I det syvende interview i serien Conversations on Bournonville taler jeg med Lauritz-Carl Rendbæk, en dansk balletdanser, der nærmest dogmeagtigt filmer øvelser fra Bournonville-skolerne med en iPhone og deler de korte klip på sociale medier.

Det er bevidst “håndholdt”, et græsrodsarbejde, der placerer ham i øjenhøjde med sin egen generation af dansere og deres brug af platforme som TikTok og Instagram. Målet er at dele kendskabet til Bournonville, men også at pege på nogle af de problemer, han ser i balletverdenen:

“Når jeg kigger på den yngre generation i dag, så ser jeg stort set kun en lang præparation til den næste pirouette eller det næste klimaks. Og det er præcis derfor, jeg føler, at Bournonville er så vigtig, som han er. Der er sjældent ét bestemt højdepunkt i hans dans. Det er en lang, flydende rejse fra A til B. Og man kan høre, at Bournonville studerede både klaver og violin. Det er ekstremt musikalsk ballet.

I Bournonville er man som danser nødsaget til forstå dans i sammenhæng og som mere end bare højdepunkter. Perspektivet drejes indad, og koreografien bliver en komplet historie. Jeg mener, vi mere end nogensinde har brug for Bournonville i ballet. Ikke kun på grund af al den skønhed, den bringer; den skal redde os fra en balletverden, der efter min mening mere og mere mister grebet om, hvad balletkunst er”.

I samtalen fortæller han om sin personlige rejse og sit liv som kunstner. Den handler også om tro, danskhed, stilen og om musikaliteten, der “synger” i Bournonvilles koreografi. For ham er værdierne, der ligger indlejret i stilen – glæden, næstekærligheden, respekten for håndværket – både tidløse og ikke mindst relevante.

LAURITZ-CARL RENDBÆK
– CONVERSATIONS ON BOURNONVILLE #7

Jeg hedder Lauritz-Carl Rendbæk, jeg er 22 år og begyndte sent med ballet. Historien går tilbage til, da jeg var 7-8 år. På min mors side har vi russiske rødder, og mange i familien har danset ballet. Min mor drømte også om at danse, men voksede op i Silkeborg, hvor der ikke var ballet. I stedet blev hun sendt til taekwondo.

Først da hun var i 30’erne, begyndte hun at danse hos Jørgen Krogh i Odense, som også havde trænet Johan Kobborg, hvor vi boede da. Fordi timerne lå sent på dagen, tog hun mig med til træningerne. Så jeg sad og kiggede på, og nogle gange så jeg en film. Men jeg kiggede også lidt ind i træningssalen. Det var musikken, jeg husker. Det betød meget for mig dengang.

Min mor ville gerne have, at jeg gik til ballet, og Jørgen Krogh sagde hurtigt: “Den dreng skal være balletdanser.” Han så noget i mig – blandt andet mine naturligt fleksible fødder – selvom meget andet ikke faldt mig naturligt.

Men min far ville ikke have, at jeg skulle blive balletdanser. Jeg var gymnast og fodboldspiller og har altid bevæget mig meget, men det blev et nej fra ham. Og så tænkte jeg ikke så meget mere over det.

Senere i min barndom kom der et tidspunkt, hvor jeg afbrød forbindelsen til min far efter en lang og meget kompliceret proces, og så begyndte jeg lige så stille at føle, at jeg ville noget mere end gymnastikken. Det gik godt. Jeg troede, det var det, jeg skulle i lang tid. Men jeg havde et ubeskriveligt savn efter noget større. Og jeg havde også en trang til at komme væk fra den by, hvor jeg havde oplevet mange hårde og barske ting. Jeg havde rigtig mange dårlige minder fra den by. Så det var også en flugt samtidig med, at det var et savn efter noget større. Måske går det hånd i hånd.

