ANMELDELSE – Den Kongelige Ballets imponerende udgave af den elskede Tjajkovskij-klassiker er dramatisk udlagt i en shakespearesk og teaterpsykologisk fortolkning

Kristeligt Dagblad 6. februar 2023

⭐⭐⭐⭐⭐

”Det er lige meget, hvad du sætter på scenen, bare du sætter Svanesøen på plakaten. Så er der udsolgt.” Det skal den russisk-amerikanske koreograf George Balanchine have sagt om den eventyrlige og tragiske ballet til musik af Pjotr Tjajkovskij, der nu igen danses – for udsolgte huse – på Operaen.

Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes imponerende udgave af den elskede klassiker er konciperet som en kamp mellem lys og mørke, og finske Mikki Kunttus strenge monokromscenografi skabt i dialog med Henning Larsens operahus’ moderne arkitektoniske ramme: Facadens udskældte kølergitter synes at være dekonstrueret og svejset sammen som vældige vingeformede metalkonstruktioner, der tungt svæver gennem rummet og mangedobles i et dynamisk lys- og videodesign, hvor svellerne viger for billeder af en prismes komplekse spiralgeometri – en henvisning til Olafur Eliassons gigantiske, kugleformede lysskulpturer, der som glimtende sole lyser håbefuldt og hypnotisk op i foyeren.

Prinsens væbnere og den diabolske karakter Rothbart synes at vokse frem af mørket og forsvinde i dets skygger…

Det er en verden af mørke og lys. Star Wars meets Gotham City, hvor Mia Stensgaard har iklædt de medvirkende farverige og punkgotiske, botanisk blomstrende gallaskrud. Svanesøen udtaget ikke kun af sin traditionelle romantiske verden, men dramatisk udlagt i en shakespearesk og teaterpsykologisk fortolkning med en åbningsscene, hvor den mandlige hovedkarakter, Siegfried, står ved sin faders båre.

Ligesom i Hamlet er Schandorff og Hübbes opsætning mærket af en fatal grundtone. Scenegangen og instruktionen fungerer også her i tæt samspil med Kunttus natklubsagtige lyssætning, hvor prinsens væbnere og den diabolske karakter Rothbart synes at vokse frem af mørket og forsvinde i dets skygger, og hvor den mystiske svanefigur Odette, omkranset af ”corps de ballet”, i himmelbelyste tableauer løftes i vejret og ophøjes som ideal.

Men Odette er i denne version kun en illusion og kærligheden et bedrag. Hvor forestillingen vitterligt er en storslået teateroplevelse, så er det svært ikke at ærgre sig over dens atonale fortolkning af Tjajkovskijs musik, hvor slutbilledets apoteose, Siegfrieds og Odettes udødelige kærligheds triumf, i stedet for at bære tragedien over i forløsning med et brutalt greb er blevet øjeblikket for Siegfrieds fornedrelse og et bittert knæfald for kynismen.

Det er Siegfrieds forræderi, læsningen uundgåeligt kommer til at sætte fokus på: Ikke kun sviget af Odette, som Siegfried fordømmer med sin utroskab, men protagonistens forræderi mod sig selv.

Svanesøen har – med Vello Pähn på podiet i orkestergraven – imidlertid aldrig lydt mere både svulmende symfonisk og dynamisk dansant, og Den Kongelige Ballet har denne sæson fire par i hovedrollerne, hvoraf to danserinder stjæler showet som Svanesøens dronninger:

Se koreografiens facetter som metaforik: Som lys, der reflekteres og stråler i en prisme, og en personificering af håbet i mørket

Ved premieren lørdag d. 28. januar fortolkede Emma Riis-Kofoed i symbiotisk partnerskab med Jonathan Chmelensky – og med en fuldstændig perfekt balance, i svimlende smuk og lydefri legato – dobbeltpartiet Odette/Odile.

Tirsdag d. 31. januar debuterede Astrid Elbo som Odette/Odile med et overbevisende nuanceret portræt overfor Ryan Tomashs brændende, troskyldige Siegfried.

Elbo, der stadig venter på sin solodansertitel, har skabt et detaljeret narrativ for sin karakter og brudt dansens fraser op med intelligent gennemarbejdet teknisk logik, der med tydelige accenter og i uventede kontraster åbner for at se koreografiens facetter som metaforik: Som lys, der reflekteres og stråler i en prisme, og en personificering af håbet i mørket.

Der er mange flotte præstationer i andre partier, fx Mathieu Rouaux’ Rothbart, og det slog mig igen denne gang, hvilken koncentration og stemning Oliver Starpovs russiske gruppedans skaber i 3. akt, som lyden af koreografiens løb, fald og de knitrende skørter spændes op mod soloviolinens spæde, knirkende og hidsige strøg. Der er virkelig noget på færde.

——————–             

Svanesøen

Dirigent: Vello Pähn
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe, efter Marius Petipa og Lev Ivanov (prinsens solo i første akt af Erik Bruhn, ungarsk og neapolitansk dans af Gregory Dean, russisk og spansk dans af Oliver Starpov)
Musik: Pjotr Tjajkovskij (Svanesøen, 1876)
Scenografi, lys- og videodesign: Mikki Kunttu
Kostumer: Mia Stensgaard
Videografik: Greenwall Designs AB/David Norström & Viktor Rundlöf
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe med Stacy Caddell, James Clark, Ask la Cour, Gregory Dean, Oliver Starpov, Claire Still, Amy Watson og Ann Kolvig (børn)
Operaen, København. Spiller til 10. marts.

——————–