ANMELDELSE – Kontemporær ballet bevæger sig i stigende grad i kredsløb omkring samtidig kunst, ofte koncept- og installationskunst. Florent Melacs Duet forløser idématerialet i fire nye monumentalværker af Anselm Kiefer som oplevet virkelighed og erfaring.

ENGLISH VERSION BELOW

Bragt i Kristeligt Dagblad 6. april 2021.

⭐⭐⭐⭐ (4 ud af 6 stjerner)

Det Los Angeles-baserede globale gallerinetværk Gagosian premierede 23. marts en 20 minutter lang dokumentarfilm med den tyske samtidskunstner Anselm Kiefer om udstillingen Field of the Cloth of Gold i Gagosian, Le Bourget, et kunstrum i en hangar konverteret af Jean Nouvel i Paris’ gamle lufthavn.
 
I filmen danser Hannah O’Neill og Hugo Marchand fra Pariseroperaens Ballet koreografi af Florent Melac til Steve Reichs Duet (1993), skabt som direkte respons på fire af Kiefers monumentalmalerier: Sichelschnitt (Sickle Cut) 2019, Beilzeit—Wolfszeit (Axe-Age—Wolf-Age) 2019, Die sieben Schalen des Zorns (The Seven Bowls of Wrath) 2019-20 og Aus Herzen und Hirnen spriessen die Halme der Nacht (From Heart and Brains the Stalks of Night are Sprouting) 2019-20.
 
”Jeg kan ikke se et landskab uden også at se den historie om stedet, som jeg har i hovedet”, fortæller Anselm Kiefer kunsthistorikeren James Cuno. ”Alt, hvad der er sket, er til stede”.

I de glimtende skilderier i Field of the Cloth of Gold er udgangspunktet det historiske møde mellem monarkerne Henry VIII og François Ier ved Balingham nær Calais i 1520, men lige så tydeligt, måske tydeligere, præger Anselm Kiefers livslange, skæbnetunge streger fra Holocaust, verdenskrigene og en optagethed af bibelske fortællinger storværkerne.

I Duet er kunsten på væggene imidlertid ikke kun en baggrund. I samspil med Reichs legende, næsten insektsummende spil åbner værket malerierne op og giver dem horisont. Skaber et endnu større, helt åbent landskab for O’Neill og Marchand, der i Melacs organiske koreografi giver puls og vækker det spirende liv og håb, Kiefer taler om, men som i de ildevarslende, alkymistiske værker opleves undertrykt og tænkt.
 
Koreografien spejler og kanaliserer Steve Reichs strømmende, bølgende, til tider lykkebringende energi i et formsprog, der – måske ikke overraskende – står i gæld til en samtidig pastoral ballet, Angelin Preljocajs Le Parc (1994), som Pariseroperaens Ballet netop p.t. indstuderer under hensyn til pandemirestriktionerne.

Som soloviolinerne kaster Reichs minimalistiske og gentagende melodiske fragmenter mellem sig, vokser dansen frem i luftige, symmetriske og synkrone sekvenser, som kameraet giver vidvinkel, og knopskyder i den nære kontakt mellem danserne, der symbiotisk lade de nøgne kroppe vokse sammen til ét materiale og folde det ud i forgrenende form. Som Marchand løfter O’Neill af jorden, slår hun sine linjer ud i rummet; som hun påbegynder en spiraldrejning, griber han ind i den og giver frasen fremdrift og ny retning i et flyvende løft. Sammen danser de sig ind, ud og omkring hinanden i cirklende mønstre af forening.
 
Ved deres blotte tilstedeværelse peger Hannah O’Neill og Hugo Marchand på menneskets fravær i Kiefers vision. Som mand og kvinde bliver de billede på livskraften, livets bevægelse, det guddommelige og eviges skønhed, men også i et profetisk, pludseligt slutmoment på dets ophør i tabet af deres paradisiske uskyld: I en sidste frase viser hun igen vejen og træder frem i en stræbende arabesque, hvor han bag hende standser og griber hendes hånd, i et ryk trækker hende tilbage og op i luften, hvor han griber og fastholder hende, og hun med en betydningsgivende gestus åbner øjnene og ser: Her klipper redigeringen vinkel, så vi – som hun – bliver vidner til apokalypsen: Die sieben Schalen des Zorns (The Seven Bowls of Wrath) 2019-20.
 
