ANMELDELSE – Den Kongelige Ballet har for første gang danset Harald Landers hovedværk ”Etudes” udenfor København. I Aalborg med Den Kongelige Ballets nye stjernepar, italienske Silvia Selvini og amerikanske Philip Duclos, hovedpartierne sammen med den charmerende Meirembak Nazargozhayev fra Kasakhstan.
⭐⭐⭐⭐⭐ (5 ud af 6 stjerner)
Kristeligt Dagblad, 12. februar
Da Harald Lander i 1948 skabte sin første version af Etudes – dengang kaldet Etude – var balletten, som navnet antyder, en egentlig enkel iscenesættelse af danserens grundlæggende træningsøvelser. Værket blev dog en øjeblikkelig publikumssucces. I dag danses Etudes over hele verden, fra Pariseroperaen til Tokyo Ballet og American Ballet Theatre. I Danmark er den aldrig før blevet opført uden for hovedstaden.
”Det er første gang, Etudes danses uden for København,” sagde Det Kongelige Teaters balletchef Amy Watson stolt, da hun introducerede forestillingen Ballet de Luxe i Aalborghallen torsdag d. 7. februar. Den Kongelige Ballets Danmarks-turné førte i februar måned også kompagniet til Musikhuset Aarhus, Værket Randers, Musikhuset Esbjerg og Vejle Musikteater.
Watson kaldte også hovedværket i dansk ballet i det 20. århundrede for ”ikonisk”, men forpassede muligheden for at invitere publikum ind i ballettens verden med en dybere forståelse.
For det er en god idé – og nok nødvendigt – at formidle ballet med introduktioner til aftenens forestilling, som man også gør på Gamle Scene. Det gælder især Etudes, et værk, der rummer både balletteori og byggeklodser. Det Kongelige Teaters balletformidlere burde have været med på turnéen og malet baggrunden op: referencerne til Romantikken og Rusland, ballettens konventioner og værkets dramatiske og omskiftelige historie som den detroniserede balletmester Harald Landers svanesang.
Etudes har ikke nogen egentlig handling, men er bygget op som en træningstime og skildrer dansernes arbejde i træningssalen på vej mod scenens store præstationer. I første billede ser vi en danserinde demonstrere de fem grundlæggende positioner i akademisk dans samt en plié, en dyb knæbøjning. Herefter følger en systematisk gennemgang af ballettens grundlæggende øvelser ved barren, arrangeret på scenen i præcise diagonaler og formationer. Rummet er mørklagt med spotlys på ben eller arme, der skifter til en drømmeblå baggrund i et slående atmosfærisk tableau, hvor dansernes silhuetter – som papirklip af H.C. Andersen – udfører langsomme stræk.
I Aalborg dansede Den Kongelige Ballets nye stjernepar, den italienske Silvia Selvini og den amerikanske Philip Duclos, hovedpartierne sammen med den charmerende Meirembak Nazargozhayev fra Kasakhstan.
Selvini strålede med en både sikker teknisk udførelse og smuk stilfornemmelse i fremstillingen af den romantiske over for den klassiske ballerina, mens Duclos og Nazargozhayev bag hende på skift svævede over gulvet i spillende fodlege frem mod træningstimens spektakulære springserier i diagonaler. Duclos’ dobbeltture var små tornadoer, og hans linje og balance på halvtå i adagioen forbilledlig.
Med komponisten Knud-Åge Riisagers brug af et inciterende bongounderlag som spændstigt springbræt hopper, spæner og sparker korpsets dansere sig i Etudes vej over gulvet mod en brusende finale, hvor ikke færre end 39 kunstnere er på scenen.
Her frisætter Riisager legen i øvelsen, friheden i formen og skaber et medrivende og inspirerende følelsesunivers som klangbund for danserne. Etudes rummer først og fremmest en tematisering af kunstarten og det kunstneriske paradoks, der er centralt for enhver klassisk danser: At målet ligger ud over perfektionen, at aspirationen og forløsningen findes et helt andet sted, nemlig i friheden. Den ultimative frihed, der sætter ikke kun kunstneren fri, men også publikum.
Det niveau nåede Aalborg Symfoniorkester knap, og det var tydeligt, hvordan forsinkede orkesterindsatser ramte danserne på deres afsæt og rytme.
Turnéprogrammet bestod desuden af smittende, dansante uddrag af Gregory Deans dansical Gotta Dance, August Bournonvilles balletter Livjægerne på Amager og Blomsterfesten i Genzano samt et uheldigt valg fra det mere obskure russiske repertoire, Pas de deux fra Karneval i Venedig.
Når Ballet de Luxe genoptages på Gamle Scene i maj måned, er det uden Gotta Dance, men til gengæld med et divertissement fra Bournonvilles Sylfiden samt Blå Fugl pas de deux fra Tornerose.
——————–
”Ballet de Luxe”. Koreografi af August Bournonville, Marius Petipa, Gregory Dean og Harald Lander. Den Kongelige Ballet.
Foto: Silvia Selvini, Philip Duclos og Meirembak Nazargozhayev. Fotograf: Mathieu Rouaux/MARO Photography.