INTERVIEW – Fredag d. 22. marts har Den Kongelige Ballet premiere på Koreorama No. 1, kompagniets platform for ny koreografi, hvor tre af teatrets unge koreografer præsenterer resultater af en undersøgelses- og uddannelsesproces. Her fortæller Tobias Praetorius om tankerne bag sit nye værk, “Trois Nocturnes”, samt om arbejdet i Koreorama-formatet.

Jeg har altid elsket at bevæge mig til musik og drømt om forskellige historier og bevægelser, når musik spiller. Så det skete ret naturligt, at jeg fik lysten til at begynde at skabe mine egne mønstre af trin, hvilket senere udviklede sig mere og mere. Som danser får man mulighed for at arbejde med og præsentere ‘materialet’ på scenen, men som koreograf får man mulighed for at skabe ‘materialet’, udvikle det og være i et kreativt samarbejde med scenografer, komponister, lysdesignere osv. Det er dét kreative møde mellem forskellige verdener og idéer, som jeg elsker ved arbejdet som koreograf.

En kunstmaler maler med pensler, men som koreograf er man heldig at arbejde med dansere og deres kroppe som instrumenter. Deres personligheder og naturlige bevægelsesmønstre inspirerer mig utrolig meget i arbejdet med at skabe en ny ballet.

Hvad er Koreorama?

Koreorama er Det Kongelige Teaters nye koreografiske udviklingsprojekt. Det Kongelige Teaters ambition er at uddanne og give værktøjer til nye unge koreografer, så der kan blive skabt ny balletkoreografi og arbejdet med udvikling af klassisk dans i retning af en mere nutidig danseæstetik.

Hvordan blev du en del af projektet?

Min deltagelse i den koreografiske uddannelse har blandt andet været, at jeg har studeret musikteori med Kim Helweg. Det har været utrolig inspirerende at lære at læse og analysere partiturer og dykke ned i musikkens historiske perioder for at få en bedre forståelse af mødet mellem dans og musik.

Hvad betyder det at være en del af Koreorama?

Det er en vidunderlig platform til at lære at blive en bedre trinskaber, men også en udviklingsplatform til at få værktøjer til at blive en bedre leder af et rum. Arbejdet som koreograf kræver, at man kan lede, motivere og inspirere de mennesker, man arbejder sammen med, så ens drømme og visioner om den nye ballet kan komme til live. Det smukke ved skabelsen af en ny ballet er, at man som koreograf er afhængig af, at alle på holdet gør deres bedste for, at balletten kan komme til live. Det er en ydmyg følelse som koreograf at opleve de drømme og tanker, man har gået med, og se dem komme til live takket være arbejdet fra så mange mennesker – det er ret magisk.

Kan du sætte nogle ord på din proces? Hvor starter et værk? Hvor ligger forberedelsen, og hvordan arbejder du i studiet?

Det er meget forskelligt fra ballet til ballet, hvor et værk starter. For mig starter det altid med fortællingen, hvis det er en historieballet, eller hvis det er et abstrakt værk, kommer inspirationen for det meste fra musikken.

Ved arbejdet på min nye ballet ’Trois Nocturnes’ til Koreorama No. 1 kom inspirationen fra en serie af nocturnemalerier af kunstneren James McNeill Whistler, som jeg fandt utroligt stemningsfulde og sanselige. Senere fandt jeg ud af, at komponisten Claude Debussy havde skrevet et orkesterværk ‘Nocturnes’ inspireret af Whistlers malerier.

Debussy beskrev sin musik som tre nattestemninger ved skumringstid, og det er de stemninger, som jeg som koreograf har forsøgt at oversætte til bevægelse i denne nye ballet og nærmest skabe et levende nocturne-maleri med inspiration fra musikken og malerierne.

Forberedelsen, inden det koreografiske arbejde i studiet starter, er for mig at analysere partituret nøje, så jeg kender musikken ud og ind. Jeg lytter til det konstant, så musikken bliver fysisk i min krop. Jeg elsker at gå lange ture med musikken i mine ører og bare drømme og visualisere forskellige stemningsbilleder i mit hoved.

