Det romantisk sublime forløses i genkendelsen og kan mirakuløst opleves i August Bournonvilles mesterværk ”Sylfiden”.

Kristeligt Dagblad 5. september 2023

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

”Jeg tror, jeg i dag har fundet begyndelsen til min skotske symfoni i det gamle kapel.” Sådan skrev Felix Mendelssohn-Bartholdy den 26. juli 1829 efter at have besøgt ruinerne af Holyrood Abbey i Edinburgh. ”Der gror græs og vedbend her og på det ødelagte alter, hvor Mary blev kronet dronning af Skotland”.

Mendelssohn var kun 21 år gammel, da den lyse aftenhimmel som i en gotisk scenografi lod klostrets smuldrende hvælvinger bliver motiv for det klangbillede, han kom til at fremmale i hans ”Symfoni nr. 3’s” 1. sats; en forgængelighedsscene, der var en kvintessentiel metafor for romantikkens betagelse af menneskets forhold til den store natur, som også Skotland – takket være Sir Walter Scotts historiske romaner, nationens frihedskamp og dets barske landskaber – blev synonym med.

Knap 200 år senere lyder Mendelssohns tonefantasi både højspændt og sorrigfuldt melankolsk fra orkestergraven, hvor Martin Yates i spidsen for Det Kongelige Kapel også fremmaner dramaet i ”Sylfiden” med en bemærkelsesværdig klarhed og overbevisning i den udgave komponisten Herman Løvenskiold og koreografen August Bournonville skabte til Den Kongelige Ballet i 1836. Balletten, hvor handlingen også er sat i Skotland, er verdens ældst overleverede og definerende for Den Kongelige Ballets kunstneriske identitet.

På papiret virker sammenstillingen af det 20. århundredes store balletkoreograf George Balanchines ”Skotsk symfoni” fra 1952 til Mendelssohns symfoni og Bournonvilles ”Sylfiden” som en interessant idé, men i virkeligheden, og på scenen, er det mindre overbevisende.

”Skotsk symfoni” er, trods sit autentiske musikalske forlæg og en fin adagio med glimt af poesi og mystik, en overfladisk pastiche for 19 dansere med genbrug af trin, kombinationer og finaleeffekter fra andre, mere prægnante arbejder af George Balanchine. Et postkort fra Edinburgh til New York, hvor August Bournonville nævnes i øjeblikket, hvor to kiltklædte skotter springer frem mod publikum i Den Kongelige Ballets signaturtrin, et såkaldt ”grand jeté en avant”, og i flygtige glimt, hvor ballerinaen i ”Skotsk symfoni” indtager positioner, der er karakteristiske for titelfiguren i ”Sylfiden”.

Der er ikke nogen intentionel eller meningsfuld dialog mellem de to værker, men på baggrund af den tomme æstetik i ”Skotsk symfoni” erkendes ”Sylfidens” kunstneriske kraft måske endnu stærkere som værket, hvor Bournonvilles genialitet, men også modstanden i hans egen, alt for menneskelige, erfaring, fristelse og tvivl, skabte den endegyldige kunstneriske forløsning af de franske romantikeres idéverden.

Ikke kun et mesterværk, men et fuldendt kunstværk, hvor du kan ikke tilføje noget og ikke fjerne noget uden at ramme integriteten og spændingen i Bournonvilles detaljerede, koreograferede balletteater, hvor slående scenebilleder, præcise mimiske dialoger og klassisk dans samles i et højspændt drama.

Det respekterer Nikolaj Hübbe her som instruktør ved at træde et skridt tilbage og lade værket tale for sig selv, men i en kongenial scenografisk fortolkningsramme løfte sløret for nye lag af ”Sylfiden” som et eksistensdrama med den mandlige hovedperson James’ følelsesliv som en parallel til den omskiftelige natur, hvor også ondskaben og destruktionen har magt.

Anja Vang Kragh og Mia Stensgaards design er ikke den historisk realistiske ”nordiske Sylfide” og heller ikke et naturalistisk lokale, men en symbolprisme for ”Sylfiden”, der med udgangspunkt i James’ skæbnesvangre spleen er en ekstatisk og melankolsk beskrivelse af lidenskab, sensualitet og svig, kærlighed og ødelæggelse. En fremstilling også af kroppens lyst og en splittelse i fysisk og åndelig kærlighed, der er åben for fortolkning.

Stephanie Chen Gundorph er en sommerfuglesart, men også vidunderligt kvindelig og lidenskabelig sylfide – på mange måder den smukkeste jeg har set. Som hun determineret strækker sine skønne liljehænder frem mod Alexander Bozinoffs skæbnemærkede James, aner vi både hendes forførende duft og den ustoppelige kraft, som hverken hun eller han er herre over.

En storm af følelser, håb og drømme om at blive ét med den elskede, der fører dem mod hinanden i en uundgåeligt endeligt, og som beskrives poetisk gribende i en frodig, men også farlig, labyrintisk verden af forførende blomsterdufte og voksende træer med lange nedhængende grene og lange smalle blade. Et hjertets paradis, som James trænger dybere og dybere ind i, før han og Sylfiden sluttelig står alene og overfor hinanden i den skovlysning, hvor de i sublim tragedie bliver hinandens død.

Med digteren Charles Baudelaires ord findes det romantiske ”ikke i bestemte emner eller egentlig sandhed, men i en måde at føle på. Vi søger den omkring os, men det er kun indeni, at det er muligt at finde den.” Man kan tilføje, at det romantiske kan forløses i genkendelsen og opleves i ”Sylfiden”.

——————–           

”Sylfiden”
Koreografi: August Bournonville
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe
Musik: Herman Løvenskiold
Scenografi og kostumedesign: Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard

”Skotsk symfoni”
Koreografi: George Balanchine
Musik: Felix Mendelssohn-Bartholdy
Scenografi og kostumedesign: Michael Melbye

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København. Spiller til 21. september.

Topfoto: Sylfidens død. Stephanie Chen Gundorph som Sylfiden, Alexander Bozinoff som James med corps de ballet i ”Sylfidens” slutbillede.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen.