ANMELDELSE – Udsynet i festivalen København Danser er med en ærligt talt forbløffende og beundringsværdig ambition både pædagogisk, formidlende, international og kunstnerisk.

Kristeligt Dagblad 9. juni 2023

⭐⭐⭐⭐

København Danser, der under ledelse af tidligere solodanser Ulrik Birkkjær og forestillingsleder Thomas Mieth, oprindeligt var tænkt som en traditionel festival, udvikler sig i stigende grad i retning mod et mere ukonventionelt, imponerende kurateret format, hvis sigte rækker udover oplevelsen alene og mod formidling. Programlægningen er engageret, original, tankevækkende, båret af en klippefast tro på kroppen og bevægelsens udtryksfulde kunst.

I den forgangne uge dansede israelske Batsheva Ensemble koreografen Ohad Naharins showcase ”Decadance #22” på Østre Gasværk, mens en gruppe dansere fra Pariseroperaens Ballet viste uddrag af signaturværker af Maurice Béjart, Roland Petit og Angelin Preljocaj fra det franske repertoire. En præsentation af to poler i dansens verden med Batsheva-gruppen som eksponent for samtidsdans overfor de franske dansere som repræsentanter for et af den klassiske dans’ hæderkronede kulturhuse.

Ulrik Birkkjær mener, at ”dans skal redde verden”. Det er ærligt talt en forbløffende, beundringsværdig programerklæring.

Senere på sommeren går København Danser i dialog med Copenhagen Pride, når Les Ballets Trockadero de Monte Carlo 17.-20. august optræder på Folketeatret. Et ensemble af mænd, der danser ”en travesti”, det vil sige klædt ud som damer og altså betyder mandlige dansere på tåspids og iført tutu og tiaraer.

Stilen er personlig og formidlende

Det kunstneriske spænd er altså så bredt, som det næsten kan blive, men parallelt med forestillingerne arrangerer København Danser videre åbne workshops, danseundervisning og visninger – med introduktion – af dansefilm på Cinemateket.

Tilfældet ville, at publikumsinddragelsen i ”Decadance #22” gik så vidt, at danserne lokkede et dusin frygtløse kvindelige publikummer på scenen, men med værtsparret Birkkjær-Mieths aftenlige introduktioner – hvor de går på scenen og byder velkommen i strømpefødder og med skoene i venstre hånd – er tonen altid hjertelig og sigtet i øjenhøjde.

København Dansers profil er med andre ord i udpræget grad personificeret og personlig. Udsynet er i lige så høj grad pædagogisk og formidlende som internationalt og kunstnerisk: Ulrik Birkkjær mener, at ”dans skal redde verden”. Det er ærligt talt en forbløffende, beundringsværdig programerklæring.

Birkkjær-Mieth skal selvfølgelig også sælge billetter, og her er parret ekstremt dygtige kommunikatører på de sociale medier, hvor visionen og fortællingerne om de besøgende grupper bygges op af fantasi, lidenskab og drømme.

Drømmen og virkeligheden

Oplevelsen af København Dansers forestillinger lander et sted midt imellem ambitionen og de begrænsninger, det stadig beskedne projekts budgetter muliggør. I tilfældet Batsheva er det ikke lykkedes København Danser at præsentere Ohad Naharins hovedkompagni, Batsheva Dance Company, men dets juniorensemble. Det har ikke altid være helt tydeligt i omtalen, men selvom de unge dansere rev salen med sig, så manglede både de og værket, ”Decadance #22”, den sjælerystende dybde, hudløse ærlighed og alvor, der er kendetegnende for Batsheva Dance Company.

Tilsvarende så kan oplevelsen af danserne fra Pariseroperaen i Østre Gasværk nøgne, industrielle rum aldrig blive sammenlignelig med den sublime kunst, de skaber i det neobarokke, bladguldsdekorerede operahus, Palais Garnier. Der ophøjes stjernedanserne bogstaveligt talt i en distance fra publikum, hvor de i København kommer helt tæt på i en form, hvor deres distinkte stil kan forekomme kunstlet.

Som erstatning for fuldt orkester har København Danser strakt sig videst muligt med et kammerensemble og transskriptioner af de symfoniske partiturers volumen, men det havde været bedre at bruge båndet musik: Klangen var spæd og i passager skinger, og det var tydeligt, at dansere og musikere ikke havde haft tilstrækkelig prøvetid til at finde samme tempo.

Tidens ypperste moderne og klassiske dans

Allerstærkest stod derfor Jacques Garniers populære, folkedansinspirerede trio for tre mænd, ”Aunis” (1981), med to akkordeonspillere på scenen, samt Maurice Béjarts ”Le Chant du compagnon errant” for baryton med klaverledsagelse: En udtryksfuld, patosfyldt duet for to mænd til Mahlers ”Lieder eines fahrenden Gesellen” (1971), der synes at skildre en romantisk figurs søgen med skæbnen som sin vandresvend. Duetten, der oprindeligt er skabt til Paolo Bortoluzzi og Rudolf Nurejev, blev her danset med nobel autoritet og indlevelse af Pariseroperaens førstedanser, Mathieu Ganio, og solisten Audric Bézard.

Hun smyger sig om ham og kaster sig i en drejende saltomortale frygtløst i armene på sin elsker, før de med et ”coup de théâtre” når klimaks i et spektakulært, centrifugalt sugende kys

Mathias Heymann, en af kompagniets allerfineste kunstnere, oplevede vi et glimt af i en neoklassisk, luftig duet, ”Comme on respire”, med den senest udnævnte ”étoile”, Hannah O’Neill, ligesom det var ærefrygtindgydende at se Amandine Albissons og Ludmila Paglieros formsikre og koncentrerede fortolkninger af ”Giselle” og ”Carmen”. Få dansere og kompagnier i verden arbejder med sådan en grad af formgivning og perfektion i detaljen.

Med en både poetisk og åndeløst fysisk beskrivelse af kroppens skælvende, hudsultne begær står duetten ’Abandon’ fra nutidskoreografen Angelin Preljocajs helaftensballet ”Le Parc” (1994) som værket, der bedst indfanger København Dansers drøm om at præsentere tidens ypperste moderne og klassiske dans og mødet mellem de to kunstformer.

Overgivelsen. En dans for en mand og en kvinde – Mathieu Ganio og Amandine Albisson – hvor hun rækker ud mod manden, hun begærer, og overgiver sig til kroppens lyst. Barfodet, kun iklædt en hvid natskjorte og med udslået hår, træder hun frem mod ham og fører hans hånd i kærtegn af sin krop.

Hun smyger sig om ham og kaster sig i en drejende saltomortale frygtløst i armene på sin elsker, før de med et ”coup de théâtre” når klimaks i et spektakulært, centrifugalt sugende kys, der river hele rummet med sig i sine drejninger, så man i et øjeblik næsten selv lader sig forføre, mister jordforbindelsen og mærker længslen, svimmelheden og kærligheden i sin egen krop.

——————–          

København Danser: Batsheva Ensemble og Les Étoiles.
Østre Gasværk. København maj og juni 2023.