Møde med ballettens verden

Og så begyndte jeg at lege lidt med tanken. Jeg havde set eliteskolen i Odense. Så tog min mor mig i hånden, og vi troppede bare op på balletskolen og kom ind i en ballettime. Jeg stod i tanktop og gymnastiktøj. Og alle de fine ballerinaer og balletdansere, der var så høje, tynde og slanke, stod og kiggede. Jeg følte mig lidt som en elefant i en glasbutik, som man siger. Jeg hørte til i sjælen, følte jeg, men fysisk og med min baggrund følte jeg mig meget på udebane. Jeg var meget betaget af hele stillheden derinde og kommunikationen med kroppen, og hvordan det hele fungerede. Det var en ny verden, der åbnede sig for mig.

Det var midt i et skoleår, så jeg gik først ved Bogusia Gaudas Danseakademiet City Ballet. Da jeg var 12 år, kom jeg ind på Det Kongelige Teaters eliteskole. Det var Thomas Lund, der tog mig ind. Jeg havde et år der med blandt andre Charlotte Khader Aamand, som hjalp mig rigtig meget.

Det første, jeg lærte, var et stykke fra Napoli. Jeg kan huske, at det gjorde noget ved mig allerede dengang. Charlotte lagde utrolig meget vægt på danseglæde, at man skal være glad, når man danser. At det ikke skal være en depressiv kamp med sig selv hele tiden, at man ikke bliver bedre af at køre sig selv ned, men at man skal finde en indre glæde i balletten selv.

Så kom jeg til København, hvor jeg havde mine tre år på Det Kongelige Teaters Balletskole, og derefter besluttede jeg at tage til Oslo, hvor jeg tog min “Upper School”, hvis man kan kalde det det, ved Kunsthøgskolen i Oslo. Det, der svarer til aspiranterne ved Det Kongelige Teater. Der mødte jeg nogle balletmestre og direktører, som så mig for den, jeg følte, jeg var, og så den flamme, jeg altid har følt, er i mig. Jeg udviklede mig meget.

Vi skiftede træner hvert år, og det var hårdt, fordi jeg var startet sent og havde meget forvirring omkring, hvordan min klassiske skole skulle være. Men vi havde også rigtig meget Bournonville i Oslo, fordi Dinna (Bjørn, red.) tit var der.

Afgangseksamen ved Kunsthøgskolen i Oslo, 2022. En versioneret udgave af pas de trois fra “Livjægerne fra Amager”, som Lauritz-Carl danser med Emilie Jørgensen.

Bournonville var et holdepunkt

Som professionel danser har jeg været mange steder allerede, selvom jeg er ung. Jeg har egentlig været besat af tanken om at blive en komplet danser og hele tiden været sulten efter at lære mere og at udforske mit kunstneriske behov, mit tekniske behov og mine personlige behov. I sidste ende er det meget personligt, og det synes jeg også, det skal være. Jeg synes, det er vigtigt, at man kigger indad som balletdanser.

Jeg har både danset i anerkendte kompagnier, men også mindre steder. Jeg ser ikke et hierarki der, hvor jeg er i mit liv lige nu. Det handler ikke om prestige. Jeg fokuserer på min egen ballet. At alle har noget, de kan give, som man kan lære af. Og det er lige meget, hvem det er – selv hvis det er gadesælgeren nede på hjørnet, så føler jeg stadig, at der er noget at lære ved det hele.

Min klassiske skole har ændret sig meget. Jeg har fået nye perspektiver og lært mange ting. Men Bournonville har ligesom fulgt mig, som jeg er blevet ældre, både som menneske og som kunstner. Det har hele tiden føltes som at komme hjem.

Når Dinna kom og underviste os i Bournonville i Oslo, og jeg fik lov til at danse, var det noget helt specielt for mig. Det var det også i København, når Thomas Lund underviste os på Balletskolen. Jeg kunne slet ikke vente til de dage i ugen, hvor jeg vidste, at Thomas Lund kom. Vi havde meget Bournonville, og vi arbejdede os igennem rigtig mange af trinene fra Bournonville-skolerne.

Så hvad laver du nu?

Jeg har valgt at studere – eller arbejde – et halvt år til et år i Bucharest National Ballet, hvor jeg prøver at udforske de lidt mere gamle traditioner. Det er en mere hårdfør måde at se ballet på. Men jeg er mere en observatør end én, der går ind i en ballet- eller politisk debat om så mange ting. For det synes jeg stadig, jeg er lidt for ung til.

