SOLODANSER PÅ BÆNKEN #12 // Q&A
Tre dage før premieren på John Neumeiers Mahlers 3. Symfoni lukkede Det Kgl. Teater pga. coronakrisen, og Den kgl. Ballets dansere blev hjemsendt på ubestemt tid. Hvordan holder de sig i form, hvad med kreativiteten og det kunstneriske i hverdagen? Hvad driver dem egentlig?
Amy Watson, savner du at være på scenen, at du pludselig ikke kan danse? Hvordan holder du dig i form, når du er bundet til hjemmet?
– Min situation er særlig, fordi det ikke – modsat mine kolleger – er coronavirus, der er årsag til, at jeg ikke er på scenen: Jeg er på barselsorlov! Men ja, jeg har savnet at optræde både under min graviditet og nu, hvor jeg er på barsel.
Selvom jeg elsker at være på scenen, så må jeg sige at det er morgentræningen og prøverne med mine kolleger, jeg savner allermest.
Jeg var netop begyndt min genoptræning, da vi blev ramt af lockdown. Jeg var knust, for jeg havde drømt om igen at tage klasse med mine smukke kolleger. Min krop hungrede efter at danse til vores dygtige musikeres spil, og jeg længtedes efter at valse gennem vores træningssale.–Efter vores verden er blevet vendt på hovedet, er det så hjemmefra, at jeg fortsætter min vej tilbage til scenen. De fleste dage tager jeg kompagniets træningsklasse, og jeg underviser selv hver onsdag. Jeg prøver også at lave cardio med Tracy Andersen via YouTube, det er noget, jeg altid har været nysgerrig efter at prøve. Vores lille familie har isoleret sig i vores sommerhus, hvor vi har en stor trampolin, så jeg prøver at lave cardio og springe 15 minutter hver dag. Jeg har også den fordel, at jeg bærer rundt på et spædbarn; det er en rigtig god workout! At løfte, kravle og lege med min datter er hårdt men utroligt givende.
Finder du andre måder at være kreativ på?
– Jeg prøver at kanalisere min kreativitet ved at læse så meget som muligt og ved at lytte til podcasts af mennesker, jeg ser op til. Hver gang, jeg er færdig med en bog, tænker jeg over andre livsveje, jeg kunne tænke mig at udforske. Jeg har et ønske om at starte forretning med mine tre søskende. Vi er meget forskellige men har hvert vores unikke talent. Min indre forretningskvinde vil gerne bruge alt det til noget!
Når du ser tilbage, hvordan opdagede du så ballet? Hvad er dine tidligste indtryk?
– Mit liv har fået mig til at tro på skæbnen, at der findes en vej, universet har lagt for os. Vejen kan finde forskellige former, men jeg er sikker på, at det var skæbnen, der gjorde, at jeg fandt ballet. Det var et tilfælde; en af vores naboers døtre gik til ballet, og hun spurgte min mor, om jeg måtte komme med. Spol frem, og fire år senere blev jeg valgt som statist, som brudepige i Et Folkesagn, da Den kgl. Ballet var på turné i Californien. Det var Anne Marie Vessel, der valgte mig. Seks år senere dansede jeg Pas de sept i Et Folkesagn på Gamle Scene, nu som medlem af kompagniet. Igen var det Anne Marie Vessel, der valgte mig. En pige fra Californien, hvis skæbne det var at danse Bournonville på Gamle Scene.
Et af mine allerkæreste barndomsminder er at danse omkring Silja Schandorffs smukke Hilda på den scene i Californien i midten af 90’erne.
Hvordan vil du beskrive dig selv som danser?
– Det tror jeg ikke, at man kan. Jeg kunne nævne nogle af de fortrin, min krop har, som kan være positive for en ballerina eller styrker vedr. min teknik eller roller, som jeg har fået gode anmeldelser i… Men jeg ved det ikke. At være kunstner er ikke det samme som at være atlet, hvor du få guldmedaljer og point, kunst er subjektiv og personlig. En person vil måske beskrive mig som en teknisk danser, en anden vil måske sige det modsatte.
Er du ambitiøs? Hvordan?
