ANMELDELSE – Alban Lendorfs dans er på verdensniveau. Et ”Giant Step” og et comeback efter mange års skader, der nærmest må betegnes som sensationelt og anbefales på det varmeste.
Kristeligt Dagblad, 5. marts 2024
⭐ ⭐⭐ ⭐ ⭐ (5 ud af 6 stjerner)
Giant Steps-konceptets titel – ”store trin” – lover en programlægning af hovedværker, og i denne sæson er George Balanchines poetiske og mysteriefyldte ”Serenade” tilbage på repertoiret som åbningsballet med Harald Landers berusende virtuose publikumsfavorit ”Etude” som finale.
Det er en utroligt rig og udfordrende aften for både publikum og kunstnere: Kompagniets dansere presses til deres yderste af de to neoklassiske værker med høje fysiske og tekniske krav. For tilskuerne bliver programmet – med det midterste værk, Jorma Elos knap 40 minutter lange ”Sibelius 4. symfoni” – en nok lidt for lang aften.
Jean Sibelius skal selv – med et citat af August Strindberg – have sagt, ”det er synd for mennesket” om sin dystre symfoni, som Elo fortolker for et ensemble af 10 mænd og en kvinde. Hans afsæt er den finske forfatter Aleksis Kivis vilde romanskrøne ”Syv brødre”, men fusionen af de to udtryk, der skal mødes i et tredje – dans – savner samlet overbevisning.
Finske Elo kan næppe heller siges at være koreograf af samme kaliber som Balanchine eller Lander, og en mere rimelig og vellykket sammensætning kunne have budt på et gensyn med eksempelvis den moderne mester Wayne McGregors ”Chroma” i en langt skarpere æstetisk kontrast til det 20. århundredes skønhedsdyrkelse og det tilbageskuende.
”Serenade” og ”Etudes”, fra henholdsvis 1935 og 1948, er kærlighedserklæringer til dans og dansere, der i subtile henvisninger cirkler om kunstartens formsprog og historiske idealer.
I ”Serenade” går tæppet til lyden af en dyb og rig koral for violiner, cello og bas for et af balletverdenens mest kendte tableauer: 17 kvinder, klædt i lange tylskjoler, udgør et romantisk, ubevægeligt skyggelandskab i natten. Deres udstrakte hænder både påkalder og skærmer mod månens lys.
Armene føres ned i en rituel serie af bevidsthedsgørende gestus og positioner, så hænderne rører tindingen, krydser brystet og hviler ved venstre skulder. Begge arme rundes foran kroppen, så fingrene næsten rører hinanden, og fødderne drejes ud i klassisk dans’ grundlæggende 1. position: En korps af balletdansere er født, som Balanchine til Tjajkovskijs syngende ”Serenade for strygere” sender over scenen i bølgende kaskader, hvor musik og koreografi mødes i en fælles eksistens som ét udtryk.
”Serenade” er ikke en handlingsballet, men en række dramatiske scener, symboler og koreografiske henvisninger åbner værket for fortolkning og betydning: Den skæbnetunge sidste sats synes at skildre kærlighed, død og transcendens, hvor en danserinde falder til jorden, før en mand af en bevinget gudinde føres ind på scenen. Gribende fortolket af den sitrende, sanselige Stephanie Chen Gundorph overfor en alvorsmærket, karismatisk Sebastian Haynes og guddommelige Wilma Giglio.
I sit mytologiske materiale trækker ”Serenade” på elementer af Orfeus og Eurydike, men balletten skal måske først og fremmest ses som en hyldest til kunsten som livsbetingelse, hvor det gysende slutbillede bærer på et budskab om den romantiske kunstners forløsning i det sublime.
Harald Landers ”Etudes” skildrer også en dansers liv, men i en mere prosaisk form med en teatraliseret præsentation af det kodeks af øvelser og trin, som lærere og pædagoger over hele verden dagligt stykker sammen for at optimere dansernes muskelbeherskelse, musikalitet og koordination.
Et ekvilibristisk, teknisk krævende festfyrværkeri af ren dans, hvor korpsets dansere med Knudåge Riisagers energiske og rytmiske partitur som et spændstigt springbræt spæner, fjedrer og sparker sig vej over gulvet mod en medrivende finale, hvor ikke færre end 39 kunstnere er på scenen.
I denne genopsætning ved Thomas Lund synes ”Etudes’” tre solodansere at have fået plads til at forme deres variationer i et mere personligt udtryk end det ofte ses: Emma Riis-Kofoed stråler varmt og selvsikkert som Ballerinaen overfor Jón Axel Franssons noble soloherre og Alban Lendorfs mesterligt svævende præsentation af Landers lynsnare, intrikate små fodspil lige over jorden.
Lendorfs dans er på verdensniveau. Et ”Giant Step” og et comeback efter mange års skader, der nærmest må betegnes som sensationelt og anbefales på det varmeste.
——————–
Giant Steps – ”Serenade”, ”Sibelius’ 4. symfoni” og ”Etudes”. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København. Til 20. marts.
——————–
Topfoto: Emma Riis-Kofoed og Alban Lendorf i den romantiske sektion af Harald Landers ”Etudes”. Fotograf: Camilla Winther.