ANMELDELSE – Koreografen Akram Khans helaftensballet imponerer som teaterbillede, men mangler Shakespeares drama, spørgsmål og kompleksitet.

Kristeligt Dagblad, 28. april
⭐⭐⭐⭐ (4 ud af 6 stjerner)

Et kongemord og en tronraner. Stort mere har den engelske koreograf Akram Khans helaftensballet ”Lady Macbeth” trods titlen ikke til fælles med William Shakespeares tragedie ”Macbeth”. Til gengæld er inspirationen fra teatermagikeren Peter Brooks legendariske opsætning af det indiske digtepos ”Mahabharata” markant, og Khans værk løfter sig monumentalt i sin slående, atmosfæriske fremstilling af mægtige urkræfter og en bevidsthedsudvidende leg mellem den virkelige verden og en åndelig dimension.

I sine grundlæggende konceptuelle greb, lys, scenografi og koreografi, ligner ”Lady Macbeth” også hans ballet ”Vertical Road”, som Den Kongelige Ballet dansede i 2017, ligesom han har arbejdet videre med figurer og bevægelsesmateriale fra sin version af den romantiske klassiker ”Giselle”, skabt til English National Ballet i 2016.

Forestillingen begynder med den knagende, værkende lyd af et mægtigt træ, der falder til jorden. Scenebilledets urmørke og dampende tågebanker hensætter historien til en mytisk fortid. Et underjordisk naturmaleri, hvor den knortede rod af et mægtigt, men goldt livets træ griber dybere og dybere fat om menneskenes verden. Kelterne betragtede træer som hellige, magiske væsener, der fungerede som porte til åndeverdenen. En central tanke, som Akram Khan virtuost følger i ballettens anden scene, ”Seerskernes ritualer”, hvor koreografien som en flod løber ustoppeligt strømmende på sin vej mod trance og transcendens.

Den første seerskes dans er bygget op omkring elementer af sufidans, som vi kender fra dervish-traditionen: I sine taktfaste drejninger holder hun armene åbne, med højre hånd vendt mod himlen, men med blikket fæstnet mod venstre hånd, rettet mod jorden. Mens hun drejer omkring sit hjertes stilpunkt, forbinder hun de to verdener i en kraftfuld og rituel opbygning af gentagelser og acceleration, der mangfoldiggøres og udvikles i hvirvlende og vilde cirkelmønstre af hendes 16 søstre, klædt i mørke, tunge kostumer. Til et lydbillede af hviskende, besværgende stemmer løfter de armene i anråb mod ovenlyset, åbner hænderne som antenner eller kløer og kaster orgiastisk deres hoveder frem og tilbage, så håret slynges dramatisk op.

Khan hylder idéen om det ophøjede kvindelige, det åndelige feminines forbindelse med naturen, der her fører til profetien om kong Duncans død, men også til en massakre, da hærlederens krigere omringer og myrder åndemanerne under deres ceremoni.

Hos Khan er det en fremstilling af patriarkalsk voldsparathed og et billede på en central konflikt mellem det maskuline og feminine, som han understreger med kvindernes bølgende danse med udslået langt hår og på halv tå over for mændenes endimensionelle, flade silhuetter, hvor sværdet som en forlængelse af den muskuløse underarm selvfølgelig er et fallisk billede: I kongens borg går mændene til dansen næsten som i en scene i en musicalfilm, hvor Khan i en showlignende tour de force sender dansende kæder af stampende og springende krigere over gulvet i en blanding af elementer fra centraleuropæiske folkedanse, tai chi og capoeira-kampsport.

Lige så tydeligt er det, at Khan har ønsket at adskille det dramatiske udtryk, så ensemblerne og dramaets mandlige karakterer med stenansigter kommunikerer i gestik og bevæger sig stift formelt, næsten arkaisk, mens Lady Macbeth og Lady Macduff, der også er første seerske, udtrykker sig i et naturalistisk spil: Deres karakterer rummer hele det menneskelige følelsesregister for at understøtte en empatisk, men også værdipolitisk tolkning af ”Macbeth”, hvor Lady Macbeth ikke bærer skyld eller ansvar for sin mands forbrydelser, men selv er martyr. Et offer, dels for sit eget begær efter magten, men først og fremmest martyr for sit køn.

Lady Macbeths skæbne antydes allerede i forestillingens prolog: et idylbillede af hendes kærlighed til Macbeth, hvor hans erkendelse af hendes barnløshed fundamentalt forandrer deres relation.

Dette er tænkt som forestillingens følelsesmæssige knudepunkt, men løses som en rettesnor, der kommer til at banalisere karaktererne og skabe en sort-hvid polaritet i ”Lady Macbeth”.

Hvor Shakespeares skuespil brænder af menneskeligt begær, skyld, psykologisk dybde og nuancer, bliver Khans ”Lady Macbeth” i højere grad en abstrakt undersøgelse af urkræfter, hvor det egentligt menneskelige og det dramatiske kød og blod, der for alvor gør tragedien vedkommende, tabes.

Hos Shakespeare er det Duncans søn Malcolm, der retmæssigt arver tronen, efter at Macduff slår Macbeth ihjel. Akram Khan introducerer i stedet en ny karakter, hærlederen Banquos datter, Fleance, hvis livsbane bestemmes, da hun bliver vidne til nedslagtningen af seerskerne.

Som deres hævner kommer hun i en sentimental, moraliserende og lukket slutning ikke alene til at gennembore forræderen Macbeth med hans eget sværd, men også til at vinde kronen: En lys pigestemme synger om lys i mørket, da Fleance lægger sine våben og fører Lady Macbeth, måske hendes genfærd, tilbage til skoven for at danse i evigheden med sine søstre.

Koreografi og iscenesættelse: Akram Khan. Musik og lyddesign: Vincenzo Lamagna. Scenografi og kostumedesign: Tim Yip. Lysdesign: Michael Hulls og Ryan Joseph Stafford. Operaens scene, opføres til og med 4. juni.

Foto 1: Meirambek Nazargozhayev som Macbeth og Stephanie Chen Gundorph som Lady Macbeth. Parrets barnløshed er tænkt som forestillingens følelsesmæssige knudepunkt. Fotograf: Camilla Winther.

Foto 2: Kong Duncans krigere omringer og massakrerer seerskerne i deres orgiastiske trancedans. Fotograf: Camilla Winther.