INTERVIEW – I dag har Verdensballetten premiere på årets sommerturné, der siden 2008 har været en årligt tilbagevendende begivenhed. For ballettens kunstneriske ledere, Steven McRae og Jens-Christian Wandt, er forestillingerne en mulighed for at nå et nyt publikum med en kunstart uden ord.

Kristeligt Dagblad 10. juli 2024

“Verdensballetten er et godt sted at begynde, hvis man ikke er kendt med scenekunst som for eksempel ballet. Jeg kommer selv fra en baggrund, hvor min familie ikke havde noget forhold til kunst og finkultur, men alligevel kom ballet til at ændre mit liv,” fortæller Steven McRae, der til hverdag er solodanser ved Royal Ballet i London og stjerne ved et af verdens mest prestigefyldte operahuse.

Sammen med den danske operasanger Jens-Christian Wandt, 58 år, står den atletisk dansende, rødhårede, australskfødte McRae, 38 år, hver sommer i spidsen for Verdensballetten. En trup med teknikere og 11 kunstnere – nogle af verdens fineste balletdansere, en operasanger og to musikere – der drager på turné i det danske sommerland med et blandet program af klassisk, moderne og underholdende ballet, sang og musik i bagagen.

I dag, onsdag den 10. juli, har balletten premiere på årets forestilling i Det Kgl. Haveselskabs Have på Frederiksberg ved København, og dernæst går busturen i år til Grenaa, Skagen, Tisvildeleje, Vejle, Kerteminde og Klampenborg. Ensemblet har siden starten i 2008 optrådt over det meste af landet. Klitterne omkring Den Tilsandede Kirke i Skagen, stranden ved Agger og parken bag restaurationen Sølyst i Charlottenlund nord for København har været kulisse for uddrag af klassiske hovedværker som ”Svanesøen” og nyskabelser som duetten ”Côte à côte” skabt til et digt af den afdøde prins Henrik.

“De steder, vi kommer, er der ikke normalt ballet og opera på programmet. For mange har ballet kun været noget, de har kendt fra tv, før Verdensballetten kom til byen,” fortæller Jens-Christian Wandt, der er grundlægger af projektet, der som noget ret enestående i dansk sammenhæng ikke modtager statslig støtte.

Verdensballetten fungerer på markedsvilkår og finansieres alene ved billetsalg, fondsstøtte og sponsorsamarbejder. Ofte i samarbejde med lokale myndigheder og virksomheder, der ønsker at bringe kulturarrangementer til byen til glæde for publikum og i nogle tilfælde som del af profileringen af en kommune eller en egn.

Idéen fødtes i Sverige

Mange forbinder begivenheden med Den Tilsandede Kirke, hvor Verdensballetten dansede første gang i 2008, men det hele begyndte faktisk i Sverige nogle år forinden.

“I 2005 inviterede blomsterkunstneren Tage Andersen mig og den danske solodanser Johan Kobborg til at sammensætte en udendørs forestilling til parken på en herregård i Båstad i Sverige. Det blev en stor succes, og det gjorde vi i nogle år. I 2008 fik Johan så den idé, at vi skulle prøve at lave det som et offentligt arrangement, og da Johan havde familie i Nordjylland, blev det Skagen,” forklarer Wandt.

Det første år havde projektet ikke noget navn. “Men da vi besluttede os for at ville gentage det året efter, skrev Skagen Avis: ‘Verdensballetten kommer tilbage’. Og så blev det vores navn.”

“Dengang vidste vi ikke, hvad konceptet egentlig var. Men i dag siger vi jo, at det er vores mission at bringe ballet og opera i verdensklasse ud i landet. For os er det vigtigt, at vi har nogle af verdens bedste dansere med, men også at publikum har en oplevelse af, at vi tager os af dem, fra de køber deres billet, under forestillingen, og til det hele er slut. Altså ikke kun at det, vi har på scenen, er førsteklasses, men at vi som værter tilbyder dem en samlet oplevelse.”

For mange er det blevet en tradition at se Verdensballetten, og ikke mindre end 65 procent af gæsterne er gengangere. For Wandt og McRae betyder det, at de kender deres publikum – og at publikum kender dem. Jens-Christian Wandt går selv på scenen som sanger, men også som konferencier, hvor han binder aftenens syv koreografier og fem musikalske indslag sammen og med korte underholdende introduktioner søger at give publikum en større forståelse af den ordløse kunst.

