ANMELDELSE – Genopsætningerne af ”Kermessen i Brügge” og ”La Ventana” er et stille frieri til Den Kongelige Ballet

Kristeligt Dagblad 2. september
⭐⭐⭐⭐ (4 ud af 6 stjerner)

Den lange vej tilbage til August Bournonville er begyndt for Den Kongelige Ballet, efter at den unikke danske kulturarv har været misfortolket og forsømt siden 2008. Det er en strategisk beslutning fra Det Kongelige Teaters bestyrelse, som Nikolaj Hübbes efterfølger som balletchef, Amy Watson, har tilsluttet sig – ikke blot ved at rette et fornyet fokus mod det bevarede repertoire af balletter fra 1800-tallet, men også mod de dele af traditionen, der omfatter danseruddannelsen og en specialisering i teknik, musikalitet og mime.

Watson udnævnte i sidste uge den tidligere solodanser Rose Gad og solisten Alexander Stæger til Bournonville-ambassadører med ansvar for at varetage, videreudvikle og styrke Den Kongelige Ballets forankring i Bournonvilles stil og fortællekunst.

Første skridt er genopsætningerne af det romantiske divertissement “La Ventana” fra 1856 og eventyrkomedien “Kermessen i Brügge” fra 1851. Her står Alexander Stæger for en nyfortolkning af den spanske ballet, mens Rose Gad i samarbejde med Bournonville-doyennen Dinna Bjørn har instrueret det nederlandske folkelivsbillede efter Hans Brenaas legendariske iscenesættelse fra 1978.

“La Ventana”, hvor handlingen er begrænset til en enkel episode, og fokus ligger på atmosfære og dans, er et eksempel på en ballet, hvor formgivning og frasering af dansen er af afgørende betydning. Modsat er “Kermessen” i højere grad handlingsbåret, så vægten ligger på det dramatiske forløb og mimiske udtryk.

Stægers iscenesættelse viser måske først og fremmest, hvor afgørende Bournonville-træningen bliver de kommende år: Det er hundesvært at danse Bournonville, og størstedelen af danserne – både solister og korps – er udfordrede i en grad, hvor det handler om grundlæggende mestring og forståelse af form, balancer og vægtskifte.

Jón Axel Fransson stråler imidlertid forbilledligt i sit nænsomme, naturlige spil og sine komplekse solovariationer som Señor i “La Ventana”, som han – som båret af en usynlig hånd – flyver ubesværet og lykkeligt gennem musikken og over scenen med en smittende danseglæde.

Tobias Praetorius, der stadig venter på en solodansertitel, har i den mandlige hovedrolle i “Kermessen” samme lysende overskud og forløser tilmed sin figur, violinspilleren Carelis, med en beslutsom handlekraft og energi, som karakteren måske aldrig har haft før. Som Eleonore er Eukene Sagues nået langt med arbejdet med dansestilen, men er så ivrigt overspillende og kåd som den forelskede unge pige, at poesien mellem parret mangler.

Kunstnerisk og fortællemæssigt er det et højdepunkt, når Eleonore og Carelis træder frem blandt “Kermessens” mange både bevidst overtegnede og afslørende karikaturer i en romantisk scene, hvor han tilbyder hende en blomst, der kun lige akkurat er ved at springe ud, og beder om en dans.

Den mimiske dialog glider over i akademiske trin, hvor deres bevægelser spejler hinanden i figurer og fortæller om omfavnelser, der kun udspiller sig i fantasien, og nænsomheden i beskrivelsen af de unges tøvende, generte og kyske følelser for hinanden er et fint eksempel på den menneskelighed og følsomhed, der kendetegner Bournonvilles personer. Men den fine spejlduet på markedspladsen er kun anslaget til parrets intime møde i Eleonores kammer i ballettens anden akt, hvor Carelis kravler ind ad vinduet og forfører sin elskede med en længselsfuld “romanesca”.

“Snart bliver hans udtryk ømmere, og hun vil gå bort,” skriver Bournonville i sin libretto, “men han lokker hende tilbage, dansende ved tonernes tryllemagt. Da hun endnu vil fly ham, lægger han fiolen fra sig og går sørgmodig bort. Men nu er det hendes tur til at kalde ham tilbage: Musikken forener dem begge, og de tilstår deres kærlighed for hinanden.”

Scenen er en af balletlitteraturens reneste og mest gribende skildringer af den første, lykkelige oplevelse af kærlighed. Et subtilt, sanseligt “tableau vivant”, en kærlighedsakt udtrykt i koreografi, musik og følelse, der også er et udsagn om Bournonvilles egen romantiske forestilling om elskov og om kunsten som et medium for en sublim forening, der både er kropslig og sjælelig.

Den forståelse mangler i den nuværende iscenesættelse, hvor Eleonore og Carelis jages gennem dansen og spillet i netop dette sublime øjeblik, hvor tiden skal stå stille, og forståelsen af livets dybeste mening skal indfinde sig.

Blandt den farverige mængde af borgere, bønder og riddere træder Christina Hammari omsorgsfuldt menneskeligt frem som mor Trutje, og Agnes Rosendahl og Elvira Thomsen som hendes døtre Marchen og Johanne, samt – naturligvis – Sebastian Suhr og Nico Janssen som pigernes bejlere, de to tøffelhelte Geert og Adrian. I divertissementet i tredje billede må man beundre en anden af Den Kongelige Ballets store talenter, Sylvester Jønson, for hans rene linjer og perfektion.

Programmet med ”La Ventana” og ”Kermessen”, der kun opføres seks gange, er et velkomment gensyn med begge balletter – de blev sidst set i 2013 – men viser altså også, hvor omfattende et arbejde med alle traditionens elementer der ligger forude, hvis den skal bevare sin gyldighed og relevans. Og der er allerede nu læring at hente. Nok først og fremmest, at der skal arbejdes med den poesi, der er livsslaget i Bournonvilles livssyn og hans dans, og at der i lige så høj grad som nytænkning er behov for at søge egentlig værkforståelse.

Spørgsmålet om samtykke, som Alexander Stæger har indlagt som prolog i “La Ventana”, er eksempelvis ikke kunstnerisk funderet, men tænkt politisk og fungerer – modsat sin hensigt – dramatisk begrænsende. Hans greb med at lade Señor dukke op i Señoritas spejlbillede som i en drøm – inspireret af John Crankos ballet “Onegin” – er derimod berigende og bør blive hans blivende aftryk på ballettens opførelseshistorie.

——————–

”Kermessen i Brügge” og ”La Ventana”. Koreografi: August Bournonville. Musik: H.C. Lumbye, V. C. Holm og H.S. Paulli. Scenografi: Jérôme Kaplan og Christian Friedländer.

Det Kongelige Teater, Gamle scene. Spiller til 13. september.

——————–

Foto 1: Tobias Praetorius og Eukene Sagues som de unge elskende i “Kermessen i Brügge”. Fotograf: Henrik Stenberg.

Foto 2: Jón Axel Fransson og Holly Dorger som Señor og Señorita i Bournonvilles spanske stemningsbillede, “La Ventana”. Fotograf: Henrik Stenberg.