Men jeg observerer rigtig meget. Der er mange guldminer rundt omkring i verden, som jeg aldrig havde troet eksisterede. Og jeg ser de problemer, der er der, og hvordan de bliver løst, og tænker måske også over, hvordan jeg selv ville have løst dem. I mit stille sind, selvfølgelig.

For jeg ved, at jeg altid vil være i balletverdenen. Jeg ved, at det er her, jeg hører til. Der er en helt speciel kontakt med mig selv i denne verden, og når man elsker den så højt, når man også et punkt, hvor man begynder at tænke: Hvad kan jeg give tilbage til den her verden?

Hvad vil jeg gøre for andre og for balletten? Og for omverdenen og tilskuerne? Og det er netop derfor, at Bournonville har sat sådan et stort præg på mig. Jeg synes, han har fat i noget af det helt rigtige i forhold til, hvordan man skal anskue ballet, også i dag.

Bournonville på Instagram

Lad os tage et spring. En af grundene til, at jeg er blevet opmærksom på dig – for du danser jo ikke på Det Kongelige Teater – det er, at du har lavet din serier af videoer af øvelser fra Bournonville-skolen. Hvordan har du fået den idé, og hvad handler det om?

Jeg gik og rumsterede med, hvad jeg kunne gøre for at dele kendskabet til Bournonville, men også for at pege på nogle af de problemer, jeg ser i balletverdenen.

Det startede egentlig, fordi jeg rejste så meget og blev præsenteret for så mange forskellige stilarter og måder at anskue ballet på, og i et liv, hvor jeg har oplevet ballet fra mange sider – både de smukke, de hårde, de mørke og de lyse – er jeg blevet mere og mere sikker på, at Bournonville er noget helt særligt. Det har en varme og en kærlighed.

Samtidig har jeg set og været kritisk over, hvor meget skade sociale medier gør på balletverdenen, også på mennesker, som ikke er dansere. Jeg er selv en del af problemet – helt sikkert – men her vil jeg prøve at skabe noget positivt på de sociale medier.

Når jeg kigger på Instagram, er det, der får allermest ros, views og likes, når folk drejer pirouetter i en kort sekvens med noget popmusik eller laver nogle tricks. Eller bare strækker ud på gulvet. Det synes folk er det fedeste, og det bekræfter så dansere i, at det er vejen til at brande sig selv og få anerkendelse.

Som balletdanser skal man selvfølgelig øve tricks, tage sokker på og dreje rundt på gulvet, og man skal falde og strække ud. Det er en essentiel del af at være balletdanser, selvfølgelig skal man øve sig.

Men ligesom med alt i livet, så handler det også i ballet om balance. Jeg ser en kæmpe nedprioritering af musikalitet og kunstnerisk engagement. Jeg ser en nedprioritering af forståelse af trin og det, man kalder in-between steps. Folk er fuldstændig døde i ansigtet og sjusker med deres mellemtrin, men laver fire perfekte pirouetter i balance. For det er det, de er opmærksomme på.

Når jeg kigger på den yngre generation i dag, så ser jeg stort set kun en lang præparation til den næste pirouette eller det næste klimaks. Og det er præcis derfor, jeg føler, at Bournonville er så vigtig, som han er. Der er sjældent ét bestemt højdepunkt i hans dans. Det er en lang, flydende rejse fra A til B. Og man kan høre, at Bournonville studerede både klaver og violin. Det er ekstremt musikalsk ballet.

I Bournonville er man som danser nødsaget til forstå dans i sammenhæng og som mere end bare højdepunkter. Perspektivet drejes indad, og koreografien bliver en komplet historie. Jeg mener, vi mere end nogensinde har brug for Bournonville i ballet. Ikke kun på grund af al den skønhed, den bringer; den skal redde os fra en balletverden, der efter min mening mere og mere mister grebet om, hvad balletkunst er.

Min idé med at lave en kombination hver uge er, håber jeg, en vej til at få Bournonvilles idéer mere ud i verden, ud til min generation, som har en romantisk forestilling om, at kunsten ligger i at låse sig inde i et studie og ikke komme ud, før man kan lave otte pirouetter. Jeg håber, Bournonville kan åbne deres øjne for dette slaraffenland af ballet, at skabe en balance, hvor der både er plads til, hvordan man laver pirouetter, men hvor værdien af de andre aspekter ikke glemmes.

