ANMELDELSE – Giv et glimt tilbage, fristes man til at sige om Den Kongelige Ballets opsætning af August Bournonvilles mest danske ballet, der sætter gøgl over værkets ånd.

Bragt i Kristeligt Dagblad 28. januar 2021

⭐⭐⭐ (3 ud af 6 stjerner)

Ingen ringere end det moderne gennembruds fader, Georg Brandes, var blandt beundrerne af August Bournonvilles ballet ”Et Folkesagn” fra 1854. I Kulturkritik betegnede han 1869-70 indsigtsfuldt balletten, der var inspireret af gamle sagn om højfolket, ellepigerne og bjergtagne børn, som havende ”virkelig betydning for dansk åndsliv”. Kun i ballettens ordløse sprog og poetiske univers kunne folkefantasierne ”opstå af graven, genkendes og helt forstås…”

Bournonville selv regnede ”Et Folkesagn” for sit ”fuldstændigste og bedste koreografiske arbejde… navnlig med hensyn til dens danske karakter.” Det helstøbte drama om to forbyttede piger er båret af skiftende scener af dans og mime, mesterligt disponeret i tre akter og 14 billeder til det 19. århundredes fineste balletpartitur, 1. og 3. akt med musik af Niels W. Gade og 2. akt som et udtryksfuldt eksempel på den nordiske tone, J.P.E Hartmann havde skabt med musikken til Adam Oehlenschlägers ”Guldhornene”.

Hovedpersonen Hilda der stjæles fra sin vugge af trolde, personifikationen af det gode, det sande og det skønne

Bournonville betragtede Oehlenschläger som sin kunstneriske fader, hvis første digtsamling hyldede sammenhængen mellem mennesket, historien, naturen og kærligheden – ligesom ”Et Folkesagn”, hvis helt centrale symbol, guldbægret, også er en henvisning til det skelsættende nationalromantiske digt og tidens forestilling om en strålende fortid.

I balletten er arvingen til Højgården, hovedpersonen Hilda, der stjæles fra sin vugge af trolde, personifikationen af det gode, det sande og det skønne og den humanisme, mildhed og empati, Bournonville så som særligt kendetegnende det danske folk i en periode, hvor kærligheden til fædrelandet og tanken om ”en stor familie” var den dominerende kultur.

Værket rummer med andre ord guldalderen og nationalromantikkens arvegods, og er mirakuløst blevet overleveret i en levende tradition, men opført med skiftende held, i nu 168 år. I Hans Brenaas opsætning fra 1969 kom komikken fra troldenes verden til at overskygge poesiens og kærlighedens, og det samme er tilfældet med Nikolaj Hübbes ”Et Folkesagn”, der i sit værdigrundlag ligger så fjernt fra forlægget, ja faktisk står i så alvorligt modsætningsforhold til det, balletten fra 1854 fortæller, at man ikke kan kalde den Bournonvilles.

Guldalderromantikken, åndslivet og dens ”danske karakter” er tabt.

Et natligt orgie

Første akts idealiserede landskabsmaleri er erstattet af en papirklipsscenografi af botaniske motiver og et fantasiinsekt kaldet Sværmeren, der som dødssymbol svæver over jagtscenen. Bønder og borgere er kostumeret efter Provisorietiden og søger at bringe dens politiske og sociale spændinger i spil ved at lade den temperamentsfulde adelige frøken Birthe hundse med almuen, der meget lidt overbevisende danser Bournonvilles og Gades landlige, lystige danse med sure miner.

Birthes tilkommende, Junker Ove, er portrætteret som en drømmerisk og splittet sjæl, der i forestillingens mest vellykkede greb i en indlagt scene til Gades koncertouverture ”Hamlet” vitterligt giver løfte om en følelsesdrevet nyfortolkning for mennesker af kød og blod. Det er bestemt ikke hverken guldalder eller Bournonville, men det virker. Fra de indledende takters skæbnedrevne sørgemarchs opbygning til en næsten wagnersk, episk volumen svulmer øjeblikket med et overbevisende potentiale af dramatisk spændstighed og fysisk vildskab.

