ANMELDELSE – Tobias Praetorius’ ”Trois Nocturnes” er en fokuseret og subtil stiløvelse i et udviklingsprojekt, der har mere karakter af workshop og proces end et egentlig færdigt kunstnerisk program.

Kristeligt Dagblad, 30. marts 2024

⭐⭐⭐⭐ (4 ud af 6 stjerner)

Koreorama er hverken navnet på en kop nudler eller stavet forkert – altså uden ’d’ – men titlen på et koncept, som Det Kongelige Teater betegner som alt fra en ”uddannelse” til et ”væksthus”. Idéen er at understøtte udviklingen af hjemmedyrkede koreografer – dvs. balletskabere – på et teater, der notorisk har haft svært ved fostre samtidskunst siden dansk ballets geni, August Bournonville, i det 19. århundrede skabte over 50 balletter.

Den tysk-amerikanske koreograf John Neumeier været den skabende kunstner, der i nyere tid har haft størst betydning for Den Kongelige Ballet med iscenesættelser af hans ikoniske handlingsballetter efter litterært forlæg, eksempelvis ”Romeo og Julie” og ”Kameliadamen”.

Som følge af deres velkendte personstrid er Neumeiers kunst som bekendt udelukket af balletmester Nikolaj Hübbe, der i sin lange chefperiode modsat har valgt at basere Den Kongelige Ballets programlægning på sine egne iscenesættelser af de klassiske russiske hovedværker og Bournonville-balletterne samt hans protege Gregory Deans underholdningsballetter. Det har været en ensidig og kunstnerisk kritisabel vægtning.

Barren har været sat lavt og udsynet begrænset, for hverken Hübbe eller Dean er originale koreografer, og hverken dansere eller publikum har mulighed for at udvikle sig og vokse med tidens ægte stemmer: Hvor er – udover Neumeier – William Forsythe, Alexei Ratmansky, Christopher Wheeldon, Crystal Pite og Justin Peck. Eller endog Pina Bausch?

Det er også dette enorme vakuum af førsteklasses balletkunst, ”Koreorama nr. 1” skal udfylde, og her er oddsene selvsagt hårde.

Ligesom det var en fejlvurdering at præsentere Esther og Thomas’ ”Heartcore” og Eukene Sagues’ “The silence of birds” – to tidligere Koreorama-arbejder – på Gamle Scene som del af Dans2Go-programmet i 2022, så har ”Koreorama nr. 1” også mere karakter af workshop og proces end et egentlig færdigt kunstnerisk program, der kan stå som del af repertoiret på en nationalscene og sælges til en billetpris på 300 kr.

Nikolaj Hübbe vælger da også en dobbelttydig anbefaling i den videoindledning, der åbner aftenen, da han både giver udtryk for sin stolthed og begejstring for de udvalgte koreografer, men måske også søger at nedtone forventningerne ved at understrege, at de er ”helt nye, helt unge, helt spæde”, og at de tre balletter ligefrem er deres ”allerførste værk”.

I Tara Schaufuss’ “Passengers of Passing Moments” brænder cellisten Josefine Opsahl måske derfor uhensigtsmæssigt igennem med en lidenskabelig pas de deux med sit instrument. Opsahl sidder forrest på scenens venstre side og spiller ikke kun live og forstærket musik, men er som kunstner karakteriseret ved en så stærk udstråling og iscenesættelse, at danserne, trods deres empatiske indlevelse, kæmper for at fastholde publikums blik på Schaufuss’ fortælling om en kvindes mentale liv og følelsesmæssige erfaring.

Lorenzo di Loretos ”Don’t be Scared” understøttes af den legendariske Sorella Englunds raspende, mørke stemme, der reciterer tekst om at finde sig selv, spirituelt og eksistentielt. I et velkomponeret atletisk og spændstigt formsprog inspireret af Paul Lightfoot og Wayne McGregor bevæger fem par sig foran og bag et gennemlyseligt bagtæppe i en scene, der bærer mindelser om den engelske danser Akram Khans ”Vertical Road”, der var på Det Kongelige Teaters repertoire i 2016.

”Don’t be Scared” søger som Khans ballet at anskueliggøre en anden dimension, måske en bevidsthedsdimension: ”Wake up, my love”, lyder det kærligt fra stemmen, mens konturen af en figur med et slag på tæppet skaber bølger af uro og energi.

Finaleværket, Tobias Praetorius’ ”Trois Nocturnes” – et drømmebillede for fem par til musik af Claude Debussy – er programmets mest ambitiøse og mest gennemarbejdede koreografi. To flygler placeret på bagscenen med næsen mod hinanden understreger hans fokus på sammenhængen mellem komposition og koreografi, her med endnu et lag af inspiration fra tre malerier af den amerikansk-britiske valørmaler James McNeill Whistler. Hans manifester om kolorisme og spillet i lys-mørke, der også inspirerede Vilhelm Hammershøi, toner frem i de antydninger af lys, tåge og dis, lysmester Thomas Bek Jensen skaber som baggrund for Praetorius’ følsomme, flydende, glidende dans.

I en tid hvor ballet ikke rigtig vil være ”ballet”, er det forfriskende og modigt af Tobias Praetorius så tydeligt at markere sig på kunstartens lyriske karakteristika: tåspidssko, partnerarbejde, klassisk teknik. Han tror på sproget og bruger det her i en subtil synæstetisk stiløvelse, hvor danserne bogstaveligt talt træder frem af natfarverne og bevæger sig som skygger mellem og omkring instrumenterne.

Som et tilbagevendende motiv snor de 10 dansere sig om hinanden i en kæde, der opløses bag en dreng og en pige: Oplevelsen af ”Trois Nocturnes” er ikke mindst også Praetorius’ fornemmelse for de to fine talenter blandt Den Kongelige Ballets unge dansere, Alyssa Douglass og Sebastian Suhr.

——————–  

Koreorama nr. 1: “Passengers of Passing Moments”, ”Don’t be Scared” og ”Trois Nocturnes”. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København. Til 30. april.

——————–