At koble konkret fysisk materiale – høstle og kornneg, trærødder, sand, kul, aske – på de malede landskaber er en af Anselm Kiefers metoder til at binde fortid og vor tid sammen. På guldklædets mark realiserer dansens tilkobling den ambition, ikke kun som koncept: Den høster tanken som et skønt og gyldent nu af oplevet virkelighed og erfaring.

——————–
 
Anselm Kiefer: Field of the Cloth of Gold
Koreografi: Florent Melac
Dansere: Hannah O’Neill og Hugo Marchand
Gagosian Premieres
Gagosian, Le Bourget
 
——————–
Fotos: Courtesy of Gagosian.

Florent Melac & Anselm Kiefer: Dancing the canvas

REWIEW – Contemporary ballet increasingly circuits around contemporary art, often conceptual and installation art. Florent Melac’s Duetreleases ideas from four new monumental works by Anselm Kiefer as lived experience and reality.

On 23rd March, the Los Angeles based, global gallery network Gagosian premierede a 20 minute documentary featuring the contemporary German artist Anselm Kiefer and his exhibition Field of the Cloth of Gold at Gagosian, Le Bourget, an art space created by Jean Nouvel at Paris’ old airport.
 
The film also features Hannah O’Neill and Hugo Marchand of the Paris Opera Ballet interpreting a new work by Florent Melac set to Steve Reich’s Duet (1993) and created in response to four of Kiefer’s monumental works: Sichelschnitt (Sickle Cut) 2019, Beilzeit—Wolfszeit (Axe-Age—Wolf-Age) 2019, Die sieben Schalen des Zorns (The Seven Bowls of Wrath) 2019-20 and Aus Herzen und Hirnen spriessen die Halme der Nacht (From Heart and Brains the Stalks of Night are Sprouting) 2019-20.
 
”I cannot see any landscape without the knowledge of the history I have in my mind”, Anselm Kiefer tells art historian James Cuno. ”All what happened is present for me, there”.

The basis of the shining canvasses that form the Field of the Cloth of Gold is the historical meeting of the monarchs Henry VIII and François Ier at Balingham near Calais in 1520. Anselm Kiefer’s life-long, destiny-laden lines and themes from the Holocaust, the world wars and his fascination with biblical narratives also inform these giant works, perhaps even more so.

In Duet, the art mounted on the walls is more than background. In fusion with Reich’s playful, almost insect-like and humming sounds, the dance opens the painting and imbues them with horizon, creating an even larger and open landscape for O’Neill og Marchand that gives pulse and sparks the budding life and hope, that Kiefer mentions in the documentary as part of his vision, but which feels oppressed and intellectualized in the ominous and alchemist images.

The choreography mirrors and channels Steve Reich’s flowing, undulating and at times exhilarating energy in shapes that seem reminiscent of the choreography of yet another pastoral work, Angelin Preljocajs Le Parc (1994).

As the two solo violins exchange Reich’s minimalist and repetitive melodic fragments, the dance grows and flourishes in the form of airborne, symmetrical and synchronized sequences in wide angles caught by the camera; it shoots in the close and budding contact between the two dancers and the symbiotic merger that lets their two naked bodies entwine as one material only to branch out again in ever wide range. As Marchand lifts O’Neill off the ground, she extends her limbs as lines in space; as she begins a spiraling turn, he intervenes and gives the phrase new momentum and new direction in an expansive thrust. Both move into and around each other in circling partnership patterns.

By the presence, Hannah O’Neill and Hugo Marchand point to the absence of humanity in Kiefer’s work. As a man and a woman, they become metaphors for life, the movement of life, the divine and the beauty of eternity. In a final, startling and prophetic image they also point to the finality of these forces: Again, she shows the way and steps into a confident arabesque that he arrests, catching her hand, pulling her back and up into the air, where he keeps her as she, in a profoundly meaningful gesture, opens her eyes and sees. At this moment, the editing changes our perspective so that we – like her – become witnesses to the apocalypse: Die sieben Schalen des Zorns (The Seven Bowls of Wrath) 2019-20.

Connecting concrete, physical materials – the scythes, sheaves of wheat, roots, soil, coal, ashes – as part of his painted landscapes is one of Anselm Kiefer’s methods for binding the past to our time. On the field of the cloth of gold dance realizes that ambition, not just as a concept: It harvests the idea as a luminous, golden now of lived experience and reality.

Anselm Kiefer: Field of the Cloth of Gold
Koreografi: Florent Melac
Dansere: Hannah O’Neill og Hugo Marchand
Gagosian Premieres
Gagosian, Le Bourget
 
——————–
Fotos: Courtesy of Gagosian.