ANMELDELSE – I en en voldsomt ambitiøs produktion for Nasjonaloperaen og Nasjonalballetten i Oslo bærer Wayne McGregor de store spørgsmål om skyld, kærlighed og samfundets love overfor retfærdighed frem af Sofokles’ tragedier Oedipus Rex og Antigone. Hans læsning løfter ‘blodsbåndets’ betyding i de græske tragedier ind i vores videnskabelige nutid med et budskab om DNA og kroppen som arkiv.

Danstidningen nr. 5, 2025

Åbningsbilledet i Sir Wayne McGregors nye helaftensforestilling “Jocasta’s Line” er monolitisk og arkitektonisk. Et museumsrum af nøgne, buede sandstensflader, hvor den britiske skuespiller Ben Whishaws mund installationsagtigt projiceres over scenen som nøgtern fortæller. Mandskoret står zombieagtigt ubevægeligt, tæt samlet som en blok badet i blodrødt lys, og selv hovedpersonen, Ødipus, kongen af Theben, står forstenet. Pesten raser i den græske polis, og oraklet fra Delfi kræver, at hans forgænger, Laius’ morder, skal findes.

Første del af Wayne McGregors nye diptyk “Jocasta’s Line” synges i Jean Cocteaus gendigtning af Sofokles tragedie på latinsk, sproget, Stravinskij beskrev som “ikke dødt, men hugget i sten”. Som central del af McGregors koncept overtager kroppen først i aftenens anden del argumentet i en dans, der er både levende og menneskeligt, følelsesmæssigt gribende.

“Jocasta’s Line” – en sammenstilling af to versioner af værker fra Sofokles’ thebiske kreds, Igor Stravinskijs “Oedipus Rex” og et nyt værk over “Antigone” med musik af Samy Moussa – er en voldsomt ambitiøs produktion og en fjer i hatten for Nasjonaloperaen og Nasjonalballetten, der udover Wayne McGregors faste kunstneriske hold med Vicki Mortimer som scenograf og Lucy Carter som lysdesigner, har bragt operastjernerne Paul Appleby og Dame Sarah Connolly til Oslo.

Titlen “Jocasta’s Line” – i betydningen Jokastes slægt – indkredser McGregors læsning af de to tragedier i et koncept, hvor del 1, “Oedipus Rex”, har titlen “Søn”, og del 2, “Antigone”, titlen “Datter”. En læsning af “Oedipus Rex” som et maskulint univers overfor “Antigone” som kvindernes. Også den interne spænding mellem formerne, oratorium over for dans, svarer til værkets etiske spændfelt: patriarkalsk orden over for slægtens og individets krav.

Dialogen mellem kanon og nytænkning er McGregors signatur og egentlige arbejdsfelt og dér, hvor han er mest interessant og skelsættende. Han har løsrevet ballet fra traditionen i det 20. århundredes handlingsballetter med lineære, litterære narrativer –  Shakespeare, Pusjkin og Turgenev for eksempel – og bragt den med sig mod sceniske fortolkninger af mere filosofiske værker som Dante og nu Sofokles med gesamtkunstwerke, hvor form, idé og musikalsk kuratering danner lag på lag af betydning og samtale.

I “Søn” er teksten og stemmen gjort synlig: ordet bærer magten. I rollen som Ødipus står tenoren, Paul Appleby, fastlåst i en konstruktion, der både er politisk talerstol og trone. Kun hans arme artikulerer teksten – mekanisk, semaforisk – men i takt med hans voksende erkendelse dekonstrueres piedestalen, så han træder ned på jorden.

Ni mandlige dansere, i skørter, bar overkrop og med fægtemasker, repræsenterer Numen, den guddommelige vilje, der bevæger sig gennem rummet som en uset, rytmiske bølgende kraft, der binder mennesket til dets skæbne.

Stylet som en Bianca Castafiore krydser mezzosopranen Sarah Connolly i rollen som Jokaste som den eneste kvinde på rummet – et ængsteligt vidne og modfigur til den mandlige stasis – før hun selv forlader scenen for, som i den græske tradition, uset at tage sit eget liv.

Kun i én solo træder dansen i fokus i et abstrakt, men desperat bevægelsessprog som en skildring af Ødipus’ følelser i erkendelsen af sin monstrøse skæbne: At han er sin moders incestuøse elsker og sin faders forbandede morder. Ikke en katharsis, men et forvarsel om overgangen til “Datter”, hvor Antigone fører Ødipus bort, og hvor kroppen er det egentlige medium for den menneskelige erfaring.

Her synges teksten på græsk som pendant til Stravinskij/Cocteaus brug af latin, og figurerne fremstår ikke som personer, men som næsten identiske, anonyme kroppe.

Koreografien er klassisk McGregor: Improviseret, flydende, fysisk dynamisk og tilsyneladende abstrakt, men tydeligt præget af kamp, modstand og afsked kulminerende i en dans for Antigones selvmord og død, men også i hendes fortvivlede dialog med søsteren Ismene, mellem brødrene Eteokles og Polyneikes og i en dans mellem Kreon og hans kone.

McGregors forkærlighed for distance, abstraktion og åben læsning er imidlertid uhensigtsmæssig: Fortællingen og karaktertegningen er så udtonet, at meget få blandt publikum kan afkode relationerne og sammenhæng. Modsat McGregors intention og tanke om, at åbenheden skærper sanserne, bliver den manglende identifikation – og muligheden for selvidentifikationen – overtrumfet af spørgsmål og myldrende kognitiv støj.

Slående er til gengæld den magtkritik, der udtales i “Jocasta’s Line”: I “AfterRite”, skabt til American Ballet Theatre i 2018, udstillede McGregror amerikansk barbari i vor egen tid med klare markører, der sted- og tidsfæstede værkets kerne til Irak-krigen og overgrebene i Abu Ghraib (marts 2003).

Tilfældet vil, at også Sofokles’ tragedier har fået aktuel resonans med Trump-æraens skær af “tyrannos”, den ikke-legitime enevælde, der presser individet til et etisk valg og oprør som modmagt.

Sagen om Tyler James Robinson – der i USA er sigtet for drabet på Charlie Kirk, hvor forældrene medvirkede til, at han overgav sig til retsforfølgelse og i yderste konsekvens en dom til døden – er et moderne familiedrama gjort af samme tragiske materiale, som grækerne og siden romerne byggede en kultur på.

Oedipus’ og Antigones’ centrale tema om slægtskab og blodets bånd aflæses i “Datters” kvindekor, der står i nicher bag og i siderne af scenen. Med helkropsdragter malet med mønstre, der ligner DNA-strenge, er koret en konkret, næsten didaktisk påmindelse om, at Antigones etiske valg udspringer af biologi.

En mesterlig sammenkædning af fortid og nutid, hvor McGregor bærer de store spørgsmål om skyld, kærlighed og samfundets love overfor retfærdighed frem af myterne i en læsning, der løfter ‘blodsbåndets’ betyding i de græske tragedier ind i vores videnskabelige nutid med et budskab om DNA og kroppen som arkiv.