ANMELDELSE – Der er et misforhold mellem Koreoramas uddannelsesformål og løftet om talent og nybrud. Kun den italienske koreograf Lorenzo di Loreto har noget på hjerte.
Kristeligt Dagblad 3. marts 2026
⭐⭐⭐ (3 ud af 6 stjerner)
Den Kongelige Ballets Koreorama-koncept opføres i marts måned i sin tredje, hidtil svageste udgave. Problemet er fortsat væksthusprojektets grundlæggende misforhold mellem at ville præsentere debuterende koreografer i en professionel kontekst og for et betalende publikum på Gamle scene: Det var her, Alexei Ratmansky i november måned skabte sit moderne mesterværk “The Art of the Fugue”. I næste uge opføres det romantiske hovedværk, “Giselle” fra 1842. Den liga er førstegangskoreograferne naturligvis ikke i.
En omlægning til Operaens intimscene Takkelloftet ville give Koreorama en mere proportionel ramme til det reelle niveau og skabe en mere realistisk forventning, ligesom optagelseskriterierne bør være mere kvalificerede. Koreoramas løfte om at fungere som platform for nye stemmer og værker, der peger fremad, kræver en skarpere kuratering.
Aftenens filmede introduktioner, hvor koreograferne og danserne sympatisk fortæller om deres tanker og erfaringer med arbejdet, fungerer derimod forbilledligt i sit pædagogiske sigte i forhold til de nysgerrige og engagerede tilskuere.
I sin koreografi “Might for Right” arbejder amerikanske Emerson Moose kompositorisk disciplineret med en blanding af moderne, konventionelt klassiske og arkaiske former, der – ligesom hans overraskende og interessante musikvalg, Vaughan Williams “Job” (1931), og emnet “Camelot” – giver et glimt af den nu helt glemte eksperimenterede og teatralske britiske balletstil post-Ballets Russes og i Mellemkrigsårene.
Mooses grundtanke – Guineveres utroskab som et opgør med patriarkatet – mangler overbevisning, men MacLean Hopper er herligt morsom, og i et øjeblik gribende tragisk som Arthur; billedet på den faldende maskuline orden overfor Birgitta Lawrences Guinevere, hvis fysiske udtryk rækker fra det lyriske til det pugilistiske.
Modsat er mødet mellem kvinde og mand i italienske Lorenzo di Loretos ægtefølte kortballet “You, Luciform” bristefærdig af ensomhed, begær og længsel.
Jakob Bo Nystrups lyddesign er en kollage af musik af Bach, Hidden Orchestra og Hania Rani med lav puls, fuglekvidder og klagende cello. Hverdagsscenen er filmisk, eller måske rettere fotografisk: di Loreto nævner den amerikanske kunstner Gregory Crewdsons iscenesatte fotokunst som en inspirationskilde, og ligesom hos Crewdson synes “You, Luciform” også at rumme en David Lynchsk spænding.
Et dybt mørke omkring en lænestol og en standerlampe skaber en følelse af isolation og en koncentration, hvor lysdesigner Thomas Bek bruger både kølige blå toner og mættet varme til at anskueliggøre de stemninger og psykologiske lag, Lania Atkins og Jimmy Coleman repræsenterer i et eksplosivt og kontrolleret kropssprog. Koreografien er æstetisk lækker og gør som det eneste arbejde på aftenen brug af tåspids i udtryk, der spænder fra perfektion til en krop, der er spændt til det yderste i en klimaktisk eller intens fysisk nydelse eller smerte.
Di Loreto har tidligere skabt filmen “Vividream” og i 2024 en bevægende eksistentiel og åndeligt søgende ballet ,“Don’t be Scared”, til Koreorama nr. 01. Begge havde samme poetiske, melankolske og næsten drømmeagtige kvalitet. Lorenzo di Loreto har – udover mere erfaring og talent – også noget på hjerte: I sin introduktion taler han om sin forståelse af kroppen som et lyslegeme, om et menneskes lys. Det er det, vi kommer for at se.
En tankevækkende konstrast til aftenens sidste værk, “Ei Blot Til Lyst”, hvor den svenske koreograf Linn Fletcher – i sin betagelse af Gamle scenes dimensioner og det tekniske udstyr – som hovedidé i sit lange halve times arbejde lader en drejeprojektør kaste en skærende stærk lyskegle gennem rummet og i øjnene på publikum. Blændværk.
———————
Koreografi: Emerson Moose, Lorenzo Di Loreto, Linn Fletcher. Lysdesign: Thomas Bek Jensen. Dramaturger: Astrid Øye og Therese Willstedt. Lyddesign: Jakob Bo Nystrup. Spiller på Det Kongelige Teaters Gamle scene til 21. marts.
———————
Foto 1: Lania Atkins og Jimmy Colemans sammenfiltrede kroppe er spændt til det yderste i nydelse eller smerte i Lorenzo di Loretos “You, Luciform”. Fotograf: Camilla Winther.
Foto 2: Scenen er fotografisk i Lorenzo di Loretos “You, Luciform”, et billede af ensom og længsel, der fortolkes af Lania Atkins og Jimmy Coleman. Fotograf: Camilla Winther.