ANMELDELSE – I Arthur Pitas intelligente sceniske læsning af F. Scott Fitzgeralds roman tilføjer musik, scenografi og scenearrangementer nye fortolkningslag.
⭐⭐⭐⭐⭐ (5 ud af 6 stjerner)
Kristeligt Dagblad, 13. maj
Der hviler en knugende menneskelig ensomhed over den portugisiske koreograf Arthur Pitas minutiøst gennemtænkte og scenisk rige læsning af F. Scott Fitzgeralds nøgleroman “The Great Gatsby”.
Tæppet går i Operaens store sal for en lille opstilling på forscenen, der, som et dobbeltkodet billede af håb, bristede illusioner og eksistentielt fald, er badet i et grønt, akvatisk lys på baggrund af et uendeligt, opslugende mørke. Gatsby drikker. Han sætter en lakplade på grammofonen. Irving Kaufmans statisk knitrende historiske optagelse af George og Ira Gershwins ballade “Embraceable You” lyder som et selvpinerisk ekko af Gatsbys maniske, nostalgiske besættelse – ikke blot af Daisy, men af den lykke, hun personificerede.
Liggende på en luftmadras i poolen synes han som i opløsning mellem vandets reflekser og et overliggende spejl. En portal mellem drøm og virkelighed, hvor døden med et enkelt skud rammer ham som en forløsning.
Portrættet af Jay Gatsby og prologen i Pitas helaftensballet “The Great Gatsby” er ikke blot det dramatiske anslag til fortællingen om alt det, der går forud, men en rammesætning for forestillingens centrale idé: Gatsbys hybris, selvbedraget og den amerikanske drøm som et falsk blændværk.
Fortolkningsvinklen foldes mesterligt ud med en gennemgående brug af spejlmotiver, hvor erindring, mentale billeder, selvfremstilling og refleksion glider ind over hinanden mod øjeblikket, hvor han hamrer en knytnæve mod sit eget selvbillede, og smugleren og drømmerens besidderiske plot splintres.
Et nøje koreograferet spil, hvor Fitzgeralds fortæller Nick Carraway også hos Pita er vidne til den stenrige ”selfmade mans” fatale forsøg på at genvinde sin ungdoms kærlighed, Daisy – en sydstatsbelle, der, mens Gatsby var i krig, har giftet sig med polospilleren Tom Buchanan.
Gennem Buchanans forhold til danserinden Myrtle skabes forbindelsen til bagsiden af den amerikanske succeshistorie, som mekanikeren George repræsenterer i Askens dal, hvor Gary McCanns næsten filmiske pragtscenografi skifter dramatisk karakter: fra Gatsbys blændende hvide palæ med søjler og perfekte facader til et sort industrielt fabrikslandskab med siloer og rør.
Et dystert panorama af den kapitalistiske maskines bagside, der overvåges af et af Fitzgeralds ikoniske motiver: reklametavlen med optikeren Dr. T. J. Eckleburgs uhyggelige, altseende øjne.
Arthur Pita følger i det hele taget det litterære forlæg så tæt, at ”The Great Gatsby” med sine to akter og hele 17 scener, opleves samvittighedsfuldt skemalagt. Det er næsten som at læse romanen eller se filmen, bare uden ord.
Pita har tidligere genrebetegnet flere af sine værker ”a dance play”, et danseteaterstykke, blandt andet udgaver af Franz Kafkas psykologiske drama ”Forvandlingen” og Roland Topors surrealistiske ”Den nye lejer”. Her understøttes hans formeksperiment og empatiske, indsigtsfulde læsning af F. Scott Fitzgeralds generationsskrift fra The Jazz Age af komponisten Frank Moons collage af originale kompositioner og Gershwin-fragmenter, der fungerer både som underlægning og pulserende følelsesforstærker for Pitas karaktertegninger i kropslig gestik.
Dansen spænder selvfølgelig fra charleston til foxtrot ved de løsslupne sprutfester og i de letpåklædte dansepigers store shownumre til ekspressive soli og duetter for hovedpersonerne, uden dog at lykkes med at skabe koreografi, der kan tilføre fortællingen egentlig følelsesmæssig erkendelse eller dybde.
Svagest står ensemblescenen, hvor Gatsby, omgivet af et corps de ballet i en blomstervals, drømmer om sin genforening med Daisy, samt en pas de deux, der skal skildre parrets lidenskabelige elskov. Det er konventionelle højdepunkter i traditionel balletlitteratur, men materialet er her banalt og brugen af klichéer så omfattende, at “The Great Gatsby” havde virket strammere og mere stringent overbevisende i sin søgen efter dramatisk sandhed uden.
Modsat lykkes en dialog med ballethistorien som en æstetisering og udstilling af Romantikken og de brølende tyveres kvindesyn, begge perioders dekadence og dans med moralsk deroute og død: Scenen for Myrtles død, hvor de strudsefjerklædte korpiger som en henvisning til “Sylfiden” (1836) slutter kreds om deres døde heltinde og i et sørgetog bærer hende bort til Askens dal.
For hvad er kvinderne andet end objekter, brikker, idealer og ofre hos Fitzgerald? Det er en af pointerne for Pita, der også føjer endnu et lag til forestillingens kønspolitiske dimension ved at indlæse en spirende erkendelse af sin seksuelle fascination af Gatsby i fortælleren Nick, danset af Andreas Kaas og Mathieu Rouaux.
Arthur Pitas force er den type tænkning og en forbilledlig mestring af fysisk teater og ordløst skuespil, hvor personinstruktionen og det psykologiske og mimiske udtryk er så nuanceret og individuelt, at det er svært at fremhæve en danser frem for en anden.
Alligevel må jeg nævne Alexander Stæger og Jonathan Chmelensky, der gestalter den brutale Buchanan, og Schonan Greve og Oliver Starpov som Myrtles ydmygede kæreste, hanrejen George. Daisy fremstilles med kølig distance af Caroline Baldwin og en egen karakterfasthed af et nyt talent, Victoria Bell, på andetholdet. Myrtle spilles og danses af Isabella Carroll og den trodsige, sexede Stephanie Chen Gundorph.
Og på henholdsvis første- og andetholdet giver den erfarne Ryan Tomash og debutanten Oscar Ainscough væsensforskellige bud på Fitzgeralds kyniske svindler og fortabte drømmer, der i nok en dramatisk spejling gennemspiller prologens dødsscene.
——–
”The Great Gatsby”. Koreograf: Arthur Pita. Scenografi og kostumedesign: Gary McCann, Musik: Frank Moon og George Gershwin. Den Kongelige Ballet, Operaen. Spiller til og med 31. maj.
Foto 1: Liggende på en luftmadras i poolen synes Gatsby som i opløsning mellem vandets reflekser og et overliggende spejl. Ryan Tomash i titelrollen som Jay Gatsby. Fotograf: Camilla Winther.
Foto 2: Gary McCanns pragtscenografi er næsten filmisk. Her i scenen med et Pool party ved Gatsby palæ. Fotograf: Camilla Winther.