ANMELDELSE – Alexei Ratmansky har skabt et mesterværk til Den Kongelige Ballet, der er både universelt og dybt personligt.

Kristeligt Dagblad 4. november
⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Alexei Ratmansky rækker ud mod evigheden i storværket “The Art of the Fugue”, der lørdag fik urpremiere på Det Kongelige Teater. Balletten til Johann Sebastian Bachs “Fugaens kunst” – en samling af femten fugaer, fire kanoner samt en ufuldendt sats – spejler først og fremmest musikkens matematiske ligninger, men forløser også både dens spiritualitet og et verdenssyn, hvor orden hersker over kaos.

Efter en lang og omskiftelig karriere som koreograf i Ukraine, Danmark, Rusland og siden 2006 i USA står “The Art of the Fugue” som et definerende højdepunkt i hans undersøgelse af sin kunstarts udtryksbredde og i hans søgen efter dens egentlige essens.

Ratmanskys kunstneriske oeuvre spænder fra rekonstruktioner af “Svanesøen” og “Tornerose” til gendigtninger af sovjetisk propagandaballet og koreografiske fortolkninger af Platons “Symposion” og Kandinskys farveteori. Men i en samtale, jeg havde med Ratmansky i sidste uge, sagde han, at denne ballet – selvom han er fortaler for Ukraines sag – ikke er politisk og ikke handler om den russiske invasion af hans hjemland. Han betegnede “The Art of the Fugue” som sit “mest abstrakte værk”: Danserne skulle “forpligte sig” på trinene.

Sandt er det, at han i ballettens 1. del – Contrapunctus 1–7 – lægger et abstrakt anslag med en introduktion af trin, positioner og fraser, der følger Bachs flerstemmige musikstykke tæt således, at de fire danserinder gentager koreografiens linjer forskudt efter tur.

Det er idealet om den næsten teoretiske, rene dans efter George Balanchine – hvor kroppen og bevægelsen i rummet ikke illustrerer, men forbinder sig med melodien – som Ratmansky udfolder i skiftende konstellationer, kulminerende med en sats for én herre og tre damer og en slutposition, der henviser til Balanchines nøgleværk fra 1928, “Apollon Musagetes”.

Visuelt peger scenografen Moritz Junge med en baggrund af gnistrende bladguld og barokgyldne kostumer også på den historiske førsteudgave af “Apollon”, ligesom han i ballettens 2. del – Contrapunctus 8–14 – bruger helkropsdragter farvet i gradient fra magenta til kobolt til at tidsplacere et overraskende dynamisk skift til Balanchines og Jerome Robbins’ neoklassiske, højenergiske ballet fra anden halvdel af det 20. århundrede.

Her lyder Bachs fugaer som Stravinskij, mens 13 mænd, et hovedpar og “The Art of the Fugue”s protagonist til lyden af truttende, pulserende messingblæsere jager over scenen i koreografiske løb under et neonkoldt konturlys, hvor soloherren i et glimt rammer endnu en signatur: Stående på hælene og med armene ud til siden skaber han konturen af et X. En henvisning både til Balanchines “Stravinsky Violin Concerto”, men ikke mindst også til Leonardo da Vincis vitruvianske mand, Homo Vitruvianus; en analogi af den menneskelige krop i den universelle sammenhæng, som er et grundlæggende princip i klassisk ballet.

En cosmografia del minor mondo – et verdensbillede af mikrokosmos – der indfanger den store tanke om sammenhængen mellem evige sandheder og menneskets værdighed i en påvisning af det gyldne snit i den menneskelige fysiks proportioner.

I princippet spejler en dansers bevægelsesunivers netop denne idé. Når en balletdanser næsten rituelt fører sine ben, fødder og arme mellem det klassiske trinsprogs fem grundpositioner, tegner han eller hun geometriske former langs gulvet og i luften, der minder om cirklende planeters kredsløb.

Dette er kernen i Ratmanskys forståelse af koreografi og ballet, der bliver næsten sakral i fjerde og femte del af “The Art of the Fugue”, hvor scenografi og koreografi også henviser til andre perioder i ballethistorien. Herunder hylder Ratmansky med en smuk gestus August Bournonville i åbningen af den andagtsfulde sidste scene, hvor danserne forskudt træder ind med en karakteristisk trinfølge fra den rene Bournonville-skole, hvor kroppens vægt helt enkelt flyttes fra et ben til det andet.

Først og fremmest realiserer 5. del til Contrapunctus 14 (ufuldendt), sunget af Musica Ficta, endnu en af renæssancens store tanker: begrebet ”sfærernes musik”. Forestillingen om, at stjerner og planeter skabte himmelsk musik på deres rejse gennem rummet, og den mystiske sammenhæng mellem matematik og musik, der havde en parallel i dansens rytmer og perfekte geometriske form, som satte den i forbindelse med selve skabelsen og det guddommelige.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at soloherren – ballettens gennemgående figur – repræsenterer Kunstneren, altså Ratmansky selv. Det er velkendt, at Bach i “Fugaens kunst” fletter tonerne B, A, C, H ind som nyt tema i værkets sidste, ufuldendte fuga. På samme vis er Ratmanskys signatur at finde i hoveddanserens koreografi, ikke mindst i ballettens sidste billede, hvor Bachs musik i Harry van der Kamps arrangement af “Frem for din trone træder jeg hermed” brat ophører med ordene: “Hør mig”.

“Se, hvad jeg tror på,” synes Ratmansky at sige, som hoveddanseren står midt på scenen i tavshed. Kun lydene af dansernes åndedræt høres, som de i et billede af sublim og bevægende skønhed gentager og varierer de trin, positioner, figurer og former, der i hans virkelighed er et humanistisk udsagn om mening, sammenhæng og civilisation, og således lader “The Art of the Fugue” vokse fra ren koreografi til idéværk og personlig bekendelse.

———————

”The Art of the Fugue”. Koreografi: Alexei Ratmansky. Musik: J.S. Bach. Scenografi- og kostumedesign: Moritz Junge. Lysdesign: Brandon Stirling Baker. Det Kongelige Teater, Gamle scene. Spiller til 18. november.

———————

Topfoto: De svævende kroppes korsformede silhuetter peger i ballettens bevægende slutbillede mod det sakrale. Fotograf: Camilla Winther.