Solist ved Den Kongelige Ballet, Alexander Stæger, er sammen med tidligere solodanser og instruktør Rose Gad nyudnævnt Bournonville-ambassadør. Det betyder ifølge en pressemeddelelse, som er udsendt af Det Kongelige Teater i dag, at det bliver Stæger og Gad, der fremover skal varetage og videreudvikle arven efter August Bournonville og styrke Den Kongelige Ballets forankring i Bournonvilles særlige stil, teknik og fortællekunst.

Jeg mødte i sidste uge Stæger til en samtale om hans første opsætning som instruktør, nemlig divertissementet La Ventana, der sammen med Rose Gad og Dinna Bjørns opsætning af Kermessen i Brügge får premiere lørdag d. 30. august.

Det er Stægers debut som instruktør, og han fortæller i samtalen, at hans overvejelser, før han takkede ja til opgaven, mest handlede om forventningerne til at skabe en produktion til Gamle Scene – med det følger der store krav til billetsalg og et vist kvalitetsniveau. Til gengæld var der ikke nogen tøven i forhold til opgaven med varetagelsen af Bournonville-arven:

“Jeg føler mig ret sikker i hans stil og i hans værker. Jeg har haft 32 års gang her på teatret, og jeg føler, jeg har det ret godt i blodet. Det har også altid været mange af de roller, jeg selv har trivedes bedst i.”

Alexander Stæger blev optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole i 1993 og ansat som aspirant i Den Kongelige Ballet i 2002. I 2011 blev han forfremmet til solist, men han har desuden erfaring som danser i udviklingsprojektet Corpus, som leder af Den Kongelige Ballets sommerskole, kunstnerisk leder af Den Kongelige Ballets udviklingsprojekt Koreorama og medlem af Det Kongelige Teaters bestyrelse som repræsentant for teatrets kunstneriske medarbejdere.

I samtalen taler vi konkret om opsætningen af La Ventana, som han har udvidet med en vinkling og en rammefortælling om samtykke, men også om, hvor langt man kan og skal gå for at bevare traditionen og samtidig holde den levende:

“Jeg er ret tryg ved, at der er generationer som min egen, mit alderstrin, som har nået at opleve begge verdener. Som har haft Bournonville-skolerne ugentligt med vores Bournonville-eksperter her fra huset. Vi har været med i de gamle, helt gamle versioner af Sylfiden og Napoli og Et folkesagn. Og så også oplevet den her periode, hvor vi har eksperimenteret mere med arven. Så jeg er egentlig ret betrygget ved, at der er mange af os, som føler os godt rustet til at føre arven videre. Det er blandt andet også derfor, jeg føler mig forholdsvis tryg ved at påtage mig opgaven. For hvis ikke mig, eller en anden fra min generation, hvem så? Der må jo også naturligt ske et skift fra den ene generation til den næste. Og det er jo også vores ansvar at steppe op.”

ALEXANDER STÆGER 
– CONVERSATIONS ON BOURNONVILLE #8

Mange af de dansere, der medvirker i din opsætning af La Ventana, har ikke set balletten før. Den blev sidst danset i 2013 i en udgave, hvor Gudrun Bojesen var instruktør, og før det i 2005 i Frank Andersens iscenesættelse. Hvordan har du introduceret balletten for danserne?

Jeg har fortalt historien om, at originalværket er et ret fortættet stemningsbillede, der handler om Señoritaen, der drømmer om kærlighed. En rød rose flyver ind ad vinduet. Hun ser en bejler uden for vinduet og accepterer hans kærlighed ved at smide sin sløjfe tilbage. Så mødes de nede på torvet, og så er der fryd og gammen derfra. Så grundhistorien, også i forhold til andre Bournonville-balletter, er der ikke så meget kød på. Der er ikke nogen konflikt, der er ikke rigtig noget på spil. Så det er som udgangspunkt et stemningsbillede og en lille vignet, som jeg plejer at kalde det.

Hvad har du gjort for at forberede dig til opgaven?

