Bragt i Kristeligt Dagblad 8. oktober 2019.
Spar Dame: Med Tobias Praetorius i rollen som Hermann træder ”Spar Dames” store spørgsmål om moral, etik, dødssynd og straf så tydeligt frem, at scenekunst bliver til sandhed
⭐⭐⭐⭐⭐⭐ (6 ud af 6 stjerner)
“Tre, syv, es! Tre, syv, dame,” gentager ingeniørofficeren Hermann igen og igen for sig selv i sit værelse på Obukhov-hospitalet ved Fontanka-kanalen i slutningen af Pusjkins novelle ”Spar Dame”. På Gamle Scene på Kongens Nytorv fortolker Tobias Praetorius figuren i Liam Scarletts ballet af samme navn, som han tomt ser frem for sig og mekanisk lægger sin skæbnes kort i et mentalt mørke, tabt for virkeligheden og verden omkring ham.
Det er en enestående præstation, Praetorius yder i rollen, hvor han med prægnant koreografisk klarhed og en stærk kunstnerisk kraft synes at skubbe de fysiske rammer – det gamle teaterhus på Kongens Nytorv, scenens hvide rammeprofiler, de mennesker man sidder omgivet af, ja alle andre kunstnere på scenen – ud i en så fjern periferi, at der opstår et rum omkring ham og en kontakt i øjeblikket, der er 1:1.
En intens og sjælden oplevelse, som kun de største scenekunstnere kan skabe: Denne unge dansers kompromisløst indlevede fortolkning af karakteren med ”en profil som en Napoleon, et hjerte som en Mefistofeles” føles faktisk historisk, i hvert fald som en milepæl i min teatererfaring, og forløser dermed usentimentalt og uden fortrydelse ikke kun Pusjkins centrale, inhumane portræt men faktisk hele værket.
Koreografen Liam Scarlett optegner sin mesterlige helaftensballet som en konventionelt fremadskridende fortælling i otte detaljerede og koreografisk præcise tableauer: Fra første gang den unge officer Hermann hører vandrehistorien om grevindens – Spar Dames – hemmelighed fra sine soldaterkammerater til hans møder med hendes plejedatter, Liza, som han hjerteløst kurtiserer bag ryggen på den gamle for at aflure hende nøglen til kortspillet faro.
Scarlett stedfæster et særegent russisk, maskulint, militaristisk miljø i soldaternes sovesal med en viril ensemblescene, hvor koreografien af kosaktrin, skøjteløb og ridning er komponeret som en lystig men disciplineret eksercits overfor et feudalt og feminint intermezzo i grevindens gemakker, hvor nervøse terner tåprikker sig rundt om deres humørsyge herskerinde.
Som Pusjkin skaber Scarlett også et stort og overbevisende persongalleri og fortæller historier i historien, der fortolker novellens budskaber i flere lag, og passer Den kgl. Ballets skuespiller-dansere som hånd i handske, fra Jón Axel Fransson som soldaten Tomskij til Nicolai Hansen som spilleren Cekalinskij og utallige unavngivne karakterer i korpset.
Koreografisk er registret bredt og ekspressivt, startende med etableringen af et symbolsprog i gestik og markante signaturbevægelser, hvor eksempelvis hænder vendes og fingre foldes ud i vifteform, som illustration for kortene, der vendes og spredes på det grønne bord; hvor lange fingre spiller om halsen som tegn for grevindens glimtende diamantcollier, det samlende billede på Spar Dames dødssynd, grådigheden.
Begge er tematiske udgangspunkter, der udvikles i en formmæssig og dynamisk skildring af den kompleksitet, de overvejelser og tanker en tekst kan rumme, fra den dansede monolog til værkets store ensembler.
Ved hendes begravelse svajer de sørgende som bøjelige grædepile i vinden, men fryses og fossileres sluttelig i deres umenneskelighed som et tegn over de to spillere, grevinden i kisten og officeren i galehuset, der bliver hinandens undergang.
I 2. akts truende, omskiftelige balscene fejes ”Spar Dame” med i en fermt forførende komposition til Tjajkovskijs ”Valse Caprice”, der formidler den flydende og farlige verden mellem fantasi og virkelighed, Hermann bevæger sig i, og som univers udgør en dekadent kontrast til livskraften i første akt.
Scarlett visualiserer lydhavet, der bølger op fra orkestergraven, med en svimlende hvirvelstrøm af bevægelse, hvor narrative elementer i valsetakt elegant føres ind og ud af billedet, hvor tiden både glider og står stille: I et surreelt øjeblik fastholder han Hermann og Cekalinskijs datter Pauline overfor officeren Tomskij og Liza i en sammenstilling af de karaktermodsætninger, ”Spar Dame” først og fremmest udstiller og bogstaveligt talt holder op under et koldt lys: Den afgrund af erfaring og de drømme, der skiller Hermann fra Liza, Pauline fra Tomskij og det ene menneske fra det andet.
”Spar Dame” er deres historie, hvor også korpsets par i valsen mangfoldiggør idéen og spejler hinanden i både symmetriske og asymmetriske figurer, hvor maskerne slutteligt falder, og hvor der peges frem mod scenen, hvor grevinden efter aftenfesten ser sig i spejlet og væmmes, frastødt af billedet af sin egen hæslige natur.
”Spar Dame” er også historien om genkendelsen, den sjælelige korrumpering og ondskaben, der overleveres og spreder sig, fra grevinden til den smittede Hermann, der igen og igen gør knæfald for kvinden, han sluttelig tager livet af. Ved hendes begravelse svajer de sørgende som bøjelige grædepile i vinden, men fryses og fossileres sluttelig i deres umenneskelighed som et tegn over de to spillere – grevinden i kisten og officeren i galehuset – der bliver hinandens undergang.
Alle tre hold, der fortolker ”Spar Dame” på Det kgl. Teater, leverer beundringsværdigt spil, men med Tobias Praetorius som Hermann træder stykkets store spørgsmål om moral, etik, dødssynd og straf så tydeligt frem, at scenekunst bliver til sandhed. Det er et knugende og rystende portræt af en iskold karakter så blottet for følelse og empati, at den – passende – dominerer og på sin vis iscenesætter resten af ensemblet og uforglemmeligt forløser ”Spar Dame” som værk.
——————–
”Spar Dame”.
Koreografi: Liam Scarlett.
Gamle Scene, Det kgl. Teater, København.
Til 23. november.
——————–
Illustration: Tobias Praetorius som Hermann. Foto: Henrik Stenberg.