Nikolaj Hübbe: Den kgl. Ballet gennemlever en identitetskrise som både Balletgallaen og Etudes eksemplificerer: Vil man være dansk eller international?

⭐⭐⭐⭐⭐ (5 ud af 6 stjerner)

Der ligger selvfølgelig et udsagn i programvalget for den Balletgalla, balletmester Nikolaj Hübbe afsluttede sin balletfestival med lørdag d. 9. juni: En blanding af klassiske pas de deuxer danset af konstellationer af dansere fra Den kgl. Ballet og gæster fra Pariseroperaen, New York City Ballet, Bolsjoj-teatret i Moskva og Royal Ballet i London.

Budskabet er først og fremmest, at Den kgl. Ballet er i samme klasse som disse verdenskompagnier, at kompagniet så at sige kan danse med de største. Det er en anskuelse og en ambition, jeg med det samme vil anfægte: Selvom det er korrekt, at det danske kompagni ligesom gæsterne historisk er kendetegnet ved en national balletskole, en særlig national stilart, så har Den Kgl. Ballet aldrig teknisk været på samme niveau, men til gengæld i kraft af sin Bournonville-tradition stået som et helt egenartet kunstnerisk ensemble – et ”corpus separatum”, der ikke har haft behov for eller på den måde har kunnet sammenlignes med superligaen.

Kan man overhovedet kan kalde det et ”dansk” kompagni? Er Den kgl. internationale Ballet ikke et mere retvisende navn? To af de 10 solodansere er uddannet på Kongens Nytorv

De sidste 10 års nedprioritering af Bournonville-repertoiret og -træningen, parallelt med et voldsomt skift i ratioen af danske og udenlandske dansere så omkring 70% af kompagniets dansere i dag ikke er uddannet på Det kgl. Teater, har elimineret denne særlige status: Den Kgl. Ballet ligner til forveksling Het Nationale Ballet i Amsterdam, San Francisco Ballet og andre fine men ikke kunstnerisk distinkte ensembler i anden række.

Reelt kan man spørge sig selv, om man overhovedet kan kalde det et ”dansk” kompagni? Er Den Kgl. Internationale Ballet ikke et mere retvisende navn? To af de 10 solodansere er uddannet på Kongens Nytorv. Der er tre danske mænd i korpset. Tre.

Meget, meget mere end Bournonville

”Den kgl. Ballet er meget, meget mere end Bournonville”. Det gentog Nikolaj Hübbe som et mantra, hver gang han i løbet af festivalen stod foran det røde tæppe på Gamle Scene.

Udover Bournonville er dette stykke spin også en afvisning af de kunstnere, Hübbe står på skuldrene af, for Den kgl. Ballet har ikke mindst siden 1932, hvor Harald Lander blev balletmester på Det Kgl. Teater og påbegyndte den udvikling, der for hans vedkommende sluttede med ”Etude” og ansættelsen af russeren Vera Volkova som chefpædagog på Det Kgl. Teater i 1951, været internationalt orienteret.

Dobbeltheden og splittelsen mellem det hjemlige og aspirationen mod det internationale definerer Den kgl. Ballet og er i dag sat på spidsen af Nikolaj Hübbe

Er ”Etudes” en dansk ballet, kan man eksempelvis spørge? Med titlen ”Etude” havde den i sin første udgave premiere i København i 1948, men det er den radikalt anderledes version ”Etudes”, skabt til Pariseroperaens Ballet i 1952, der danses på Kongens Nytorv i dag.

Landers hovedværk, der afsluttede gallaen efter perlerækken af signatur-pas de deuxer – den franske ballerina Dorothée Gilbert dansede Victor Gsovskys strålende neoklassiske ”Grand Pas Classique”, skabt til Pariseroperaen, Lauren Lovette dansede George Balanchines sprælske ”Stars & Stripes”, Semyon Chudin ”Tornerose” og Reece Clarke den dramatiske afskedsscene fra Kenneth MacMillans kærlighedsdrama ”Manon” – rummer alle disse modsætninger, potentialer og forbehold: Dobbeltheden og splittelsen mellem det hjemlige og aspirationen mod det internationale, der definerer Den kgl. Ballet og i dag er sat på spidsen af Nikolaj Hübbe.