– Ja, men min ambition har ændret sig flere gange i livet. Den har belønnet mig og skuffet mig, og jeg tror, det er skuffelserne, der har lært mig mest om mig selv og vist mig ambitionernes intentioner.
– Min første ambition var at komme ind på School of American Ballet, derefter var det at få en kontrakt ved et stort kompagni, så at fastholde jobbet, så at blive castet i solistpartier, så at blive solist, og nu har jeg ambitioner om at undervise og guide kompagniet og den næste generation af ballerinaer.
– Ambition er omskiftelig og fuld af tricks. Det kan være et tveægget sværd. Vil jeg have en hovedrolle, fordi det er hovedrollen, eller fordi jeg passer i rollen? Jeg tror, det er sundt altid at spørge sig selv hvorfor – og hvad er din sande intention med ambitionen?
– Hvis ambitionen er at danse en rolle, så den kan komme på dit CV eller at stå i spotlyset, så ser publikum lige igennem det. Hvis din sande intention er at favne en rolle, som du respekterer, så vil du stråle.
– Men vil jeg altid prøve at gøre mit bedste? Ja. Nyder jeg at presse min krop maksimalt? Ja. Nyder jeg at trække på mine følelser eller karaktertræk til en rolle? Ja.
Er der en rolle eller en ballet, der har været et særligt gennembrud for dig?
– Der har været mange og af forskellige årsager. Jeg ville aldrig kunne pege på en enkelt. Hver gang, jeg har haft mulighed for at åbne mig for noget, jeg aldrig havde gjort før. Jeg vil sige, at hvis processen, udfordringen eller stilen har været ny, så har den repræsenteret et personligt gennembrud. Den første kreation, jeg var del af, den første solo, pas de deux, det første moderne værk, jeg dansede, den første Bournonville-ballet, den første helaftensballet, den første dramatiske rolle osv.
Hvilken rolle er den mest udfordrende, du har haft?
– Det er uden tvivl rollen som – gæstedanser. Det var en utrolig udfordring ikke kun at repræsentere mig selv som kunstner men også at repræsentere Den Kgl. Ballet. Jeg ønskede at vise, at Den Kgl. Ballet ikke kun har store mandsdansere, som vi er international kendt for, men at deres kvindelige modstykker også er deres ligemænd.
– Når du optræder som gæst ved et andet kompagni, så får du ikke nødvendigvis en sceneprøve, en prøve med kompagniet eller med lys osv. Første gang kompagniet ser dig kan være selve forestillingen. Det kan være en udfordrende oplevelse på mange niveauer og også en ensom oplevelse, men at overvinde disse udfordringer har været dybt givende og noget helt særligt.
– Jeg har været så privilegeret, at jeg har været gæstedanser ved to store kompagnier, American Ballet Theatre og New York City Ballet. De to ensembler er ikke kun forskellige på en række områder, min personlige oplevelse af dem var lige så forskellig. Det ene kompagni mødte mig med utrolig støtte og venlighed, så jeg oplevede, at jeg var velkommen på holdet, mens det andet desværre var det modsatte. I begge tilfælde oplevede jeg en overvældende inspiration fra arbejdet med nogle af verdens bedste instruktører og ved at tage klasse med nogle utrolige dansere.
Hvilken rolle har været den mest betydningsfulde?
– Sylfiden. Af så mange grunde, at jeg ikke engang kan sætte ord på det. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få æren af at danse denne ikoniske rolle på Gamle Scene. Jeg havde forgudet de danserinder, der havde fået rollen før mig. Når jeg studerede den luftighed, lethed, det flow og den bevægelseskvalitet en sylfide skal have, så forestillede jeg mig aldrig, at min krop ville kunne opnå det. Du må danse med en sådan ubesværethed og skrøbelighed. Og det er kun dansedelen, derudover skal du tilføje fortællingen og din personlige fortolkning!
– Min rejse mod min debut i Sylfiden blev yderligere dramatisk af, at jeg fik min første store skade to måneder før premieren. Det var enhver dansers mareridt. Men jeg gjorde, som jeg tror alle andre i mine sko ville have gjort – jeg kæmpede. Fra det øjeblik, jeg kunne træne i løbesko, begyndte jeg en intens genoptræning.
