ANMELDELSE – Ballet taler ikke længere kun om sig selv ved New York City Ballets gæstespil i Tivoli. Samtalen er blevet en anden, hvor det komplekse spørgsmål om, hvad skønhed er, er blevet helt centralt.

Kristeligt Dagblad, 16. august 2024
⭐⭐⭐⭐⭐⭐ (6 ud af 6 stjerner)

New York City Ballet åbner – som altid – sit gæstespil i Tivoli med George Balanchines neoromantiske signaturballet, ”Serenade” (1933). En dyb, resonant oplevelse fra første strøg i Peter Tjajkovskijs længselsfulde suite, hvor violiner, cello og bas stemmer an i en både lys og mørk, rig koral, og tæppet går op for et af kunstartens mest kendte tableauer: 17 kvinder, klædt i lange tylskjoler, danner et ubevægeligt skyggelandskab i natten.  

En udstrakt hånd både påkalder og skærmer blødt mod månens lys. I en langsom, næsten rituel serie af positioner fører kvinderne armene ned, så hænderne først rører tindingen i en bevidsthedsskabende gestus, og dernæst krydser brystet og hviler ved venstre skulder. Begge arme rundes foran kroppen, så fingrene næsten rører hinanden. Fødderne drejes ud i klassisk dans’ grundlæggende 1. position. Kvinderne er ikke bare kvinder, men balletdansere. 

Billedet er et udsagn, næsten en trosbekendelse. ”Ballet vil tale for sig selv – om sig selv,” mente Balanchine, der skrællede den europæiske kulturtraditions handling, scenografi og tutukostumer væk i sine værker, der ofte blev danset i sort/hvidt træningstøj. Med 100% fokus på dansens fysiske præstationer, på koreografisk form og grafisk struktur, hvor mødet mellem dans og musik skabte nye dimensioner af betydning og forståelse. 

Balanchine sagde også, “virkeligheden, den er ikke her”, og den allerdybeste motivation i hans kunst var en stræben efter en eksistentiel sandhed, hvor det skønne åbnede blikket og sindet for noget måske guddommeligt. ”Gode amerikanske dansere kan udtrykke ren følelse på en måde, man næsten kan kalde engleagtig,” sagde han om de kunstnere, han så som budbringere, og som han selv forgudede.

Med engle mente Balanchine ikke bløde luftånder, men mystiske væsner af overmenneskelig, åndelig styrke, og det er dette udsyn, der er forandret i New York City Ballet, 76 år efter kompagniet blev grundlagt og 41 år efter Balanchines død.

Kompagniets nuværende chef, Jonathan Stafford, taler ikke om engle, men om atleter, og ballet taler ikke længere kun om sig selv. Det er en fundamentalt forandret institution, vi møder i 2024: MeToo, Black Lives Matter og identitetsbølgerne har ændret kompagniets krop, køn og idealer radikalt. Æstetikken er ny, og samtalen er blevet en anden, hvor det komplekse spørgsmål om, hvad skønhed er, er blevet helt centralt. Længslen efter og aspirationen mod noget, der er større end os selv, er blevet erstattet af en målsætning om netop – eller kun – at være sig selv.

Og ja, denne generation af amerikanske dansere er også charmerende og teknisk set fantastiske. En generation af ”Millenials” af mange typer, ikke kun i hudfarve, men hvor der er både slanke og ikke helt så slanke dansere på scenen, og hvor proportioner efter den vestlige kulturs klassiske idealer har mindre betydning end præstation, teknik og talent for at bevæge sig i tid og rum.

Fokus er på at danse med en virtuos frihed, der tillader danserne at bevæge sig foran musikkens metre, danse igennem dens struktur og skabe fraseringer, der får publikum frem i sædet i en leg med dialogen og spillet mellem dans, rytme, rum og musik.

Det er også i Balanchines ånd, og New York City Ballet værner fortsat om Balanchine-repertoiret, men danser paradoksalt nok også mere ensartet og præcist – på sin vis med mindre frihed – end nogensinde i iscenesættelserne af både “Serenade” og det neoklassiske hovedværk “Stravinsky Violin Concerto” (1972).

Den koreografiske arkitektur i ensemblet står utroligt klart frem som baggrund for solodanserne Sara Mearns, Emilie Gerrity og Indiana Woodwards næsten melodramatiske fortolkninger af de tre kvindelige hovedpartier i ”Serenade”. Taylor Stanley og Unity Phelan er fremragende originale i deres formgivning af Balanchines kantede ekstrem-pas de deux i ”Stravinsky Violin Concerto” (1972), hvor ensemblet i sidste sats slipper danseglæden løs i Balanchines smittende geniale leg med trin og formationer fra russiske folkedanse.

Bedst fungerer New York City Ballets Resident Choreographer Justin Pecks ”Pulcinella Variations” (2017). En sindrig hyldest og dekonstruktion af klassiske trin og variationer, der både vækker latter og jubelråb over Pecks vilde tricks og klovnerier, energisk danset af blandt andre Tiler Peck, Emma Von Enck og Kj Takahashi.

Det havde været interessant at se flere og mere prægnante eksempler på de samtidsværker, der nu præger New York City Ballet, men jeg vil næste dage også se frem til at gense Balanchines ”Rubies” (1967), ”Allegro Brillante” (1956) og ikke mindst den britiske koreograf Christopher Wheeldons korte, men sjælfuldt intense pas de deux, ”This Bitter Earth” (2012).

Denne duet til en genkomposition af Dinah Washingtons vemodige ballade om jordelivets kvaler er nok gæstespillets fineste eksempel på, hvordan ballet også kan udtrykke gribende poetisk følelse og form i samtiden.

——————–          

New York City Ballet. Tivolis Koncertsal, København. Spiller frem til og med 18. august.

——————–

Foto #1

En ny generation: Taylor Stanley og Unity Phelan excellerer i George Balanchines spartanske neoklassiske formgivning i ”Stravinsky Violin Concerto”. Fotograf: Erin Baiano.

Foto #2

Tiler Peck og Tyler Angle i Christopher Wheeldons poetiske duet ”This Bitter Earth”.

Fotograf: Paul Kolnik.