Bragt på POINT of VIEW International 5. november 2017.
Opsætningen af Akram Khans sufi-inspirerede epos Vertical Road er et af højdepunkterne i Nikolaj Hübbes 10 år som balletchef på Det kgl. Teater. Værket opføres nu igen som del af Dans2Go-programmet sammen med Hübbes første ballet Weimar – en slags Cabaret-pastiche der er mere Vild med dans end tysk ekspressionisme.
Dans2Go er Den Kgl. Ballets discounttilbud med enhedspriser over hele huset på kr. 260 – og kr. 156, hvis du er under 26. ”Perfekt til en venindetur i teatret,” skriver teatret på dets webportal.
Det handler altså om at lokke et bredere og et nyt publikum til Kongens Nytorv, og det er muligt, at det har været en af Nikolaj Hübbes største fortjenester i sin tid som balletchef, at han har kunnet det.
Først og fremmest i kraft af promovering af sig selv som den landskendte dommer fra Vild med dans og reality TV-stjerne indenfor privatlivsransagelse og eksperimenter med clairvoyance – fermt understøttet af en markedsførings- og outreach-strategi fra Det kgl. Teaters side, hvor man har udnyttet at have en kameravant chef med en ambition om at gribe muligheden for at formidle og ”sælge” sin kunstart.
Reality ballet kan man kalde det, når en central del af oplevelsen bliver danserne som personer
Ikke mindst med programkoncepter som Hübberiet, Brunch og ballet og Dans2Go,hvor ambitionen er at opdyrke en fankultur og bringe publikum næsten op på scenen og i hvert fald tættere ind på livet af danserne.
Reality ballet kan man kalde det, når en central del af oplevelsen bliver danserne ikke som kunstnere men som personer – sjove og charmerende, svedende, hårdtarbejdende, skuffede, frustrerede eller forløste mennesker.
DR3 har senest støttet op med dokumentarserien I forreste række, der følger en række unge danseres liv og karriere på nationalscenen.
Strategien har styrket Nikolaj Hübbes anseelse i dansk kulturliv. Den var i forvejen høj, da han vendte hjem til Kongens Nytorv med enorm kapital i kraft af sin karriere som solodanser ved New York City Ballet, men reelt har den kunstneriske retning og prægnans i hans knap 10 år som balletchef på Kongens Nytorv været usikker. Dette efterårs Dans2Go eksemplificerer det kunstneriske spænd og nogle af paradokserne.
Kongelig Kit Kat Klub
Weill havde været en mindre forpligtende og mere rammende titel for Weimar, Hübbes første koreografi som auteur. Trods brugen af musik fra bl.a. Laser og Pjalter kan man ikke forsvare, at balletten egentlig fortæller os noget om Weimar – hverken byen, republikken, tidsånden eller den kulturradikalisme og ekspressionisme vi i dag forbinder med begrebet, og som man i samtiden kaldte ”det unge Tyskland”.
Indtrykket er, trods Weills musik, af et univers tættere på musicalen Cabarets Kit Kat Klub. Alt ved Weimar er smooth, uden kant. Den er ikke-kontroversiel og helt ufarlig.
Opbygningen – en enkel nummerballet med en sekvens af ensemblescener, duetter og soli til sange af Kurt Weill med tekster af Bertold Brecht, Roger Fernay, Maurice Magre og Ira Gershwin – rummer ikke skyggen af samfundskritik eller intellektuel overbygning, kun små svirp af satire i en overflod af sentimentale eller sassy showstoppers og show-off.
Uden en dagsorden og et budskab, uden noget egentligt narrativ og med fokus på portrætter, karakterstudier og koreografi/teknik kan balletten ikke læses som andet end en øvelse, hvor balletmesteren arbejder med og præsenterer sine dansere – i idé ikke ulig August Bournonvilles Konservatoriet eller Harald Landers Etudes selvom udtryk og form er et helt andet. Her rammer vi noget centralt.
M.C. Hübbe
Nikolaj Hübbe er en god personinstruktør. En dreven formgiver med sans for teater og effekt – det tror jeg slet ikke, der kan være nogen tvivl om – og danserne lever i Weimar. Ikke i stor klassisk kunst men som performers og individer. Særligt – og dette er nyt – kvinderne; mændene i Weimar er træmænd, kvinderne levende.
Som iscenesætter af det klassiske repertoire har Hübbe haft en bias, hvor han gentagne gange har flyttet et kvindeligt til et maskulint næsten misogynistisk perspektiv med August Bournonvilles Sylfiden som det mest hjerteskærende eksempel.