Jeg var med i 2005, hvor jeg var et af de der par, som lavede en kort dans i finalen, og så dansede jeg Señor i 2013. Så har jeg set på de forskellige versioner af La Ventana. Der er jo sket små ændringer hist og her. Er det den arm? Er det det hoved? Er bevægelsen med eller uden skørt? Alle mulige små detaljer. Og det er både lidt forvirrende nogle gange, hvis man gerne vil finde tilbage til det originale, men på den anden side er der også en frihed i at se, at det er en levende arv, som gennem tiden er blevet justeret til, hvad der lige har passet bedst i den givne situation.

Det har på en måde også løsnet tingene lidt for mig og fortalt mig, at det ikke er katastrofalt, hvis jeg ændrer en lille detalje hist og her. Vi lever i en mere digital og teknologisk tid, hvor der findes et arkiv med dokumenterede versioner. Det giver mig en tryghed i forhold til, at det er nemmere at rekonstruere. Så er der selvfølgelig alt den levende viden, man også skal sørge for at nedfælde. Traditioner og information, der bliver overleveret mundtligt, er måske det, der er i størst fare for at gå tabt.

Jeg går rigtig meget op i historiefortællingen

Det er første gang, du instruerer en ballet. Det er ovenikøbet en Bournonville-ballet og noget, som i virkeligheden lyder både nemt og udfordrende på samme tid, nemlig et divertissement. Det er jo ikke en helaftensballet, men på den anden side kan det næsten være mere udfordrende, for hvordan får man et divertissement til at leve? Hvad har de største udfordringer været, både i dit skift fra danser til instruktør og med en ballet som La Ventana?

Jeg skulle tænke mig grundigt om, om jeg følte, jeg var klar til det. Ikke fordi jeg har berøringsangst omkring Bournonville. Jeg føler mig ret sikker i hans stil og i hans værker. Jeg har haft 32 års gang her på teatret, og jeg føler, jeg har det ret godt i blodet. Det har også altid været mange af de roller, jeg selv har trivedes bedst i. Så det var egentlig mere et spørgsmål om at skulle stå så alene med det i første omgang og så gøre det som det første. Altså at arbejde med grupper af dansere og med noget, som skal ses på Gamle Scene. Med det følger der krav om billetsalg og et vist kvalitetsniveau. Så jeg skulle lige overvinde mig selv i forhold til, om det var noget, jeg ville have tid og overskud til. Og lyst til.

Jeg går rigtig meget op i historiefortællingen, jeg går rigtig meget op i karakterer, så på en måde var det i starten lidt svært, at La Ventana ikke har så meget dramatisk indhold. Jeg kæmpede lidt med at finde ud af, hvordan jeg skulle guide den her historie, så den fik en eller anden form for forløb. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg gerne ville prøve at styrke det centrale i fortællingen, som for mig er den romantiske kærlighedserklæring med rosen, der kastes ind gennem vinduet, og sløjfen, hun smider ud til ham i accept. Altså de her faktisk meget respektfulde udtryk for attraktion og interesse. Det synes jeg er det centrale i fortællingen, så hvordan kunne jeg styrke det og få det til at træde lidt tydeligere frem?

Her fik jeg idéen om at skabe to nye sektioner. En prolog, hvor man oplever en skyggeside af attraktion, hvor vi ser Señorita, der bliver ombejlet af byens mænd. De synes, hun er utrolig smuk og er interesserede i hende, men de er en lille smule for anmasende i deres tilgang. Så hun fortrækker sig og møder Señor, der har en anderledes respektfuld fremtoning. Og så møder han op hos hende med rosen og viser hende respektfuld kærlighed.

Jeg er ikke ude på at genopfinde den dybe tallerken, og opsætningen skal holde sig inden for en genre af den her lette romantiske stil, men jeg har forsøgt at skabe lidt modspil til den centrale, oprindelige handling. Jeg havde også et ønske om at give korpset lidt mere materiale at danse i denne opsætning, fordi de i den oprindelige version nærmest kun har 1 minuts dans, og så er det det. Det er også en mulighed for at lege lidt med Bournonvilles trin. Vi har jo et helt skatkammer af kombinationer i Bournonville-skolerne og fra forskelligt repertoire…

Hans Brenaa lagde også en lille sektion ind som en overgang fra vinduesscenen til, at hun kommer ned på pladsen, hvor der er liv. Jeg har altid tænkt, at det egentlig fungerede rigtig godt, og det var dejligt, at der kom lidt mere masse på scenen end i nogle af de andre versioner. Så det har du også gjort på din egen måde?

