BRAGT I KRISTELIGT DAGBLAD 1. APRIL 2019

Trods bogens metodemæssigt strenge tilgang og montageagtige form møder man i ”Mandarinen” et ambitiøst men også tænksomt og kærligt menneske og en kunstner, der – med en kliché – danser med engle og dæmoner. Stærkest selvfølgelig i Flemming Flindts egne ord i citater fra interviews og personlige papirer, men også i det private billedmateriale, hans hustru har bidraget med.

⭐ ⭐ ⭐ ⭐ ⭐ (5 ud af 6 stjerner)

Den anerkendte forfatter, dr.phil., ballet- og teaterhistoriker Knud Arne Jürgensen har under medvirken af den danske koreograf og balletmester Flemming Flindts (1936-2009) tidligere hustru, Vivi Flindt, skrevet en stor illustreret portrætbog, ”Mandarinen”, om Flindts private liv, kunstneriske virke, hans arbejdsliv herhjemme og i udlandet samt hans betydning for ballethistorien i Danmark.

Bogen, der er udkommet på Gyldendal, er trykt på mat genbrugspapir og sat tæt i Garamond Book Condensed i en beskeden fontstørrelse, med små marginer i side og top, der giver en lidt krævende læseoplevelse og indtryk af en udgivelse spændt til bristepunktet af viden og detaljerigdom. Man kan næsten se, hvordan grafikeren har kæmpet med at presse det omfattende manuskript, fotodokumentation og registre ind på bogens 368 sider.

Kronologien er klassisk fra beskrivelser af opvækst og familiebaggrund til Flindts år på Det kgl. Teaters Balletskole og senere karriere som danser i Danmark, ved London Festival Ballet og på Pariseroperaen, hvor særligt den eksilerede balletmester Harald Lander i Paris fremstår som en væsentlig figur i Flindts kunstneriske udvikling og ambition: Flindt søgte til Paris for at lære hos sin ”Mester”, og Lander skrev til Flindt: ”min Søn… Glem ikke, du er kronprinsen.”

Hovedværkerne – spørgsmålet om Flindts kunstneriske arv

”Mandarinens” anden del beskriver Flemming Flindts virke som balletmester og koreograf ved Det kgl. Teater, startende med hans debut ”Enetime” (1963), som han skabte til dansk TV efter den rumænsk-franske forfatter Eugène Ionescos skuespil ”La Leçon” (1951): Matematik og sproglæreren, der går amok og dræber den ene elev efter den anden – 40 om dagen. I Jürgensens portrætbog viser det sig, at idéen i Flindts version i mindst lige så høj grad var hans partner, Josette Amiels: Den gale lærer blevet en patologisk, sadistisk danselærer, der kvæler sin protegé, da de når til variationerne på tåspids.

De samvittighedsfulde værkbeskrivelser bygger på Flindts papirer, interviews og anmeldelser og ikke mindst på interviews, hvor dansere og andre samarbejdspartnere får ordet

”Enetime” er også den eneste Flindt-ballet, der med nogen regelmæssighed opføres i dag, uden at Jürgensen i afsnittet Hovedværkerne (1966-78), nok bogens væsentligste bidrag, diskuterer hvorfor Flindts repertoire forsvandt fra Kongens Nytorv, da Flindt selv rejste, og hvorfor han heller ikke andetsteds har efterladt en kunstnerisk arv.

De samvittighedsfulde værkbeskrivelser bygger på Flindts papirer, interviews og anmeldelser og ikke mindst på interviews, hvor dansere og andre samarbejdspartnere får ordet. ”Felix Luna” (1973) – der sås som en fortsættelse af ”Dødens Triumf” (1971-72) – er et godt eksempel, hvor både komponisten Ole Buck og danseren Johnny Eliasen fortæller om samarbejdet med Flindt.

Begge står uforstående overfor den kritiske modtagelse, værket fik ved premieren, og som Jürgensen også refererer, og som han karakteristisk vurderer i et forsvar. I Jürgensens udlægning er særligt de toneangivende hovedstadsblade forbeholdne, mens provinsmedierne samt Land & Folk, Kristeligt Dagblad og Information ifølge Jürgensen er ”stærkt positive”: ”Man kan derfor konstatere, at ’Felix Luna’ på ingen måde blev en entydig pressefiasko, men snarere var en fifty-fifty succes hos anmelderne,” skriver Jürgensen – men kan man det?

Nøgenheden som varemærke

Det er eftermælet, der ligger Knud Arne Jürgensen og Vivi Flindt på sinde i ”Mandarinen”, og læser man bogen, men har man ikke set værkerne, så tegnes et portræt af en skelsættende kunstner på verdensniveau, der som i et kendt, dansk eventyr mobbes ud af andegården: Flemming Flindt tiltrådte som balletmester ved Det kgl. Teater i 1966, men forlod i en bitter skilsmisse sit alma mater i 1978 for kortvarigt at producere egne forestillinger i Københavns Cirkusbygningen og senere emigrere til USA, hvor han blev balletchef i Texas.

Jeg selv var barn i Flemming Flindts balletmesterperiode, men fx ”Felix Luna” blev sendt på TV og findes derfor på bånd. Set fra 2019 har både Svend Kragh-Jacobsen, der kaldte balletten ”gammeldags ødsle Folies Bergère-optrin tilsat tysk danseekspressionisme fra tyverne”, og Ebbe Mørk, der skrev om ”koreografisk afmagt og forskruet fantasi der ikke nåede længere end til illustrationer i pornobladet Weekendsex”, ret.

