ANMELDELSE –Tobias Praetorius’ fire koreografiske vignetter er en hyldest til dronningen og hendes søstres fortælling om deres hjem, Amalienborg.

Bragt i Kristeligt Dagblad 31. marts 2022

⭐⭐⭐⭐ (4 ud af 6 stjerner)

Balletfilmen ”Palæerne danser”, der søndag aften blev vist på TV2 i forbindelse med transmissionen af den 10. og sidste uddeling af Dronning Ingrids Hæderslegat, er inspireret af Amalienborg Slots fire palæer som såkaldt ”site specific” koreografi, dvs. dans der er skabt ikke til en scene, men i dialog med et alternativt rum.

I udsendelsen talte H.M. Dronningen indledningsvis om sin livslange fascination af ballet som båret af dens tætte sammenhæng med musik, hvor den forløses mest sublimt, når de to kunstarter samles i ét stærkt, kunstnerisk udtryk. Dette er også det rene udgangspunkt for koreografen, Tobias Praetorius’, arbejde, som han markerer i et konkret udsagn i aftenens første dans i Christian VIII’s Palæ, en solo danset af Emma Riis-Kofoed til Johan Dalenes fortolkning af ’Mélodie’ fra Petr Tjajkovskijs kammerværk, ”Souvenir d’un lieu cher”, Minder om et elsket sted.

Riis-Kofoed og Dalene står sammen foran den neoklassiske riddersals to skulpturer af musikkens og dansens muse – Euterpe og Terpsichore – af Bertel Thorvaldsen, hvor hun, klædt i en let empirekjole og med afsæt i Tjajkovskijs og Praetorius’ komposition i lyrisk flydende bevægelse søger at indfange stedets ånd, om end ikke rigtig perioden eller Thorvaldsens plastik, før hun i en slutgestus løfter en usynlig tambourin med hænderne, som er hendes dans også musik.

Praetorius koreograferer med et nik til dronningens historie- og stilbevidsthed en dans for fire par i rokokokostumer, hvor en kvinde nysgerrigt åbner en dør på klem

Den samlende fortælling er de kongeliges historie og forbindelse med husene, hvor kvintetten i Christian IX’s Palæ til Tjajkovskijs ”Valse Sentimentale”, fortolket af cellisten Andreas Brantelid, måske er den mest konventionelle rent koreografisk, men også den mindst forklarede: Kostumerne hensætter os til perioden, hvor det første glücksborgske kongepar blev Europas svigerforældre og deres børn konger og dronninger i kontinentets store dynastier. Måske er det deres dans.

Duetten skabt til Frederik VIII’s Palæ synes i sin eksponering af kontraster at ville kæde dronningens erindringer om lyset i rummet fra sin egen barndom sammen med palæets nuværende beboere, kronprinsen og kronprinsessen, i sin modernitet og med en sangtekst af Jens Christian Grøndahl.

I den sidste miniature, i det storslåede rum skabt af grev Moltke til bygningen, der i dag kaldes Christian VII’s Palæ, koreograferer Praetorius med et nik til dronningens historie- og stilbevidsthed en dans for fire par i rokokokostumer, hvor en kvinde nysgerrigt åbner en dør på klem og løber ind og slutter sig til dansen.

Parrene repræsenterer naturligvis de fire adelslægter, der byggede Amalienborg, og kvinden – danset af tidligere solodanser Christina Michanek – er ingen ringere end Margrethe selv, som Praetorius med et fint lille greb viser os ved at lade hende gentage den lille sekvens af trin, vi genkender fra en privatoptagelse fra dronningens egen danseglade barndom.

Valget af Tjajkovskij som den gennemgående musikalske stemme i ”Palæerne danser” er selvfølgelig begrundet i hans geni som komponist for melodisk og dynamisk, dansant energi – ’Mélodie’ betegnede han selv som ”en sang uden ord”.

Som koreografi savner afsættet måske ambitionen om at løfte sig over det personlige og sentimentale

Men der er ingen forbindelse mellem den russiske kunstner og Amalienborg, endsige med dansk musik eller ballettradition, og ”Palæerne danser” kunne og burde måske have haft en helt anden prægnans med rødder i den historik, der vitterligt eksisterer tilbage fra kompleksets tidlige historie som lystslottet Sophie Amalienborg, der blev opført 1667-73 i Ny København og opkaldt efter dronning Sophie Amalie, der også var en ivrig danser.

Det er ikke første gang, der danses på Amalienborg. Her lå nemlig Sophie Amalienborgs Teater, også kaldet Comediesalen, hvor ikke kun dronningen selv dansede for, men hvor franske aktører og dansere, musikere fra Det Kgl. Kapel og danske operasangere optrådte for kongehuset og hoffet i 1680’erne, før det i 19. april 1689 brændte ned ved en frygtelig katastrofe.

Som ”pièce d’occasion” er ”Palæerne danser” en elegant, velkomponeret, let og kærlig hyldest udført af sublime dansere og musikere. Som koreografi savner afsættet måske ambitionen om at løfte sig over det personlige og sentimentale mod den bevidsthed, stringens og karakter, der efter min mening gør dans til kunst.

——————–

”Palæerne danser”. Koreografi: Tobias Praetorius. Amalienborg/TV2, København.

——————-

Topfoto: I dansen i Christian VII’s Palæ repræsenterer de fire par adelsslægterne der byggede Amalienborg, og den centrale figur H.M. Dronningen selv. Foto: Macho Films for LL Local & Global.