Ja. Fordi jeg nu havde sat mig for at skabe den her verden rundt om, hvor der er en lille smule mere dissonans, så tænkte jeg også, hvorfor så ikke også lave en ny gruppesektion?

Og den gruppesektion, det er altså bare dans, eller er det en forlængelse af den dramatiske idé, du har?

Ja, det er en forlængelse af det, så vi møder mændene og kvinderne i byen igen. Det er egentlig en fortsættelse af det spil, der kan være mellem to parter, som ikke helt møder hinanden. Der er stadig flirt og attraktion, men de når ikke hinanden, før vi oplever den sande kærlighed mellem Señor og Señorita, som så spreder sig.

Bournonville var jo meget forbeholden i forhold til at fremstille sensualitet på scenen. Nu kommer der jo en del af det, men som skyggeside, siger du…

Señorita har jo et opgør med det, kan man sige. Hun ender med at sige fra over for det og vælger den galante, respektfulde bejler. Men det er et interessant spørgsmål, det der med, om man går imod mandens værdier, altså Bournonvilles personlige værdier, ved at trække nogle lidt samtidsrelevante tematikker ind i værkerne. Jeg synes, det er vigtigt at udforske materialet i det omfang, man kan, samtidig med at man respekterer alt det, der er unikt og gør Bournonville til noget særligt.

Gudrun Bojesen havde flamencodansere med i sin version i 2013, altså rigtige spanske dansere. Det var faktisk meget imod Bournonvilles intention, for for ham var der et skel mellem folkedansere og klassiske dansere. Det var først i den klassiske dans, at spansk dans løftede sig til kunst. Det andet kaldte han “naturdans”.

Det er vigtigt for mig, at det, jeg tilfører, føles som en forlængelse af den verden, der eksisterer i originalværket. Der er nogle ret etablerede scener, som selvfølgelig også er blevet fortolket og udviklet gennem årene, men det er kanon, kan man sige. Der må ikke blive for meget kontrast til den. Noget af det, jeg elsker ved Bournonvilles balletter, er, at der på trods af dogmer og stilinstruktioner er forholdsvis meget frihed for karaktererne. Der er mulighed for at finde lag i materialet eller finde interesseområder, som man selv har, og som man kan prøve at tilføre. Hive de elementer frem i de forskellige karakterer.

La Ventana er som et maleri, der er blevet levende og træder ud

Det er jo en ret kort ballet. Du har gjort den længere?

Den er blevet omkring ti minutter længere.

Det er jo en tredjedel mere nærmest?

Ja. Der er jo også blevet lavet andre prologer gennem årene. Dem har jeg så erstattet. Så jeg har taget nogle minutter ud og lagt nogle andre ind. Jeg ved egentlig ikke, hvor meget det bliver i alt.

Hvilken musik bruger du?

H.C. Lumbye, som har lavet størstedelen af de andre numre i La Ventana. Og det var faktisk lidt en udfordring med Lumbye at finde…

Ja, noget som ikke lyder som Tivoli?

Ja, præcis. Der var nemlig mange rutsjebanegalopper og det ene og det andet. Men jeg synes, jeg fandt to stykker, som alligevel havde lidt forskellige stemninger i sig. Noget, der gav en lille smule modspil til det meget lystige i de her bolero- og finalenumre.

I din opsætning genbruger du Christian Friedländers meget æstetiske scenografi fra 2005. Den er minimalistisk og jo langt fra Bournonvilles libretto, hvor han skriver, at andet billede foregår i en have, en frodig have. Señorita træder fra et inderum til et uderum, hvor alting blomstrer.

Jeg har arvet scenografien. Der skete jo faktisk mange eksperimenter med forholdsvis drastiske scenografier under festivalen i 2005. Også en Livjægerne på Amager, som var sådan en lille omridset af et hus med en mark med en ko på, som jeg personligt selv synes gik for langt i sit udtryk. Men jeg synes alligevel, at denne her i sin minimalisme skaber stemning, og jeg er glad for, at kostumerne er forholdsvis traditionelle i deres form. Og fordi der er så meget dans i La Ventana, så hjælper scenografien dansen til at står tydeligere frem.