“Idéen bag konceptet har egentlig ikke ændret sig siden starten, men sammensætningen af værker har nok udviklet sig,” forklarer Steven McRae, der overtog samarbejdet med Jens-Christian Wandt som kunstnerisk leder efter Johan Kobborg.

Råt, meget ærligt og personligt

Når man befinder sig i et traditionelt teater, kan man skabe atmosfærisk og bevægende kunst, fordi man kan inddrage publikum med alle de ekstra elementer, som er del af det store teatermaskineri, fortæller Steven McRae.

“Men de steder, vi optræder, har en helt anden ramme, og publikum forventer en anden type oplevelse, som vi prøver at balancere, så det er gribende og alvorligt, men også let og muntert. Verdensballetten danser under åben himmel og i naturlys, hvor vi kan se publikum, og hvor vi ser hinanden på en helt anden måde. Det er både en stor oplevelse og en stor udfordring som kunstner,” siger han og fortsætter.

“Når jeg går på scenen på Covent Garden [Royal Opera House i London], ser jeg ud i et stort, sort rum, hvor jeg ved, der sidder 2500 mennesker i mørket. Når jeg går på scenen med Vesterhavets horisont som baggrund, hvor vinden blæser i håret, og hvor du ikke kan hente støtte i nogen af teaterrummets effekter, så er det både råt og meget ærligt og på en måde mere personligt. Det er min oplevelse, at vi har en tæt kontakt med tilskuerne på vores turnéer, og faktisk møder vi også mange af dem før og efter forestillingerne. For mig har det været spændende at lære danskerne at kende. At få en fornemmelse af, hvad de mærker, og hvad de synes er sjovt.”

Sidste år havde Verdensballetten en duet, som var skabt til ballerinaen Iana Salenko og hendes mand, Marian Walter, der begge er kammerdansere i Tyskland, fortæller Steven McRae. Iana er fra Ukraine, og duetten havde en tydelig forbindelse til sorgen over krigen dernede.

“Jeg ved, at det var en meget bevægende oplevelse, men på samme program dansede jeg et stepnummer til musik af ouverturen fra ’Wilhelm Tell’ for at skabe en anden stemning.”

En æske chokolader

Dette års klassiske pas de deux er adagioen fra ”Nøddeknækkeren”, men resten af programmet består af ny koreografi af den unge engelske kunstner Joshua Junker, musicalkoreografen Arlene Philips og numre skabt af danserne selv, først og fremmest Steven McRae. Og denne gang er Steven McRaes kolleger Anna Rose O’Sullivan, Xander Parish og Lukas Brændsrød fra Royal Ballet med på tur sammen med Iana Salenko og Marian Walter fra Deutsche Oper i Berlin og Astrid Elbo fra Den Kongelige Ballet. Den norske sopran Lina Johnson er operasolist og den kendte norsk-engelske violinist Charlie Siem går på scenen sammen med den engelske pianist Caroline Jaya-Ratnam.

“Mange af de værker, vi har med nu, er skabt specielt til Verdensballetten, det vil sige, at de er unikke værker, der tager højde for, at det er udendørs forestillinger, og de er skabt direkte til vores dansere – og til det danske publikum. Hvert nummer er måske fem til otte minutter langt, så vi virkelig kan fastholde publikums opmærksomhed og vise dem en bredde af det, vores kunstart kan. Jeg ser det som en æske med chokolader, hvor der er lidt for enhver smag,” siger Jens-Christian Wandt og understreger:

“Balletentusiasterne er selvfølgelig en del af vores målgruppe. De kommer, fordi de ved, at Verdensballettens dansere er blandt de allerfineste, der findes i dag. Og i Danmark er Verdensballetten det eneste sted, du kan opleve dem. Men jeg tænker selv mest på hr. og fru Jensen, som aldrig har været til en ballet før.”

“Jeg tror, vi begge føler, vi har påtaget os et stort ansvar for netop de mennesker, som måske oplever en ballerina med tiara, tutu og på tåspidserne eller hører en utrolig sanger ramme den høje tone for første gang,” tilføjer Steven McRae.

“Det er en stor mulighed for at fange deres interesse. For mig handler det mest om de mennesker, der aldrig før har oplevet ballet.”