– Mit hovedfokus var på at bevare styrken i benene ved at lave timevis af Pilates-øvelser og vægttræning, mens jeg koncentrerede mig om at mestre Sylfidens bøjelige overkrop i prøverne. Anne Marie Vessel, Sorella Englund og jeg arbejdede med min overkrop i timevis. De uger var nok nogle af min karrieres mest udfordrende og givende, og jeg kunne ikke ønske mig det anderledes.
– Jeg vil også nævne Petipa-balletterne, især Tornerose og Raymonda. Begge disse roller åbnede nye mulighed for mig, mentalt og fysisk.
Hvad er din drømmerolle?
Det var min drøm at blive professionel danser. Det var min drøm at blive del af Den Kgl. Ballet. Men jeg havde aldrig turdet drømme om, at jeg en dag ville blive solodanser og have privilegiet af at danse sådan et bredt repertoire. Du drømmer nye drømme hver nat, og det er en vidunderlig påmindelse om, at hver dag rummer nye muligheder.
Har du forbilleder? Hvem og hvorfor?
Jeg har mange, gamle og nye. I dansens verden er jeg inspireret af kunstnere, der er generøse, ikke kun på scenen men også bag den. Kunstnere, der deler deres viden og erfaringsrigdom med deres kolleger. Mine forældre, af flere grunde end jeg kan nævne. Violette Verdi, fordi hun så mere i mig end en danser. Darla Hoover, der var en utrolig rollemodel indenfor undervisning og instruktion. Min mand, fordi han er en søgende og kreativ sjæl. Heidi Ryom, der var en generøs instruktør, da jeg var en ung danser.
Hvad er dit yndlingstrin? Hvilket trin synes du mindst om?
Yndlingstrin: Bournonville grand allegro jeté.
Mindst yndlings: Arabesque relevé (kendt fra Skyggernes Rige i La Bayadère)
Nævn nogle af de øjeblikke i ballet, der har gjort det største indtryk på dig. Kan du beskrive dem?
Stepping Stones, Jiri Kylian, Den Kgl. Ballet 2002. Dette stjernehold af solodansere fra generationen før min var forbløffende. Jeg så alle opførelser fra kulissen. Jeg var fuld af ærefrygt over deres præcision, dynamik, styrke, alsidighed og attack. Hver danser gjorde et stort indtryk på mig.
NYCB – Agon og The Cage. Da jeg var elev på School of American Ballet, sørgede jeg for, at jeg så næsten alle hold danse disse utrolige balletter.
The Unsung, Den Kgl. Ballet. Jeg blev så bevæget, at jeg måtte skrive til hver enkelt danser på holdet og fortælle dem, at jeg var blevet blæst omkuld af deres præstation. Jeg var så stolt af at kunne kalde disse mænd mine kolleger. Dybden og deres respekt for stykket var fuldstændigt inspirerende.
Aurelie Dupont, der øver Giselle. Jeg tror, det var hendes sidste sæson, og hun gjorde sit comeback efter sin barselsorlov. Jeg så på i ærefrygt, som denne fænomenale ballerina gjorde hvert enkelt trin væsentligt. Det var overvældende.
Morgentræning og prøver med ABT. Niveauet af den rene, klassiske teknik er højt, og kompagniånden er bemærkelsesværdig.
Første gang jeg så Mats Ek’s Apartment live. Jeg var rystet og bevæget over dette genis meget simple bevægelser.
Mine klassekammerater fra mit først år ved School of American Ballet: Carla Korbes, Janie Taylor, Abi Stafford, Amar Ramasar, Jared Angle, Sean Suozzi. De påvirkede mig alle som teenager, og det var utroligt at træne sammen med dem.
Min kære ven og kollega Gregory Dean, der koreograferede sin første helaftensballet. Han gav hele sit hjerte til skabelsen af en magisk Askepot samtidig med, at han var blevet alenefar!!! Han forbløffede mig ikke alene med sin kreativitet, men ved sin rolige, professionelle attitude. Jeg har en dyb beundring for ham.
Beskriv dit forhold til Bournonville. Hvad kan du eller kan du ikke lide ved Bournonville? Har han en fremtid?
