ANMELDELSE – Festivalen København danser vil skabe nye fortællinger, men det er San Francisco Ballets Solodanseres energi, der tager stikket hjem

Bragt i Kristeligt Dagblad 9. september 2021.

⭐⭐⭐⭐ (4 ud af 6 stjerner)

København danser, den nye festival på Østre Gasværk Teater, der er det vigtigste internationalt orienterede initiativ af denne kaliber og kvalitet, Danmark har set i et årti, er blevet personligt og sympatisk markedsført og solgt med tre budskaber af dens visionære hovedkræfter, solodanser Ulrik Birkkjær og teaterproducent Thomas Mieth: En rejse over 3-400 år gennem ballettens historie, nye fortællinger til en ny tid og San Francisco Ballet Solodansere, der er festivalens første trup, som nogle af verdens bedste dansere.

Programlægningen, helhedstænkningen og den kunstneriske tyngde i ensemblets aften på den rå gasværksscene lever imidlertid kun i nogen grad op til løfter og ambitioner og mangler i sin tænkning SoMe-kampagnens selvtillid og konsekvens: Det ældste værk på repertoiret er duetten fra Marius Petipas version af ”Korsaren”, som den klassiske russiske ballets mester tilføjede sin helaftensballet ved en revision i 1899. Denne forrygende ekvilibristiske men temmelig intetsigende og kitschede pas de deux – der altså er 122 år gammel, langt fra de lovede 3-400 år – bliver aftenens virtuose finalenummer. Ikke som hverken start- eller endepunkt på en udvikling fra renæssancen mod vor tid, men snarere som et lidt uargumenteret, historieløst nik til dekadencen i den romanoffske Sankt Petersborg-kulturs sidste dage.

Rejsen frem og tilbage, der ikke virker kunstnerisk men logistisk dikteret af hensyn til repertoire, kostumeskift og hvilepauser for gruppen af 11 dansere, starter med et stykke ”Americana” til Andrews Sisters’ ”Boogie Woogie Bugle Boy (of Company B)”, hvor en ”Ordinary Joe” i bekymringsløs mani flyver gennem lindy og jitterbug ”moves”, til den unge mand møder sit endeligt med et skud i panden. Signatursoloen fra Paul Taylors ”Company B” (1991) efterfølges umotiveret af et ikonisk stykke amerikansk neoklassicisme fra det 20. århundrede, som den blev udtrykt af George Balanchine i pastichen ”Tschaikovsky Pas de Deux” i 1960.

Konstellationen af parforholdsskildringerne i Jerome Robbins’ neoromantiske ensembleværk ”In the Night” (1970) og William Forsythes kontemporære klassicisme i ”In the Middle Somewhat Elevated” udgør som stærk, meningsfuld kontrast aftenens højdepunkt. En samtidskommentar, hvor Forsythes urbane, nærmest kynisk analytiske tidsbillede og ekstreme æstetik sitrer blåt-elektrisk på baggrund af Robbins’ følelsesfulde, lidenskabelige, inderligt glødende koreografi til Chopins fire, nostalgiske nocturner, lydefrit, modent og empatisk fortolket af bl.a. San Francisco Ballets ballerina Sarah van Patten og festivalleder Ulrik Birkkjær selv med Alexander McKenzie ved klaveret.

Mens ambitionen om skildring af diversitet og ligestilling mellem kønnene med rum for refleksion og forandring ikke indfries med overbevisning i Myles Thatchers duet for to mænd eller Danielle Rowes værk for fem kvinder, så bølger eftertænksomheden og et sandt perspektiv fra en amerikansk West Coast-virkelighed anno 2021 i Babatunji Johnsons unavngivne værk for sig selv, Sarah van Patten og Joseph Walsh.

Sammen med Johnsons korte solo ”Solo” er det et friformsprojekt af ”street dance”, ”contemporary” og teatralsk iscenesættelse. Evighed i et sandkorn på en aften, hvor det friske pust og energien tager stikkene hjem, og hvor publikum i det propfyldte gasværk mildt sagt lader sig rive med af ensemblets charmerende, teknisk skarpe dansere og deres californiske drømme.

——————–

København danser/San Francisco Ballet Solodansere. Koreografi af George Balanchine. Musik af bl.a. Chopin, The Andrews Sisters og Thom Willems.

Østre Gasværk Teater, 2.-5. september.

——————–

Foto 1: Frances Chung og Joseph Walsh i William Forsythes “In The Middle Somewhat Elevated”. Fotograf: Tom McKenzie.

Foto 2: Sarah van Patten og Ulrik Birkkjær i Jerome Robbins ”In The Night”. Fotograf: Tom McKenzie.

Foto 3: Joseph Walsh, Sarah van Patten og Babatunji Johnson i Babatunji Johnsons unavngivne værk. Fotograf: Tom McKenzie.