synkronsvømning og holdgymnastik end egentlig koreografi.
Det er fortsat dansernes detaljerede karaktertegninger, der bærer balletten. Neumeier synes, som en anden Puk, at komme tilrejsende og dryppe saft fra en trylleblomst i deres øjne, så de bliver karakteren, de fremstiller.
Alle medvirkende er fremragende forskellige, men Emma Riis-Kofoed/Jonathan Chmelensky og Stephanie Chen Gundorph/Ryan Tomash, der alternerer i dobbeltpartierne som Hippolyta/Titania og Theseus/Oberon, må fremhæves: Riis-Kofoed som en troskyldig Hippolyta og Chen Gundorph som en sart og sanselig dronning. Chmelensky som en stærk, men følsom hersker, Tomash som et sitrende virilt handyr i de akrobatiske pardanses halsbrækkende figurer, hvor Titania rejser sig som en koralvækst på Oberons skuldre, før hun åleglat smutter mellem hænderne på ham og dykker som en fisk.
——————–
”En skærsommernatsdrøm”. Koreografi: John Neumeier. Musik: Mendelssohn, Ligeti og traditionel lirekassemusik. Gamle Scene, København. Spiller til og med 23. november.
——————–
Foto #1
Ryan Tomash som Theseus og Stephanie Chen Gundorph som Hippolyta.
Fotograf: Costin Radu.
Foto #2
Emma Riis-Kofoed som Titania og Jonathan Chmelensky som Oberon.
Fotograf: Costin Radu.