Fysiske ballettrin starter for mig dog først ved mødet med danserne i studiet. Jeg elsker det kreative samarbejde med danserne, så trinene bliver organiske og føles naturlige for deres kroppe. Alle dansere er forskellige, og det er deres personligheder og forskellige måder at bevæge sig på, som inspirerer mig. Så det er meget vigtigt for mig at skræddersy koreografien til dem, så det ender med at blive deres ballet og ikke min.

Hvilke koreografer er du inspireret af? Har du forbilleder? Hvorfor netop dem? Hvilke kvaliteter har de?

Koreografer som Jiri Kylian, Jerome Robbins og Liam Scarlett inspirerer mig meget, og selvfølgelig August Bournonville, som har en særlig plads i mit hjerte.

Deres fællesforståelse for musik, timing og naturlighed i dansen inspirerer mig. Jeg elsker, når man kan mærke dansernes personligheder komme til udtryk i de fortællinger og trin, som bliver danset. Det er særligt at se forskellige mennesker på scenen udtrykke forskellige følelser. Det er de følelser og stemninger, som gør, at det ikke bare bliver til trin, men at det kan løfte sig til noget større end blot dans.

Kan du fortælle noget om det aktuelle stykke? Hvordan fik du idéen? Hvad vil du gerne med det?

Natten har altid fascineret mig. Den kan være dragende på en måde, som jeg også synes, det at gå i teatret og se ballet kan være. Det med at blive suget ind i et univers, hvor alle ens sanser bliver skærpet. Det håber jeg, at den nye ballet kan.

Hvad bruger du som musik? Og hvem er dine dansere? Hvor langt er det?

Musikken er Claude Debussys orkesterværk ”Nocturnes”, tre satser: ’Nuages’, ’Fêtes’ og ’Sirènes’. Til denne ballet arbejder jeg med Maurice Ravels transskription for to klaverer. Musikken bliver spillet live på scenen, og drømmen er, at dansen smelter sammen med musikken og bliver ét.

Balletten bliver omkring 25 minutter og danses af et cast på 10 dansere. Der er en stor talentmasse af unge dansere i Den Kongelige Ballet for tiden, og jeg har været så heldig at arbejde med disse unge dansere. Det har været utrolig inspirerende at mærke deres energi og lyst til at være en del af den kreative proces og se den udviklingsrejse, som vi sammen har været på.

Kan du fortælle noget om dit sprog? Hvad er du optaget af?

Mit koreografiske sprog tager udgangspunkt i det klassiske balletsprog, samtidig med, at jeg prøver at skabe organiske, naturlige bevægelser, som giver det klassiske et mere moderne udtryk.

Tåspidsskoen inspirerer mig meget. De koreografiske muligheder og udfordringer, som skoen giver, er utroligt spændende.

For mig skal der altid være en forbindelse mellem musikken og trinene, så det hele passer sammen. Jeg synes, at der er en tendens i balletverdenen til, at koreografien skal blive mere og mere fysisk og ekstrem, så det nærmest bliver til en cirkusforestilling… Jeg drømmer om, at vi kommer til et sted, hvor ballet kan være mere rent og simpelt og have et klart musikalsk udtryk, og hvor der er plads til at udtrykke følelser.

Hvis du ser fremad, hvordan forestiller du dig så dit arbejde som koreograf vil udvikle sig?

Jeg drømmer om at blive ved med at få muligheder for at skabe flere balletter og dermed fortsætte den koreografiske rejse, som jeg er på. Det er mødet mellem de forskellige kreative afdelinger og dansere, som inspirerer mig, og jeg håber at få muligheden for at arbejde med en masse forskellige kunstnere fra hele verdenen i fremtiden.

—

Trois Nocturnes
Koreografi: Tobias Praetorius
Musik: ‘Nocturnes’ L.91. af Claude Debussy, transkr. af Maurice Ravel.
Kostumedesign: Maja Ziska
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Pianister: Kelly Lenahan og Thomas Rischel.

Koreorama No. 1 opføres på Gamle Scene 22. marts – 30. april 2024.

Topfoto er et still fra Maria Albrechtsens film om Tobias Praetorius’ arbejde med Trois Nocturnes.