Så nu prøver jeg at slå to fluer med ét smæk ved at åbne mine arme for de sociale medier – selvom jeg havde svoret, at jeg aldrig skulle gøre det – men også at gøre det med åbne øjne og prøve at bringe de to ting sammen.

Jeg er jo ikke i rum med de mennesker, der ser mine videoer, så derfor skriver jeg også en lille beskrivelse af, hvad jeg oplever, når jeg arbejder med trinene. Det kan være nogle tips eller at fortælle, hvad jeg har haft svært ved. Eller en sjov historie fra Dinna Bjørn eller Thomas Lund, som jeg har fra deres undervisning. Jeg elsker at give de ting videre.

Men jeg har også min personlige, kunstneriske forklaring på Bournonvilles trin, som jeg danser dem, så jeg fortæller også om, hvad jeg føler, musikken gør ved mig, og hvad trinkombinationerne gør.

Jeg prøver ikke at sætte mig ind i Bournonvilles hoved, men at slappe af i min egen forståelse af det. Og det er også det, jeg gerne vil sige: Jeg er jo kun 22, og der er nogle, som ved utrolig meget om Bournonville og om stilarten – mine lærere… Og jeg prøver på ingen måde at stille mig på niveau med dem eller udfordre deres visdom.

Men jeg tror, det er vigtigt, at vi også får en yngre generation ind, som kan fortælle, hvad vi føler, når vi danser Bournonville. Og hvordan vi ser det. Det er inspirationen. Det giver meget perspektiv at prøve at få noget kærlighed ud i verden…

Mandagsøvelse nr. 20A, herreversion.

Mærk Bournonville

Nu tager jeg dig lige tilbage til noget helt pragmatisk. Er der en struktur i den måde, du folder serien ud på, eller er det helt tilfældigt? For du har jo ikke startet med mandagsskolen og øvelse nummer ét?

Jeg laver videoerne i den lille fritid, jeg har. I starten valgte jeg trin, jeg kunne huske tydeligt fra skolen, med klare retningslinjer og korrektioner. Jeg vidste, at hvis jeg mødte Dinna Bjørn til sommer, kunne jeg spørge ind til de næste trin. Det gav mig en sikkerhed for, at de første videoer var noget, jeg kunne stå inde for.

Det handlede også om at starte min egen motor med at danse Bournonville hver dag. Jeg har optaget hele skolen i små sekvenser og gennemser dem om aftenen. Valget af trin afhænger af, hvordan jeg har det den dag. Hvis jeg har ømme muskler og er træt, så er det måske ikke La Ventana-variationen, jeg skal lave den dag. For mig handler Bournonville om at lytte til både krop og sind, og at finde balancen – som i livet – så stilen bliver en hjælp, ikke en modstand.

Nu er det kun mig selv, og derfor handler det også om min egen rutine og mit skema. Jeg vil meget gerne have flere med i projektet, også kvinder selvfølgelig. Og jeg har lige fundet en pige, der har samme interesse som mig

Det skal ikke handle om mig. Bournonville må aldrig være egocentreret eller selvisk. Hvis man går ind i Bournonvilles koreografi med et egocentreret mål, en selvoptagethed eller en selvisk følelse, så går det galt. Så vil Bournonville spytte dig ud igen med det samme, fordi det er lavet til at blive danset sammen og delt. Som han selv har sagt, så skal publikum føle, at de har lyst til at løbe op på scenen og danse det selv.

Jeg kan rigtig godt lide den tanke.

Jeg glæder mig også til at arbejde med min kvindelige partner, for jeg har næsten en endnu større kærlighed til nogle af kvindetrinene, fordi jeg synes, de er meget smukke. Bournonville var også lidt revolutionerende i, at han nogle gange lavede en større solo til mænd end til kvinder. Man kan se på en koreograf, når han har en ordentlig og omsorgsfuld måde at anskue ballet på, både for kvinder og mænd.

