ANMELDELSE – Med Den Kgl. Ballets uovertrufne karakterdansere på scenen er John Neumeiers udgave af ”Romeo og Julie” som en vandring i Uffizierne. Genopsætningen af den 50 år gamle ballet er en oplevelse i verdensklasse.
Bragt i Kristeligt Dagblad 8. oktober 2021.
⭐⭐⭐⭐⭐ (5 ud af 6 stjerner)
Det er 50 år siden, John Neumeier skabte den første udgave af sin elskede, næsten skuespildramatiske iscenesættelse af Shakespeares kærlighedstragedie ”Romeo og Julie” til Sergej Prokofjevs følelsessvulmende ”drambaljet”. Balletten blev oprindeligt koreograferet til Frankfurtballetten i 1971, men den fandt rimeligvis først sin endelige form og fulde dramatiske styrke i 1974, da Neumeier i unik kongenialitet med Bournonville-traditionens karakterdansere satte en udvidet produktion op på Det Kgl. Teater. På gode aftener er ”Romeo og Julie” fortsat en oplevelse i verdensklasse, hvor man kan argumentere for, at Den Kgl. Ballet gør lige så meget for John Neumeier, som koreografen gør for kompagniet.
I københavnerversionen, der er blevet et af kompagniets signaturværker, henlægger Neumeier og scenograf Jürgen Rose handlingen til den tidlige renæssance. Scenedekorationen er i sin slående, grafiske klarhed og med sine kølige farver inspireret af Piero della Francescas malerkunst og i sin bevægelighed af filmiske effekter: De lette sætstykker glider i en egen lydefri koreografi ind over hinanden i skift fra piazza til ridderhal, kirkerum og krypt og danner med sin arkitektoniske harmoni en baggrund af tidløs orden for det dysfunktionelle, voldelige, kaotiske og korte menneskeliv.
Persongalleriets entréer, udgange og placeringer på scenen er alle betydningsbærende: Parallelt med at Julie som et lysende ideal gør sin ophøjede entre på loggiaen, og Romeo vågner i den underliggende arkade, anråber den unge munk Lorenzo eksempelvis i ballettens første, idylliske scene en søjlebåret Madonna.
Drømmerne kommer med dette anslag til at stå som en treenighed af tro, håb og kærlighed overfor de gamle familiers undertrykkende konventioner og fjendskab, der symboltegnes, når den barfodede Lorenzo samler håndfladerne foran sig i bøn, og Romeo og Julie i deres første møde danner samme trekantstegn, hånd mod hånd.
Capuleternes koreografiske motiv er diametralt modsat med en samling af hænderne foran brystet, hvor spidsen peger nedad som billede på den undertrykkelse og selvundertrykkelse, der er familiens forbandelse. Den stolte klans hovne, hanestolte bevægelsessprog er mekanisk og låst i den store ridderdans, hvor den motoriske marchrytme og de gentagne, svajende dansemønstre udføres med stigende aggression i den opbygning af uhyggelige, ustoppelige monstrøse kræfter, der er en af tolkningens centrale pointer.
Bag konflikten mellem familierne ligger også et generationssammenstød, der hos Neumeier tydeligt beskrives som de unges seksuelle frigørelse overfor de patriarkalsk kvindeundertrykkende og seksualitetsbegrænsende strukturer. Hovedrollerne spilles næsten altid af meget unge dansere i begyndelsen af deres karriere, der står troværdigt overfor de modne kunstnere, der repræsenterer de store slægter Capulet og Montague.
Undtagelsen denne gang er Ida Praetorius, der fik sit gennembrud i rollen som Julie i 2013. I år danser hun med en debutant, den nyudnævnte solist Ryan Tomash, men partnerskabet savner – ligesom dette års bredt set overspændte iscenesættelse – en afstemning og kalibrering. Praetorius’ troskyldige spurvelignende pigeskikkelse er fortsat sårbart jomfruelig, men kunne overfor Tomashs drengede maskulinitet med held spilles mere kvindeligt og antænde partnerskabet med en savnet, mere lidenskabelig, ægte fysisk gnist.
Fra Gudrun Bojesens gribende askegrå gravitas og Morten Eggerts rævesnu intelligens som Lady og Lord Montague til Astrid Elbos hypnotiserende, sfinksagtige skønhed og styrke som Lady Capulet og Benjamin Buzas forførende mørke, plagede portræt af Tybalt opleves opsætningens præcise og, ja, uovertruffent rammende rollebesætning, som rammes man af Stendhals syndrom under en vandring i Uffizierne. Romeo sekunderes af Tobias Praetorius som en kåd Benvolio og Jón Axel Fransson som Mercutio, tragediens første offer, der i sin dødskamp bittert leger med erkendelsen af sin egen rolle som marionet i det skæbnens teater, Mads Blangstrup som åndfuld renæssancefyrste forgæves søger at tøjle.
——————–
”Romeo og Julie”. Koreografi: John Neumeier. Gl. Scene, Det Kgl. Teater, København. Til 4. november.
——————–
Foto: Ida Praetorius og Ryan Tomash i Dødsscenen, sidste billede i John Neumeiers ”Romeo og Julie”. Fotograf: Henrik Stenberg.