ANMELDELSE – Alle Pantomimeteatrets 20 dansere og mimikere er på scenen i den 25 minutter lange familieforestilling
Kristeligt Dagblad 25. juni 2024
⭐⭐⭐⭐ (4 ud af 6 stjerner)
I anledning af Pantomimeteatrets 150-års jubilæum har H.M. Dronning Margrethe II både tegnet en ny påfuglevifte – teatrets særegne fortæppe – og scenografi og kostumer til en lille eventyrballet efter H.C. Andersens ”Klods-Hans”.
Det er niende gang, dronningen skaber udstyr til en balletforestilling i Tivoli. Med undtagelse af ”Askepot” har de øvrige også været efter H.C. Andersen, og også denne opsætning lægger sig fint i Pantomimeteatrets historiske, enkle stil, hvor enkelte af tjenestepigernes kostumer måske minder om dronningens velkendte dragter fra hendes allerførste balletscenografi, 1992-produktionen af August Bournonvilles ”Et Folkesagn” på Det Kongelige Teater.
Koreografisk hofleverandør Tobias Praetorius, der tidligere har arbejdet sammen med dronning Margrethe, står for trin og iscenesættelse. Den fra TV kendte chefdirigent og sangvært Phillip Faber har skrevet musikken, der energisk driver handlingen frem fra en nærmest dansk filmskat-agtig introduktion over hektisk rejsemusik med parafraser af Sjostakovitj mod en ligefrem, genkendelig trille som ledemotiv for eventyrets helt.
I H.C. Andersens kunsteventyr er Klods-Hans som bekendt den gamle herremands yngste, ringeagtede og u-dannede søn, der modsat sine to lærde brødre, ikke får hverken fine klæder eller hest til at fremstille sig for kongedatteren, der søger sig en gemal.
Som en sjov hilsen til scenografen lader Tobias Praetorius de to hanestolte fyre vinke royalt med dronningens egen velkendte håndbevægelse, da de i værdigt trav rider afsted mod kongeslottet. Klods-Hans må hænge godt fast i manken, da hans gedebuk flintrer afsted, og lander med en kolbøtte på halen i prinsessens gemakker, hvor han beslutsomt vinder sit hjertes udkårne i en solo med små drillende fingerspil, badutspring, glimt i øjet og et herligt, afvæbnende smil.
I sin levende iscenesættelse trækker Tobias Praetorius på det lille teaters ældgamle pantomimetraditioner – den første pantomime blev spillet i 1844 – men præger som koreograf også iscenesættelsen med sin egen sans for detaljer, karakterer og komposition. Hans signatur fra hans seneste ballet, ”Trois nocturnes”, skabt til Den Kongelige Ballet i marts i år – et øjeblik, hvor de medvirkende tager hinandens hænder og danner en kæde – optræder også i ”Klods-Hans’” samfund som et udsagn om fællesskab.
Suppleret med elever fra Tivolis Balletskole har Tivoli Balletteater alle 20 dansere og mimikere på scenen i den 25 minutter lange familieforestilling, hvor Carl Anton Rise Jacobsen er en charmerende, renhjertet, men bondesnu Klods-Hans, og Robert Thomsen og Vincent Vernal komisk opstoppersnobbede som de to belæste brødre, der kæmper om den spidse prinsesse Maïa Gastals gunst.
”Klods-Hans” opføres 30 gange på udvalgte dage til og med 25. august.
——————–
”Klods-Hans”. Koreografi og iscenesættelse: Tobias Praetorius. Scenografi og kostumer: H.M. Dronning Margrethe II. Musik: Phillip Faber. Pantomimeteatret, Tivoli, København.
——————–