ANMELDELSE – Kammerballetten og Concerto Copenhagens ambitiøse samproduktion trækker linjer fra barokkens rige musikalske verden via hofballet og frem til Samuel Becketts absurde teater.

⭐⭐⭐⭐⭐ (5 ud af 6 stjerner)
Kristeligt Dagblad 19. august

Kammerballetten, Alexander og Emma McKenzies projektbaserede kunstneriske ensemble, er i år blevet til Koncertsalsballetten i et samarbejde med Concerto Copenhagen. Forestillingerne er rykket fra Takkelloftets intime blackboxteater til Musikkonservatoriets ærværdige, historiske koncertsal på Rosenørns Allé på Frederiksberg, og musikledsagelsen er ikke længere kun kammermusik, men også orkestermusik under ledelse af Emmanuel Frankenberg, nærmere bestemt Concerto Copenhagens speciale: barokmusik.

Aftenens første ballet, Tobias Praetorius’ ”Armonico Tributo”, tager netop sin titel fra orkestrets cd-udgivelse af samme navn fra 2022 med musik af den tyske komponist Georg Muffat. Praetorius sætter tre satser af Muffat sammen med to stykker af Heinrich Ignaz Franz Biber til en suite af danse, der er præget af en brillant dynamik og et energisk drive.

Her hylder han barokken med en tematisk brug af reverensen, det formelle barokke hofbuk, hvor man fører højre ben frem i en strakt position med foden vendt udad og tåen strakt mod gulvet, mens kropsvægten lægges på det bageste ben, der bøjes let i knæet for at sænke kroppen en smule.

Man skal forestille sig, adelsmanden bøje sig dybt fra hoften med ret ryg, mens han tager hatten af og fører den i en stor, fejende bue. Med samme ”schwung” har Praetorius tegnet sin elegant strukturerede koreografi som et billede af musikkens gyldne klange, komplekse kanon og virtuose variationer. Ikke mindst afslutter han hver sats med strålende grupperinger, der udtrykker den sublime længsel og den åndelige og fysiske ekstase, vi forbinder med barokskulpturen.

”Armonico Tributo” er således på papiret et abstrakt værk, men set i et skarpere lys er det også et selvportræt eller i hvert fald et meget personligt værk, hvor Praetorius gør reverens for mange af de balletter, han selv har danset i, og de mestre, han står på skuldrene af, blandt andre Bournonville, Balanchine, Christopher Wheeldon og Alexei Ratmansky.

Det ses allertydeligst i den kække brug af tarantellaen fra August Bournonvilles ”Napoli” i finalen. Mest gribende er måske ekkoet af hans egen ballet ”Chorale Dances” fra 2019, der her sættes i forbindelse med Alexei Ratmanskys storværk fra 2025, ”The Art of the Fugue”, hvor Praetorius​ dansede rollen som protagonisten. I slutbilledet løftes han op – her er det Liam Redhead, der også dansede “Chorale Dances” – så han med arme og ben strakt ud danner konturen af et X, svævende vertikalt​ under stjernerne. En henvisning til Leonardo da Vincis vitruvianske mand, homo vitruvianus, og mennesket som et mikrokosmos i en spejling af universet, makrokosmos. Et udtryk for det verdensbillede af sammenhæng og logisk orden, der er et grundlæggende princip i klassisk ballet.

“Kaleidoscope” kaldes programmet, der også byder på et gensyn med Paul Lightfoots følelsesmæssigt gribende “Selvportræt” fra 2021. Men “Chiaroscuro”, den kunstneriske teknik, vi kender fra barokmaleriet, hvor man bruger kraftige kontraster mellem lys og mørke, ville nok være en mere rammende titel for udviklingen frem mod aftenens  sidste arbejde.

Sebastian Kloborgs dystre, melankolske ”Live on Tape” synes at være en improvisation med udgangspunkt i lokationen og Vilhelm Lauritzen-bygningens oprindelige funktion som radiohus. Udtrykket bruges om en tidsforskudt udsendelse af en begivenhed, der er optaget i realtid.

I sin iscenesættelse forbinder Kloborg konceptet med Samuel Becketts ”Krapps sidste bånd”, en monolog fra 1958 om alderdom, ensomhed og tabte livsmuligheder, hvor en ældre mand – som her skuespilleren Simon Kongsted – sidder ved et bord med en spolebåndoptager og lytter til optagelser af sit eget yngre jeg.

I ”Live on Tape” clincher den lange, kejtede Kongsted, der er iført en lys skjortejakke og gråblå bukser og har briller og fedtet hår, med en hvidsminket, manisk og forslået Alban Lendorf, måske som et alter ego, om en laber larve: Maria Kochetkova.

Kloborg parrer Lendorfs og Kochetkovas talenter for karaktertegning med Kongsteds imponerende kropslige spil og inddrager samtidig Concerto Copenhagens musikere som medvirkende i stykket, der er mere fysisk teater end danseforestilling.

Bag gagsene og vekslingen mellem spillernes tramp, råb og støn spændes tid og stilhed ud, så du både kan høre en knappenål falde til jorden og en dybere fortælling om tiden og døden tone frem i det musikalske lydbillede, som orkestret og kontratenoren Nicholas Tamagna skaber: fra Vivaldis arie ”Sovente il sole” om den trøst, der rækkes én, som ikke kan se sin redning, via variationen over Thomas Tallis’ ”In manus tuas”, Jesu sidste ord på korset, til første sats af Vivaldis ”Sinfonia al Santo Sepolcro”, ”Symfoni foran Kristi grav”.

Giver det mening? Skal det give mening? Med et kløgtigt lån fra endnu en engelsksproget dramatiker, ingen ringere end William Shakespeare, lader Kloborg til sidst Nicholas Tamagna synge ”With the Hey Ho” fra ”Helligtrekongersaften”. Sangen er narren Festes epilog, hvor spilleren, måske resigneret, måske desillusioneret, træder ud af sin rolle og meddeler, at stykket er forbi, og at truppen spiller igen i morgen.

Kammerballetten og Concerto Copenhagen: ”Kaleidoscope”. Koreografi af Tobias Praetorius, Paul Lightfoot og Sebastian Kloborg. Musik af blandt andre Alexander McKenzie, Georg Muffat, H.I.F. Biber og Antonio Vivaldi. Konservatoriets Koncertsal. 14. august 2026.

Foto 1: Tobias Praetorius’ ”Armonico Tributo” hylder barokken med billeder af sublim længsel eller åndelig og fysisk ekstase. Fotograf: Tom McKenzie.

Foto 2: Skuespilleren Simon Kongsted clincher med en hvidsminket, manisk og forslået Alban Lendorf om en laber larve, Maria Kochetkova, i Sebastian Kloborgs ”Live on Tape”. Fotograf: Tom McKenzie.