ANMELDELSE – Opsætning af russisk klassiker vil både appellere til børn og connaisseurs, men finder ikke sit publikum.
Kristeligt Dagblad, 28. januar
⭐⭐⭐⭐ (4 ud af 6 stjerner)
”Tornerose” – Marius Petipa og Peter Tjajkovskijs hovedværk fra 1890 – har altid haft det svært ved Den Kongelige Ballet og i Danmark, hvor teaterkulturen er så forbundet med det historiefortællende, at den ikke favner allegori, abstraktion og æstetik.
Balletten blev første gang opført på Gamle Scene i foråret 1957 som en stor, international satsning med iscenesættelse af tidens førende eksperter, Ninette de Valois og Frederick Ashton, men den dyre produktion spillede kun ganske få gange, før den blev sendt i magasinerne. Da ”Tornerose” i 1993 blev sat op af Helgi Tómasson, samlede interessen sig primært om den danske scenograf Jens-Jacob Worsaaes pragtscenografi, der med farvestrålende løgkupler og pragtfulde pelshatte med krystaller, perler og pailletter henlagde ballettens prolog og 1. akt til bojarernes Moskva og anden del i russisk rokokostil til Peter den stores vindue mod Vesten, Sankt Petersborg.
Den britisk-amerikanske koreograf Christopher Wheeldon forsøgte sig i 2010 med en rammefortælling, da han skabte sin udgave: En dreng forelsker sig i et maleri af en sovende prinsesse, og i anden akt vender han som ung mand tilbage til museet, hvor han forsvinder ind i billedets verden og forvandles til den drømmende prins.
Efter at have sovet i 12 år er hans version tilbage på Operaen, hvor den danses helt frem til marts måned. Nu dog uden Wheeldons pædagogiske indføring.
Scenografen Jérôme Kaplans udstyr – en leg med brug af barokteatrets kærlighed til skyer og mekaniske teatereffekter og en kostumering af Prologens feer og kyradsklædte kavalerer som mytologiske figurer, der henviser til Ludvig d. 14.s hof – står derfor uforklaret bag monumentalmaleriet, der projiceres på Operaens fortæppe under ouverturen.
Christopher Wheeldons egen, let genkendelige koreografiske arkitektur består – stærkest og mest vellykket i hans raffinerede bearbejdning af den store suite for Syrenfeen og hendes følge i Prologen – men de show- og Disney-inspirerede elementer, han introducerede for at åbne værket for især børn, får overvægt: Eksempelvis Carrabosse som ond dominatrix, der tilgives og inviteres med til bryllupsfesten, hvor hun danser med i et af ballettens højdepunkter, ædelstenskvartetten. En idé, Nikolaj Hübbe i øvrigt kopierede og med lige så lidt held brugte som grundlag for sin læsning af trolden Birthe i August Bournonvilles ”Et Folkesagn”.
Egentlig er det slet ikke fortællingen, det handler om i balletten ”Tornerose”, men de æstetiske elementer – symmetri, bevægelsesmønstre, sammensmeltningen af musik og bevægelse – der formidler mening, skønhed og ekstase.
Værket markerede et kunstnerisk gennembrud for Marius Petipa, hvor Tjajkovskijs storslåede dansante partitur frigjorde koreografens fulde kreativitet og definerede hele den poetik, der er synonym med russisk ballet: ballerinaer med glitrende tiaraer i tutu, høviske kærlighedsduetter, statelige corps de ballet-scener og teknisk bravourdans. Et mesterværk, hvor signaturtrin gentages, varieres og forvandles med musikalsk præcision, næsten som en symfoni. For komponisten Igor Stravinskij var Petipas koreografi en åbenbaring, ”det apollinske princips perfekte udtryk”: ”En triumf af gennemtænkt konception over det ukonkrete, af regel over vilkårlighed, af orden over tilfældighed.”
Den russiske anmelder André Levinson har beskrevet balletten som ”et system af formularer og symboler, hævet over realisme”. ”Tornerose” er en drøm om det sublime og et værk, der kræver en stringens og kompromisløs hengivelse til et ideal, som Den Kongelige Ballet desværre ikke kan honorere. Niveauet er generelt set hverken højt nok eller tilstrækkeligt ensartet til at opfylde værkets formkrav, ligesom den manglende enhed i instruktionen – der er ikke færre end otte instruktører på denne opsætning – svækker forestillingens relevans og gennemslagskraft.
Når det skønne opstår, er det i enkeltpræstationer, eksempelvis med danserne Silvia Selvini og Philip Duclos, der søndag den 26. januar debuterede i hovedpartierne Aurora og Désiré.
Fine, graciøse Selvini stod sikkert i de lange balancer i ballettens store tour de force, den ikoniske ’Rosenadagio’, og formgav også Auroras mange soli og duetter med en poetisk lysende og temperamentsfuld finesse. Ædle Duclos viste ikke kun sit naturel som ”danseur noble”, men en imponerende virtuositet – især i herrens variation i 3. akt hvor han kraftfuldt accelererede i sine manègespring og alligevel afsluttede med fødderne placeret i en fuldstændig perfekt 5. position. Nyd perfektionen i billedet nedenfor, hvor Selvini og Duclos komplementerer hinanden til fingerspidserne i mestringen af balancen, det koreografiske linjespil og den fuldendte koordination af de to kroppe som en levende skulptur.
Den slags er kræs for kendere. Her er ”Tornerose” for ”connaisseurs”. Problemet er, at denne opsætning – og Den Kongelige Ballet generelt – også vil være for børn, hvermand og hvem som helst, og derfor aldrig finder sit publikum. ”Jeg blundede lidt i anden akt”, sagde en bekendt. En anden gik i pausen.

——————–
”Tornerose”. Koreografi: Christopher Wheeldon efter Marius Petipa. Scenografi: Jérôme Kaplan. Lysdesign: Mary Louise Geiger. Det Kongelige Teater, Operaen, København. Til 22. marts 2025.
Topfoto: Jin Min Hong og Ryan Tomash samt corps de ballet i “Tornerose”.
Foto: Camilla Winther.