Apropos det med iscenesættelser, så havde vi forestillingsmøde i morges, hvor hele produktionsholdet sætter sig ned og taler sammen. Og der kunne man virkelig mærke forskellen på Kermessen og La Ventana. Så snart emnet om rekvisitter kom op, var der bare verdens længste liste med “hvor mange kopper kan vi få, og så skal vi bruge dit og datten, og der er noget galt med bålet” og så videre. Og jeg kunne bare læne mig tilbage, for vi har en vifte og en tamburin og et tørklæde og en guitar og nogle roser. Det er forholdsvis simpelt i forhold til alt muligt andet. Det er også lidt sjovt.

Og så synes jeg egentlig, at scenografien også understøtter det her med, at det er et stemningsbillede. Og det er et divertissement. Det er som et maleri, der er blevet levende og træder ud af lærredet.

Hvad er betydningen egentlig? Er der en symbolik? Hvorfor kalder man en ballet La Ventana? Som regel er der jo et meget klart spor i en titel.

Det er jo igennem vinduet, at de møder hinanden. Det, jeg hæfter mig ved, er, at der er to verdener på hver sin side af et vinduesglas.

Og der er også en udvikling fra et spejl til et vindue?

Ja. Det handler om, at man med sig selv leger med den anden. Hvordan når vi hinanden? Spejlet er det indre rum, hvor hun reflekterer over sig selv, og vinduet ud er det, hun drømmer om. Hvad er det, jeg spejder efter? Hvad er mine længsler?

Det er jo også vores ansvar at steppe op

Hvorfor er det vigtigt at lave La Ventana i dag? Det er jo et kort divertissement. Bournonville kaldte det selv en bagatel, og nogle gange, har jeg selv tænkt, at den ikke er så vigtig. Men den har jo selvfølgelig en lang historie. Er den vigtig, fordi den har en lang historie?

Det er den til dels, ja, synes jeg. Og så har den nogle virkelig skønne dansesekvenser. Jeg synes, det er ret fuldendte danse, der er i den, som sjældent bliver plukket ud. Vi ser altid en pas de six eller en pas de sept, eller måske Blomsterfesten. Men jeg synes faktisk, at dansene her har meget den samme kvalitet og stemning. Så det er også vigtigt, at kompagniets dansere får mulighed for at mærke variation inden for stilarten. Og så er der jo det, at det er nye karakterer, nye muligheder for at udforske nogle roller. Når vi vender tilbage til et værk efter en årrække, er man mere tilbøjelig til at se det på ny eller med et frisk boost, end når det kommer jævnligt.

Du har været inde på, at der er forskel på at studere en video og at have en dyb kulturel forståelse af et værk og en tradition. Det er jo ikke kun at replicere, hvad man ser på en film, når man sætter en ballet op?

Jeg er ret tryg ved, at der er generationer som min egen, mit alderstrin, som har nået at opleve begge verdener. Som har haft Bournonville-skolerne ugentligt med vores Bournonville-eksperter her fra huset. Vi har været med i de gamle, helt traditionelle versioner af Sylfiden og Napoli og Et folkesagn. Og så også oplevet den her periode, hvor vi har eksperimenteret mere med arven. Så jeg er egentlig ret betrygget ved, at der er mange af os, som føler os godt rustet til at føre arven videre. Det er blandt andet også derfor, jeg føler mig tryg ved at påtage mig opgaven. For hvis ikke mig, hvem så? Der må jo også naturligt ske et skift fra den ene generation til den næste. Og det er jo også vores ansvar at tage udfordringen op.

Det virker som om, der pludselig er en ny interesse for Bournonville?

Ja, der er også kommet en ny balletchef, Amy Watson, som rigtig gerne vil have det højere på dagsordenen.

Ja, og måske kommer der også bare en bølge? Det er jo ikke første gang, historisk set, at der har været en periode, hvor der har været mindre. Og det er jo heller ikke fordi, at Nicolaj Hübbe tog fejl i, at det ikke kan fylde det hele, for det kan det jo ikke. Men der er nok også en nedre grænse for, hvor lidt det kan fylde, hvis det skal leve.