Det er trolden Birthe, Nikolaj Hübbe tænder på, og opsætningen handler i Mia Steengaards scenografi og kostumer i alt væsentligt om seksualitet

Nikolaj Hübbe er imidlertid ikke forelsket i Oves frelserinde, Hilda, og derfor falder scenens rejsning så at sige i den indlagte helbredelsesscene i 3. akt til det drivende sentimentale nummer for fløjte og harpe, ’Templet åbner’ fra ”Valkyrien” (altså Hartmanns musik i Gades akt?), der bruges som baggrund for Ove og Hildas forening. En påklistret flegmatisk, slatten koreografi uden dansant energi eller rytme af knap fire minutters varighed, der føles som 40.

Det er trolden Birthe, Nikolaj Hübbe tænder på, og opsætningen handler i Mia Steengaards scenografi og kostumer i alt væsentligt om seksualitet – menneskets dyriske natur – hvor underverdenens troldeakt er et natligt fetichorgie, der står overfor midsommerfestens borgerlige fejring af ægtepagten mellem Hilda og Ove.

De forbyttede børn, Hilda og Birthe, repræsenterer de kræfter og længsler, der trækker fra hver af disse sider af tilværelsen. Troldkonen Muri er som en dominatrix med blottede bryster Højgårdens tilknappede Fru Kirstines alter ego. Den rå, liderlige Diderik er den drømmende, ridderlige Junker Oves mandlige modstykke. Det viser Mia Steensgard ikke kun med markører i kostumeringen, men scenografisk med troldeverdenens klassicistiske arkitektur som nærmest piranesisk billede af en civilisation i ruiner.

Opsætningen er fragmenteret og spækket med tænkte idéer og henvisninger for kendere. Fra de tilrejsende danseres flag med annoncering om deres kommende optræden på Georg Carstensens teaterscene Casino – der på Bournonvilles tid var Københavns anden scene udover Det Kongelige Teater – til den overordnede koncepttænkning med Højgården som et 1800-tals-interiør med en beskæring af et Hammershøi-maleri diskret ophængt på væggen i det halvtomme rum med en suite af åbne og lukkede døre.

Forestillingen om hjemmet

Udsnittet af det kendte motiv med Vilhelm Hammershøis kone, Ida, som så ofte portrætteret bagfra, bliver her et poetisk, lidt sørgmodigt, meget større og langt mere interessant udsagn om hjem og identitet end opsætningens overdrevne opstilling af et modsætningsforhold mellem idealitet og seksualitet.

I det moment flugter Hübbes fortolkning også med Bournonvilles intention, der altid er forankret i spørgsmål om etik, værdier, livsvalg, og hvem du er. Her kunne han have bundet en meningsfuld sløjfe i sammenhæng med skildringen af Junker Ove som et spørgsmål om fremmedgjorthed og utilpassethed, der udfordrer forestillingen om hjemmet som en tryg ramme.

Der er plads til at åbne for spørgsmål, fordybelse og nuancer i Bournonvilles værker, naturligvis er der det. Det har beriget Bournonville-traditionen frem til vor tid

Der er plads til at åbne for spørgsmål, fordybelse og nuancer i Bournonvilles værker, naturligvis er der det. Det har beriget Bournonville-traditionen frem til vor tid, men denne opsætning er ikke en nyfortolkning, men en nedsmeltning. Det bliver for alvor problematisk, unødvendigt og trættende, når pointen med Birthes danselyst trækkes helt ud i ekstremer, så hun får en indlagt, nykoreograferet, manieret solo i sidste akts sublime ’Pas de sept’, ballettens eneste serie af klassiske variationer. Og når små trolde kravler rundt bag de nygifte under brudevalsen, og når vi – igen – får en spejling, da Birthe og Mogens stiller sig bag Hilda og Ove.

I ét flygtigt øjeblik, da Hilda har fundet vej til Højgården, får hun og Birthe øje på hinanden i et spejl og ser hinanden og sig selv som dem, de er. Det er et meget fint tænkt, indsigtsfuldt og berigende nyt greb. Alt det andet gøgl – gejl – er slet ikke nødvendigt.

——————–

”Et Folkesagn”. Koreografi: Nikolaj Hübbe og Sorella Englund efter August Bournonville. Operaen, Det Kgl. Teater, København. Til 17. marts.

——————-