Bragt på POINT of VIEW International 12. december 2016.
En ballet, en bog, en musical, dukketeater eller pantomime? Svært at afgøre, men det virker. Har du mod på at tage et fjederhop i kaninhullet og vende verden på hovedet, så er Christopher Wheeldons balletfantasi om Lewis Carroll og Alice Liddell alle pengene værd. Den kgl. Ballets juleforestilling, Alice i eventyrland, er et brag af en seksstjernet teateroplevelse.
ALICE I EVENTYRLAND – Den Kgl. Ballet, Gamle Scene – Koreografi: Christopher Wheeldon – Musik: Joby Talbot – Scenografi og kostumer: Bob Crowley – Sidste forestilling: 6. januar 2017
Det starter med tikkende og hakkende tandhjulslyde fra orkestergraven, og da tæppet går, er det som at blive skudt ud af en kanon.
Christopher Wheeldons ambitiøse, højenergiske balletversion af børnebogsklassikeren Alice i eventyrland åbner med en fortættet periode- og rammefortælling, der (ironisk nok) søger at give Lewis Carolls nonsens mening: Det er Alice forstået i et voksenperspektiv, med hovedfiguren læst ikke som lille pige på syv år men som ung teenager; usikker og skråsikker, følsom og nysgerrig på livet, drenge og kærlighed.
Narrativt og stilistisk set er Wheeldons nostalgiske prolog forestillingens mest vellykkede og mættede scene. Han skitserer præcist og lynhurtigt teselskabet i haven foran den georgianske villa, og det kræver et skarpt øje at holde styr på karaktererne og deres relationer: Forfatteren Lewis Caroll, moderen, faderen, Alices’ søstre, tryllekunstneren, havedrengen Jack osv.
Centralt for Wheeldons læsning af Alice er titelfigurens følelser for Jack, og det svigt og tab hun oplever, da moderen fyrer knægten og sender ham bort under påskud om tyveri. Det er her, Alice endeligt vender ryggen til virkeligheden – borgerligheden? – og søger sin egen vej.
Det er med andre ord et vanvittigt vellykket Carrollsk univers, som det er besnærende let at fortabe sig og fare vild i – men klassisk ballet har sin egen logik.
Alice hopper efter den hvide kanin i hans flugthul, Alices’ verden vendes bogstaveligt talt på hovedet, og Lewis Caroll tager over.
Parodi, satire, fjol og gakkede gangarter
Har du læst Alice, ved du, at børnebogen er lige dele underfundig galimatias og gækkeleg; så fuld af talende ting og dyr, rablende skøre situationer, hallucinationsfremkaldende stoffer og eliksirer, bagvendt logik og sprogsludder, at der hviler et stort, åbent spørgsmålstegn over hele universet. Snakken om galskab og legen med sprog, videnskab og konventioner er så drillende åben for fortolkning, at det er slik for sprogforskere, filosoffer og freudianere.
En ballet, en bog, en musical, dukketeater eller pantomime? Svært at afgøre, men det virker. Her er det Alice og filurkatten. Foto: Costin Radu.
Her er der et niveau af litterær kompleksitet og eksistentielle dilemmaer, hvor billedteatret bogstaveligt talt ikke kan være med. Scenen, hvor Alice drikker en sær væske og skrumper til 25cm og derefter spiser kage for at vokse til mere end 3m, forløses for eksempel ikke rigtig vellykket.
Til gengæld er hendes svømmetur i søen af tårer fantastisk underholdende, og herfra kommer forestillingen virkelig i gear, for ballet er sublimt velegnet til pantomime, parodi, satire, fjol og gakkede gangarter.
Wheeldon ruller Alices‘ persongalleri ud i et genremix som aldrig set før; med en hysterisk fægtende og grimasserende hjerter dronning, en manisk stepspjættende hattemager, en breakdansende kålorm i bar mave, prikkende flamingodamer, rullende babypindsvin, fisketjener, frølakaj og en hær af blomsterhoveder og spillekort. I hans bloddryppende Sweeney Todd-agtige køkkenscene har kokkepigen virkelig gang i kødhakkemaskinen, der presser svinepølser ud i stride strømme.
Alice ikke for børn? Nonsens
Det er med andre ord et vanvittigt vellykket og virkeligt underholdende Carrollsk univers, som det er besnærende let at fortabe sig og fare vild i – men klassisk ballet har sin egen logik, og følger du den, kan det ikke gå helt galt.
Det må være Wheeldons tænkning bag valget af en konventionel treaktsstruktur og det styrende apollinske princip, der får ham til at bruge kærlighed og kage som sin røde tråd i den fabulerende fortælling: Jack dukker også op i Alices’ eventyrland, på flugt fra den saksearmede dronning der kræver hans hoved på et fad. Her det Alice, der redder sin hjerter knægt, da hun med trodsig snusfornuft får hele korthuset til at falde sammen med det fuldstændigt åbenlyse udsagn: ””Hvem bryder sig om jer?” sagde Alice (hun havde nu fået sin sædvanlige størrelse). ’I er jo bare et spil kort!’”
Balletten er en uforblommet hyldest og opfordring til at læse og følge en bog, der har sat børn og voksnes fantasi fri i generationer.
Alice og Jacks kærlighedsduet er ballettens hjerte. Scenen, hvor Wheeldons glasklare koreografiske rejse med sit tillidsfulde partnerarbejde, ubesværede retningsskift, legende glid, løft og spejlfigurer fortæller os om den kærlighed i fuldendt balance, der ophæver tid og sted.
Og selvom Wheeldon altså også digter, så vender han hele tiden tilbage til bogen i en erkendelse af, at det er Carolls figurer, der, i tæt konkurrence med Joby Talbots mesterligt magiske musik, også i balletten er den suverænt stærkeste kraft. Så vidt at Bob Crawleys scenografi er bogen: Når danserne træder ind på scenen, træder de bogstaveligt talt ind på en side af Alice.
Slutbilledet bærer med al tydelighed Wheeldons budskab: Alice og Jack er tilbage i haven foran familien Liddells residens, nu som kærestepar i år 2016 der tager selfies, men også læser Alice, døser og drømmer i haven. Forestillingen er altså i alt væsentligt en uforblommet hyldest og opfordring til at læse og følge eksemplet fra en åben bog, der har sat børn og voksnes fantasi og verden fri i generationer.
Og ja, Alice i eventyrland er med sine tre akter og knap tre timers spilletid lang. Den er heller ikke fuldendt, men den er kunstnerisk, kreativt og logistisk episk i ambition og format, og at hævde, at den ikke er for børn er vitterligt nonsens!
Alice er ikke for alle børn, nej netop! Den er for særlige børn. Det er hele pointen.
Alle fotos: Costin Radu/Det Kgl. Teater.