BRAGT I POV INTERNATIONAL 28. AUGUST 2019
Verdensballettens turné i sommerlandet trækker tusinder af glade publikummer men savner, ligesom Danish Design i Klampenborg, substans. Kammerballetten er til gengæld båret af kunstnerisk nødvendighed.
DANISH DESIGN
⭐ ⭐ (2 ud af 6 stjerner)
VERDENSBALLETTEN
⭐ ⭐ ⭐ (3 ud af 6 stjerner)
KAMMERBALLETTEN
⭐ ⭐⭐ ⭐ ⭐ (5 ud af 6 stjerner)
Formgivning, håndværk og materiale er selvfølgelig de bærende elementer, der binder Danish Design – den skole af funktionalistisk design, der opstod i Danmark omkring midten af sidste århundrede – og koreografi sammen.
Derfor er det også på papiret en flot idé at skabe en danseforestilling over tanken i Arne Jacobsens sommerteater, Bellevue, fra 1936, men i René Winthers iscenesættelse er den parallel – og diskussionen af mødet og sammenhængen mellem idé og udtryk – pinefuldt fraværende.
Scenen sat som en tom passepartout, et umalet lærred. Stram og kridhvid minimalisme, hvor en pumpet lydside og ekvilibristiske projektioner udgør rammen om skildringen af den kreative kamp.
Det er ikke ballet, det er en nothing burger,
og et svigt af en fornem danser som Alban Lendorf
Forestillingen er skabt til Alban Lendorf i den altbærende hovedrolle som Arkitekten, men Danish Design er hverken æg eller svane. Den har ikke, som den japanske samler og professor Noritsugu Oda i en intro-film påpeger om Wegners stol Den Runde, en intellektuel betydning.
Stjernedanseren er på sin gæstevisit i Danmark fanget i en tom skal med en samling hjælpeløse fagter og melodramatisk ageren: Krum ryggen, tag hænderne til hovedet og den slags. Lejlighedsvise arabesque-stræk er nok udtryk for arkitektens aspiration, og vilde, virtuose pirouette- og fouettédrejninger skal sikkert kommunikere, at nu sker der virkelig noget!
Men læsningen og brugen af klassisk form i Danish Design er uæstetisk, overfladisk og banal, og kontrasten til de seks hvidkalkede, urbane dansere, der repræsenterer ”materialet” og robot-bevæger sig over scenen i locking og popping-rutiner, meningsløs.
Det er ikke ballet, det er en nothing burger, og et svigt af en fornem danser som Alban Lendorf. Kommer du for at se giraffen, så er han der, men er det kunstneren, du vil opleve, så er det ikke på Bellevue.
VERDENSBALLETTENS POSITIONER OG PROPORTIONER
Det samme gjaldt desværre også i et vist mål Verdensballetten, der over sommeren turnerede med seks solister og solodansere fra Royal Ballet og, alternerende, Staatsballett Berlin og Marinskij-teatret til otte lokationer i Danmark og en enkelt på Sild i det frisiske øhav.
De var der, stjernerne, først og fremmest den engelskfødte solodanser fra Marinskij, Xander Parish, men på en meget lille scene med båndmusik og med koreografiske uddrag kunne ingen af dem rigtigt skinne. Parish diverterede med Eric Gauthiers humoristiske solo Ballet101, en demonstration af ballettens klassiske positioner i sammenhæng med en bunke drejninger og forvrængninger.
Det ligger i materialet her – positioner – at koreografien ikke kræver nogen plads, den er ikke tænkt spatialt men statisk. Derfor var Ballet101 det værk på programmet, der fungerede bedst.
Ballet og koreografi formgives og disponeres i proportioner, der gives af et lukket scenerum. Tager du eksempelvis den store pas de deux fra Raymonda ikke kun ud af sin dramatiske sammenhæng men ud af den kasse, koreografien så at sige er bygget til, så mister den definition og perspektiv.
Jeg håber, at gruppen næste år vil tænke dybere over programlægningen med en erkendelse af udendørsformatets rumlige begrænsninger – og dets muligheder
Ved Verdensballettens forestilling i Horsens dansede Parish denne duet med Ekatarin Chebykina, hvor de to store kunstnere desuden måtte arbejde med den meget lille scenes begrænsninger. Derfor blev adagioen statisk reduceret til linjespil og fungerede ikke som koreografisk arkitektur, ligesom Parish og Chebykina, igen pga. pladsmangel, ikke dansede de tilhørende virtuose variationer, der karakteriserer, forløser og folder værket ud.
Vi så verdensstjernerne, girafferne, men vi så dem faktisk kun posere, ikke danse.
Tematisk udgjorde engelsk repertoire rygraden af den kunstneriske leder Steven McRaes programlægning for resten af aftenen, der – også ligesom Danish Design – så godt ud på papiret med et historisk og stilistisk spænd fra en solo af Sir Kenneth MacMillan til duetter af Sir Frederick Ashton, Wayne McGregor og Liam Scarlett. Reelt var indtrykket usammenhængende, og de fleste af de intime værker ikke egnet til udendørsformatets vidder.
Stillede du skarpt og zoomede ind, så var Scarletts elegiske og legende Asphodel Meadows til Poulencs Koncert for 2 klaverer og orkester, d-mol, aftenens koreografiske højdepunkt, men savnede i opførelsen, ligesom MacMillans solo Pie Jesu, den patos og det personlige fokus, det er så svært at skabe under en mild og lys sommerhimmel.
