Arte TV – der også kan streames gratis på internettet – viser pt. Crystal Pites gribende ensemblekoreografi The Seasons’ Canon fra Pariseroperaen. Jeg kan anbefale den på det varmeste.
Den canadisk-fødte koreograf Crystal Pite skaber noget så usædvanligt som bevægende og samfundskritiske kommentarer i de store operahuse i London og Paris. Kunstrum, der sjældent antager direkte politiske dagsordner. Hendes signatur, ensemblekoreografien, understøtter mere end nogen anden et grundlæggende demokratisk og diversitetsbåret udsyn, hvor alle er ens, alle er forskellige, og hvor det er smukt.
I 2016 ramte hun en nerve og placerede sig centralt som en af vor tids mest markante politiske og aktivistiske stemmer i dans, da hun skabte ensembleværket The Seasons’ Canon til 54 dansere til Pariseroperaens Ballet. For kan man overhovedet adressere konkrete problemer i tiden i et abstrakt sprog og i en så formelt og traditionstynget ramme?
Enaktsballetten til Max Richters gendigtning af Vivaldis De fire årstider satte uden et ord klimakrisen på dagsordenen på Palais Garnier med overvældende poetiske, teatralske endog melodramatiske billeder: Som Pite orkestrerede menneskemasserne på den store scene som én krop, som hun malerisk skabte naturbilleder fra insektsværme til fugleflokke og ikke mindst oplevelser af vand og hav, i evig bevægelse, evig forandring, var ingen i tvivl om budskabet eller alvoren i hendes udsagn: Menneskets samhørighed med en natur, vi katastrofalt har mistet følelsen for.
The Seasons’ Canon kan streames fra Arte TV på dette link – eller ses på YouTube.
ALLE SØGER EN HISTORIE
Værket var udtryk for et engagement og en bevidsthed, Crystal Pite allerede havde markeret som leder af sit eget dansekompagni, Kidd Pivot: Året inden stod hun sammen med sine dansere bag ”1Day For The Climate Initiative”, et manifest og en forpligtelse til at donere en dags arbejdsløn til CO2-offsetting som modvægt til den klimabelastning, kompagniets turneer udgør. Kidd Pivot er i dag det eneste dansekompagni i verden, der er CO2-neutralt. Kollektivt har danserne og kompagniets medarbejdere bidraget med støtte til offset af CO2 svarende til 400 ton.
Pite grundlagde sit kompagni i Vancouver, Canada, i 2002 efter en karriere som danser ved Ballet British Columbia og William Forsythes Ballett Frankfurt. Hendes koreografi bar fra start naturligt stærkt præg af Forsythes indflydelse men også af inspiration fra Jiri Kylian og Pina Bausch. I Vancouver arbejdede hun med dukke- og danseteater såvel som med skuespillere, ofte med udgangspunkt i videnskabelige eller filosofiske emner, og med en tilbagevendende interesse for det narrative: ”Når alt kommer til alt, så er jeg interesseret i at fortæller historier, der skaber forbindelser mellem mennesker,” sagde hun i 2014 i et interview til den britiske avis The Telegraph. “Alle søger en historie.”
Pites personlige historie som kunstner fik for alvor medvind med hendes tilbagevenden til Europa, først med Kidd Pivot som huskompagni ved Künstlerhaus Mousonturm i Frankfurt fra 2010 og særligt som Artistic Associate ved Sadler’s Wells Theatre i London fra 2013, hvor hun skabte sit første værk i stor skala: Polaris til musik af Thomas Adès, spillet af 75 musikere og danset af 64 dansere, der i passager bevægede sig unisont og i andre passager i mindre grupper, var en abstraktion over menneskelig udvikling og imperiers storhed og fald, der vandt hende en Olivier Award, Londons fornemste teaterpris.
FLYGTNINGENS UVISHED
Den uforfærdede stemme, som kunne formulere både samfundskritik og idétænkning, Pite havde fundet i London og Paris, brugte hun igen i 2017 i et værk med en aktuel agenda, Flight Pattern, skabt til Royal Ballet som reaktion på den europæiske flygtningekrise i 2015, hvor 1 millioner mennesker på flugt ankom til det europæiske kontinent, primært over Middelhavet til Grækenland og Italien.
”Jeg kan ikke ikke gøre noget,” sagde hun i foråret 2017 til BBC Newsnight i forbindelse med premieren. ”For mig personligt er det en måde, jeg kan håndtere verden, som den ser ud nu, det er måden, jeg håndterer mine følelser, tankerne…”
Flygtningestrømmene skabte frygt og et stærkt politisk pres fra Europas immigrationskritiske højrefløj, men Pites reaktion var igen den humanistiske, og igen skabte hun en både bevægende og skarp metaforisk, samfundskritisk kommentar i et kunstrum, der sjældent antager direkte politiske dagsordner: ”Det, jeg ønsker er, at vi mødes i teatret, at vi får en mulighed for at åbne de kanaler til vores menneskelighed og til hinanden.”
Flight Pattern bærer i både idé og iscenesættelse mindelser om Théodore Géricaults romantiske hovedværk Medusa. Værket er, ligesom Seasons’ Canon et ensemblearbejde, denne gang for 36 dansere, der klædt i lange frakker bevæger sig som skyggebølger over en skumringsfarvet scene.
Disse mennesker er ansigtsløse og identitetsløse, bundet sammen på en rejse, der ikke bringer dem ud af stedet. Menneskebølgen ruller frem og tilbage uden anker og uden pejling, tilstanden er en reelt en stilstand: Pite har selv beskrevet, hvordan flygtningenes uvished har mærket hende, hvordan de har befundet sig et ingenmandsland og i et rodløst limbo, uden fortid og uden fremtid.
Sat til 1. sats af Góreckis 3. Symfoni, også kendt som Symfoni af sorgfulde sange, toner der dog her en intenst personlig historie frem som sopranstemmen i musikken fylder rummet i klage: I gruppen af mennesker med ryggen til publikum falder lyset pludselig på én kvinde, der vender sig mod salen. Her opstår en tragisk fortælling om en mor og et barn, om et ubærligt tab, som Pite fysisk beskriver med rod i opposition: ”Jeg bruger konflikt om et redskab, som en måde at skabe spænding på, både i emnet, jeg arbejder med, men også fysisk,” fortalte hun i BBC Newsnight.
”Jeg kan lide at arbejde med en krop, der er i konflikt med sig selv, der er en energisk spænding, der udspringer der. At have to modsatrettede opgaver på samme tid i en krop, kan gøre utrolige ting ved en person og skabe en tilstand af længsel, stræben, smerte, frygt. Alle disse ting udspringer af denne fysiske tilstand.”
Denne grundlæggende undersøgelse af forholdet mellem det fysiske og det følelsesmæssige og hvad, der gør os til mennesker, går – ligesom døden – igen i Pites seneste værk Body and Soul, skabt til Pariseroperaens Ballet i oktober 2019.
Læs min anmeldelse af Body & Soul her.
———————————-
Topfoto: The Seasons’ Canon, Pariseroperaens Ballet. Fotografi: Julien Benhamou.