Det handler om, hvordan man fremstiller dem i positioner, og hvordan mimesekvenserne er. Jeg synes, man kan se, at han havde en meget ren og moralsk kærlighed til balletten og til den måde, han gerne ville arbejde med danserne på.

Og ja, jeg kan mærke ham. Og når jeg kan komme til det – uden at det skal lyde som om, jeg er blevet helt skør – men jeg er måske bare skør med Bournonville? Nogle gange går jeg ind til Gamle B (prøvesal på Det Kongelige Teater, red.) og står bare og kigger på skulpturen og hans ansigt. Og jeg føler, at jeg kan mærke ham. Jeg føler, at han taler til mig gennem sine trin og sin musik.

Fredagsøvelse nr. 11e, danset med Lauritz-Carls klassekammerater fra Det Kongelige Teaters Balletskole, Mads Cornelius og Sebastian Suhr.

Bournonville som forbillede

Jo stærkere man er som menneske, jo mere sårbar og følsom bliver man også. Fordi man lader sig selv føle ting. Man er ikke bange for den mørke verden, som nogle gange kan være derude.

Jeg har den bedste mor nogensinde, som har lært mig, hvordan jeg skal leve et liv, hvordan jeg skal tænke, og hvordan jeg skal begå mig. Hun har lært mig alt. Men man har jo to forældre af en grund.

Jeg tror, det var dér, jeg mødte Bournonville på en eller anden måde. Han har jo selv sagt, at han ønskede at opdrage sine dansere, og  jeg føler, han har opdraget mig moralsk, kunstnerisk.

Hvis man har haft et hårdt liv, kan man hurtigt komme til at se sig sur på mange ting. Og når man er i høj risiko for at mangle empati og kærlighed og mening med livet, så føler jeg, at det lille, der manglede – for min mor har gjort meget – det gav Bournonville mig. Det er lidt underligt at sige, men jeg føler, han tog mig ind som et forbillede og en kæmpe inspiration til, hvad jeg gerne vil være, som danser, som kunstner og som menneske.

Følelsen af, at det hele godt kan samles i et helt menneske, og ikke et halvt. Hvis man har et tomt sted i sit hjerte, bliver man mere modtagelig over for, når noget er ægte, og det kunne jeg mærke, når jeg var i kontakt med Bournonvilles koreografi, allerede fra den første ballet, jeg så, Et Folkesagn. Selvom det var en nyere version, gjorde det et stort indtryk på mig.

Jeg kan huske, det var Alban Lendorf, der dansede som en af de røde mandlige dansere i Pas de sept, og jeg kan huske, at den måde, han kom ind på, satte gang i noget helt særligt i mig, at se hans spring

Bournonville kræver en særlig følelse

Kan du fortælle noget mere om de balletter, du har set, og hvad de har givet dig? Hvad er det, du oplever?

Fordi jeg rejste ud så tidligt, men også fordi balletterne ikke er blevet danset så meget i min tid, så er der mange ting, jeg ikke har set på scenen, men jeg husker Gudrun Bojesens sidste aften med Thomas Lund, som var, da jeg var dreng på balletskolen.

Jeg kan huske, at jeg så prøverne på Sylfiden, og jeg syntes bare, det var cool, fordi Thomas Lund var en af vores trænere dengang… Jeg kan forestille mig, at det må have gjort rigtig ondt dagen efter, for han dansede jo ikke rigtig mere, men at se ham og hans passion og kærlighed overfor sin partner satte sig i mig. Og netop det med… ikke at ofre sig selv, men at være der for andre og hjælpe andre, det synes jeg, Bournonville handler meget om.

For mig, når jeg ser på Bournonville, så har jeg fundet ud af, at grundfølelsen, når jeg ser Napoli, Et Folkesagn eller Sylfiden, betyder rigtig meget. Det handler om en følelse – og det er netop den følelse, jeg nævnte før, som jeg havde, og som jeg er sikker på, også andre – som Dinna Bjørn fx – føler.

Det er en følelse, der er svær at beskrive, men nogle gange kan jeg se, at Bournonville bliver danset teknisk korrekt – med vægtplacering, port de bras og fortolkning – men alligevel, er der noget, der mangler. Som om mesteren selv ikke er til stede i rummet på en eller anden måde.

