ANMELDELSE – En chancetagende overgivelse til bevægelsen og øjeblikket giver Verdensballetten ægte kunstnerisk nerve

Kristeligt Dagblad 11. juli
⭐⭐⭐⭐ (4 ud af 6 stjerner)

Lyden af klirrende vinglas, dæmpet latter og forventningsfulde stemmer under trækronerne er en del af oplevelsen og den drømmende atmosfære omkring Verdensballetten, der har taget hul på sin 18. sommerturné med premiere i den gamle park på Sølyst nord for København.

Publikum udgør i sig selv et kulturmøde mellem damer med picnickurve på armen, herrer i stråhat og med løst bundet halsklud, og så ballettomanerne, der kommer med et kritisk blik og foldede programmer i skødet. Verdensballetten favner begge grupper: de kræsne kendere, der ved, hvad de vil se – og hvad de helst er fri for – og det bredere publikum, der kommer for stemningen og skønheden. Programmet på i alt 15 numre, der opføres ved yderligere 11 forestillinger i juli og august, balancerer derfor mellem det kunstnerisk ambitiøse og det tilgængelige med indslag, der trækker på show og musical.

Trods sit navn byder det uhyre professionelt afviklede udendørsarrangement altså på en kulturaften med både sang, musik og dans.

Turnéens primus motor, operasangeren Jens-Christian Wandt, flankeres af den norske sopran Lydia Hoen Tjore, pianist Alexander McKenzie, violinist Niklas Walentin og syv dansere fra Royal Ballet, English National Ballet, Staatsballett Berlin og Den Kongelige Ballet, anført af australieren Steve McRae og den ukrainske ballerina Iana Salenko.

McRae og Salenko åbner og lukker programmet med to af det klassiske balletrepertoires hovednumre, pas de deux fra Marius Petipas ”Tornerose” (1890) og ”Don Quixote” (1877), hvor McRae støtter Salenko i holdte balancer og stræk, før hun løftes i vejret og sluttelig foretager serier af mere og mere hvirvlende, men mesterligt kontrollerede pirouetter.

Det er sublimt udført, men både “Tornerose” og “Don Quixote” er set flere gange før, og ligesom Petipa er også Verdensballetten blevet bundet af sine egne konventioner, hvor der er plads til nytænkning. Vi behøver ikke se flere stepsoloer fra Steve McRaes hånd, og selvom Jens-Christian Wandt som guide præsenterer Verdensballettens kunstnere med stor varme og indsigt, så er der også her gentagelser blandt anekdoterne.

Formidlingsaspektet er imidlertid helt centralt for Verdensballettens mission og for at skabe en samlet, meningsfuld kunstnerisk sammenhæng for fragmenterne. Der er ingen grund til at sænke ambitionsniveauet på den front. Folk vil gerne blive klogere og have en dybere oplevelse, og her fungerer det forbilledligt, når Wandt skaber en baggrund og en forståelsesramme for programmet.

Det gælder særligt arbejder med mere gravitas som den amerikanske danser Bobbi Jene Smiths grafiske, dramatisk slående solo ”O Solitude” til Astrid Elbo og Tobias Praetorius’ lyriske trio, ”Forglemmigej”.

Der er spor af både George Balanchine, Frederick Ashton og Antony Tudor – det 20. århundredes tre store neoklassikere – i Praetorius’ nye miniature. En abstrakt, elegisk trio med to musikere på scenen, der med enkle løb og positioner med botaniske motiver også kan ses i forlængelse af Praetorius’ tidligere værk “Oenothera” (2021).

Praetorius er som en tegner, hvis pen aldrig slipper papiret, hvor det koreografiske flow i hans streg er både komplekst og frit. Her bruger han dansernes torsoer som vajende blomsterkroppe, med arme og fingre, der strækker sig og åbner sig som kronblade mod solen. Danserne, der tager hinandens hænder, er et motiv, der er blevet et kendetegn for Praetorius, ligesom kunstnerne former porte, de går under og igennem, der minder mig om Balanchines ”Concerto Barocco” (1941).

Temaet i “Forglemmigej” er et stilfærdigt “memento mori”, inspireret af H.C. Andersens eventyr “Den lille Idas blomster” og måske Antony Tudors “The Leaves Are Fading” (1975). Tydeligst i åbningsbilledet, hvor en kvinde i et sindrigt løft bæres fra mandens bryst og nærmest som en himmelskabning svæver med armene udstrakt mod en tredje danser, der hviler sammenfaldet på jorden og med ansigtet bøjet i sorg. En skulpturel figur, der synes at rumme både tabet og fantasiens løft. Et koreografisk billede, der giver fysisk form til den lille Idas forestilling om blomsterne, der danser, synger og dør i løbet af natten og står som symbolbillede på hendes kontakt med en anden verden, en åndelig verden.

Programmets i sammenhængen måske mest velfungerende numre er den unge danser Harris Beatties lette, elegante “Love Me, Love Me Not”, hvor han selv gestalter en kæk Frank Sinatra-lignende figur over for drilske Anne Rose O’Sullivan i en Doris Day-rolle, og – i kontrast – den fysisk dirrende og kompromisløse duet fra William Forsythes skelsættende samtidsballet “In the Middle, Somewhat Elevated” (1987), der er aftenens klimaks.

Gareth Haw fastholder med et blik sin partner Sangeun Lee i et nærmest laseragtigt fokus, mens partnerarbejdet drives af modstand: Kroppenes akser forskydes, grebene låser, lemmer presses ud i akrobatiske ekstremer og drejninger, der veksler mellem det skødesløst langsomme og eksplosivt risikable og lader luften gnistre af elektrisk spænding. I Forsythes æstestik, men også i hans idéverden, fordrer den fysiske virtuositet ikke kun teknisk kunnen, men også en chancetagende overgivelse til bevægelsen, tilfældet, hinanden og øjeblikket, der her giver Verdensballetten ægte kunstnerisk nerve.

——————–

Verdensballetten. Koreografi af bl.a. William Forsythe, Bobbi Jene Smith og Tobias Praetorius. Musik af bl.a. Thom Willems, Alexander McKenzie og Henry Purcell. Sølyst, Gentofte, 9. juli. Turné over hele landet frem til 6. august.

——————–

Topfoto: Gareth Haw fastholder med et blik sin partner Sangeun Lee i et nærmest laseragtigt fokus i William Forsythes ”In The Middle Somewhat Elevated”. Fotograf: Esben Zøllner Olesen.