ANMELDELSE – Jerome Robbins’ ”Glass Pieces” er en ekstatisk hyldest til livet, skabelsen, visionære kunstnere og kunstværker, der har ændret verden.

Kristeligt Dagblad 9. marts 2023

⭐⭐⭐⭐

Mange kender Jerome Robbins som idémanden og iscenesætteren af ”West Side Story”, men han betragtes også som den første, egentlige amerikanske balletkoreograf. Robbins arbejdede både på Broadway og i ballettens verden, hvor han sammen med George Balanchine var koreograf ved New York City Ballet. Hans værker karakteriseres ved ”timing” og ”showmanship”, en genial, humoristisk sans for menneskelige karakterer og en forelsket fascination af ballets sublime dyrkelse af skønheden.

Hvis man skal finde en linje i årets udgave af Den Kongelige Ballets konceptprogram ”Giant Steps”, der netop er helliget Robbins, så er det måske hans rejse fra show mod en fordybelse i kunstarten ballets eget udtryk og mod en personlig vision: Fra det underholdende tidsbillede om tre sømænd på orlov på Manhattan, der senere blev til musicalen og filmen ”On the Town”, forbi en neoklassisk, virtuos trinleg i et allegorisk operadivertissement til et ensemblebåret formeksperimenterende værk.

”Giant Steps” er imidlertid en tung aften, fordi ”Fancy Free” (1944) og Verdi-balletten ”De fire årstider” (1979) opleves uforklarede udenfor en amerikansk kulturkreds: De giver i New York mening som del af den bølge, hvor metropolen i et ”Ballet Boom” fra midten af sidste århundrede opdagede og udforskede kunstartens æstetik, konventioner og historie, men i en dansk sammenhæng virker de to værker både uvedkommende og daterede.

Andre af Robbins’ arbejder havde været mere oplagte til København, og den samlede oplevelse ville i hvert fald have været stærkere med en mere logisk og energisk opbygning af aftenen startende med 1800-talspastichen over ”mid-century” musicalgenren mod Robbins’ modernistiske hovedværk ”Glass Pieces” (1983) som et højdepunkt.

En mosaik af tanker og billeder

Bagtæppet i ”Glass Pieces” er – med en henvisning til komponistens matematiske principper og Robbins eget organisatoriske arbejde – kvadreret. Et kæmpe stykke millimeterpapir bag et klinisk rum, hvor 36 dansere i elektriskfarvet træningstøj til lyden af Glass’ dyttende saxofoner og hektisk rullende arpeggio for synthesizer gående krydser scenen i tilfældige baner. Ballettens første billede er blevet sammenlignet med menneskemylderet i togstationen Grand Centrals forhal, og ”Glass Pieces” siges ofte lidt indlysende at kanalisere storbyen New Yorks pulserende, hvileløse energi, men værkets komplekse, intelligente ikonografi rummer også glimt af en anden, mystisk civilisationsfortælling.

To dansere i ensfarvet trikot lander – med Robbins’ ord – som ”stålengle” i mængden. Yderligere to par slutter sig til og skrider med et nik til de amerikanske postmodernister Lucinca Childs og Merce Cunningham over scenen med svingende arme i enkle, lange træk i en udvikling mod en række store løft, der er direkte trincitater fra finalen i George Balanchine’s ”Fire Temperamenter” (1946). Om det moment, der gjorde et uudsletteligt indtryk på Robbins som ung mand, har koreografen sagt: ”Jeg har det altid, som om jeg er vidne til en skelsættende afrejse – som interplanetære rejsende, der tager afsked med verden”.

Her lander de himmelske væsner i en tid og et sted, hvor ensemblets gående figurer langsomt antager solisternes dynamiske trin og fraser og i geometriske mønstre danser mod et mangedoblet crescendo, hvor bevægelsen fryses i et kraftigt lysglimt.

Gregory Dean fører vægtløst Ji Min Hong gennem rummet på Gamle Scene i værkets betydningsladede anden sats, hvor en elegisk melodilinje for sopransaxofon svæver over en bund af skvulpende strygere. I en neoklassisk, lyrisk slowmotion duet foran en række kvindelige, duvende silhuetter folder Min Hong med næsten rituel alvor sine lemmer ud fra kroppen. Parret står med faraonisk gravitas ubevægeligt stille i parallelle todimensionelle profilfigurer, men lader os også skimte øjeblikke af menneskelig ømhed i deres fælles formål, hvor hun hviler hovedet mod hans bryst og lægger armen om hans hals, som blæserinstrumentets længselsfulde, ensomme klage understreger dansens ophøjede intensitet.

Trommende slagtøjsrytmer og skingert trillende fløjter skaber fremdriften for ”Glass Pieces’” vilde finalesats, hvor grupperinger gentager karakteristiske hektisk, haltende trin på hæl i retlinjede spor, før små klynger i kontrapunktiske kaskader af atletiske spring og drejninger accelererer i en eksplosion af energi. En mesterlig og kompleks koreografisk arkitektur, der samler gruppen i en hvirvelstrøm af bevægelse og som et centralt billede i en drejende, cirkulær symbolfigur.

I 1983, kort før Robbins skabte ”Glass Pieces”, havde han som librettist arbejdet sammen med Philip Glass om udformningen af operaen ”Akhnaten” (1983) om den egyptiske konge, der sammen med sin dronning Nefertiti, reformerede oldtidens Egyptens religion med en samfundsomvæltende vision om dyrkelsen af Aton, solskiven.

”Glass Pieces’” sidste billede er musik hentet fra netop ”Akhnaten”, og balletten en mosaik af tanker og billeder i en ekstatisk hyldest til ikke kun livet, skabelsen, farao og fantasien, men også til en visionær komponist, koreografer og kunstværker, der har ændret verden.

——————–          

”Giant Steps”.
Koreografi: Jerome Robbins.
Musik: Leonard Bernstein, Philip Glass, Giuseppe Verdi.
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København.
Spiller til 23. marts.