ANMELDELSE – En kærlighedserklæring drukner i nervøs latter, en flirt bliver til et ydmygende, voldeligt overgreb i Pina Bausch’ hovedværk “Kontakthof”.
Kristeligt Dagblad 28. juni
⭐⭐⭐⭐⭐ (5 ud af 6 stjerner)
Det er kronen på værket, når festivalen København Danser afslutter sin femte sæson med et prestigefyldt gæstespil af Tanztheater Wuppertal på Det Kongelige Teaters Gamle Scene: I maj måned præsenterede festivalen forestillinger med Shaolin Monks og Marcos Moraus Le Veronal på Østre Gasværk Teater, og Wuppertal opførte i sidste uge Pina Bauschs “Kontakthof” i Musikhuset Aarhus, før det tyske ensemble nu er kommet til nationalscenen.
Af de tre står Bausch og Wuppertal selvfølgelig stærkest. Det er kun anden gang nogensinde, at Tanztheater Wuppertal optræder i København. Det første besøg fandt sted i 1996, hvor kompagniet spektakulært opførte “Nelliker” fra 1982 i Torpedohallen. Men selv i 2025, 16 år efter hendes død i 2009, er Pina Bausch stadig synonym med modernitet, og mange af hendes forestillinger er blevet repertoireværker – ikke mindst ved Pariseroperaens Ballet.
Bausch er kult, også uden for dansens verden, takket være Wim Wenders’ kunstfilm i 3D fra 2011, “Dans eller vi er fortabte”, hvor også “Kontakthof” optræder, samt hendes lidelsesfulde dans i “Café Müller” i Pedro Almodóvars film “Tal til hende” fra 2002. Men Bauschs store betydning ligger i hendes originale fornyelse af scenekunsten med værker, der samler bevægelse, tekst, scenografi, musik og gestik i dybt personlige, poetiske, ofte smertefulde og humoristiske iscenesættelser.
Her var 21 danseres individualitet og livserfaringer selve forestillingernes grundmateriale i en grad, hvor det var svært at forestille sig værkerne som repertoire og i overførsler over flere generationer. Pina, som hun ofte kaldes, brugte improvisation og spørgeskemaer som metode i sin undersøgelse af dansernes kroppe som bærere af psykologi, traumer, længsel og drømme.
Selvom “Kontakthof” fra 1978 nu danses i fjerde-femte led og set med nutidens blik måske har et problematisk kvindesyn, bærer værket overbevisende Bauschs æstetiske signatur og kan læses som et nøglearbejde i udviklingen af hendes genredefinerende “Tanztheater”: en syntese af moderne dans og episk teater, hvor målet ikke kun er følelsesmæssig indlevelse, men social bevidsthed og kritisk tænkning.
Bausch skabte over 40 værker. Hendes måske væsentligste, “Café Müller”, der også er fra 1978, undersøger menneskelig afhængighed, sårbarhed og rutine og ses ofte som en bearbejdning af temaer fra hendes barndom i forældrenes café under Anden Verdenskrig: Hun optrådte selv i værket som en blind kvinde, der bevægede sig søvngængeragtigt gennem et lokale fyldt med borde og stole, hvor møbler og karakterer ramlede sammen. Scenen er kendt fra “Tal til hende”.
Mange af de samme elementer går igen i “Kontakthof”, og begge værker kredser om traumer, længsel og angst for intimitet, nærhed og berøring.
Hvor “Café Müller” nærmest er et indadvendt, drømmelignende tableau over afhængighed og hjælpeløshed, er “Kontakthof” et studie i ekshibitionisme: En parade af sociale ritualer, hvor flirten, magten og forstillelsen er i fokus. Og hvor “Café Müller” er et intimt og poetisk værk, er “Kontakthof” kendetegnet ved ironi, satire og distance. Socialt teater, der udstiller de roller, mennesker spiller, som dybt banale, ja, latterlige og helt forudsigelige – et koreograferet spil af begær, magt og ensomhed.
“Kontakthof”, der løseligt kan oversættes med “mødested”, udspiller sig i et slidt forsamlingsrum eller selskabslokale, hvor danserne optræder som både karakterer og sociale typer: De poserer, fremviser forførende deres kroppe, men trækker sig også tilbage i skam og afvisning.
Scenerne har montagestruktur, hvor gentagelsen er et centralt greb, og replikker, lydspor, bevægelser og gestus kører som tema og variationer i det mere og mere absurde spil. Bevægelsessproget og udtrykket er næsten karikeret: et fast greb, en overdrevent påtrængende, klam berøring, et stift tandsmil.
“Kontakthof” bevæger sig fra det komiske til det tragiske: En kærlighedserklæring drukner i nervøs latter, en flirt bliver til et ydmygende, voldeligt overgreb.
Bauschs blik på magt og begær i “Kontakthof” og fremstillingen af socialt kodede mønstre for adfærd mellem mænd og kvinder blev længe set som feministisk og en udstilling af maskulin dominans, men opleves i dag måske som overraskende symmetrisk – og dermed problematisk – i sin fremstilling af ansvar og kønnet vold.
Undtagelsen, måske Bauschs endelige stillingtagen, kommer mod slutningen af det 2½ time lange værk i en brutal voldtægtsscene, der får tilskueren til at gentænke forløbet og stille spørgsmålet, om “Kontakthof” ikke er en dansehal, men i virkeligheden et bordel, som “Kontakthof” også kan betyde.
Bauschs måske allerstørste og mest blivende bidrag til dansen som scenekunst var hendes mestring af antydningen og dobbeltheden som afsæt til eftertanke og erkendelse, ikke mindst i brugen af lydsporets budskaber, der lyder i smældende tangoer og nostalgisk knitrende schlagere, men hvis pointer allertydeligst høres i stilheden.
“Kontakthof” er gennem årene blevet åbnet op for flere livsfaser og erfaringer i opførelser og bearbejdninger med teenagere, amatører og ældre, der alle rammer værkets eksistentielle nerve. Dybest set handler Bausch’ værk ikke om køn i biologisk eller sociologisk forstand, men om det vanskelige at være menneske, og – med hendes egne ord – at finde “et sprog for det at leve”.
København Danser. Tanztheater Wuppertal: “Kontakthof”. Koreografi: Pina Bausch. Scenografi og kostumer: Rolf Borzik. Det Kongelige Teater, Gamle Scene. Sidste gang 29. juni.
Foto: Evangelos Rodoulis.