Etudes var et springbræt

Knudåge Riisagers geniale, modernistiske partitur over Carl Czernys ”Etuder”, der fra sin trillende, fløjtende og kvidrende ornitologiske ouverture står i syngende og mangefarvet kontrast til iscenesættelsens S/H mekaniske scenebillede og stramme, nærmest robotagtige træningsøvelser, lød under Garrett Keasts animerede direktion som en flyvsk voliere, et naturrige af liv og vækst, der frisatte legen i øvelsen, friheden i formen og skabte et medrivende og inspirerende følelsesunivers som klangbund for Den Kgl. Ballets dansere.

Holly Dorger, der er teknisk ballerina i Toni Lander-traditionen, overraskede i hovedpartiet med en virkelig fin, følsom, gennemarbejdet og betydningsbærende personlig fortolkning af Sylfide-sektionen, mens den smukt smidige og bløde Andreas Kaas’ generøse overskud strømmede som klart vand fra en evig kilde overfor Jón Axel Franssons formskarpe og fokuserede energi: Fransson, er, som de siger, så kold, at han brænder.

Og i et sjældent vellykket samspil blæste Den Kgl. Ballet og Det Kgl. Kapel nærmest taget af huset under finalen, hvor Keats som et spændstigt springbræt holdt Riisagers festlige bongotrommer under danserne, der spænede, fjedrede og sparkede sig vej over scenen i en kraftpræstation, der i et forførende øjeblik løftede sig over alle forbehold.

Det anerkender jeg gladelig, det var en stor aften, men når Nikolaj Hübbe vægter momentet over ”la longue durée”, så er det en fejlagtig prioritering. Når han vægter teknik over indhold, udenlandske over dansk-uddannede dansere og et internationalt standardrepertoire over kulturarv, så er det ikke visionært eller et udtryk for udsyn men derimod det modsatte.

Balletgalla. Det kgl. Teater, København, Gamle Scene. 9. juni.
Foto 1: Jón Axel Fransson i ”Etudes”. Fotograf: Costin Radu.

Hübbe’s Company:
The Royal Danish International Ballet

The Royal Danish Ballet is having an identity crisis, The Ballet Festival’s gala performance and Etudes are both examples of the company’s dilemma: Does it want to be Danish or international?

⭐⭐⭐⭐⭐ (5 out of 6)

Nikolaj Hübbe ended his ballet festival on Saturday 9 June with a Ballet Gala as a statement.

Programming a mix of classical pas de deux performed by constellations of dancers from The Royal Danish Ballet and guest artists from the Opéra de Paris, New York City Ballet, The Bolshoi and London’s Royal Ballet, he tells us that the RDB is in the same league as these leading companies, that the Danish company can dance with the best, that it’s a world class company.

It’s a viewpoint and an ambition I fail to follow: Although it is correct that the Danish company, like the guests at the gala, has historically been characterized by having a national school, a national style even, comparing the RDB competitively in terms of technique has never really applied: Thanks to the Bournonville tradition, the company has held a position as a artistically unique ensemble, a ”corpus separatum” with no need for such comparisons.

It is a fair question to ask if you can even call the RDB “Danish” at this point? Wouldn’t the Royal Danish International Ballet be a more accurate title?

The reduced emphasis the Bournonville repertoire and training has seen over the past decade in combination with a substantial shift in the ratio of Danish-trained and foreign dancers – about 70% of the current company rooster has been trained elsewhere – has eliminated this special status: The RDB looks much like Het Nationale Ballet in Amsterdam or The San Francisco Ballet, excellent but not artistically distinct, regional ensembles.