Mit forhold til hr. Bournonville er en stor kærlighedshistorie. Han bragte mig til Danmark, og jeg tror, at han er grunden til, at jeg er blevet solodanser. Hver eneste rolle, jeg har danset, i hans store værker har været en fornøjelse. Jeg kan ikke sige, jeg har samme oplevelse med nogen anden koreograf, ikke en eneste.
Jeg har nydt at danse de andre store: Balanchine, Robbins, Neumeier, Petipa. Men jeg har ikke nydt alle roller i deres balletter på samme måde. Bournonville var langt forud for sin tid i sin musikalitet, sit flow og den ubesværethed i trinene, der er genial.
Vi er utroligt heldige, at hans værker har overlevet, og det er et meget stort ansvar at videreføre dem. En del af mig føler sig allerede personligt ansvarlig for at overlevere min viden til den næste generation af Teresinaer, Irmaer og Sylfider. Vi må bevare hans værker for eftertiden. De er uvurderlige!
Er der en nulevende koreograf, du særligt synes om?
Der er utallige samtidige koreografer, jeg er interesseret i, men en, jeg vil slå ihjel for at arbejde sammen med, er Mats Ek. Det har jeg ikke haft mulighed for, og det kommer nok heller ikke til at ske, men jeg har været så heldig, at jeg har oplevet ham arbejde i forbindelse med en galla, vi begge medvirkede i. Det var utroligt lærerigt og betagende at være en flue på væggen.
Har du et link til en ballet (eller flere), man kan se på YouTube, du vil dele? Hvorfor gør dette klip værd at se, og hvad skal vi se efter?
Pas de deux fra Mats Eks Apartment. Musikken og de enkle bevægelser rører mig altid.
Aurelie Dupont viser her sin musikalitet, sin skønhed og sin intelligens i den tænksomme måde, hun udfører hvert trin på.
En kort video af Jiri Kylians Stepping Stones. Jeg husker tydeligt den coolness og ynde, Den Kgl. Ballet dansede balletten med. Jeg kunne se den igen hvert år.
BENCHED PRINCIPAL DANCERS #12 // Q&A – Three days before the opening night of John Neumeier’s “Mahlers 3. Symphony, the Royal Danish Theatre closed its door because of the corona crisis and the dancers of the Royal Danish Ballet were sent home, for the moment on indefinite leave. How do they keep in shape, how do they find outlets for their creativity and artistry in this unusual situation? What drives them? Meet the dancers of the Royal Danish Ballet.
Amy Watson, do you miss the stage, not being able to perform? And how do you keep in shape when you’re homebound?
Well, my situation is unique in that unlike the rest of my RDB colleagues, it isn’t coronavirus that is keeping me off the stage – it is maternity leave! But yes I have missed performing during my pregnancy and presently my maternity leave. Though I love performing, I have to admit that company class and rehearsals with my colleagues is what I miss the most.
I had just begun taking rehab classes and doing more of a heavy workout load when the corona lockdown begun. I was crushed, I had daydreamed about taking company class with my beautiful colleagues. My body was craving to dance to our talented pianist’s music and I yearned to waltz across our studios!
Since our world has turned upside down, I now continue the path of returning to stage at home. I do company class virtually most days, as well as teach company class every Wednesday. I am also attempting fun cardio dance classes on YouTube with Tracy Andersen, which I had always been curious about. Plus, my little family has been isolating at our summerhouse, where we have a giant trampoline, so I try to workout for cardio and my jumps for 15 minutes every other day. And, I have the added bonus of running around with an infant which also makes for a good workout! Lifting, crawling and playing with my daughter is tough but absolutely the most rewarding.
What about your creativity and artistry?
I have been trying to channel my creativity by reading as much as possible and listening to podcasts from people I look up to. Every time I finish a book I consider all the other life paths I would like to explore. I also wish to start a business with my three siblings. The three of us are vastly different but each with a unique talent and the inner businesswoman in me wants to somehow capitalize on that!
Looking back, how did you discover ballet? What are your earliest memories and impressions?