Men når følelsen er der, så er der intet, der kan give mig den samme magiske oplevelse og forståelse og nydelse.

Mange balletdansere bliver jo desværre arbejdsskadede, så når man kigger på ballet som balletdanser, kigger man på fødderne, turnout, om han hoppede i pirouetten osv.

Men ved Bournonville – netop fordi der ikke er ét bestemt højdepunkt – så er det de få gange, hvor jeg stadig kan læne mig tilbage i sædet og bare nyde det. Men det kræver, at Bournonville-følelsen er der. Jeg skal ikke kunne sige, om det er en følelse, jeg får ud fra min rejse som kunstner, eller hvordan det føles, når jeg danser Bournonville – eller fordi jeg har en kæmpe kærlighed til det – det ved jeg ikke. Men jeg kan bare mærke, når noget er rigtigt, og når noget ikke er det.

Det er selvfølgelig en personlig holdning, hvad man synes, Bournonville er. Men jeg synes stadig, man godt kan snævre det lidt ind og sige, at der er nogle rammer for, hvad Bournonville skal være. Og én ting er sikkert, hvis det bliver bare en smule selvisk eller egocentreret, så forsvinder gnisten for mig med det samme. Det handler om at dele med hinanden på scenen som dansere og at dele med publikum.

Jeg synes, det hænger sammen med, hvordan vi opdrager dansere, eller hvordan unge dansere får inspiration. For når alt handler om teknisk perfektion og en måde at se ud på, så opdrager vi også publikum til det samme. Og så handler det mindre om den kærlighed, at vi er i live, at vi kan elske, og at vi kan være der for hinanden.

Bournonvilles tro

Jeg er meget enig i, at vi skal udvikle os, at det hele ikke bare skal være, som det var i gamle dage. Det er sådan, balletten også overlever. Men kan man tage kristendommen ud af Bournonville? Det vil jeg egentlig gerne stille spørgsmålstegn ved.

Jeg tror, vi i dag har brug for – nu siger jeg kristendommen – men jeg mener, at verden generelt har brug for noget større at samles om. Det behøver ikke at være evangelier, paragraffer eller Bibelen som sådan, men næstekærligheden. Jeg synes også, at i min generation – og særligt i kunstnerverdenen, som ofte er first movers – at jeg kan se, at der er en tilbagevenden til kristendommens moraler.

Hvorfor kan kristendommen ikke komme tilbage i Napoli, selvom den er taget ud nu? Bournonvilles tro, hans måde at opdrage publikum og dansere på? Og medvirke til at vejlede denne generation på ny? Kan hans idé og tilgang møde nutidens problemer og forvirring?

For der er en forvirring, en stor forvirring i min generation. Selvfølgelig skal vi lære af fortiden og udvikle os, men nogle gange tror jeg, vi bevæger os så hurtigt frem, at vi ender med at savne eller mangle noget af essensen i livet som ægte kærlighed og ydmyghed. Noget, jeg føler, er ved at gå tabt i forsøget på at forbedre os selv med lynets hast og skifte ham hver måned.

Kunsten skal kunne assistere, ikke bare påvirke publikum emotionelt, men så de går fra teatret med en oplevelse af, at noget er blevet vækket til live i dem, som ikke har været det i lang tid. Folk tager jo netop i teatret for at opleve noget, der ikke er på en skærm, for uanset hvor vild teknologien bliver i dag, så kan vi mennesker noget, som intet andet kan, synes jeg. Det er mennesker, vi forelsker os i. Det er mennesker, der sårer os. Det er mennesker, det gør ondt at miste. Og det er mennesker, der skaber andre mennesker.

Det er selvfølgelig at gå meget dybt, men vi skal gå dybt. Det, jeg gerne vil vise, opnå og se i balletverdenen, er noget, hvor jeg er nødt til at gå ind med hele min sjæl – og så håbe på, at det halve smitter af.

Jeg føler, at kærlighed er endeløs. Og jeg tror ikke, man mærker det samme stop, hvis man ser sig selv i øjnene hele tiden. Netop som kristendommen siger: Man skal hjælpe andre, så længe det ikke fordærver én selv.