It is a fair question to ask if you can even call the RDB “Danish” at this point? Wouldn’t the Royal Danish International Ballet be a more accurate title? Just two out of 10 principal dancers trained at the Royal Theatre in Copenhagen. There are three Danish men in the current corps de ballet. Three.

So much more than Bournonville

”The Royal Danish Ballet is so much more than Bournonville”.

Although the company has arguably never given fewer Bournonville performances and currently receives no Bournonville training, Nikolaj Hübbe repeated this line as a mantra every time he appeared in front of the red curtain at Gamle Scene during the festival.

Apart from disregarding the truth about Bournonville at the RDB, this piece of spin also rejects the artists whose shoulders Hübbe stands on: The company has had an international outlook and been fundamentally open to international influences at least since 1932, when Harald Lander became the Ballet Master at the Royal Danish Theatre and started a development that would end with the creation of “Etude” and the hiring of Vera Volkova as a primary teacher at the Royal Theatre in 1951.

The dilemma and the division over the domestic and the aspiration for the “international” has marked the RDB for almost a century and has come to a head under Nikolaj Hübbe

“Etudes” is in fact, a case in point, part of the Danish “kulturkanon” even – a cultural canon compiled by the Ministry of Culture. But is it Danish? It first opened under the title “Etude” in Copenhagen in 1948, but the ballet we see today is a very different version, ”Etudes”, originally created for the Opéra de Paris in 1952.

Lander’s main work – which crowned the gala following a series of signature pas de deux; Dorothée Gilbert and Marcin Kupinsky (RDB) in Victor Gsovsky’s ”Grand Pas Classique”, Loreen Lovett and Ulrik Birkkjær (Danish, guest artist) in George Balanchine’s ”Stars & Stripes”, Semyon Chudin and Ida Praetorius (RDB) in ”Sleeping Beauty” and Reece Clarke and J’aime Crandall (RDB) in the final ”Manon” pas de deux – embodies all of these contradictions, the potential and reservations: The dilemma and the division over the domestic and the aspiration for the “international”, which has marked the RDB for almost a century and which has come to a head under Nikolaj Hübbe.

Etudes is a springboard

The trills, croons and twitters of the ornithological ouverture of Knudåge Riisager’s brilliant, modernist score based on Carl Czerny’s ”Etudes”, which forms such a striking coloristic contrast to the ballet’s mechanical, bare, black and white setting and its rigid, almost robotic training, sounded like an aviary in spring under the animated direction of Garrett Keast; a realm of nature, life and growth, which liberated the playfulness of the exercise and the freedom found in form, creating an exuberant and inspiring emotional universe for the dancers of the RDB.

Holly Dorger, who is a technical ballerina in the Toni Lander tradition, gave a surprisingly delicate, thoughtful and meaningful personal interpretation of the Romantic section, while Andreas Kaas’ generous, pliable and soft dancing flowed like fresh waters from an eternal spring opposite the fiery energetic and focused Jón Axel Fransson: Fransson, is, as they say, so cold, he burns.

Keats connected so successfully with the company, he seemed to bring out what sounded like bongo drums in Riisager’s exhilarating finale, offering them as a springboard for the dancers, who sprinted, bounced, and kicked their way across the stage in a tour de force that blasted all reservations.

I am happy to recognize this great evening at the theatre, but choosing the momentary over ”la longue durée” has consequences. Choosing technique over content, foreign-trained over Danish-trained dancers, and an international standard repertory over national heritage is not visionary or a sign of particularly inspired outlook. It’s the opposite.

Ballet Gala. The Royal Theatre, Copenhagen, Gamle Scene. June 9, 2018.
Foto 1: Jón Axel Fransson in ”Etudes”. Photography: Costin Radu.

Nikolaj Hübbes kompagni: Den Kgl. Internationale Ballet