ANMELDELSE – I Marcos Moraus “Afanador” hamrer små 40 spanske dansere rytmerne ud med hælene i en sort-hvid drømmeverden, der forløses i en ensom “soleá”.

Kristeligt Dagblad
⭐⭐⭐⭐⭐ (5 ud af 6 stjerner)

Det var en kærlighedsfest, da et hujende og stampende publikum lørdag aften kaldte Ballet Nacional de España frem efter den spanske koreograf og iscenesætter Marcos Moraus brag af et show, “Afanador”. Danserne, musikerne og sangerne klappede tilbage og sendte “mil besos”, tusind kys, og elskede i det øjeblik København lige så stærkt, som den fyldte sal på Gamle Scene havde taget deres glamourøse, absurdistiske, sort-hvide queer-verden af lidenskab, længsel og klage til sig.

Et næsten to timer langt sansebombardement, hvor ensemblets små 40 dansere på lange rækker og i skiftende formationer uophørligt havde hamret hidsige rytmer med hælene, knejset trodsigt med nakken og klappet med hænderne, så det knaldede som pistolskud.

Titlen, “Afanador”, henviser til den colombianske mode- og kunstfotograf Ruvén Afanador, der i 2001 fik sit gennembrud med sin fotoserie “Torero”, en samling portrætter af spanske og latinamerikanske matadorer i nogle meget stramme, rigt dekorerede “talleguillas”, altså knæbukser. Senere fulgte “Mil Besos” (2009) og “Ángel Gitano” (2014) om henholdsvis kvinderne og mændene i flamencoens Andalusien. Portrætterne er dels dokumentariske, dels tydeligt iscenesatte, og det er denne flamencoverden, der er det konkrete udgangspunkt for forestillingen.

Marcos Moraus “Afanador” åbner i et fotostudie, hvor de store lamper blitzer. De hænger i rækker og på saksearme under loftet og kaster deres skygger i overstørrelse op på den hvide bagvæg. Foran en række stole med flettede sivsæder, sådan som de står på ethvert “tablao”, står ensemblet klædt i sort. Mændene er i skjorte og bukser, kvinderne i korte toppe og lange, vide skørter, og alle har armene buet op over hovedet som til et gruppeportræt.

Studiet er afsættet til en kollage af stiliserede scenebilleder. Et tæppe glider ned over scenen, så danserne kun ses fra knæet og ned, og lyden af de snappende fodskift forstærker sanseoplevelsen. Tæppet hejses op, scenen drejer og bliver til et udendørs rum, hvor den blændende hvide bagvæg forvandles til en husmur med en balkon. Der står en kvinde med langt hår med ryggen til. Scenografien er monokrom, lyset skarpt og kontrastfyldt, og digitale effekter lægger sig over de fysiske kulisser. En mand står fladt op ad muren, mens streger vokser frem omkring ham som grenene på en vinstok.

Koreografisk arbejder Morau med en teknik kaldet “Kova”, hvor elementer fra traditionel spansk folklore skilles ad i stakkato, overdrives og stiliseres som fragmenterede bevægelser. Tyrefægterens rigide positurer og flamencodanserens hævede arme brydes op og sættes sammen på ny. Stampene sænkes i tempo og speedes op igen, og fødderne spiller på gulvet som på et slagtøjsinstrument.

I én scene står mændene med bar overkrop i vide skørter af sort tyl, syet i lag på lag af flæser som en flamencokjole. Skørterne står ud om dem, når de drejer rundt. Ansigterne er sminket med røde læber og udtværet sort om øjnene, og med hovedet lagt tilbage og hænderne krummet stirrer de op mod lamperne under loftet.

Der er selvfølgelig også noget Dalí over det dekadente univers, som i glimt ligner en film af Luis Buñuel. I et af tableauerne står en danser hævet over ensemblet i sort korset og flad, bredskygget “sombrero cordobés”, med den ene hånd i siden og den anden arm strakt ud. Mændene i sorte shorts og knæstrømper og kvinderne i sorte blondetoppe og de samme flade hatte rækker hænderne op mod skikkelsen. Bag den står en stor, rund fotoparaply som en glorie. Billedet minder om de madonnafigurer, der bæres gennem Sevillas gader i påskeugens processioner.

Efter alle ensemblescenerne og lydmuren af stampende hæle koncentrerer Morau til slut forestillingens sjæl i én danser, én musiker og én sanger. Dansen er en “soleá”, en af de alvorligste former i “cante jondo”, den dybe sang, og navnet kommer af “soledad”, ensomhed. En koreografi, der er inspireret af “Soleá del mantón”, en traditionel sjaldans som lørdag blev danset af kompagniets kunstneriske leder, Rubén Olmo.

Det frynsede sorte sjal, “mantón”, hører i flamencoen til kvindernes dans, men bliver som forlængelse af hans arme til vinger og forvandler ham til en sort fugl, “Ángel Gitano”, sigøjnerenglen. Også i “Afanador” og hos Marcos Morau lever Federico García Lorcas idé om flamencoens mørke kraft, “duende”: Englen, mente han, kommer udefra og skænker kunstneren lys og ynde. “Duende” må vækkes i blodets inderste kamre, den stiger op gennem kroppen fra fodsålerne, og den kommer kun, når den kan ane døden.

“Afanador”. Originalt koncept og kunstnerisk ledelse: Marcos Morau. Koreografi: Marcos Morau & La Veronal, Lorena Nogal, Shay Partush, Jon López, Miguel Ángel Corbacho. Dramaturgi: Roberto Fratini. Scenografi: Max Glaenzel. Kostumedesign: Silvia Delagneau. Musik: Juan Cristóbal Saavedra. Det Kongelige Teaters Gamle Scene 26. september.

Foto 1: “Afanador” åbner i et fotostudie, hvor de store lamper blitzer, mens alle har armene buet op over hovedet som til et gruppeportræt. Fotograf: Merche Burgos.

Foto 2: I et af tableauerne står en danser hævet over ensemblet i sort korset og flad, bredskygget “sombrero cordobés”. Fotograf: Merche Burgos.