Verdensballetten har en beundringsværdig ambition, arrangør Jens-Chr. Wandt kører en professionel organisation – arrangementet, jeg overværede, sad logistisk lige i skabet – og jeg håber, at gruppen næste år vil tænke dybere over programlægningen med en erkendelse af udendørsformatets rumlige begrænsninger – og dets muligheder.
KAMMERBALLETTEN ER PRÆGET AF KUNSTNERISK NØDVENDIGHED
Med Kammerballetten er vi kunstnerisk og bogstaveligt talt et helt andet sted, på den lille black box-scene på Takkelloftet på Operaen i København og i et eksperimentarium for ny klassisk koreografi for dansere fra Den kgl. Ballet.
Programmet åbner bogstaveligt talt med Adam Lüders’ reverens for publikum: To kvinder og en mand, Stephanie Chen Gundorph, Emma Håkansson og Tobias Praetorius, strækker ben og fod frem i en tendu, som projektets kunstneriske leder Alexander McKenzie ved klaveret og Jacob La Cour på cello istemmer Igor Stravinskijs Suite Italienne, en kammersuite i seks satser over temaer fra balletten Pulcinella.
Stilistisk er Lüders’ Suite Italienne også en reverens for hans mester, George Balanchine, med talrige koregrafiske henvisninger til og variationer over trin og idéer fra særligt Balanchines abstrakte ”barokballetter” som Concerto Barocco og Square Dance, måske med et nik eller to til Four Temperaments, der var en af Lüders’ egne signaturpræstationer som solodanser ved New York City Ballet.
Lüders’ arbejde i Suite Italienne afkræver respekt
og er, apropos Danish Design, håndværk af fineste kvalitet
Trioen er fodrap, energisk, vittig, medrivende og kræver særligt en mandlig danser der, som Lüders selv, rummer en melankolsk dybde, er en høvisk partner og her også har en spændstig springkraft.
Lüders’ arbejde i Suite Italienne afkræver respekt og er, apropos Danish Design, håndværk af fineste kvalitet, ligesom Kristian Levers duet Unravel er klart konciperet og udført som en forholdsbeskrivelse. En gennemspilning af en relation, der falder fra hinanden og slutter der, hvor to elskende med klarsyn ser hinanden i øjnene i erkendelse af en kærlighed – og en drøm – der er død.
Oppositionen mellem Maurice Ravels nostalgiske, lyriske Pavane pour une infante défunte og Levers ekspressive koreografi – hyperaktivitet overfor violinens lange buestrygninger, det tunge arbejde på gulv overfor melodiens høje, lyse registre, krogede figurer der kontrasteres af lydens arabesque – fungerer her metaforisk smukt.
Programmets absolut væsentligste værk, Tobias Praetorius’ Chorale Dances for fire dansere sat til fire af Bachs orgelkoraler arrangeret af Alexander McKenzie efter Busoni, reagerer rytmisk, dynamisk og symbiotisk på nodebilledet og tegner i en frisk, let og fri streg organiske linjer og præcis geometri. Sproget, ordene, er atletisk og elegant med fremspring og tilbageløb og, selvfølgelig, for det er Bach, masser af kontrapunkt.
Vælger du at arbejde med Bach, tager du livtag med et højdepunkt i vestlig kunst, i menneskelig kunstnerisk opnåen, og kommer uundgåeligt til at røre ved spørgsmål om tro og eksistens.
Selvom Choral Dances ikke er religiøst ladet, gennemstrømmes den af en rørende humanitet og omsorg, der finder konkret udtryk i øjeblikket, hvor de fire dansere med hinanden om livet lytter til Alexander McKenzies fortolkning af Wachet Auf, Ruft Uns Die Stimme, BWV 645.
Dette er, hvad koreografen, en ung mand anno 2019, hører
i Bachs anråb til herren…
Koreografisk er det kunst som nødvendighed
Centralt står hovedpersons solo til Ich ruf zu dir, Herr Jesu Christ, BWV 639, som resonant billede på en fortabelse i et mørke, der måske kan fortolkes som en depression, i hvert fald som en ensom lidelsesgang. Liam Redhead skaber billeder, hvor vi i et glimt måske aner en Kristus-figur, i hvert fald ser et menneske række ud efter lyset og falde, rejse sig og tage flugt på vinger.
Choral Dances slutter musikalsk på den anden side af dette mørke, som den begyndte, med Wachet Auf og en afklaring. Liam Redhead sidder nu på gulvet ved klaveret, lyttende.
Balletten bliver her en personlig trosbekendelse: Dette er, hvad koreografen, en ung mand anno 2019, hører i Bachs anråb til herren, det er måske del af hans menneskelige erfaring og i hvert fald udtryk for en gribende livsbekræftelse.
Koreografisk er det kunst som nødvendighed.
”Danish Design”, Bellevue Teatret, Klampenborg. Til 25. august.
Verdensballetten 2019, Fængslet, Horsens, 2. august.
Kammerballetten 2019, Takkelloftet, Operaen, København, 14. august.
Hovedfoto: Liam Redhead i Tobias Praetorius’ “Chorale Dances”. Foto: Tom McKenzie, Kammerballetten.