Jeg er en person, der rigtig gerne vil give og dele med alle. Jeg forsøger altid at få fat i billetter til de to computerspillere, der boede nedenunder mig eller manden på hjørnet eller nogen, der aldrig har oplevet at være i teatret. For netop at vise, at det er noget for alle, og ikke noget kun for “fine følelser”. Bournonvilles balletter er jo netop så menneskelige, så hvorfor ikke prøve at inkludere alle de menneskelige mennesker?

Og det er netop det: Bournonville kan ikke lykkes, hvis det handler om politik, penge og magt. Så længe det gør det, vil det også give indtryk af, at det er dem med politik, penge og magt, der går i teatret.

Jeg tror, der er nogle af dem, der også kæmper for nogle af de ting, jeg elsker, ser mere sort på det, men jeg ser en hel masse lys. Jeg ser rigtig meget lys, når jeg går rundt i balletverdenen. Jeg ser også mange andre ting, men jeg ser håb. Og jeg spreder håb så meget, jeg kan.

Og så kan det godt være, at lille Lauritz-Carl fra Odense virker som en, der tager en stor opgave på skuldrene. Men jeg har hørt et udsagn, der hedder: “Hvis du føler, at du er lille og ikke kan gøre en forskel, så prøv at lukke dig ind i et rum med en myg i 24 timer.” Og jeg føler, at det er så sandt. For jeg har aldrig været bange for at have store drømme og visioner og ambitioner for mig selv.

Bournonville og danskheden

Danskhed, det bliver jeg nødt til at spørge om. Kan du se en danskhed i det, eller er det ikke af betydning?

Et helt klart, ja. Det er af kæmpestor betydning. Når jeg har danset Bournonville og vist Bournonville – det gør jeg meget, når jeg er rundt i verden for at så nogle frø – så siger de balletmestre og dansere, jeg møder, at det er dér, de kan se, at jeg er dansk. Nogle gange siger de: “Du ser meget, meget dansk ud, når du danser Bournonville.”

Det er mit danske hjem i udlandet. Og jeg føler mig også meget dansk, når jeg danser Bournonville. Jeg føler, det er i mit blod, blandt andet musikaliteten som kan være meget svær.

Jeg har altid sagt, at når jeg danser Bournonville, så føles det som at gå en tur, det er så frit og naturligt.

Det er endda noget, jeg har skrevet om, men ikke rigtig talt om før: Den her Bournonville-følelse – nogle gange kan jeg mærke den, når jeg taler med danskere, som slet ikke danser ballet.

Det er ikke janteloven, men mere en… Når jeg har rejst rundt, ser jeg et særligt sammenhold i Danmark. Jeg ser en social følelse. Jeg ser stor åbenhed. Og jeg ser rigtig mange smil.

Bournonvilles trin

Jeg ser også melankoli i hans trin og musik. Det er ikke sådan, at han er i krig med sig selv, det handler mere om et forsøg på at finde en form for forståelse, næsten nogle gange en forsoning.

Jeg synes personligt – og det er også derfor, det er så interessant for mig – at finde ud af mere om, hvordan han var, for at se, om jeg kan finde de sider af ham, som jeg læser i koreografien, andre steder. Jeg ser en mand, der har taget et valg om at blive bedre.

Jeg tror, han så ballet, idealer og mennesker som én ting. Jeg tror, han måske nogle gange blev forelsket i balletten og idealerne, før han blev forelsket i mennesket. Fordi det smeltede sammen for ham. Og det kan jeg i hvert fald godt genkende.

Du siger, at du kan mærke en melankoli i trinene. Det har du også skrevet om en af de øvelser, du har filmet. Det hører man ikke andre steder. Kan du sætte nogle flere ord på det?