Bournonville er også forholdsvis anderledes end andre balletstilarter. Så der er også et behov for at smage lidt på det lidt mere løbende, så det ikke er et kæmpe kulturchok, hver gang man sætter en Bournonville-ballet op. Den del, hvor det kommer ind og arbejder lidt mere i hverdagen, tror jeg meget på også vil hjælpe med at få det til at slå lidt mere rod.

Når man knækker koden, så kan man sejle igennem det

Hvis du skal sætte nogle ord på, hvordan du ser Bournonville som forskellig fra andre? Altså det spørger jeg jo altid om, men folk ser jo ikke altid det samme. Hvad er det, du ser?

Ja, det er nemlig en spændende samtale. For det første ser jeg fortællingerne. Nu var han jo også dansker, kan man sige, så det her med at have fortællinger, der foregår i Danmark og med danske sagn, legender og myter, det er jo ret unikt i sig selv i en balletverden. Det er én ting. Og så det her med at beskæftige sig med virkelige mennesker – altså folket – frem for prinser og prinsesser, gør det også unikt.

Og så er der selve dansestilen. Som jeg ser det, er det en rolig og blød overkrop, og så en fyrrighed i benene. Hurtige bevægelser, enorm musikalitet og nogle overraskende spring og twists. Små eksplosioner af bevægelse. Og for mig, det jeg holder mest af ved stilen, er det der arbejde med at knække koden. Jeg ser det meget som at finde sit flow, altså ride bølgen, kan man sige. Der er så mange små specifikke vægtskift og balancepunkter – hvor, hvis jeg lægger vægten her, så får jeg et bedre overraskende afsæt. Eller hvis jeg skal nå den her pirouette samtidig med de ti andre ting, der kommer efter, så kræver det, at jeg er ret nøjagtig med, hvor jeg placerer min vægt, og hvilken sti jeg tager igennem trinnene.

Når man så knækker den kode, så kan man sejle igennem det. Det er som at svømme under vand. Og man kan overraske sig selv over, hvor nemt det pludselig kan være. Noget, man har stået og bokset med i dagevis. Lige pludselig, når den lander, så giver det så meget mening. Så særligt det der med at ride bølgen, det forbinder jeg rigtig meget med Bournonville-stilen. Og så er der jo en danseglæde. Det skal se ubesværet og let ud, og ikke imponere med store tricks, men imponere i sin kompleksitet og sin musikalitet.

Da Sylfide-divertissementet, altså anden akt, blev danset som del af Ballet de Luxe sidste sæson, slog det mig, at James havde fået meget stor frihed i sin fortolkning af dansen. Der var meget markante fraseringer og præsentation af trin, som jeg ikke forbinder med Bournonville. Mere Balanchine end Bournonville. Selvfølgelig hjælper épaulement med at henlede opmærksomheden på fodarbejdet, men jeg husker også, at den amerikanske anmelder Alexandra Tomalonis sagde om Bournonville: “You’re not supposed to see the steps.” Det tror jeg, hun havde lært af Henning Kronstam. Det skal simpelthen bare flyde, ubesværet og let, som du sagde. Man skal ikke sidde og se på, hvad det er for nogle trin, eller være imponeret over, at nu er foden præsenteret der.

Jeg tror, jeg lander et sted lidt midt imellem. Der er mange bevægelser, hvor man også indikerer fodens stræk eller benets bevægelse. Det er jo også en måde at dirigere tilskuerens opmærksomhed. Men i forhold til det med forskellige fortolkninger, så synes jeg faktisk, det er betryggende, at det kan skabe en reaktion. At der er mennesker, både på scenen og blandt publikum og anmeldere, som har en holdning, og som også brænder for den her kulturarv. Og i udforskningen af den kan man jo nok ikke undgå, at man træder lidt over nogle grænser. Og hvor den grænse går, det kan man diskutere. Men det er jo også noget af det, der gør, at arven stadigvæk er levende og vedkommende.

Jeg synes, det er virkelig vigtigt, at vi har mulighed for at udforske arven, samtidig med at vi respekterer den. Jeg tror, det er den måde, vi holder den levende på, og den måde, vi får et medejerskab over den, så det ikke bare er noget, vi bliver tvangsfodret med. Altså hvor vi får at vide, at det er vigtigt, fordi det er vigtigt – men i stedet kommer til at forstå det med vores kroppe og med vores kunstnerskab. Det her med at finde nye vinkler eller lave nye sektioner er jo også en måde at føle, at man har været med til at sætte et aftryk – både som danser og som iscenesætter – på eftertidens syn på Bournonville.