My life has made me believe in destiny, that there is some sort of path tailored for us by the universe. Our path may take many different shapes in life, but I do believe I found ballet through destiny. It was by chance – a neighbor’s daughter was taking ballet lessons and asked my mother if I could join her.
Fast forward, and 4 years later I was chosen as an extra in California to dance one of the bridesmaids in A Folk Tale, when the RDB was on tour, Anne Marie Vessel chose me. Another 6 years, and I am dancing the pas de sept in A Folk Tale on Gamle scene, this time as a company member and again chosen by Anne Marie Vessel.
A California girl destined to be a Bournonville dancer on Gamle scene. It is one of my most treasured childhood memories dancing around Silja Schandorff’s beautiful Hilda on that California stage in the mid 90’s.
How would you describe yourself as a dancer?
I don’t think one can truly know. I could list attributes of my body that may be appealing for a ballerina, or my strengths regarding my technique or roles that I have received good reviews… but I really don’t know. Being an artist isn’t like being an athlete, where you are awarded gold medals or scores, art is subjective and personal. One person may describe me as a technician, the next person may say the opposite.
Are you ambitious? How does that manifest itself?
Yes. But my ambition has morphed many times throughout my life, it has rewarded me and also ended in disappointments. And I believe it’s the disappointments that have taught me more about myself and reveal the intentions of my ambitions.
My first ambition was to train at School of American Ballet, then it was to receive a corps contract with a large company, then it was to keep my corps contract, then it was to be cast in soloist roles, then I dared to dream to be promoted to soloist, and now I have ambitions of teaching the company and guiding the next generation of ballerinas.
Ambition is fickle and tricky. It can be a double-edged sword. Do I want to be cast as the leading role because it’s the lead, or because I think I will be well suited to the part? I think it is healthy to always ask yourself, why… and what is your true intention with your ambition.
If your intention is to dance a role to list it on your cv or to be in the spotlight, the audience can see straight through this. If your true intention is to encompass a role that you respect then you will shine.
But do I always want to do my personal best? Yes. Do I enjoy pushing my body to its limit? Yes. Do I enjoy tapping into emotions or characters for a role? Yes.
What is the most challenging role you’ve had?
Without a doubt as a – guest star! It was an incredible challenge to not only represent myself as an individual artist, but also to represent the RDB.I wanted to show them that the RDB not only had great men, as we are internationally known for, but that their female counterparts were equal.
When you guest with another company you will not necessarily have a stage call or rehearsal with the company or lights etc, and the first time the company sees you may be on stage in the performance. It can be challenging on all levels and a lonely experience, but overcoming those obstacles has been deeply rewarding and special.
I have had the privilege to guest star with two major companies – American Ballet Theatre and New York City Ballet.
Not only are these companies different in numerous ways, but my own personal experience was equally as different. One company was incredibly supportive, kind and made me feel I was a welcomed member of their team, the other company sadly was the opposite. But in both cases I was flooded with inspiration from working with some of the best coaches in the world and taking class with incredible dancers.
Which role has fulfilled you the most?
Sylfiden. For so many reasons that I cannot begin to articulate. I never ever believed I would have the honor of dancing this iconic role on Gamle Scene. I had idolized the ballerinas before me that would be cast in this role. When I studied the airiness, lightness, flow and movement quality the sylph must possess, I never imagined my body accomplishing this. You must dance with such an ease and delicate nature! And that’s just the dancing side, you then add the storytelling and your personal interpretation!
Adding drama to my journey to my Sylfiden debut, I suffered my first severe injury two months before my debut! It was a dancer’s nightmare. But I did what I believe anyone in my shoes would have done – I fought. From the minute I could exercise in sneakers I began a rigorous rehab. My main focus was to keep my legs strong by doing hours of Pilates and weightlifting, but concentrating on mastering the Sylph’s supple upper body in rehearsals.
Anne Marie Vessel, Sorella Englund and I rehearsed my upper body hour after hour. Those weeks were some of the most challenging and fulfilling of my career and I wouldn’t change any of it.
I also wish to mention the Petipa repertoire, specifically Sleeping Beauty and Raymonda. Both these roles opened up for new discoveries with my physicality and mentality.
What’s your dream role?
