ANMELDELSE – Livsglæde og danseglæde, er det ikke nok? Nej, og det handler ikke kun om, at verden brænder, og at Den Kongelige Ballet befinder sig i en eksistentiel krise, hvor værdier, identitet, retning, ledelse og åbenbart også arbejdsmiljø er hårdt prøvet.

Kristeligt Dagblad 25. april 2023

⭐⭐⭐ (3 ud af 6 stjerner)

Kan man forestille sig Det Ny Teater eller Fredericia Musicalteater lave ”Svanesøen”? Sagtens, men det vil – man ser det for sig – aldrig blive rigtig godt, og det samme gælder selvfølgelig, når Den Kongelige Ballet laver en dansemusical.

I sæsonens store satsning på Operaen, ”Gotta Dance!”, er barren sat endog meget højt med en handlingsløs paraderække af showstoppers, som mange kender fra film som ”Easter Parade” og ”Singin’ in the Rain”: Har du Judy Garland og Gene Kelly i ørene og på nethinden, så skal balletdanserne og sangerne sammen med Tivolis Big Band og LiveStrings som fortolkende kunstnere levere en særlig præstation for at fremstå autentisk og overbevisende.

Her er materialet ikke tilstrækkeligt, fordi koreograf Gregory Deans ambition med forestillingen ikke er kunstnerisk kreativ, men ganske enkelt en genkendelig hyldest til Hollywood og Broadway. En samling af det velkendt underholdende med et soundtrack, hvor alle kan nynne med på omkvædene, og en kløgtig scenisk genbrug af alle kendte showtricks fra ”chorus lines” til en ”clap along finale” til tonerne af ’That’s Entertainment’.

Der fløjtes til afgang på en rundtur i Americana-musicalens technicolor-sydstatsnostalgi med ’Chattanooga Choo Choo’, hvor scenograf Jon Morrells sporvogn i hastigt tempo fører dansere og sangere forbi Judy Garland-klassikere som ’The Trolley Song’ og ’When That Midnight Choo-Choo Leaves For Alabam’’ i intime duetter og livlige ensemblescener.

Fra Cole Porters ’I Love Paris’ sejler ”Gotta Dance!” over Atlanten til Edith Piafs lidenskabelige, tragiske følelseshav, hvor trinlæsningerne af ’Padam, padam’ og ’Non, je ne regrette rien’ imidlertid er så ufrivilligt parodiske i deres klichétegning, at det er anstødeligt.

Anden akt ligger et sted mellem sæsonfinalen på Vild med dans og en gentagelse af Twyla Tharp/Frank Sinatra-balletten ”Come Fly Away”. I genremikset af kunstsproget ballets polerede disciplin, kontrol og overmenneskelige æstetik og musicalens og jazzdansens gadejargon, kant og fandenivoldske frihed bruger Dean ”jazzhands” og tåspidsteknik, uden at det på noget tidspunkt bliver tydeligt, hvad det skal udtrykke eller hvorfor?

Kun i en enkelt scene, til Rodgers & Harts ’Bewitched’, har man indtryk af, at Gregory Dean dels har lyttet til musikken og har noget personligt og uventet på hjerte: Kærlighed mellem mænd. En dvælende og intens duet mellem to matinéidoler, der slutter i et kys.

Men livsglæde og danseglæde, er det ikke nok? Nej, og det handler ikke kun om, at verden brænder, og at Den Kongelige Ballet befinder sig i en eksistentiel krise, hvor værdier, identitet, retning, ledelse og åbenbart også arbejdsmiljø er hårdt prøvet.

”Gotta Dance!”s koreografiske candyfloss mangler ganske simpelt kompositorisk kvalitet og motivation i sin hypede positivitet, og produktionen er hverken et antielitært udsagn eller del af en reel strategi om at bygge et nyt publikum for kunstarten ballet, men alene et kortsigtet, kommercielt spørgsmål om penge i kassen.

En forestilling som denne forventer jeg at se i et kongrescenter eller måske en messehal i Ruhr-distriktet. Ikke på en nationalscene eller en kulturinstitution, der engang havde verdensniveau.

Til efteråret kan stort set samme koncept, ”Dance Ballerina Dance”, i øvrigt opleves i Falkonersalen på Frederiksberg. Her danser Holly Dorger også hovedrollen. Selvsamme Gregory Dean er koreograf, og Chris Minh Doky står sammen med sit jazzorkester på scenen i en produktion af Live Nation i samarbejde med Lion Musicals.

——————–          

”Gotta Dance!”. Koreografi og iscenesættelse: Gregory Dean. Scenografi og kostumedesign: Jon Morrell. Lysdesign: Lucy Carter. Tivolis Big Band og LiveStrings. Operaen, København. Spiller til 17. maj.

Foto: Sebastian Pico Haynes, Andreas Kaas og corps de ballet.
Fotograf: Camilla Winther.