ANMELDELSE – ”Galla for Ukraine” på Operaen var en gribende fortælling om kunst som sandhed og løgn og et valg mellem en virkelighed og en anden.

Kristeligt Dagblad 23. august 2022

⭐⭐⭐⭐⭐⭐ (6 ud af 6 stjerner)

Som et temmelig umage par forlovede Den Kejserlige Ballet sig efter bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland i 1917 med landets nye magthavere, proletardiktaturet. Den aristokratiske kunstart, der var født ved Ludvig 14.s franske hof, blev i Sovjetrusland nyfortolket som arbejderkultur.

Tanken var oprindelig, at den ordløse kunst kunne bruges som propagandateater og løfte og forståes af de store dele af den etniske sammensatte befolkning, der dengang var analfabeter eller simpelthen ikke talte russisk, men både magthaverne og det udannede publikum forelskede sig hovedkulds i balletten som en følelsesventil og en flugt fra en brutal og hård virkelighed.

Man sagde om Stalin, at ballerinaer var de eneste mennesker i verden, der kunne kalde en tåre frem på ståldiktatorens kind, og ballet blev så central en kunstart for den sovjetiske stat, at den blev budskabsbærer i nationens svære og farlige overgangsstunder: Hvis ”Svanesøen” pludselig kørte i ring på TV og i radioen, så vidste russerne, at det betød, at en leder var død og et magtskifte undervejs.

Så sent som 3. marts i år, da Ruslands sidste uafhængige TV-station, Dozhd TV, blev lukket ned, skete det også ved, at Kreml netop beordrede en transmission af ”Svanesøen” i et ”loop”, til kanalen gik i sort.

Derfor er balletdanserne ved Bolsjojteatret i Moskva, magtens teater, fortsat så tæt på Kreml, og den bevågenhed, de arbejder under, så stor, at der ikke er plads til kritik af den officielle politiske linje. Efter Putins invasion af Ukraine 24. februar postede flere solodansere beskeder på Instagram med ønsker om fred mellem de to nationer, men opslagene blev hurtigt fjernet, og i dag skriver danserne kun harmløst om deres optrædener i ”Nøddeknækkeren” og ”Anna Karenina”.

Ballet er altså ikke kun kunst, men politik i Putins Rusland. Værker som den kontroversielle, systemkritiske biografiballet ”Nurejev”, som det russiske styre i en periode havde tolereret, er nu endegyldigt taget af plakaten, og i stedet går ”Spartacus” igen aften efter aften over scenen. En ballet af Jurij Grigorovitj fra 1968, der er synonym med sovjetisk ballets heroiske, atletiske og melodramatiske stil og i udpræget grad et udtryk for sovjetisk propagandakultur, hvor systemet understregede parallellen med proletariatets kamp mod imperialistisk tyranni.

Gladiatorens skæbne var genkendelig for generationer af russere, der var opvokset med fortællinger om selvopofrelse i kampen mod undertrykkelse. I dag er det selvfølgelig Ruslands egen kamp mod den vestlige overmagt, ”Spartacus” skal minde publikum om, men balletten rummer som mulighed også en skjult sandhed for individet, der selv længes efter frihed.

Der skal kun én stemme til at afsløre løgnen, én danser til at udtrykke ballets sandhed bag den falske og forlorne patos. I dag er den danser Bolsjojballettens primaballerina, Olga Smirnova, som krigen i Ukraine og undertrykkelsen af ytringsfrihed og menneskerettigheder gav modet til at handle.

”Jeg havde aldrig troet, jeg skulle skamme mig over Rusland. Jeg har altid været stolt over det russiske folk, af vores kulturelle og atletiske bedrifter, men jeg føler, at der trukket en streg i sandet, der adskiller før og efter”, skrev Smirnova på det russiske sociale medie, Telegram, før hun forlod Rusland: ”Mit liv blev forandret på en dag. Om morgenen anede jeg ikke, at jeg ville forlade Rusland. Samme aften sad jeg på et fly”.

Olga Smirnova går dermed i fodsporene på en lang række af russiske kunstnere fra Sergej Diaghilev og kredsen omkring Ballets Russes i starten af det 20. århundrede til Rudolf Nurejev og Mikhail Baryshnikov, der alle forlod det store kulturimperie i en søgen efter personlig og kunstnerisk frihed.

Lørdag aften var russisk ballets dronning sensationelt hovednavnet ved ”Galla for Ukraine”, en privat arrangeret velgørenhedsforestilling på initiativ af advokat Philip Maury, hvor de medvirkende kunstnere optrådte uden honorar, og overskuddet fra gallaen vil gå til genetablering og bevarelsen af ukrainsk kulturarv.

Smirnova dansede først og fremmest Mikhail Fokines lyriske miniature ”Den døende svane”. En ikonisk koreografi, der med sin martyriefortælling og en udbredt identifikation mellem svanen og Rusland rummer en enorm symbolsk betydning for russisk kultur og selvforståelse.

I København blev Smirnovas dans en afklædning af myten om værket som russisk skæbne og som nationaleje i en understregning af værkets universelle karakter og af den humanisme, der er kunstarten ballets dybe essens. Et budskab om netop frihed og uangribelig menneskelig værdighed, som Smirnova fremstillede med en overlegen lydefri teknisk beherskelse og en sublim, uovertruffen formtegning i brugen af halsen, smidigheden i ryggen og sin detaljerede, gennemtænkte brug af arme, hænder og fingre.

På samme program kunne Paul Lightfoot og Sol Leons duet ”Postscript” næsten ses et p.s. til de russiske magthavere fra Smirnova om individualitet og hendes personlige valg om at udtrykke sig ikke-konformt.

Andre højdepunkter omfattede Kammerballettens opførelse af Paul Lightfoots livsrejse, ”Selvportræt”, samt de raffinerede verdensklassedansere fra Royal Ballet, Matthew Ball og Magyara Magri, i Kenneth MacMillans duet ”Romeo og Julie” samt bravourklassikeren ”Diana og Akteon”. Den rumænske diva Angela Gheorghiu sang arier fra ”Le Cid” og ”Gianni Schicchi”, og Tivoli Balletteater leverede et forløsende, humoristisk indslag på en aften, der ellers var båret af en gennemgående alvor.

Allerhårdest ramte bevidstheden om realiteten i mødet med kunsten, da gallaorkestret af ukrainske musikere i eksil spillede et ikonisk amerikansk stykke musik, Samuel Barbers sorgfulde ”Adagio for strygere”, under en videocollage af billeder af Mariupol Teater, før og efter dets sønderbombning og byens ødelæggelse.

En bitter stund, der mindedes ofrene, der havde søgt tilflugt i kældrene under bygningen, men som kunstens hus ikke kunne beskytte, og en smertelig erkendelse af afstanden og parallellen fra Operaen på Holmen i det beskyttede København til krigens grusomme virkelighed i Ukraine.

—–

Galla for Ukraine – koreografi af bl.a. Paul Lightfoot, Agrippina Vaganova, Kenneth MacMillan og Mikhail Fokine. Operaen, 20. august.