Faktum er, at København mod midten af 70’erne var mæt af Flemming Flindt, og at Flemming Flindt følte sig chikaneret af sine kritikere og kunstnerisk hæmmet af administration og praktiske besparelser

Det, Jürgensen ofte kalder ’billedteater’ og som tæller bl.a. ”Dødens Triumf” og ”Felix Luna”, er formmæssigt utilstrækkelig ekspressionisme og sensationalistiske gimmicks. Som idémenneske arbejdede Flindt med temaer, han trods sin sikre sans for valg af samarbejdspartnere, ikke selv evnede at kommunikere koreografisk. Derfor blev ”brandet” Flindt større end produktet, nøgenheden hans varemærke, og derfor er ”Enetime” – med sin ligefremme libretto – det eneste værk, der har vist sig levedygtigt.

”En umulig baggrund for mit virke”

Knud Arne Jürgensen peger i sin beskrivelse af perioden på, at teaterkritikken var polariseret og politiseret i kølvandet på Ungdomsoprøret i 1968, som Flindt med sin civilisationskritik og sit postmodernistiske program blev eksponent for i en konservativ kunstart og i en administrationstung organisation.

Han afviser den udbredte opfattelse af, at Flemming Flindts egne værker dominerede repertoiret i de 12 år, han fungerede som balletmester: Jürgensens opgørelse viser, at Flindt selv havde 16 titler på plakaten, men der var yderligere plads til otte balletter af Bournonville samt 18 værker af andre danske koreografer og 30 af udenlandske navne. Spørgsmålet om frekvens og fordeling redegøres der ikke for.

Faktum er, at København mod midten af 70’erne var mæt af Flemming Flindt, og at Flemming Flindt følte sig chikaneret af sine kritikere og kunstnerisk hæmmet af administration og praktiske besparelser.

At skilsmisse var uundgåeligt, er tydeligt, når Jürgensen eksempelvis citerer dette brev fra Flemming Flindt til kulturministeren Niels Matthiasen: ”… Jeg finder det helt uacceptabelt, at du som landets kulturminister råber ud over foyeren: ’Hvis jeg skal holde ud at se Vivis røvballer, så skal de først hæftes op med plaster’. Den slags er for vulgært og letkøbt og meget sårende. Når du i aftenselskab i sidste måned udtaler: ’Flemming Flindt kunne vi ikke undvære på Det Kongelige Teater for to år siden, men i dag skal han bare ud’ – så skaber du en umulig baggrund for mit virke…”

Matthiesen svarer så vidt vides ikke Flindt, men situationen tilspidses i hvert fald yderligere, da formanden for Folketingets Kulturudvalg, Ralph Lysholt Hansen, senere nægter at godkende Flemming Flindts udnævnelse af sin kone til balletinstruktør.

Efter København

Teaterchefen Henning Rohde hylder i et afskedsbrev i 1978 Flemming Flindt for at have genrejst Den kgl. Ballet efter ”Balletaffæren”, Harald Lander-skandalen i 1951: ”Du har – efter de katastrofer, der ramte balletten for snart 25 år siden, og hvorefter den kun vanskeligt rejste sig – formået at samle den i fornyet selvtillid og kvalitet. Du har skænket den et originalt moderne repertoire, der har vundet respekt verden over for den og for dig.”

”Dette lykkedes til fulde”, tilføjer Knud Arne Jürgensen, men andre historikere og anmeldere vil nok vurdere, at der var en grænse for Flindts talent, at Den kgl. Ballet tværtimod blomstrede i perioden mellem Lander og Flindt – og at der forestod et genopretningsarbejde for nationalkompagniet, da den ”gamle” garde med Henning Kronstam i spidsen overtog ledelsen af Den kgl. Ballet og førte det frem til Bournonville-festivalen af 1979, der manifesterede kompagniet internationalt.

Her stråler en ærlighed og en fuldstændig kompromisløs og uforbeholden kærlighed, der er sjælden, og som nok er den del af fortællingen om Flemming Flindt, der gør det mest gribende indtryk

For Flindt var det imidlertid slut. Jo, han producerede selv et par forestillinger i København, arbejdede i en årrække i Dallas, lavede en ballet til festugen i Århus – og fik i 1991 en slags oprejsning og forsoning med Danmark med en sidste helaftensforestilling til Det Kgl. Teater, ”Caroline Mathilde”, men det var tiden i København, der fyldte i hans liv og er værd at læse om i denne bog.

Knud Arne Jürgensen skriver flere gange, at Flemming Flindt så klare paralleller mellem August Bournonville og sig selv – begge havde danset på Parisoperaen, og begge vendte hjem til København for at overtage kompagniet og skabe et nyt repertoire – men spørgsmålet er, om Flemming Flindts karriere- og livsforløb ikke ligger nærmere Harald Landers? Lighederne, kunstnerisk og som skæbner, er slående.

Trods bogens metodemæssigt strenge tilgang og montageagtige form, møder man i ”Mandarinen” et ambitiøst men også tænksomt og kærligt menneske og en kunstner, der danser med engle og dæmoner. Stærkest selvfølgelig i Flemming Flindts egne ord i citater fra interviews og personlige papirer, men også i det private billedmateriale, hans hustru har bidraget med.

Her stråler en ærlighed og en fuldstændig kompromisløs og uforbeholden kærlighed, der er sjælden, og som nok er den del af fortællingen om Flemming Flindt, der gør det mest gribende indtryk: ”Mandarinen” gør på denne måde og med poetisk retfærdighed Vivi Flindt lige så stor ære, som hun har ønsket at gøre sin mand.

Knud Arne Jürgensen under medvirken af Vivi Flindt: Mandarinen. Flemming Flindt – et teaterliv.
Gyldendal, 368 sider.

Foto: Forsidefoto, “Mandarinen”