Du kan også kalde det beskedenhed måske. Det er noget med et hoved, der nogle gange kigger skråt nedad eller er mere venligt og indbydende og ikke så grandiost som i russisk ballet. Der er også nogle gange vis tristhed i det. Det handler ikke at gemme sig væk, det er ikke dramatisk, og noget med, at man råber og skriger om sine følelser. Måden, hovederne og bevægelserne er på

Jeg føler, når jeg danser dem, at der bliver fortalt historier om Bournonvilles indre følelser eller idealer, og måske om hvad han gennemlevede som menneske. Den beskedenhed, som er så karakteristisk, rummer måske et lille måneskin af tristhed. Han fik det inkorporeret i en meget glad koreografi, en, der hylder livet og kærligheden. Det vil jeg gerne tro på: At han, som det geni han var, formåede at vise – for dem, der kigger dybt nok – en essens af livet, som både er sårbar og gør ondt. Hvis man tør lade det ske.

Musikken er meget ren og skolet, og han var meget bestemt med, hvordan man mimer, og hvordan vægtfordelingen skal være. Jeg kan huske, da jeg startede med ballet, at jeg fik at vide, at mine arme skulle være formet, så en vanddråbe kunne løbe ud langs dem, helt ud til fingerspidserne. Og når jeg laver nogle af hans kombinationer, føler jeg, at der er et meget sårbart og genert følelsesmæssigt menneske bag.

Og hvad der kommer først – at jeg er et sårbart og genert menneske, eller at jeg ser det i ham – det kan jeg ikke sige. Men jeg føler, at det er en gave, at mange af bevægelserne falder naturligt for mig. Det er som om, jeg har en lille kikkert, hvor jeg kan kigge ind til noget meget smukt, men også noget, der gør ondt.

Jeg tror, det er hans dybe forståelse af livet og hans evne til at få det udtrykt. Det er min egen personlige filosofi, men jeg tror på det, jeg føler. Og det synes jeg, vi skal som mennesker. Vi skal turde føle og se udefra på, hvad vi føler og hvorfor.

Bournonvilles sang

Bournonville er den eneste stilart, hvor jeg opdagede flere ting udfolde sig som følge af min talblindhed. Det var måden, musikaliteten blev fremvist for mig. Der kunne Thomas Lund noget helt specielt. Han sang trinene for os, på en måde der var meget magisk.

Det er noget i Bournonville, som rækker udover tællinger og takter. Det er en sang. En sang, som bliver sunget ind som en vuggesang, føler jeg, så når det kommer til Bournonville, så forvirrer tællinger mig faktisk, hvis sangen ikke er der.

Hvis man bare tæller hans trin tørt, så kan det føles som at læse ‘Mon cœur‘ i Samson et Dalila op med en robotlignende staccatostemme. Og når poesien i Bournonville netop ligger så dybt i musikaliteten, hvis du spørger mig, så har jeg opdaget et dybere plan i at kunne synge trinene som den manglende brik i puslespillet, kan man sige.

Det er en nynnen med stemmen, at kunne lægge vægt på, hvornår man skal op i luften, og hvornår man skal ned for at time det. Jo mere man forstår musikaliteten, jo mere ser man, hvor meget rum han faktisk har givet danserne. Man kan sætte af og så komme tilbage i musikken – som en opfølgning. Nogle gange skal man gå ud af musikken for så at vende tilbage.

Det er et musikalsk puslespil, som jeg er meget betaget af. Det relaterer også til mit liv – at bruge et savn som drivkraft. Jeg har ofte stået i situationer, hvor jeg måtte finde hoved og hale i mine grundværdier og min kultur, fordi mine omgivelser skiftede så meget.

Alle, der prøver kræfter med Bournonville – og det vil jeg presse dem til at gøre – vil opdage, at det ene ikke udelukker det andet. Bournonville kan give os noget, vi har brug for lige nu.

Jeg tror på et comeback for Bournonville, uden tvivl, og jeg føler, at den respons og det vindue, mine videoer allerede har åbnet, har givet mig mere håb. Jeg ser, at de mennesker, hvor jeg oplever en inderlig, ægte ydmyghed, beskedenhed og kærlighed, også er dem, der nyder at danse Bournonville mest.

Jeg tror, det er tid til, at vi alle skal kigge lidt ind i os selv. For der er mange smukke ting at hente. Jeg kan ikke fortælle nogen, hvordan de skal anskue Bournonville, men jeg kan prøve at åbne en side op i dem. Det er i hvert fald mit mål, at åbne noget op.