Bragt på POINT of VIEW International 24. marts 2017.
Akram Khans episke danseritual ”Vertical Road” på Det kgl. Teater er en af årets store forestillinger, skriver POV’s Alexander Meinertz. En grusomt smuk, voldsom og medrivende fysisk og åndelig ekstase, der i sin æstetik minder om Peter Brooks Mahabaratha og japansk butoh og koreografisk bygger på indisk kathak, persisk sufi, tai chi og capoeira.
Det er nærliggende at indlæse det kosmiske og universelle i den engelske koreograf Akram Khams episke værk Vertical Road, som Den kgl. Ballet har på repertoiret som del af programmet Giant Steps.
Åbningsbilledet bærer mindelser om en skabelsesberetning. Tableauet er både vedisk, bibelsk, sumerisk – helligt – med et rum i urmørke, begyndelsens lys og dampende tågebanker. En sagavind jager gennem tomheden, hvor 11 figurer dækket af støv står som forstenede terracotta-krigere i en stram formation. På siden en mand, der, som det første menneske, mærker vinden som guds åndedræt og får liv i sit kød af muld, sine ben af sten; hvis vand forvandles til blod, og sollys, skyer og vind til syn, tanker og respiration.
Det er en kraftfuld koreografi, rituel i sin strukturerede opbygning af gentagelser og acceleration.
Krigerne er skiftevis tavse, urørlige vidner, skiftevis både hjælpere og modstandere i hovedfigurens lidelsesfulde fødsel og åbenbarende trancedans: Han smides brutalt i jorden af usynlige kræfter, hvor han som ramt af stød slår sig i krampetrækninger og spasmer; bliver strømførende og levende.
Orkanens øje
I takt med Nitin Sawhneys tikkende metronom, der vokser fra en svag puls til en dunkende rytme fra det inderste kammer af et bankende hjerte, svarer danserne med enkle, gentagne sekvenser af slag i luften og tramp i jorden. Besværgelserne samler ensemblet som én organisme, én krop, som et felt der skaber hvirvelstrømme af bevægelse og med magnetisk kraft suger hovedfiguren ind i orkanens øje.
Det er en kraftfuld koreografi, rituel i sin strukturerede opbygning af gentagelser og acceleration. En mystisk fortælling om erkendelse og en søgen mod ekstase, hvor rytmeslaget uophørligt bankende fører frem mod transcendensen. Hvor bølger af energi og gentagne cirkler i et symbolsk billede på planternes og stjernebilledets kredsen om solen kalder på Gud og åbenbaring.
I drejningen holder hovedfiguren, næsten eksistentielt såvel som religiøst overbevisende fortolket af Sebastian Haynes, sine arme åbne. Som en sufidanser er højre arm er rettet mod himlen for at modtage Guds godgørenhed; hans blik er fæstet mod venstre hånd, rettet mod jorden. Som han drejer fra højre mod venstre, omkring hjertet, ser han skaberen og forbinder himmel og jord.
En hellig vej
Vertical Road er en billedstærk iscenesættelse, der i sin minimalistiske, jordfarvede æstetik genkalder Peter Brooks Mahabaratha og japansk butoh. Koreografisk bygger værket – karakteristisk for Akram Khan – effektivt, dynamisk og organisk på indisk kathak, persisk sufi, tai chi og capoeira-kampsport, og det knap 35 minutter lange værk er sjældent stramt og velkomponeret. Khan skabte oprindeligt forestillingen til sit eget kompagni i 2010 i en 70-minutters version, men Den kgl. Ballets udgave står stærkere i sin komprimerede form, hvor det mere entydige fokus på den hellige vej mod åndelig indsigt virker som en medrivende katarsis.
Det er fristende at drømme om netop Sacre som et bestillingsværk fra Akram Khans hånd til kompagniet i fremtiden. Sådan en fjer i hatten ville skabe international profil.
Vertical Roader fortsat rig på associationer. Med sin shamanistiske dimension, og med tematiske anslag med elementer af kamp, rivalisering og kærlighed, ledes tankerne uvilkårligt på Stravinskijs Le Sacre du printemps. Vertical Road er en af sæsonens væsentligste kunstneriske bedrifter for Den kgl. Ballet, og det er fristende at drømme om netop Sacres om et bestillingsværk fra Akram Khans hånd til kompagniet i fremtiden. Sådan en fjer i hatten ville skabe international profil.
Storm-, fejl- og tilbageskridt
Hvor Vertical Road repræsenterer et gennembrud på Den kgl. Ballets moderne Giant Steps-program, så lever Wayne McGregors Infra og Jiří Kyliáns Falling Angels ikke op til hverken markedsføringshypen eller samme standard: McGregor er huskoreograf på Royal Ballet i London, men hans abstrakte og tekniske ekvilibrisme post-Forsythe mangler prægnans. At antage Infra, en genopsætning af et værk fra 2007, på Kongens Nytorv er en konventionel disponering men reelt at stille sig til tåls med en andenrangsplacering, ligesom det er svært at forstå motivationen og interessen for Kyliáns indholdsløse og stærkt “datede” ensembleværk for otte kvinder, Falling Angels.
I den anden ende af spektret havde det klassiske Ballet de Luxe-program, et gallaformat, premiere tidligere på ugen. Desværre tilsvarende uegalt med en egentlig velkomponeret første del af August Bournonvilles Blomsterfesten i Genzano, Wilhelm Tell pas de deux og Ballabile fra Napoli, men efterfulgt af en tematisk og stilistisk usammenhængende duetrække fra Coppelia, Svanesøen, Tjajkovskij Pas de deux og Romeo og Julie.
Havde midterdelen koncentreret sig om Sankt Petersborg-klassicisme med uddrag af eksempelvis Giselle (efter Petipa), Bayadère og Corsaire havde programmet haft større koreografisk pondus og en logisk progression frem til sidste værk, George Balanchines højklassiske, formalistiske mesterværk, Tema og Variationer, der må ses som opvarmning til forårets vigtige premiere på samme koreografs skelsættende abstrakte helaftensballet, Juveler.
Fotos: Costin Radu/Det kgl. Teater.