It was a dream to be a professional dancer. It was a dream to be a member of the RDB. But never in my wildest dreams did I think I would have become a principal, who has had the privilege of dancing such a wide repertoire. Dreams change nightly and that’s a wonderful reminder that everyday opens you up for new possibilities.
Do you have role models? Who and why?
Many. Old ones, new ones. In the world of dance I am inspired by those artists who are not only generous onstage but also off. Artists that share their wealth of knowledge and experience with their colleagues. My parents for more reasons than I can mention. Violette Verdi, for seeing more in me than a dancer. Darla Hoover, for being an incredible role model regarding teaching and coaching. My husband, for his curious and creative soul. Heidi Ryom, for being a gracious coach, when I was a baby ballerina.
What’s your favourite step? Which one do you like the least?
Favorite – Bournonville grand allegro jeté.
Least – traveling arabesque relevé (famous in the shade variation in La Bayadère)
Name some of moments in ballet that have made the greatest impression on you.
Stepping Stones, Jiri Kylian, Royal Danish Ballet 2002. This star studded cast of principals one generation above me was astonishing. I watched every performance from the wings. I was in awe of their precision, dynamic, strength, versatility and attack. Each dancer made a huge impression on me.
NYCB – Agon and The Cage. When I was a student at SAB, I made sure I saw almost every cast perform these two incredible ballets.
The Unsung, Royal Danish Ballet. I was so moved I felt compelled to immediately write each member of the cast and say that I was blown away by their performances. I was so proud to call these men colleagues. Their depth and respect for this piece was utterly inspiring.
Aurelie Dupont rehearsing Giselle. I believe it was her last season and she was coming back from maternity leave. I watched in awe as this phenomenal ballerina made every step important when she moved. It was breathtaking.
ABT company class and rehearsals. The level of clean classical technique is high, and their spirit as a company is remarkable.
Watching Mats Ek’s Apartment live for the first time. I was shaken and moved by this genius’ somewhat simple movements.
My School of American Ballet classmates my first year; Carla Korbes, Janie Taylor, Abi Stafford, Amar Ramasar, Jared Angle, Sean Suozzi. Each of these dancers made a mark on me as a teenager, and it was incredible to train in the same room together.
My dear friend and colleague, Gregory Dean, choreographing his first full-length ballet. He poured his heart into creating a magical Cinderella at the same time as becoming a father-alone!!!! He really amazed me with not only creativity but his calm cool professional demeanor. I have deep admiration for him.
Describe your relationship with Bournonville? What do or don’t you like about him? Does he have a future?
My relationship with Mr. Bournonville is a great love affair. He brought me to Denmark and I believe he is the reason I have ended up as a principal. Every single role I have danced of his great works has been nothing less than pure pleasure. There is not one other choreographer I can say that I have had the same experience with – not one!
I enjoy dancing the other greats; Balanchine, Robbins, Neumeier, Petipa. But not every role in their reps, have I found as pleasurable. Bournonville’s musicality, flow and ease in his steps are from a genius very much ahead of his time.
We are extremely lucky that his works have survived through the years. And it is with great responsibility we shall pass on these works. A part of me has already begun to personally feel responsible for passing my knowledge onto the next generations of Teresinas, Irmas, and Sylphs. So yes, we must must preserve his ballets for future generations. They are invaluable!
Is there a contemporary choreographer you particularly like?
There are countless contemporary choreographers I am interested in. But the one that I would kill to work with is Mats Ek. Sadly I have not had the privilege to work with him and probably will not. I have been fortunate enough to observe Mats work up close at a gala we both attended. It was highly educational and mesmerizing to be a fly on the wall.
Do you have a link (or several) for a ballet on YouTube you would like to share? Why should we watch this, and what should we look for?
Pas de deux from Mats Ek’s Apartment. The music and simple movements touch me each time.
Aurelie Dupont showcasing her musicality, beauty and intelligence with how she is so thoughtful with each step.
A short video of Jiri Kylian’s Stepping Stones. I can remember clearly the dancers of RDB dancing this with such coolness and grace. I could watch this ballet every year.
Foto: Amy Watson i Nikolaj Hübbes version af Et Folkesagn. Foto: Costin Radu.