I Weimar er Morten Eggert Master of Ceremonies – Emcee, som han kaldes i Cabaret– og kan læses som en slags alter ego for Nikolaj Hübbe. Men det er alligevel tre af Den kgl. Ballets solodanserinder, der dominerer showet i store partier. Han giver dem pladsen, og det klæder både ham og dem: Holly Dorger sparker selvsikkert verden i røven i en knaldrød lårkort, stram model i The Saga of Jenny; J’aime Crandall fremstår spurveagtig og skrøbelig, en dansede Edith Piaf, i Youkali. Susanne Grinder er sofistikeret og ophøjet i tragisk ensomhed: Retire ta main, je ne t’aime pas…
Ensemblescenerne er veldisponerede og underholdende, endog med stilistiske periodehenvisninger til Ballets Russes, men alligevel er Weimar – og der er desværre ikke andre måder at sige det på – mere Vild med dans end Weill-Brecht eller Bronislava Nijinska. Mere Broadway og Moulin Rouge end Berlin.
Det er en ærgerlig mangel på udsyn og ambition, at Hübbe ikke sigter højere eller ser indad og i stedet tager livtag med eksempelvis Weill og Brechts De syv Dødssynder – enten i en rekonstruktion eller nyfortolkning af Det kgl. Teaters opsætning ved Harald Lander fra 1936, der notorisk blev taget af plakaten efter to opførelser, hvor teatret var under anklage for at være ”kommunistisk talerør”.
Anklagen mod Weimar må lyde på, at den intet har på hjerte. Hvad skal vi med den?
Drejningen mod gud
Akram Khans Vertical Road udgør en kunstnerisk modpol, der ikke har brug for markedsføring: Her taler kunsten, dansen har sin egen stærke stemme, og spørgsmål og svar finder du selv.
Denne genopsætning fra sidste sæson er et af højdepunkterne i det repertoire, Nikolaj Hübbe har lagt på Det kgl. Teater gennem det sidste tiår. En billedstærk iscenesættelse, der i sin minimalistiske, jordfarvede æstetik genkalder Peter Brooks Mahabaratha og japansk butoh. Koreografisk bygger Vertical Road – karakteristisk for Akram Khan – effektivt, dynamisk og organisk på indisk kathak, persisk sufi, tai chi og capoeira-kampsport, og det knap 35 minutter lange værk er sjældent stramt og velkomponeret.
Khan skabte oprindeligt forestillingen til sit eget kompagni i 2010 i en 70-minutters version, men Den kgl. Ballets udgave står stærkere i sin komprimerede form som en hellig vej mod åndelig indsigt.
Besværgelserne samler ensemblet som én organisme, én krop, som et felt der skaber hvirvelstrømme af bevægelse og med magnetisk kraft suger hovedfiguren ind i orkanens øje
Værket udgør en medrivende katarsis. De medvirkende er tydeligt bevægede, og også for publikum er Vertical Road en usædvanlig og gribende oplevelse. En kraftfuld koreografi, rituel i sin strukturerede opbygning af gentagelser og acceleration. En mystisk fortælling om erkendelse og en søgen mod ekstase, hvor rytmeslaget uophørligt bankende fører frem mod transcendensen. Hvor bølger af energi og gentagne cirkler i et symbolsk billede på planternes og stjernebilledets kredsen om solen kalder på Gud og åbenbaring.
I takt med Nitin Sawhneys tikkende metronom, der vokser fra en svag puls til en dunkende rytme fra det inderste kammer af et bankende hjerte, svarer danserne med enkle, gentagne sekvenser af slag i luften og tramp i jorden. Besværgelserne samler ensemblet som én organisme, én krop, som et felt der skaber hvirvelstrømme af bevægelse og med magnetisk kraft suger hovedfiguren ind i orkanens øje.
I sidste sæson blev The Traveller religiøst-eksistentielt og faktisk uforglemmeligt fortolket af Sebastian Haynes, så ensemblet nærmest antog karakter af spejling eller hallucination. Haynes’ hypnotiske koncentration kanaliserede fra start oplevelsen i et intenst fokus med en transcendental og skæbnebestemt dimension. Ved genopsætningen har Liam Redhead taget figuren og givet Vertical Road en helt ny dynamik, også fremragende, med en mere sårbar figur, der åbner scenen for hans medspillere og et mere detaljeret narrativ.
Værket er det samme, men oplevelsen en anden. Vejen er den samme, men rejsen er ny
Det er sigende for Vertical Road’s store rigdom, at, ja, værket er det samme, men oplevelsen en anden. Vejen er den samme, men rejsen er ny, og jeg kan anbefale alle at tage den: Jeg så selv Vertical Road fem gange sidste år og har i denne sæson set den to gange.
Som jeg skrev ved premieren i foråret, leder Vertical Road med sin shamanistiske dimension, med tematiske anslag med elementer af kamp, rivalisering og kærlighed, uvilkårligt tankerne på Stravinskijs Le Sacre du printemps. Jeg drømmer ikke længere kun, som dengang, om, at Nikolaj Hübbe kunne finde på at shanghaje Khan til en bunden opgave: At skabe en Sacre til Den Kgl. Ballet. Med det store udtræk og det fulde orkester.
Jeg vil inderligt opfordre ham til det.