Jeg elsker det der udforskende, kreative og brainstormende

Hvis du breder det ud over de andre balletter, er der så nogle, hvor du tænker, at dem kan vi ikke lave mere? Eller nogle, du mener, vi virkelig bør sætte fokus på?

Jeg synes, at Fjernt fra Danmark er sværere at lave i dag. Jeg synes, det er sværere at forsvare de her meget karikerede nationaldanse. Men der er jo stadig nogle trin, som kan bevares, og nogle kompositioner, som jeg stadig synes kan have en relevans. Men for mig vil Fjernt fra Danmark være en kandidat til en lidt mere radikal genfortolkning, for at holde den relevant i den tid, vi lever i.

Så er der selvfølgelig det andet perspektiv, hvor man siger: Vi spiller den i den form, vi har – altså den mest originale eller seneste version – og så laver vi en disclaimer i programmet. Men jeg synes, der er så meget andet, der er vigtigere. Så kan den version ligge der på VHS-båndet for dem, der gerne vil låne den og fordybe sig. Jeg ved ikke, om det er noget, vi som nationalteater har et ansvar for at fortsætte med at reproducere i sin nuværende form.

De diskussioner gælder ikke kun Bournonville, men også også Ballets Russes, Petipa… Der er masser af Ballets Russes-balletter, som ikke er blevet danset i årevis, i hvert fald ikke i Danmark. Og nogle af dem kan man jo næsten ikke forestille sig blive danset igen…

Men det er en ret spændende tid for balletverdenen. Vi stiller os selv nogle store spørgsmål og gør også op med, hvad det egentlig er, vi repræsenterer – med kønsroller og identitet og alt muligt. Det er ret spændende at være en del af. Det er også svært. Det er svært, og det pendulerer lidt frem og tilbage. Nogle gange går man også for vidt i sit ønske om at skabe forandring, og det er jo en del af det at arbejde med levende kultur. Men det er også inspirerende. Jeg synes virkelig, når der både er en omverden, som sætter fokus på det og har en mening, og når vi internt selv begynder at gøre op med nogle forældede traditioner, så er der virkelig potentiale for at skabe et nyt mulighedsrum. At finde ud af, hvordan vi fortæller nye historier i 2025. Hvordan gør vi det, og hvad er det, vi vil fortælle? Og hvorfor? Det synes jeg er vildt inspirerende.

Når du instruerer, er der så meget diskussion? Eller er det mest sådan, at du instruerer, og folk laver det, du siger?

Jeg er faktisk blevet lidt overrasket over nogle ting… Der er spørgsmål om detaljer, som jeg ikke har skænket en tanke. Og det gælder især for kvinder på tåspidssko. Der er nogle ting, jeg slet ikke har på radaren – for eksempel det at komme op og videre i næste bevægelse. Nogle ting føles bare klodsede. Så der har jeg måttet spørge lidt mere ind og sige, “okay, prøv at forklare mig konkret, hvad udfordringen er.”

Så er der sådan noget med opmærksomhed på detaljer. Uanset, hvor godt man er forberedt er der altid små detaljer man ikke har taget højde for. Er åben eller lukket, Lukker foden bagved eller foran, hvornår holder jeg kjolen, hvornår åbner jeg viften og sådan noget. Det er øjenåbnende, hvor mange lag der faktisk er at tage stilling til, men jeg har været så glad for dansernes entusiasme ift. at fintune og raffinere koreografien. Hovedparret har selvfølgelig også haft nogle virkelig gode karaktermæssige spørgsmål. Hvad er det, vi i fællesskab er ved at finde her i åbningsscenen? Jeg forestiller mig den her udvikling – okay, det ser jeg ikke lige her. Det åbner nogle interessante kunstneriske samtaler.

Jeg elsker det felt. Jeg elsker det der udforskende, kreative og brainstormende område. Det ligger meget til min person at være i det. Det har jeg virkelig været glad for og har gjort min La Ventana proces helt utroligt berigende.